Kære Læser Februar 2019

Hvor teknologiforskrækket er du?

Nu risikerer jeg måske at træde nogle af vores læsere over tæerne, men jeg kan godt blive chokeret, når jeg (jævnligt) møder personer, der ikke ved, hvordan man sender e-mails - en kommunikationsform vi har anvendt i mere end tre årtier. Og måden, vi sender e-mails på, har nærmest ikke har ændret sig, siden man for første gang i starten af firserne satte et snabel-a mellem et navn og et domæne og trykkede ‘send’.
Selv er jeg teknologisk nysgerrig, og den nysgerrighed vokser netop ud af frygten for at ende som en teknologidinosaur. En frygt der stiger i trit med, at nye teknologiske opfindelser vinder frem. Derfor går jeg for eksempel jævnligt til selvbetjeningskasserne i supermarkedet, selvom det næsten aldrig er hurtigere og kasseapparatet halvdelen af gangene hyler på en medarbejder eller påstår, at der ligger ukendte varer på disken. Det er min måde at holde mig opdateret i en verden i rivende udvikling - en udvikling jeg er bange for, en dag vil overhale mig.
Uden at være teknologisk analfabet, kan jeg godt sige, at jeg nok aldrig kommer til at være ‘first mover’ på noget som helst teknologisk. Men jeg synes, det er sjovt at snuse til de nye tendenser, og en af de tendenser, der stormer frem i øjeblikket er ‘virtual reality’.
VR er noget, som i høj grad vil komme til at påvirke vores dagligdag over den næste årrække, og netop i Málaga uddanner landets førende VR-skole elever til professioner, der ikke findes endnu. 
Tænk at kunne tage et par VR-briller på og opleve de største koncerter med de største navne, som var du selv til stede - hjemme fra dagligstuen. Eller se en boksekamp så klart, at hver en sveddråbe træder frem og du får lyst til at række hånden frem og gribe fat i bokseringens reb.
Selv har jeg kun stiftet bekendtskab med VR på for-sjov-basis i form af spil. Det er enormt virkelighedstro oplevelser. Af egen erfaring kan jeg oplyse, at hvis man læner sig op ad noget i den virtuelle verden, ja så ender man på gulvet ‘in real life’.
Eksperterne siger, at når teknologien indenfor VR bliver tilstrækkeligt god til at vise os noget i den analoge verden, der ser realistisk ud og som vi kan interagere med, så er det forbi med mobiltelefoner, computere og TV-skærme.
Så hvem ved, kære læser, måske kommer du snart til at læse La Danesa som et virtuelt magasin igennem en teknologisk brille. Eller hvorfor ikke en kontaktlinse?
Jeg har dog ikke udpræget lyst til at forestille mig en fremtid, hvor vi hele tiden er koblet til en maskine, der benytter vores synssans og er faktuelt klogere end os, men jeg ønsker heller ikke, at den skal komme bag på mig.
Og måske skulle jeg slå koldt vand i blodet, for faktum er, at vi jo også nu går rundt med en lille maskine i lommen, der indeholder uanede mængder information - men at vi mest bruger den til at kigge på sjove kattebilleder og følge med i hvad vores venner får at spise.
 
Så, Kære Læser, uanset om du følger med i dette magasin gennem en smartbrille, på skærmen af din tablet eller blot helt analogt, ønsker jeg dig god læsning.
 
LMF

Årets dansker 2018 er... en udlandsdansker

Årets dansker 2018 er netop blevet udnævnt og hedder Katja Iversen, direktør i den internationale organisation Women Deliver. Hun modtog prisen for sit arbejde for ligestilling og kvinders og pigers rettigheder på verdensplan.
Prisen overrækkes til en person, som har sat sig særligt ambitiøse mål og nået dem. Mål som er til gavn for andre end personen selv, vel at mærke. Som direktør for Women Deliver har Katja været med til at ændre hverdagen for millioner af kvinder.
 
