2. januar, 2020  |  Skrevet af Else Byskov, fotos af guiden af Maria og Else Byskov

Verdenssensation – et fund af kæmpestore krystaller har sat Pulpí (Almería) på verdenskortet

Pulpí ligger i den nordøstligste ende af Almería-provinsen, og det var en ganske ukendt landsby, indtil der blev gjort et fund af verdens næststørste geode i nærheden. En geode er en hul, geologisk formation, der ofte findes i vulkansk lava. Inde i et hulrum er der skabt betingelser for, at vandet kan lægge sig og med tiden danne krystaller. Og her har man fundet en geode, der er 8 m lang og 2 m bred. Nogle af krystallerne er over 2 m lange og deres gennemsigtighed og glans er helt unik. Disse krystaller danner en eventyrlig verden, som man nu kan se. Vi er taget til Pulpí for at se på sagerne. På tilbagevejen fik vi en kold afvaskning i byen Urrácal, men det kommer jeg tilbage til.

Geoden blev opdaget i 1999 af et hold mineraloger, der var på udforskning i den gamle mine La Mina Rica i det vulkanske landskab mellem Pulpí og San Juan de Terreros i det yderste hjørne af Almería-provinsen, og det er den største geode, der er fundet i Europa og den næststørste i verden. Det var et imponerende fund og det stod klart, at geoden skulle vises for offentligheden. Alligevel gik der 18 år med bureaukrati, inden arbejdet med at gøre stedet klar til besøg gik i gang, og det var først i oktober 2019, at minen blev åbnet. Vi fik tid den 31.10. 2019, så vi var heldige at være blandt de første til at se dette forunderlige sted. 

Der er 315 km fra Málaga til Pulpí, så udflugten kræver en overnatning. Vi havde købt billetter online (det skal man) på: www.geodapulpi.es og det koster 22 € pr. næse at komme ind. Men så får man til gengæld også en rundtur af en kyndig guide på næsten to timer, så prisen er rimelig. Man finder geoden på vej A 350, og faktisk ligger den nærmere byen San Juan de los Terreros end på Pulpí. Man skal være ved stedet 30 min. før den tid, man har booket, så vi ankom 15.30 og fik udleveret billetter, som vi kunne hænge om halsen.  Hver gruppe består af 12 personer og rundvisningen er på spansk. Hvis man selv har en gruppe på 12 personer, kan man få rundvisning på engelsk. Kl. 15.45 ankom vores guide María og så vandrede vi ned mod mineindgangen. Man bliver ikke lukket ind i højhælede sko, så tag flade sportssko på. Besøget indebærer en gåtur på små 5 km i alt – 4 km i minegange og op og ned ad 166 trappetrin plus vandring ned til mineindgangen, men det er ikke nogen hård tur.

For at beskytte krystallerne har Almerías universitet udtænkt et specielt system, der begrænser antallet af besøgende, regulerer temperaturen (der var 20 grader), fugtighed og C02 niveau. Jo, der bliver passet godt på geoden. 

Minen ligger i et forrevet lavalandskab, og man kan stadig se ruiner af kontorbygninger og minetårne, der blev bygget, mens minen stadig var i gang. Det var især jern og bly, man udvandt, og det var en rig mine, som fungerede i ca. 100 år – fra 1840 til Borgerkrigens udbrud i 1937, hvor det hele gik i stå. Der skulle så gå 62 år, inden minen blev genopdaget, og 82 år, inden den blev genåbnet.

Nede ved mineindgangen får vi udleveret hjelme og får at vide, at man ikke må fotografere på må og få inde i minen. Der er kun tre steder, hvor man må fotografere, og de bliver udpeget af guiden. Øv! Og så går vi ind. Minegangene er fint belyst og det er tydeligt, at man har gjort meget ud af at oplyse rigeligt, så man ikke skal gå rundt i halvmørke.  Vi stopper op en masse steder, og guiden fortæller om mineraler, krystaller og det hårde liv i minen. 

Et sted er der ridset streger ind i klippen og vi får at vide, at det var for at minearbejderne kunne holde tal på de læs malm, de huggede ud. To minearbejdere arbejdede sammen, og de skulle hver dag præstere 38 læs malm á 1000 kg. Hvis de ikke nåede 38 læs, men kun 37 eller mindre, så fik de ingen løn! Sikke en udnyttelse af menneskelig arbejdskraft! Rent slaveri. Vi gyser lidt, når vi går rundt hernede og kigger på de få simple efterladenskaber, de stakkels minearbejdere har ladet ligge. 

