El Mar Negro - en godt bevaret hemmelighed

Når vi danskere skal ud at spise, vælger vi ofte vores stamrestaurant eller en af de mange fancy restauranter, der er dukket op på Kysten gennem årene. Men det er en skam, for der findes unikke perler rundt omkring, der overrasker ud over det sædvanlige. Og når vi nu en gang er trætte af altid at spise de samme steder, og bare leder efter en restaurant, hvor vi kan være os selv og nyde en lækker middag til en god pris, kommer El Mar Negro ind i billedet. Når man passerer forbi på gaden, kan det være svært at se, hvorfor El Mar Negro er noget specielt. Indretningen og det lille lokale minder om mange af de typisk spanske restauranter, man finder over alt på Costa del Sol, men sætter man sig ned og kigger menukortet igennem, finder man hurtigt ud af, at her er tale om noget specielt.

Delikatesser fra Det Sorte Hav
Til trods for sin beliggenhed ikke langt fra havet er El Mar Negro en restaurant med speciale i kød. Og specielt de grillstegte retter, der netop har fundet vej til menukortet, er ud over det sædvanlige. Man kan vælge mellem fire forskellige grillstegte kødretter: Svineskank med landkartofler, ribben med bagt kartoffel, lammekølle med grøntsager og ossobuco med risotto. Hvis man foretrækker andet tilbehør, kan man vælge mellem forskellig garniture som parmesankartofler, kartoffelmos, hvide ris med champignoner eller frisksauterede grøntsager. Der er også et stort udvalg af saucer som den traditionelle pebersauce, roquefortsauce, hvidløgssauce samt sursødsauce.


Men det er ikke kun det lækre udvalg af retter, tilbehør og saucer, der gør El Mar Negro til noget specielt. Selve restaurantens atmosfære og den varme og venlige modtagelse, man får af indehaverne Cristian og Gabriella, afspejler sig i høj grad i tilberedningen af retterne. Ægteparret udstråler stor stolthed og forkærlighed for den måde, hvorpå maden laves. Men ikke nok med, at de har stor erfaring og viden om, hvordan man tilbereder retter med en kærlig hånd, formår de at lave maden, så den har en smag, man ikke finder mange andre steder.

En god kombination af friske råvarer
En af hemmelighederne bag de smagfulde retter er de friske råvarer. Slagteren kommer hver dag med de udskæringer, som Cristian og Gabriella har bestilt, og alle grøntsager er friske og indkøbt samme dag, de anvendes i køkkenet. ”Vi anvender ingen frostvarer eller præfabrikerede retter”, fortæller Cristian stolt. ”Vi vil hellere betale lidt ekstra for vores råvarer og dermed opnå den smag og konsistens, som den enkelte ret skal have”, fortsætter han.


Retterne med oprindelse fra Sorte Havet minder i mange henseender om dansk husmandskost. Udover allerede nævnte retter er El Mar Negro specialister i supper. Jeg fik selv lov til at prøve oksekødsuppen, og sjældent oplever man en suppe, hvor man faktisk kan smage, at den har stået mange timer og simret på komfuret. Suppens kraftige smag og oksekødets smeltende effekt i munden gør suppen til en af de bedste, jeg har fået i lang tid.

Lam som det skal smage
Lam kan fås alle steder, men den lammekølle, som Cristian og Gabriella tilbereder, er i en klasse for sig. Kødet har en saftig konsistens, og smagsløgene fyldes med den fantastiske kombination af lam tilberedt med kærlig hånd og landkartoflerne, der først er kogt med skræl, derefter pillet og skåret i skiver og til sidst stegt med rødløg. Og jeg må indrømme, at Cristian og Gabriella virkelig ved, hvad de laver i køkkenet, for lammekøllen var helt fantastisk - siger jeg, der normalt ikke er speciel vild med lam.

Alt er hjemmelavet
Og det skjules ikke. Cristian fortæller mig flere gange, hvordan hans hustru Gabriella bruger mange timer i køkkenet og aldrig i livet kunne finde på at servere en ret, der ikke var hjemmelavet. Det er ikke kun en æressag, men også parrets opskrift på, hvad en rigtig restaurant skal kunne byde på. Jeg roser de retter, der bliver serveret for mig, og Cristian takker forlegent samtidig med at han udstråler en stolthed, der nærmest er rørende.


Jeg er nu nået til desserten, og selvom jeg faktisk er mæt, bestiller jeg El Mar Negro æblekage. Da Gabriella serverer et kæmpe stykke æblekage, kan jeg ikke andet end tænke, hvordan jeg skal få plads til mere i maven? Men tallerkenen er hurtigt tom. I modsætning til mange spanske desserter er æblekagen nemlig ikke en sukkerbombe, men derimod en god blanding af en kagebund, der har ligget i rom, sure æbler, en lille smule chokolade og flødeskum på toppen.

Ideel til hverdag og særlige lejligheder
El Mar Negro er nok en af de bedst bevarede hemmeligheder, jeg har fundet i Fuengirola. Og det er uden tvivl en restaurant, jeg vil besøge igen. Specielt her i de kommende vintermåneder vil de mange supper og den lækre husmandskost fra Sorte Havet være perfekt enten efter endt arbejdsdag eller til en hyggelig middag med den bedre halvdel eller familien. Der er intet formelt over El Mar Negro, men derimod mødes man af en varm, familiær stemning og en fantastisk lækker, hjemmelavet menu, som kun min bedstemor kunne lave den. Og så kan man spise en god 3-rettes menu til en fornuftig pris. I oktober måned tilbyder El Mar Negro et gratis glas vin til den argentinske entrecote og til de fire grillstegte retter, og hvis man bestiller to grillstegte retter, får man en gratis flaske vin.

Læg vejen forbi El Mar Negro, når du har lyst til en anderledes oplevelse.

El Mar Negro
c/ Gálvez Ginachero 4
29640 Fuengirola
Tlf. 951 236 453 - 677 005 483

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53
Fax. 95 258 03 29