Rul ned for at komme til La Danesa
Luk Annonce
13. december, 2019  |  Skrevet af Paulo Chichon og Mathias Krøyer Vejrup

Riofrío · Dambrug-byen med verdens eneste økologiske kaviar

I novembermagasinet gav La Danesa dig et lokalt rejseportræt af byen Granada.

Som en tilføjelse hertil, bør du tage en tur forbi Riofríos autentiske fiskefarm, der ligger på vejen mellem Costa del Sol og Granada. Her kan du lære om støren, damhusets økologiske fiskeavl, og få dig en bid luksuriøs og organisk kaviar i flotte, naturrige omgivelser.

Den lille landsby med den kolde flod

Med sine blot 250 indbyggere gør landsbyen Riofrío ikke noget større pulserende væsen af sig. Men det er heller ikke for at opleve menneskemasser og kulturel diversitet, at vi, Paulo og jeg, har parkeret bilen her i Granada-provinsens mere anonyme omegn denne efterårsformiddag.

Det er i stedet fisken, der kaldes før ’stør’ og den kaviarproduktion, som er blevet verdenskendt i gourmetkredse i løbet af de sidste årtier, og som er blevet en signaturdelikatesse fra Granada-regionen.

Solenbager. Gruset hænger i den varme luft og flakker i strålerne, mens vi trasker fra parkeringspladsen. Det bakkede opland omslutter os i bølger, der er tegnet i symmetriske rækker af hundredvis af oliventræer, og skaber en idyllisk og landlig atmosfære med det klare indtryk af, at vi ikke er blandt (andre) turister.

Hovedgaden, eller byens eneste asfaltbelagte gade, ender på en plads, hvor beværtninger, der kan associeres til 60’ernes westernfilm, og især restauranter, tretten styks tæller vi, står klods op ad hinanden. Midt i denne omverdens isolering af facader sidder tre lokale, ældre herrer på en bænk i skyggen under et tungt egetræ og betragter os.

Vi krydser en bro over den kolde flods rolige raslen, hen til et lille antikt springvand, der gør den duet, og ser en fremtrædende skikkelse i hvid skjorte og med sorte solbriller tegne sig henne ved damhusets porte.

”Bienvenido,” siger vores vært, Carlos.

Det økologiske dambrug

Carlos tager os under armen og fører os ind på selve damhusets ejendom, der kun har eksisteret i sin nuværende stand siden 1963.

Det var Carlos’ bedstefar, som i sin tid flyttede fiskefarmen fra det nordligste Spanien i Navarra-provinsen til den nuværende lokation i Riofrío, hvor vi i dag ser krystalklare, fiskefyldte bassiner i betonrammer, der flugter og bugter sig med landskabet.

”Vores opdrætning og avl af fisk er helt økologisk og dambrugsinstallationen er skabt som et naturligt flodløb,” begynder Carlos.

Vi går langs bassinerne med bjerget Sierra Gorda i horisonten, mens han forklarer: ”Vores vandressource kommer fra en kilde i bjergriget Sierra de Loja. Og det er ikke bare vand. Det er lige så klart og naturligt som drikkevand”.

Ja, faktisk bliver kilden også anvendt til netop drikkevand af den italienske kildevandsproducent ’San Benedetto’, samt til brygningen af den spanske øl ’Estrella Galicia’, så der er noget om snakken.

Selv sælger Riofrío Caviar dog ikke vandet, men bruger det til at forsyne deres fisk med de bedst mulige vilkår for naturlig trivsel.

”De lever i rent vand, der strømmer naturligt som en flod. De bliver ikke tvangsfodret, men spiser efter lyst og behov. Derfor styrer vi heller ikke produktionen som sådan, men udviser stor tålmodighed i vores opdrætning af fiskene, der får masser af plads til at slå smæld med halen,” fortæller Carlos.

Og netop halesmæld høres pludseligt, da vi står overfor et af de større bassiner. De tunge plask kommer fra stører, der er vejer ikke mindre end 70-80 kg, hvilket er den vægt, de opnår i alderen mellem 16-18 år, når de er frugtbare og klar til at producere deres æg. Det er størens æg, som, efter klargøring, bliver til kaviar, og derfor er det selvfølgelig størens velvære, der er hovedfokusset for kaviarproduktionen.

”At vores fisk er blevet opdrættet i et økologisk miljø ender med at kunne mærkes i vores endelige produkt – naturligheden kan simpelthen smages. Det er sådan, at man skaber kvalitet. Man fremmer den”.

Smagsprøver på det sorte guld

Ja, det er jo smagssansen og gastronomien, der er den egentlige attraktion i form af størens æg, den delikate og eksklusive kaviar.

Vi bliver ført ind i souvenirbutikken, og vores vært bliver slået til ven ved at hive et udvalg af deres forskellige kaviarsortimenter og en kold, brussende cava op på kundedisken.

Som et skrin, der afslører juveler, åbner Carlos for synet af de sorte, glinsende, små perler med lette, hvidgrumsede konjunkturer, og giver os en lille sølvske hver.

”I må ikke tygge kaviaren. Lad i stedet æggene briste nænsomt mellem tunge og gane”. 

Deres mest solgte kaviar, varemærket, der går under navnet ’Riofrío Caviar Ecológico’, er en lækker og behagelig oplevelse med en sofistikeret balance mellem salt og sødme, power og finesse.

Dertil kommer den iranske kaviar, som altså er navnet på tilberedningsmetoden og ikke et udtryk for, at kaviaren kommer fra andre steder end Riofrío. Disse kraftfulde æg sprudler om tungen i stærke kryddernoter og anvendes ofte som tilbehør til, for eksempel, hummer.

Den russiske variation skal (selvfølgelig) skyldes ned med vodka, og så bliver denne kaviars ellers så intense karakter pludselig forløst som silke på tungen med en spids saltet runding.

Vi spørger Carlos om hvilken selskabelighed, med hvilke akkompagnerede drikkevarer og til hvilken anretning, han selv bedst nyder sin kaviar.

”Alene. Med en ske. I min sofa,” svarer han uden at blinke eller trække på smilebåndet.

Damhuset drætter over 20.000 stører, af den 250 millioner år gamle race, acipenser naccarii, der bliver omsat til ca. 2 tons kaviar om året. Derefter bliver fisken solgt til fiskeforhandlere, butikker og, blandt andet, Riofríos restauranter.

Da besøget er ovre og kaviaræskerne tomme, går vi tilbage på hovedgadepladsen og udvælger os en af Riofríos tretten restauranter, hvor vi afslutningsvis får os en stor tallerken med den famøse stør – al horno.


Priser for guidet besøg hos Riofrío Caviar i Riofrío:

45 min. rundtur med simple smagsprøver: 20 euro pr. person (min. 4 pers).

90 min. rundtur med varierede smagsprøver: 75 euro pr. person (min. 2 pers).

135 min. rundtur med avancerede smagsprøver: 150 euro pr. person (min. 2 pers).


Priser for køb af kaviar

Riofrío Caviar har et bredt udbud af kaviarprodukter til forskellige priser fra:

Organisk kaviar: 38 euro for 15 g.

Russisk kaviar: 34 euro for 15 g

Iransk kaviar: 38 euro for 15 g


Åbningstider og kontakt

Butikken: Mandag-fredag fra 09:00-14:00 og lørdag-søndag 11:00-15:00

Kontoret: Mandag-fredag fra 09:00-18:00

Reservation: 958 332 621 / visit@caviarderiofrio.com

Seneste Nyheder

Dystre udsigter for turismen i 2020

De coronafri landsbyer

Spanien lukker nu helt ned

Costa del Sol er fortsat godt forberedt

Vintervejret viser sig igen

Coronavirussen spreder sig fortsat

Annonce
Annonce

Læs også

Coronakrise: Spanien oppe i omdrejninger

Skrevet af La Danesa

Tre millioner har mistet deres job

Dystre udsigter for turismen i 2020

De coronafri landsbyer

7 tips til at arbejde hjemmefra

Den skæve vinkel: Sara López

Online træning med Thomas Frank PT

Annonce
Annonce
Annonce

Læs også

Kære læser (april 2020)

Skrevet af La Danesa

Spanien lukker nu helt ned

Skrevet af La Danesa

Costa del Sol er fortsat godt forberedt

Skrevet af La Danesa

Vintervejret viser sig igen

Skrevet af La Danesa

Coronavirussen spreder sig fortsat

Skrevet af La Danesa

Toppen nås først til april

Skrevet af La Danesa

De internationale feria-dage aflyses

Skrevet af La Danesa

6 gode råd til et sikkert og komfortabelt hjemmekontor

Skrevet af La Danesa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce