Hvad der blev af Spaniens guld

 

Da den spanske borgerkrig i 1936 brød ud mellem de republikanske nationalister, der inkluderede den siddende regering, og de nationalistiske fascister anført af Francisco Franco, havde Spanien 647 tons guld liggende i nationalbanken, Banco de España. Det var verdens fjerdestørste guldreserve, og størstedelen af den var indtjent i forbindelse med handel under 1. Verdenskrig, hvor landet nød godt af sin neutralitet.

Men da borgerkrigen sluttede i 1939, og da Franco endelig kunne kalde sig generalísimo, var størstedelen af guldet forduftet.

Stalins nummer
Den daværende sovjetiske leder, Joseph Stalin, der jo støttede den republikanske regering, som bestod af en venstrekoalition inklusive kommunister og annarkister, ragede det tilsyneladende til sig.
Det kunne han, fordi den spanske regering manglede krigsmateriel, og i det var sovjetterne leveringsdygtige og -parate. Samarbejdsviljen skyldtes ikke udelukkende de idealistiske sympatier, men at Stalins seneste femårsplan var kuldsejlet, sovjetborgerne sultede og beklagede sig. For at brødføde folket og lukke munden på sine kritikere, indgik han allerede få måneder efter starten på den spanske borgerkrig en aftale om levering af materiel, som spanierne skulle betale med guld.
”Send guldet først, og så kan I trygt stole på, at leverancerne kommer,” lød det fra diktatoren i Moskva.
Den spanske regering, der i denne sag ifølge de fleste historiske kilder blev anført af finansminister Juan Negrín, sendte 510 tons guld fra Madrid til Moskva.

Guld fra Madrid til Moskva
Guldets rejse startede den 14. september 1936. Soldater, betjente og regeringsmedlemmer ankom til Banco de España, åbnede boksene og lagde guldet, som primært var mønter, i trækasser. Disse blev transporteret med lastvogne til togstationen Atocha, og derfra med tog til Cartagena, hvor det var flere hundrede kilometer fra de mest seriøse kamphandlinger. Det gav republikanerne en tænkepause, men de blev overbevist af sovjetterne om at gennemføre aftalen, og nu hed det sig, at guldet kun skulle opbevares i Moskva, og at spanierne kunne beordre det solgt og brugt, som de behagede.
Den 22. oktober afskibedes det ombud på de sovjetiske skibe Kine, Kursk, Neva og Volgoles med kurs mod Odessa ved Sortehavet.
Det, som siden er kaldt ’Moskva-guldet’ havde en værdi på 1,592 millioner af de gamle pesetas, som dengang kunne omregnes til 518 millioner dollars.
Det resterende guld blev i øvrigt sendt til Frankrig og omvekslet til rede penge, der også blev brugt på krigsmaskineri.

Op i røg
Negrín underskrev 19 ordrer til at sælge guld for at indkøbe krigsmateriel.
Regeringen satte sig dernæst til at vente på forsendelser af bombefly, kampvogne, krudt og kanoner. Det skulle alt sammen stoppe de fremmarcherende fascistiske nationalister, som på tidspunktet, hvor guldet blev sendt til Moskva, kun var godt 100 km fra Madrid.
Fra guldets værdi havde de sovjetiske kammerater dog trukket diverse procentdele for transport, opbevaring, omsmeltning og en række andre udgifter, de ville have dækket. De krævede desuden betaling for materiel, der var blevet sendt ved krigens start, og som republikanerne havde troet, var en gave til dem i kampen mod den internationale fascisme og for spredningen af kommunismen. Der skulle også være opstået en pludselig inflation ligesom sovjetterne formodes at have manipuleret med vekselkurserne, der gik fra rubler til dollars, og fra dollars til pesetas.
Herefter var der ikke meget tilbage til det materiel, republikanerne havde regnet med. Og den smule, som endelig kom – nogle bombefly, tanks og kanoner, skulle have været leveret uden ammunition eller i så elendig forfatning, at tropperne efterlod det ved fronten, hvor Francos soldater kunne samle det op.
Stalins regime overlevede på Spaniens guld, mens den spanske regering måtte overgive magten til fascisterne, der overtog en forarmet nationalbank.
Der spekuleres stadig i flere teorier om, hvad der egentlig skete og hvorfor, eftersom fuld dokumentation ikke længere foreligger, hverken i den gamle Sovjetunion eller i Spanien.
I 1957 skulle det sovjetiske regime dog via avisen Pravda have meddelt Franco, at al guldet var brugt af den republikanske regering, mens en daværende avis i Spanien, kaldet Mundo Obrero, hævdede, at Spanien faktisk skyldte Sovjetunionen 50 millioner dollars.
I dag er de fleste historikere enige om, at det, som mange mente skulle være en hjælp fra Sovjetunionen til Spanien i kampen mod Franco og fascisterne, faktisk bidrog til Republikkens endelige nederlag.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com