Den nye hængebro over Río Almanchares

Der er tale om et stykke af etape 7 af Gran Senda (som går fra Cómpeta til Canillas de Aceituno – ca. 25 km.) og den nye attraktion (kaldet El Saltillo)  ligger kun 3,4 km. fra centrum i Canillas de Aceituno. 

Vi starter derfor i Canillas og parkerer i P-kælderen ved indkørslen til byen. Derfra går vi hen til byens hyggelige, centrale plads, hvor rådhuset ligger, og lige til venstre for rådhuset starter ruten. Her står der et stort skilt som (med rette) advarer om stiens sværhed, stejlhed og dens udfordringer til fysisk form og nerver. Det er bestemt ikke en tur for folk med højdeskræk og dårlig kondition. Man skal absolut have vandresko/støvler på, for stien er til tider meget stejl og man kan let komme i skred. Desuden bør man tage vandrestave med for at stabilisere sig. Men har man disse ting i orden, venter der én en femstjernet naturoplevelse med gode gys og guf for alle sanser.

Ruten falder i store træk sammen med den rute, som jeg kalder ”El Caminito de la Reina” og som blev beskrevet i La Danesa i april nummeret 2016 (https://www.ladanesa.com/5187-el-caminito-de-la-reina-dronningens-lille-sti). Men nu er stien blevet udbedret og markeret med rød/hvide mærker og logoet for Gran Senda. Og det store clou er så den 50 m. lange hængebro, der er blevet bygget over Almanchares´ vilde slugt og indviet den 26. oktober 2020. 

Nu er det let at finde hen til rutens start, for den er afmærket helt nede fra rådhuspladsen. Man følger blot skiltene op gennem byen og ud på den fine sti, der højt over byen følger den vandingskanal, der forsyner byen med vand fra netop Almanchares floden. Nu kan jeg til min store glæde konstatere, at stien er blevet forbedret og udvidet. Der er nu en lettere ændret linjeføring, som betyder, at de stejleste steder er væk og nu er den meget lettere at gå på. Jeg er spændt på, hvornår broen dukker op, og det er først efter det lille gule vandhus, at jeg får øje på den langt nede. Wow, tænker jeg. Der er dæleme langt ned. Den oprindelige rute (som ender henne ved et lille vandfald, hvor Almanchares styrter ned ad Maromas sydflanke) har to stykker med metalsti, der er hængt udenpå en lodret klippevæg, og det er imellem disse to stykker, at nedstigningen til hængebroen starter. Et fint skilt viser vej. Madre Mia, den sti ser stejl ud, tænker jeg, men ned skal jeg jo, og det er med et øje på hver finger, for denne stejle nedstigning kræver 155% koncentration, hvis man ikke skal skride og ryge ud over de lodrette klipper. Jeg kommer dog ned i fin stil, og lige der, hvor broen starter, står der er spændstig herre, som ser venlig ud. Jeg spørger straks om han vil tage at billede af mig på broen. Det vil han gerne, og det viser sig, at det er reporteren Ola Josefsson fra Svenska Magasinet, som jeg her har mødt og som er ude i samme ærinde som mig selv: at inspicere og skrive en reportage om broen og stien. Så sjovt!  

Vi udveksler forskellige informationer og Ola kan berette om forløbet af det meget tragiske dødsfald, som fandt sted kun få dage efter broens åbning, hvor en kvinde faldt i døden fra stien. Det var i det sidste sving lige inden man når ned til broen, at kvinden snublede og styrtede i afgrunden. Hun var død på stedet. En af teorierne er, at hun kiggede på sin telefon og derfor ikke var 155% koncentreret om, hvor hun satte sine fødder. Det er kun en teori, men lad den alligevel tjene til advarsel om ikke at kigge på telefonen når man vandrer – især ikke i vanskeligt terræn. Et øjebliks manglende opmærksomhed kan have fatale konsekvenser. Det er bare alt alt for farligt og en trist måde at komme herfra på. Da Ola er gået, holder jeg et minuts stilhed for den ukendte kvinde og håber at alle dem, der færdes på stien, vil koncentrere sig om at komme sikkert ned. 

Jeg har selv lidt højdeskræk, men jeg tager mig sammen og går over broen, som nu er mennesketom. Der har ellers været 7-8 andre vandrere ude, men nu er de vendt om, og jeg krydser broen alene og helt uden problemer. På den anden side fortsætter stien til Sedella ca. 4 km. væk, men det må blive en anden god gang. Stien mod Sedella er også vildt stejl og den ser drabelig ud, men den SKAL prøves ved først givne lejlighed. 

Lad mig lige sige, at broen er fantastisk flot og en fryd at gå på. Slugten under broen er helt vild, ja Almanchares har ikke givet den for lidt i sit gravearbejde, og den bør få 5 stjerner for sin kunstneriske udgravning med storslået, overvældende naturskønhed med vildskab og gys. Det skal opleves. 

Så er der blot tilbage at vandre retur den vej jeg kom, og det blev til lige under 8 km. ud og hjem med ca. 200 højdemeter. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var helt høj over denne helt exceptionelle udflugt, som frydede mig helt ind i dybden af min vandresjæl.