På et sted står vi tæt og nu bliver lyset slukket. Guiden María viser tre - fire slags selvlysende mineraler... nogle er lilla, andre orange, nogle gule... det er et meget sjældent syn. 

Pludselig står vi over en lang vindeltrappe, som vi skal ned ad for at komme ned til clouet – den store geode. Trappen er fin og solid, og jeg tæller omkring 80 trin. Så står vi nede i et stort rum med højt til loftet. Her findes der en mindre geode, og den må vi godt fotografere – den ligger blottet, så man kan se den fra minegangen. Nu skal vi videre ned ad flere metaltrapper – ned til det femte niveau, hvor den store geode findes. Vi må kun gå ned to og to, og dernede sidder María og leder slagets gang: Her skal vi tage hjelmen af og så kravle enkeltvis halvvejs ind i et snævert rum. Når vi er inde, tænder María for lyset og wow, så er vi midt i det indre af den store geode. Det er et forunderligt syn, i sandhed en lysende krystalverden fuld af magi og fortryllelse. Vi får hver kun et kort glimt, og så må vi kravle ud igen.  Foran den snævre indgang bliver vi fotograferet to og to, og det er så det. 

Så må vi tilbage op ad alle trapperne og hen ad minegangene. Endelig, efter næsten to timer, står vi atter ude i det fri. Herligt, herligt. Men besøget er en fin oplevelse – ja, den er helt enestående og ud over det sædvanlige.

Med i prisen på billetten er et besøg i borgen i San Juan de los Terreros, og vi kan se borgen på en høj helt nede ved kysten. Den lukker dog kl. 18, så vi kan ikke nå det. Men for dem, der har tidligere indgangstider til geoden, kan det nås og det er efter sigende et fint sted med en god udsigt.

Men nu er det ved at blive mørkt, og vi må finde vores hotel. Vi har valgt at bo på golfhotellet Valle del Este (4 stjerner), som ligger lige syd for byen Vera, ca. 25 km. væk. Se: www.valledeleste.es  Her får man virkeligt valuta for pengene: et fint dobbeltværelse med balkon og udsigt koster 70 € inkl. morgenmad. Om aftenen er der buffet til 15 € pr. næse, og der er dejlig varieret mad. Morgenmaden er super, så vi er ovenud tilfredse med vores overnatning. 

Og nu skal vi besøge landsbyen Urrácal, som ligger ca. 45 km. fra hotellet i vestlig retning. Vi har nemlig læst om den berømte slugt El Estrecho de Urrácal, og den har i den grad givet mig blod på tanden. Sikke flot og drabelig den er. Man kan se fotos ved at Google: Estrecho de Urrácal. Jeg er vild i varmen og har fundet en rute på Wikiloc, der fører gennem slugten. En rute på kun 2,9 km, så det lyder jo let nok.

Vi finder let hen til rutens start og går ned i slugten fra den nordlige ende. Her ser den vild og drabelig ud, med en masse løst kratværk, gamle rør, mure, klipper og andet godt. Indbydende er det ikke. Efter blot 100 m vender Erik og Tue om, for det er svært at få fodfæste. Hanne og jeg fortsætter lidt længere, men så kommer vi til et sted, hvor der er et drop på 3 meter, så det går jo ikke. Vi vender også om, og jeg tænker: så må vi hen i den anden ende.

Vi kører så hen i den anden ende, idet vi følger Wikiloc-sporet, som går på en vej ovenfor slugten. Henne i den anden ende fører en grusvej ned i slugten, så jeg er igen vild i varmen. Men de to herrer, jeg har med, er nogle skvatnavler, så de melder straks pas. Og ja, det ser ikke lovende ud. Hanne og jeg fortsætter lidt længere, men nede i slugter giver også Hanne op – man skal hoppe over et vandløb og der er ingen sti. Så må jeg, igen, igen, fortsætte alene. Erik står oppe på slugtkanten og dirigerer med høje råb og ser bekymret ud. Men ufortrødent fortsætter jeg hen over en olivenmark med en sti, som snart ender, og nu står jeg nede i slugten. Fint! Men lidt længere henne er det slut. Et kæmpe klippestykke ligger nede i bunden og fylder det hele. Det er beskyllet af ulækkert grønt vand. Jeg må give op. Øv og øv. Jeg må konstatere, at lige nu skal man, hvis man skal se midten af slugten (som er den flotte del) fires ned fra en helikopter. Et voldsomt regnskyl har gjort adgangen til slugten umulig. Man kan opfordre til, at kommunen laver en ryddet sti. Men indtil da er slugten uden for rækkevidde, med mindre man har neoprendragt, reb og kramper med. 

