Disc Golf – på golfbanen med en frisbee i hånden

 

Disc golf eller frisbee golf voksede frem i 70’erne og adskiller sig fra almindelig ’køllegolf’ på to områder. For det første er hullet skiftet ud med en kurv med påmonterede kæder. For det andet er køller og bold skiftet ud med specialfremstillede frisbees.

 
”Jeg har altid gerne villet bo i et klima, hvor det er muligt at spille hele året rundt modsat Finland, hvor det kun er vejr til at spille nogle få måneder om året”, siger Ville Kostin, der ejer og driver DiscGolfPark Mijas. Han er finne, men taler svensk og norsk.
”Vi finner spiller selvfølgelig også resten af året, men vi binder en meters farvestrålende bånd fast til discen, så vi kan se, hvor den lander i sneen,” fortæller Ville leende, og det er næsten svært at forestille sig, når vi går rundt på banen i Torreblanca på en forårsdag i 20 graders varme med blomsterne i fuldt flor.
 

Halvanden hundrede greenkeepere

Ville etablerede banen i november sidste år – han har selv stået for design og layout ved at bruge områdets egne kurver samt de normer, der er for anlæggelse af en disc golf park. Han har lejet sig ind på området, som er offentligt tilgængeligt og en lokal fårehyrde passerer f.eks. dagligt med sine godt 150 får.
”Jeg har en aftale med hyrden om, at hans kræ hellere end gerne må hjælpe til at holde væksten nede, og fårene går dagligt igennem banen og guffer planter. Specielt tornebuskene er jeg glad for, de spiser, for dem er det ikke rart at skulle fiske en disc ud af,” griner Ville.

Motion for alle pengene

Det koster 10€ for et dagspas, og så kan man spille så mange runder, man orker. Man kan også tage ned i byen og få frokost og komme tilbage igen til endnu en omgang.
”Jeg bryder mig ikke om at tage penge fra folk for at spille, for i Skandinavien er det for det meste gratis, da banerne ligger i offentlige parker, men jeg lejer selv området og har omkostninger ved det. Jeg håber at kunne være med til at udbrede sporten, så spanierne også får øjnene op for, at det er en sjov sport med rigelig motion, og forhåbentligt ligger der om nogle år en disc park i hver eneste kommune,” fortæller Ville, der, udover DiscGolfPark Mijas, også har sit eget brand af disce og tøj til sporten.
 
Det med motionen får man hurtigt at føle, når man bevæger sig rundt på banen, der har en højdeforskel på godt og vel 50 meter og rammer man ved siden af, kan det derfor godt mærkes i baglårene.
På banen møder jeg Claus og Dennis, to danske disc golfere, der er på ferie på Costa del Sol. Det er tredje dag, de spiller på DiscGolfPark Mijas. Jeg følger med dem på de første par huller og får en snak om sporten. Claus fører scorekort på sin smartphone og vi småsnakker, mens Dennis tee’er ud. De to herrer begyndte at spille disc golf i november sidste år.
”Vi blev enormt bidt af sporten. Det er god motion, og så er det sjovt,” fortæller Claus. Fra deres hjem i Ry har de seks baner at spille på indenfor 30 km, og det er godt, at der er et bredt udvalg, for parret spiller ca. tre gange ugentligt. De har ikke nogen hjemmebane. Det bruger man ikke rigtig i disc golf, da det jo for det meste er gratis at spille, hvilket overflødiggør et medlemskab. De spiller dog mest i Skanderborg og Tilst.
”Vi har ikke fået noget træning, det er ikke nødvendigt for at kunne spille på hygge-niveau, men Dennis er meget interesseret og ser ofte Youtube-videoer med tips og tricks til at forbedre sit spil,” forklarer Claus.
”Men ellers tager vi det altså ikke så seriøst,” griner Dennis, og sender discen af sted.

Nemt at komme i gang

Modsat ’normal golf’ er det ikke nødvendigt at købe køller, bolde, bags osv. Har du en disc, er du klar til at gå på banen og en runde varer typisk halvanden til to timer. Discene varierer fra dét, man kender som en putter, der er beregnet til at skyde fra kort afstand - til driveren, der bruges til det lange skud, men amatører kan klarer sig med en eller to discs.
Man kan leje et sæt med tre forskellige discs i receptionen for 5€, og så er man klar til at gå på banen. Der udleveres også scorekort, hvis man vil spille med det, men disc golf er en afslappet sport, hvor man mere går op i at hygge sig end etikette.
 
Som i almindelig golf tee’er man ud og skyder fra det sted, discen lander, indtil man får den i ’hul’ i den specielt udformede kurv.
La Danesas udsendte prøvede sig frem på et par 3 hul, og fik den i mål i syvende skud. Sandt at sige, så havde scoren nok ikke set meget bedre ud, om det så havde været normal kølle-golf, men glæderne og især frustrationerne, var meget lig dem, man kender fra almindelig golf. Et træ og en busk kan også være i vejen for en disc og et ’dog leg’ skal også forceres på snedig og lempelig vis, hvis det ikke skal gå ud over scoren.
Det var dog overraskende så meget kraft, der skal lægges i for at få discen sendt af sted fra tee. Med tomlen på oversiden og de resterende fire fingre klamrende til indersiden af discens kant, fører man den helt tilbage i modsatte retning af hullet og, som man ville starte en genstridig græsslåmaskine, hiver og flår man discen forbi brystet og giver slip, når armen er strakt ud.
 
Inde i receptionen møder jeg igen Claus og Dennis, der netop er blevet færdige med deres runde. På en tavle er noteret den bedste score for hver nationalitet, der har besøgt banen. Ville når lige at notere det danske pars hidtil bedste score på tavlen, før de er på vej over imod hul 1 og endnu en runde.
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53
Fax. 95 258 03 29