Katja Iversen er fra Sørvad i Holstebro, men har de sidste år været udlandsdansker, da Organisationen har hovedsæde i New York, hvor hun også bor. Katja har på den anden side af 180 rejsedage om året.
Det giver mig lejlighed til for det første at sætte fokus på Katja Iversen, som i sig selv er en helt fantastisk personlighed, man bør stifte bekendtskab med - hun har fortsat kolonihave på Amager og så er hun en pragmatisk type, der ikke lader sig irritere over, at præsident Trump sover over sig og kommer 10 minutter for sent til hendes oplæg foran verdenspressen.
Og for det andet giver det mig lejlighed til at sætte fokus på det problem, at udlandsdanskere straffes, når de har været ude og vende i den store verden for derefter at vende tilbage til fædrelandet. Regeringens stramning af reglerne for folkepension, som trådte i kraft i sommer, betyder nemlig, at danskere, der rejser til udlandet, mister retten til fuld folkepension allerede efter en kort årrække på fem-seks år.
 
Samtidigt hyldes danskere, der opnår succes i udlandet, i Danmark - vi er vilde med historien om den lille dansker, der rejste ud i verden og blev til noget, og danske virksomheder efterspørger i stor stil medarbejdere, der har boet i udlandet og har erfaring med andre markeders fremgangsmåder.
 
Når man tager hjem til Danmark efter at have arbejdet en årrække i udlandet, kommer man hjem med en masse internationale kontakter. Selvom medierne gerne vil fremstille det anderledes, er det altså de færreste danskere i den erhvervsaktive alder, der klumper sig sammen med sine landsfæller, når de flytter til udlandet. Det er klart, at vi bruger vores danske netværk i udlandet. Men hvor mange internationale kontakter har du, kære læser, skabt dig på Costa del Sol? Jeg kan ikke tælle mine på begge hænder (og fødder). Det er kontakter, som ikke automatisk ryger ud af telefonbogen, selvom jeg skulle beslutte mig for at flytte tilbage til Danmark en dag.
 
Vores fædreland skal passe på med ikke at slå ring om sig selv. Danmark er en lille brik i den globale økonomi og vi har brug for at spille bold med folk fra hele verden.
 
Med disse ord byder vi velkommen til et nyt år og et nyt, friskt magasin, der har til hensigt at overraske, informere og inspirere dig. I januar såvel som hele 2019!
 
Godt nytår,
LMF
 

Kære læser december 2018

Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
og saa maa Julen komme!
 
Sådan lyder indledningen til Peters Jul af Johan Krohn, som er en af mine få, kære juletraditioner. At læse bogen altså, for julesne får vi jo ikke noget af på Costa del Sol. Af samme årsag pynter vi heller ikke op hjemme hos mig. Jeg gider ikke al stadset, og jeg synes aldrig rigtig man opnår den ægte julestemning hjemme, når solen står ind ad vinduerne de fleste dage. I stedet er jeg ganske begejstret for at besøge nogle af de mange julemarkeder på kysten, hvor julestemningen flyder i lange baner. Jeg er vild med det og ligger gerne under for grankogler og julekugler i afsindige mængder, mens jeg fylder mig med gløgg og julegodt. Jeg stemmer i, når julekoret synger Last Christmas, og jeg skal helt sikkert også være med i julelotteriet. Sådan fortsætter det et stykke tid, indtil jeg sætter mig ud i bilen og drejer nøglen. Da nyder jeg at kunne vælge julen til og fra efter behov og køre hjem til mine egne håbløst ujulede stuer.
 
Og Søster Hanne syr og syr.
Hun siger, Julen er saa dyr,
hver Gang hun Grisen ryster.
 
Gaver er et symbol på relationen mellem os, og de fleste af os vil gerne ramme plet eller blot nogenlunde inden for målskiven, når der skal købes gaver. Dog har jeg aldrig forstået behovet for at ramme et bestemt beløb. Der er mange måder at matche en gave på, og omtanke kan ofte udmanøvrere monetær værdi. En kedelig tradition er, efter min mening, den ansvarsfralæggelse, der kan opstå, når man giver gaver. “Den kan byttes!” nærmest skriger man, inden båndet bindes op. Stå dog ved den elkedel, og hvis modtageren har en i forvejen og ville blive gladere for at få byttet den til en stavblender, kan kvitteringsoverlevering finde sted senere hen. Det er ganske ucharmerende at rygdække sig i gavegivningen - husk på at din gave først og fremmest er et symbol på erkendtlighed og at du har tænkt på vedkommende (som måske/ måske ikke har en elkedel i forvejen).
 
Og Julen endte — Børnene fik
igjen deres Bøger fat og gik
til Skolen glad og fornøjet
Dér tænkte de ikke paa Julen; men
naar Klokken to de kom hjem igjen,
de leged med Juletøjet.
 
Får du noget, som du er glad for, så husk for guds skyld at sende giveren en besked eller endnu bedre, et foto at gaven i brug. I sommer forærede jeg min venindes datter et lege-picnicsæt i træ. I sidste uge fik jeg et foto lille Charlotte, der stadig arrangerer picnic på parketgulvet for far og mor. Den hjertevarme tager jeg med mig helt ind i januar.
 
Glædelig jul, kære læsere.
LMF

Kære læser - Det er i år ti år siden, finanskrisen ramte...

Det er i år ti år siden, finanskrisen ramte. I efterdønningerne af krisen begyndte nye virksomhedsformer at blomstre op, og i Málaga ser vi nu forskellige samkørsels- og udbringningstjenester.
 
Jeg kan godt lide at få en god service, hvad end jeg sætter mig ind i en taxa eller hvis jeg er kunde på anden vis. Hvem kan ikke det?
Og derfor er det umiddelbart en god ting, når monopoler brydes eller nye former for serviceplatforme opstår. For når alt kommer til alt, så er monopoltilstanden bare ikke særlig fordelagtig for økonomien og for servicen. Hvornår har det nogensinde fået en virksomhed til at præstere bedre, at det var de eneste, der leverede en given service?
 
Tjenester som Uber, der kalder sig en delebils-service, men reelt er en taxaservice, og Glovo som er en udbringningsservice, er også kommet til Málaga. Virksomheden Glovo præsenteres inde i magasinet, og min kollega rider videre på Taxa/Uber-kæphesten i månedens ’På den anden side...’-klumme. Uber og Glovo er langt fra manifestationen af den perfekte kapitalistiske innovation, men disse tjenester tilbyder nogle fleksible arbejdsmuligheder, som er hårdt tiltrængt i Spanien. Arbejdsløsheden ligger på omkring de 15 % og ungdomsarbejdsløsheden omkring svimlende 33 %. Disse statistikker alene taler jo for, at man får åbnet op for nye jobmuligheder samt nogle nytænkte løsninger. Og i det hele taget at man får skabt et system, der kan imødekomme den unikke situation, der er i en turismepræget arbejdskultur som den, Andalusien har.
 
Og den betragtning er værd at have med, nu hvor vi går ind i de lange og seje vintermåneder, hvor ferieboligerne står tomme, strandstolene er godt gemt af vejen og beskæftigelsen igen er på deroute.
Men om lidt er det sommer igen, beskæftigelsestallene ryger atter i vejret, og så glemmer vi alt om diskutere en markedsmodel, der kan tåle en krise, der eventuelt vil betyde færre flyruter til Costa del Sol.
 
Præsidenten for Den Internationale Valutafond (IMF) Christine Lagarde, langer også ud efter den spanske regering. Hun efterlyser initiativer og reformer, der kan stimulere beskæftigelsen og økonomien.
Så kom nu ind i kampen, Spanien. I stedet for at lange bøder ud til højre og venstre og gå på barrikaderne, hver gang der dukker et firma op, hvis ansættelsesform er betinget af, at man som enkeltperson skal være momsregistreret (autónomo), så få reguleret systemet, så det bliver mere gunstigt og mere sikkert at arbejde som autónomo.
I et land som Spanien, hvor det er så dyrt at være selvstændig, er det et mirakel, at man overhovedet kan få nogen til at registrere sig som sådan i det hele taget!
 
Men kommer der til at ske noget? Det spanske socialistparti, PSOE, er ganske afhængig af støtten fra fagforeningerne, som naturligvis ikke er begejstrede for de nye virksomhedsformer, hvorfor statsminister Pedro Sanchez træder meget varsomt.
 
Man skulle tro, at et land med så stor arbejdsløshed, ville imødekomme nye virksomhedsformer med åbne arme, når nye jobs er så hårdt tiltrængt! Gør det nu nemt for de unge at komme ind på arbejdsmarkedet, hvad end de vil supplere studierne eller har brug for at være periodisk autónomos ved siden af deres ansættelse. Man skal selvfølgelig ikke være blåøjet for, at virksomheder kan drive rovdrift på autónomos - det er en reel risiko. Men gå dog ind og lovgiv på området i stedet for at forbyde de virksomheder, der skaber arbejdspladser i hårdt tiltrængte områder som Andalusien.
 
 

Kære læser, Du er ikke så vigtig, som du selv tror

Tillad mig at underbygge denne lidt provokerende påstand:

Personligt har jeg danset rigtig meget zumba. Det svarer til 80'ernes aerobic blot uden malplacerede benvarmere og skrigende neonfarver. Mange er bekymret for, om de nu kan følge med koreografien til sådan en time og, værst af alt, om de andre deltagere tænker, man er idiot, hvis man træder ved siden af. 
Sandheden er, at deltagerne til sådan en zumbatime mest af alt har travlt med at iagttage og følge instruktørens koreografi, og skulle man have et enkelt øjebliks overskud, bliver det brugt på at glo på eget spejlbillede i det desperate håb om, at det er Beyoncé, der overskudsagtigt smiler tilbage til én (det er det aldrig).
 
Hvis du, kære læser, følger med på La Danesas Facebook-side eller i vores nyhedsmails, vil du sikkert have set undertegnede dukke op i et par videoer hist og her fra nogle af La Danesas reportager ‘ude i felten’. Jeg bliver tit mødt af folk, der opfatter det som modigt, at jeg tør stille mig op foran kameraet i bedste Ulla Terkelsen-stil. Men det, folk ikke tænker på, er, at jeg tager tilbage på kontoret og klipper de bidder fra, hvor jeg stammer, falder over ordene, ser åndssvag ud eller øh’er mig igennem sætningerne.
Jeg vil faktisk hellere producere en video til titusind seere, end jeg vil holde en tale for ti personer.
 
Og adskillige studier har da også vist, at de fleste menneskers største frygt er at tale foran en forsamling. Denne frygt skulle rangere højere end frygten for at dø - i hvert fald ifølge undersøgelserne. Men hvorfor? Vores logisk tænkende hjerne ved jo godt, at vi ikke kommer til skade på nogen måde.
Svaret skal tilsyneladende findes i vores ‘primalhjerne’. Den del af hjernen, der husker, da vi i tidligere tider levede sammen i grupper og vores overlevelse afhang af dette. Social ekskludering, altså hvor man var uden for gruppen (som når man træder op på en scene alene), betød, at man ikke kunne beskytte sig og skaffe nok forråd, hvilket i sidste ende var en regulær dødsdom.
Så det er nok ikke så underligt, at de fleste af os får svedige hænder, høj puls og tør mund, hvis vi skal give en præsentation eller holde en tale.
 
For nylig var jeg med til et arrangement hos Toastmasters. Her giver modige personer pokker i tør gane og sitrende hænder på vejen til at blive bedre talere. Og det kan tillæres. Læs hele artiklen inde i magasinet.
 
Amerikanerne har regnet den ud. Jeg er tit imponeret over amerikanernes fantastiske evne til at tale om dem selv, som om de er de fedeste personer i verden. Min egen lommeteori går på skolernes implementering af ‘show and tell’ helt fra de små klasser. Her tager eleverne f.eks. deres hamster med i skole, stiller sig op foran sine klassekammerater og fortæller, hvorfor netop deres gnaver er det fedeste kæledyr i hele verden. Eller nå ja, måske bare et udmærket kæledyr.
Jeg kunne i hvert fald godt have brugt lidt mere øvelse, da jeg som kikset teenager i 7. klasse skulle begynde at lave reelle fremlæggelser - ordet kan stadig give mig koldsved ned ad ryggen.
 
Lad mig til slut understøtte min indledende påstand med dette citat af ukendt forfatter:

In your 20’s you worry about what other people think. In your 40’s you stop worrying about what other people think. Finally in your 60’s you realize they were never thinking about you in the first place!

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com