Nå, men Urrácal har også en anden seværdighed og det er El Mirador de la Cerrá. Opkørslen starter lige ved byskiltet og lige der, hvor vi holdt for at attakere den sydlige ende af kløften. I lyset af kløftfiaskoen opfordrer jeg nu til, at vi kører op og ser på udsigten fra denne mirador. Vi kører derfor op ad en grusvej, men et par km oppe står der et skilt om at der stadig er 5 km tilbage. Det er for meget for Erik, som nu protesterer, og det er sandt: vejen er elendig og bulet. Vi vender om og indhøster endnu en kold afvaskning fra Urrácal.

Nu er vi sultne og kan kun håbe, at denne lille flække af en by med omkring 350 mennesker (byen har sjovt nok sit eget flag, som hænger foran rådhuset) kan byde på mad. Vi har fået at vide, at El bar de Antonio serverer mad, så vi begiver os op i centrum. Vi vandrer op gennem byen og passerer det gamle ´lavadero´ fra 1947. Dengang var det det sidste skrig i vaskemaskiner med mange vaskepladser, masser af rindende vand og overdækket.  Fint er det.

Oppe på torvet ligger både kirken og rådhuset – og bar La Plaza, som er identisk med El bar de Antonio. Udefra ser den meget skrabet ud og vi vover os tvivlsomme ind. Men se nu bare: en venlig og effektiv dame kommer os i møde og får os bænket ude foran. Vi får at vide, hvad de har og vi bestiller. Ud over hvad vi har bestilt kommer damen med flere retter, som hun synes vi skal spise og det hele er supergodt. Ja, altså som når ´Mor står i køkkenet´-godt. Vi spiser til vi trimler. Så beder vi om at betale, og Antonio selv kommer ud og siger, at det blev 39 €. Der var hverken spisekort eller regning. Men hvad skal man også med den slags nymodens ting, når maden er super god og et fund til prisen? Så Urrácal havde alligevel et es oppe i ærmet til os. 

Vi kører nu hjemad idet vi krydser bjergkæden Sierra de los Filabres mellem Olula del Rio og Tabernas.  En fin og flot tur og så er det bare hjemad på motorvejen A 7. 

Seneste Nyheder

Forårsvejret forsætter

Det nye ”outlet” på Plaza Mayor klar til indvielse

Flere kureres for kræft i Málaga

Arbejdsløshed: Forfærdelig januar måned

Kaos i Madrids lufthavn

Fuld klarhed over Brexit

Annonce
Annonce

Læs også

Andalusien forberedt på coronavirus

Skrevet af La Danesa

N-340 fra Nerja til Almuñécar er farlig

Forårsvejret forsætter

Det nye ”outlet” på Plaza Mayor klar til indvielse

Flere kureres for kræft i Málaga

Arbejdsløshed: Forfærdelig januar måned

Kaos i Madrids lufthavn

Annonce
Annonce
Annonce

Læs også

En musicalaften med Laura Elen i Club Danés

Skrevet af La Danesa

På den anden side... Er Al-Thani overhovedet en sheik?

Skrevet af Henrik Andersen

Revyforfatter Aage Stentofts arv i Mijas

Skrevet af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com, fotos fra Aage Stentofts private arkiv samt af Simon Goltermann

Argentinsk tango i Nerja — A Puro Tango

Skrevet af La Danesa

Tak for året 2019

Skrevet af La Danesa

Sundere? Stærkere? Gladere? – personlig træning ved Thomas Frank PT

Skrevet af La Danesa

Når du behøver hjælp, pleje og omsorg - vælg danske Unik Care

Skrevet af La Danesa

PC Doctors/Electronbox

Skrevet af La Danesa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce