Det danske magasin i Spanien
På den anden side… Hvor blev generationsskiftet af?

På den anden side... Hvor blev generationsskiftet af?

Forhåbningerne var så store forud for parlamentsvalget. – Gengang i 2015. Efter tre årtier med et tungt to-partisystem stod Spanien forud for nye tider og sit første jordskredsvalg siden demokratiets genindførelse i ’77. De to nye partier Podemos og Ciudadanos stormede frem i meningsmålingerne anført af unge, friske og veltalende politikere. Både Pablo Iglesias og Albert Rivera var de to symboler på generationsskiftet i spansk politik. Nye tider med moderne politikere, der forstår kompromisets kunst og at føre konstruktiv opposition – præcis som man er vant til i det meste af Europa. Håbet om nye tider blev også karakteriseret ved, at netop dette parlamentsvalg blev det endegyldige exit for store dele af den gamle, etablerede garde i spansk politik anført af Rubalcaba, Zapatero og senere Mariano Rajoy.

Det nye blod i det spanske parlament spredte sig hurtigt til det yderste af finderspidserne i landets amter og kommuner, hvor både Podemos og Ciudadanos flere steder fik afgørende indflydelse. Den nye generation var lig med nyt håb for et trængt Spanien, der sloges med en voldsom høj arbejdsløshed, en lige så høj gæld og nogle sociale problemer, man skal se, for at kunne forstå. I dag, en lille håndfuld år senere, må man desværre konstatere, at det nye blod hurtigt størknede, og at landet i dag har brug for en omfattende blodtransfusion for at blive politisk helbredt. Dagens partiledere og frontfigurer i de spanske partier er nemlig værre end deres forgængere. Det bedste – eller værste – eksempel sås efter parlamentsvalget i april måned sidste år. PSOE og Ciudadanos havde sammen absolut flertal i parlamentet. Sagen var klar, for blandt de nu fem store partier i spansk politik er det netop disse to partier, der står hinanden nærmest. MEN Pedro Sánchez var blevet tøsefornærmet på Albert Rivera, fordi Cuidadanos i Andalusien havde droppet samarbejdet med fiaskoen Susana Días og nægtede at sætte sig til forhandlingsbordet. Det faktum fik en mørk side frem i Albert Rivera, som hovedløst beordrede sine tropper i samtlige af landets amter og kommuner at bryde al kontakt til PSOE. Og så var vi tilbage til de gamle, stive blokke, som vi ellers lige havde fået blødt op. 

På rekordtid fik Rivera omdannet Ciudadanos fra et moderne, fleksibelt parti til et gammeldags, firkantet parti, der gik med blinkers – præcis som alle de andre. 

Til nyvalget et halvt år senere gik Ciudadanos fra 57 til 10 mandater og Albert Rivera måtte forlade sit parti og retur til sit gamle støvede advokatkontor. I hans arkivkasser ligger det projekt og den stærke flertalsregering, som landet unægtelig ville have haft glæde af i dag. I stedet har den ny generation af håbefulde politikere omdannet parlamentet til noget, der minder om en blanding af et loppemarked og et amatørteater. Der pruttes lidt om prisen på de altafgørende stemmer fra de katalanske og bastiske separatistpartier og når Pablo Iglesias, Pablo Casado og Santiago Abascal går på talerstolen leder deres indlæg tankerne hen på den gratis stand-up, der leveres på kysten amatørteatre. 

Nogle griner. Andre græder. Nogle hidser sig op. Og så er der dem, der er ligeglade. Endelig er der dem, der er lidt af det hele. Denne gruppe hører jeg nok til, for det er svært ikke at komme hele følelsesregistret rundt, når man ser, hvordan dagens politikere ter sig, velvidende Spanien står foran sine største økonomiske og sociale problemer siden borgerkrigen. 

Første samling i det råd som regeringen har sammensat, på tværs af partierne, for at samle fælles fodslag for genopbygningen af landet varede knap en halv time. Så fløj skældsordene gennem luften, og da Pablo Iglesias begyndte at kalde Vox for fascister og selv blev kald marxist, måtte den ordstyrende rådmand smide håndklædet i ringet og ophæve samlingen. Et trist syn – men et klart syn på niveauet af den nye generation i spansk politik. Jeg er sikker på ”de gamle” havde gjort det bedre. Specielt Alfredo Rubalcaba (PSOE) og Mariano Rajoy (PP) skulle nok kunne have samlet tropperne til et bredt politisk flertal til et stærkt, fælles projekt til genrejsning af nationen. Det er i dag et nærmest naivt ønskescenarie. 

Skal spanierne – og vi andre – videre, må vi selv smøre ærmerne op. Der kommer ingen hjælpende hænder fra Madrid.

Af Henrik Andersen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.