10 tips til at spotte fup-konkurrencer på Facebook

FB konkurrencer

Der florerer i øjeblikket utallige falske konkurrencer på Facebook, hvor tusindvis af danskere hopper i med begge ben gang på gang. En IT-Sikkerhedsekspert kommer derfor med 10 tips til at spotte fup-konkurrencerne på det populære sociale medie. 

Vind en sprit ny BMW M4 model 2016 eller 12 minutter i Elgiganten, hvor du kan tage alt, hvad du vil have. Det eneste du skal gøre er ofte bare at like, dele og kommentere opslaget. Det lyder næsten for godt til at være sandt.          

Matas, IKEA, Fona, BMW og mange flere har stået model til it-svindlere, der har oprettet falske Facebook-konkurrencer i virksomhedernes navne. IT-Sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra it-firmaet www.anytech365.com mener langt fra, at det er et overstået kapitel.       

- Så længe så mange danskere stort set hver eneste dag fortsætter med at like, dele, kommentere og håbe på, at de bliver den heldige vinder af et splinternyt Svanekøkken eller en ny BMW, så vil vi fortsat se falske Facebook-konkurrencer, lyder det fra Janus R. Nielsen.    

Svindlerne bag fup-konkurrencerne er ikke i gavehumør men har derimod et andet mål. De vil skaffe tusindvis af likes for senere at kunne sælge siderne videre. Har du liket en side, har siden mulighed for at vise opslag i dit nyhedsfeed. Dette er attraktivt for reklamefolk, der kan forsøge at sælge deres produkter, uden det koster dem en krone.  

Janus R. Nielsen og AnyTech365 vil hjælpe med at komme problemet til livs, og opstiller hermed 10 tips til at spotte fup-konkurrencerne på Facebook:

1) Tjek om Facebook-siden har et blåt flueben ved siden af virksomhedens navn. Hvis det er tilfældet, betyder det, at siden er blevet godkendt af Facebook, og at den dermed er autentisk. Det skal dog nævnes, at det ikke er alle sider uden flueben, der er falske.        

2) Tjek info om virksomheden på den pågældende Facebook-side under fanen ”Om”. De falske sider er oprettet hurtigt og har ofte ikke informationer som adresse, telefonnummer, åbningstider osv.  

3) Støder du på en konkurrence på Facebook, hvor der kun er et enkelt eller få opslag på siden, er det ofte et tegn på, at siden er falsk.

4) Tjek om der er aktivitet på siden. Falske Facebook-sider, der oprettes hurtigt, har ofte ingen synlige beskeder på væggen. Tjek væggen i højre side under ”Opslag fra besøgende” og se, om der er beskeder, som bliver besvaret af virksomheden.         

5) Kig altid efter, om der findes flere sider på Facebook fra samme virksomhed. Deltager du fx i en Matas-konkurrence, hvor siden har 2000 likes, så sørg altid for at tjekke, om der er flere Matas-sider. Matas’ originale Facebook-side har over 200.000 likes, så hvorfor skulle Matas oprette en ny side for at lave en konkurrence?    

6) Mange brugere er gode til at informere andre om den falske konkurrence i konkurrencens kommentarfelt. Så tag et kig på kommentarerne før du deltager. 

7) Tjek om virksomheden bag konkurrencen overhovedet har en hjemmeside. Der oprettes ikke kun falske konkurrencer i store navne som Matas, Ikea og BMW. Svindlerne ser også en mulighed i at oprette konkurrencer i små eller ikke eksisterende virksomheders navne, og hvis ikke virksomheden har en hjemmeside, kan du næsten være sikker på, at konkurrencen er falsk.    

8) Vær ekstra opmærksom at klikke på links i konkurrencer på Facebook. Disse links kan føre dig til sider, hvor hjemmesidens domænenavn henviser til noget andet, end det virksomheden eller konkurrencen handler om. Hvis det sker, er der stor sandsynlighed for, at både konkurrencen og linket er fup og svindel.        

9) Bliver du bedt om at indtaste dine personlige oplysninger, så tænk efter en ekstra gang. For at deltage i en Facebook-konkurrence, der ikke er falsk, er det sjældent, at du bliver bedt om at udlevere personlige oplysninger, så hold dig fra at skrive din emailadresse, telefonnummer og andre personlige informationer.   

10) Du bør være skeptisk, hvis præmiens værdi er højere end 10.000 kr., og hvis ikke den er udloddet af en stor, velkendt virksomhed. Brug din sunde fornuft. Hvis præmien virker for god til at være sand, er den det også.    

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com