Et liv i jazz - Dansk verdensnavn i Spanien

 
jazz dudes
Dansk verdensnavn på sin første optræden i Spanien:
La Peña Events præsenterer Doc Houlind i Da Bruno
 
Han har spillet for 10.000 mennesker med Papa Bue i Berliner Halle og for 35.000 med et europæisk All Star Band i Hannover. Et band, hvortil også Jesper Thielo blev udtaget.
Samtlige verdensdele på nær Sydamerika er besøgt og Søren Doc Houlind nævner i flæng landene Japan, Australien, Thailand, Indonesien, Kenya, Mozambique, USA, Canada og stort set samtlige europæiske lande – dog ikke Spanien.
Men det sørger La Peña Events nu for torsdag den 28. januar på Ristorante Da Bruno på Mijas-vejen med koncert med det internationalt berømte og populære jazzband Doc Houlind Revival All Stars.
”Joh, og så har jeg også spillet i Syrien og Saudi Arabien, før alting gik agurk på de kanter”, indskyder han med sin karakteristiske dybe, hæse stemme.
På 11 år er Søren gift med orkesterets pianist Lis Krøyer, og den professionelle karriere har nu strakt sig over 35 år.
Blandt de største oplevelser for Søren Houlind og hans orkester er besøgene i jazzens højborg i New Orleans.
”Jeg har gjort jazzen til mit liv og det har jeg ikke et eneste sekund fortrudt”, siger han. ”Og det er skønt nu at komme en tur til Sydspanien. Vi glæder os alle”.
 
Præsentation af orkestret
Trompet og vokal:
Kapelmester Søren Houlind.
Født i 1946 i Lemvig og begyndte i 1964 at spille trommer i gymnasietiden. Søren rejste i 1971 for første gang – ud af rigtig mange – til New Orleans i USA, jazzens fødeby, hvor han startede trommespil hos legendariske Cie Frazier.
Efter at være vendt hjem til Danmark igen blev Søren hurtigt kendt som en af de fineste og mest respekterede trommeslagere, og det gav ham trommestolen hos berømte Papa Bue & His Viking Jazzband” og ligeledes hos ”Lillian Boulle & Her Music Friends”.
Efter 40 år som top revival trommeslager formede Søren Doc Houlind så i 2002 sit nuværende All Star Band og opfyldte dermed sin ambition om at stå i front for et orkester som trompetist. Han har vakt opsigt med sit hotte og lyriske trompetspil inspireret af Bunk Johnson, Kid Howard, H. Red Allan og naturligvis Luis Armstrong.
Søren Houlind blev i 2005 udvalgt som trompetist på turneen med Europa All Star.
 
Banjo:
Ebbe Kjærsgaard Hansen.
Født i 1947 i Maribo og yderst rutineret på banjo og kontrabas. Han har været yndet i orkestre i både Danmark og Tyskland.
I Doc Houlind er det mest banjoen, Ebbe trakterer med. I sit fine samspil med pianoet giver han bandet den rigtige, gode New Orleans Sound. En sand fornøjelse.
 
Piano:
Lis Krøyer.
Født i 1954 i København med bachelorgrad i pianospil ved Københavns Universitet i 1983. Musikpædagog, og har spillet bl.a. med Bakkevisesangere.
I 2006 startede Lis Krøyer som jazzpianist og sprang ud som en talentfuld og smagfuld Alton Purnell-inspireret pianist. Blev i 2007 tilknyttet Doc Houlinds orkester.
 
Double bass:
Holden Fogh.
Født i 1945 i Sønderjylland. Han har beskæftiget sig med forskellige stilarter indenfor den tidlige improvisatoriske musik såsom Dixieland Gospel, Swing Mainstream og New Orleans Style.
Holden Fogh har et godt beat i sine fine basgange og er frem for alt ”a hell of en timekeeper”.
 
Basun:
Kristian Barfoed.
Født i 1950 i Gentofte, men bor nu i Malmø i Sverige. Han spillede i sin tid i Cardinall Jazz-band i Denmark og har nu i fem år været en del af Doc Houlind-bandet.
 
Klarinet:
Jesper Capion Larsen.
Født i 1964 i Skjern. Denne fantastiske musiker er uddannet som klassisk fløjtenist ved konservatoriet i Esbjerg.
I 1993 fik vennerne Bjarne Liller og Doc Houlind kendskab til, at det usædvanlige talent var lidt træt af tilværelsen som fløjtenist ved symfoniorkestret i Halmstad i Sverige. Jesper kom med Liller/Houlind-bandet, hvor han fra starten spillede en fornem fortolkning af legendariske George Lewis – og det gør han stadig på sin smukke og lyriske musikalske måde.   
 
Trommer:
Didier Geers.
Født i 1954 i Gent i Belgien. Han har spillet forskellige steder i Skandinavien. Tidligere i Sammy Rimington og Papa Bue Viking Jazzband i ti år.
En stor oplevelse venter på Da Bruno.
 
Billetter
Jazz-koncert med Doc Houlind i Ristorante Da Bruno på Mijas-vejen er torsdag den 28. januar kl. 19.00.
 
Her køber man billetter:
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 649 814 842
Vitamina i Centro Idea
Restaurant  Holger Danske i Los Boliches
Restaurant Casa Danesa i Club Danés
Entré inkl. to retters menu og en flaske vin pr. person: 60 euro!
 
Fredag hos UniOptica
Efter torsdagens koncert i Da Bruno stiller Doc Houlind op fredag kl. 14.00 til spil foran UniOptica i Fuengirola.
Her byder Claus Bentkjær på lidt lækkert og vin.
UniOptica ligger på Avda. Jesús Santos Reín 15, Fuengirola.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com