1. maj, 2020  |  Skrevet af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov

Montfalcó og den vildeste vandrerute

Montfalcó er navnet på en gammel, nedlagt landsby hvoraf kun det største hus står tilbage. Dette hus er nu blevet bygget om til ´albergue´ eller refugium, og der kan man fint overnatte, når man vil ud på denne vilde vandrerute. Det er vi jo nogen, der gerne vil, så vi tilrettelægger vores årlige biltur til Danmark sådan, at vi kan aflægge et besøg i Montfalcó på vejen. Der er ca. 1000 km. fra Málaga til Montfalcó, som ligger lidt nord for Llerida i Cataluña. Men faktisk ligger Montfalcó i Aragón regionen, for den helt gevaldige slugt, som vi skal besøge, danner grænse mellem de to regioner Cataluña og Aragón, og Montfalcó ligger på Aragón siden. Det blev en helst speciel oplevelse, som gerne må gentages.


Vi bestilte værelse på ´el albergue´ ved at ringe på det nummer vi fandt på deres website:  http://www.alberguemontfalco.com/el-albergue   Her kan man se huset, priser og en del af de vandreruter, der udgår fra stedet. Huset har 44 sengepladser. Der er et par sovesale til 8 personer, som de fleste overnatter i, men der er også 6 dobbeltværelser med bad, så vi nuppede et af dem. Et dobbeltværelse koster 45 €, og vi tog halvpension til 14 € pr. næse. Det er jo rørende priser for morgenmad og 3 retters aftensmad. 

På alberguets website havde vi set den rute beskrevet, som vi ville ud på, og den hedder: RUTA DE LAS PASARELAS DE MONTFALCÓ Y CONGOST DE MONT REBEI. (Las pasarelas de Montfalcó er de to trækonstruktioner, der er hængt udenpå to lodrette klippevægge og El Congost de Mont Rebei er det sted i kløften, hvor de to modsatte klippevægge er nærmest ved hinanden – der er under 10 meter). Se under ”Qué hacer” og find ruten. Der er også en masse andre ruter og aktiviteter, man kan lave, så her er der vildskab for alle pengene. 

På websitet bliver det oplyst, at hele ruten kan vandres på 3 timer, så vi mente, at det var ok, at vi ankom ved 16 tiden. Vi ankom nemlig fra Cuenca, og kunne ikke være fremme før, dels fordi vi var optaget af at køre igennem det betagende landskab Serranía de Cuenca og dels fordi de sidste 15 km. fra asfalten ind til alberguet tog det meste af en time på grusvej. Man kører fra asfalten i landsbyen (næsten kun 6 huse) Viacamp. (GPSen kan godt finde Viacamp, som ligger på N 230). Her viser et skilt vej mod Montfalcó.  Og nu er vi altså kommet helt ud på landet, hvor der bare er øde og kun få mennesker, ja faktisk befinder vi os i Præpyrenæerne, altså Pyrenæernes sydlige skørter, lidt sydvest for Andorra. 

Montfalcó ligger højt over den slugt, der danner grænse mellem de to regioner, og der er en fabelagtig udsigt ud over det vand, der løber i slugten. Så snart vi ankommer, beder vi den unge bestyrer om at vise os vej hen til vores rutes start og vi får at vide, at vi skal være tilbage kl. 20.00 præcist, for da serveres der aftensmad. Vi fatter derfor hastigt stavene og begiver os på vej. Ruten går i starten gennem en skov på vej ned mod vandet. Vi passerer en gammel kilde og en vaskeplads, som blev brugt, dengang Montfalcó var en beboet landsby. Stien fortsætter nedad, indtil vi når vandet, og så er der ikke mere sti. Til gengæld har man bygget en trappeformation, som er forankret i selve den lodrette klippe. Vi lader stavene ligge her, for de er kun til besvær på trapper. Trappen er stejl og smal og ikke noget for folk med højdeskræk eller dårlige nerver.  Den er virkeligt sindsoprivende, men vi har jo nerver af stål og baller af granit, så vi kravler friske op ad trappen, uden at kigge ned i intetheden, som kommer til syne mellem trinnene. Oppe for enden af trappen kan vi nu beundre det helt enestående klippelandskab vi går i. Floden Rio Noguera har brugt flere millioner år på at grave sig vej gennem dette klippemassiv, så der er opstået en helt unik natur. Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende, og det får mig til med glæde at tænke på, hvor meget man kan opleve i Spanien. De mange unikke steder er ikke så opreklamerede, som de nok ville være i andre lande, så man bliver gang på gang overrasket over at finde disse ukendt naturperler. Hvor er det bare fedt!

Oppe for enden af trappen er der nu igen en normal sti, som fortsætter mod nord. Vi har nu gået over en time, og vi skal tænke på, at vi skal bruge tid til at gå opad til alberguet, så vi er i tidsnød. Erik sætter sig på et fladt sted og siger, at nu må jeg gå videre alene. Det gør jeg så i halvgalop, for jeg SKAL jo hen til den sti, der i form af en trækonstruktion er hængt udenpå en lodret klippevæg, og som går i zigzag op ad klippen. Inden jeg når derhen, får jeg langt nede øje på den hængebro, der fører stien over kløften mellem de to regioner. Den ville jeg jo meget gerne nå, men jeg indser, at tiden er alt for knap. Men nu står jeg nedenfor træstien og det er virkeligt den vildeste sti, jeg nogensinde har set.  Jeg har stor lyst til at gå op ad den, men jeg er jo ikke fri for højdeskræk og der er ikke tid. Beskæmmet må jeg indse, at jeg bliver nødt til at vende om. Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke kom op at gå på den. Øv og evigt øv!

Jeg haster tilbage til Erik og sammen kravler vi ned ad trætrappen og gyser endnu engang over hvor hårrejsende den er. Forneden genforenes vi med vores stave og begynder opstigningen på ca. 300 højdemeter mod alberguet. 

Vi er fremme allerede ved 19.30 tiden, så jeg kunne godt have taget et stykke af den vilde træsti. Jeg er godt sur nu, for der stod på websitet, at turen helt over til Cataluña siden via hængebroen, ville tage 3 timer, men det er helt hen i vejret. Oppe ved stiens start taler vi med et ung italiensk par, som havde gjort hele ruten hen til el Congost de Mont-Rebei (der hvor klipperne næsten mødes) og de havde brugt 7 timer – dvs. en hel dag. Endnu engang forbander jeg de tidsangivelser, der bliver brugt i Spanien med et system de kalder MIDE. Glem det! Det er for 20 årige toptrænede jubeloptimister og ikke noget for almindelige mennesker. Man kan roligt fordoble den angivne tid. Havde jeg vidst det, havde vi naturligvis afsat tilpas tid. Jeg ærgrer mig gul og grøn, for det er jo ikke hver dag, man kommer på de her kanter.

Men altså: hele ruten består i det stykke vi gik og henne ved den vilde træsti kravler man op ad den og kommer op på et plateau. Nu går man hen langs klippekanten en stund for derefter at gå ned mod vandet, indtil man kommer til hængebroen, der går over det vand, der skiller de to regioner. Vel ovre hængebroen støder denne lokale sti til GR 1, som er en af de historiske langvandre stier, der findes i Spanien. Her drejer man til venstre ad Gr1 indtil man kommer op til det sted, der hedder Congost de Mont-Rebei. Congost betyder en snæver slugt på catalansk og her er slugten så snæver, at man næsten kan røre ved den modsatte side, hvis man har en lang arm. Det er rutens mål og herfra vender man om og går tilbage samme vej som man kom. En tur man med garanti aldrig glemmer.

Tilbage på alberguet kan vi konstatere, at vi i den grad er alderspræsidenter her for alle de andre er ikke en dag over 30. Men fint, vi spiser hyggelig aftensmad med et ungt hollandsk par, som bor i telt et sted ude i ødemarken. Aftenen går med snak og det er kun godt, for der er ikke læselys i værelset, så vi må knalde brikker. Og det gør vi så. 

Turen tilbage til asfalten næste morgen er lidt af en gyser, for har vi mon benzin nok? Det går lige, men heller ikke mere, så hav en fuld tank inden du kører ind mod Montfalcó, for den grusvej sluger benzin som en glubsk ulv. Og så kører vi glade hen over Pyrenæerne ad hidtil ukendte små veje og fryder os over vilde udsigter til alle sider.

Seneste Nyheder

Flere hoteller genåbner men...

Costa del Sol i Fase 2 fra på mandag

Restaurationer må holde åbnet til klokken 03

Turistsæsonen 2020:

Flere vacciner på vej – men tidligst om et år

Costa del Sol stiler mod Fase 2

Annonce
Annonce

Læs også

Covid-19: stort fald i smittetallene

Skrevet af La Danesa

Costa del Sol jubler i Fase 2

Flere hoteller genåbner men...

Den skæve vinkel: Johnny Thomsen

Skygge i sommervarmen

Lej trygt din bil hos Helle Hollis!

Kære læser (Juni 2020)

Annonce
Annonce
Annonce

Læs også

Flere vacciner på vej – men tidligst om et år

Skrevet af La Danesa

Costa del Sol stiler mod Fase 2

Skrevet af La Danesa

Turistsæsonen begynder ultimo juni

Skrevet af La Danesa

Spanien indfører ny borgerløn

Skrevet af La Danesa

Millioner af spaniere i økonomiske problemer

Skrevet af La Danesa

Obligatorisk at bære mundbind

Skrevet af La Danesa

Hotel Hilton klar til åbning

Skrevet af La Danesa

Genåbning af Spanien: Málaga jubler i Fase 1

Skrevet af La Danesa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce