29. december, 2020  |  Skrevet af Jette Christiansen

Den hellige grals vej gennem 2.000 år til både León og Valencia

Den hellige gral er utvivlsomt kristendommens vigtigste og mest mystificerede relikvie. Den har været genstand for mange teorier og eftersøgt i århundrederne siden Jesu død. Men denne søgen kan man godt indstille, mener man i både Valencia og i León.

Den gængse opfattelse af gralen er, at den er det bæger, som Jesus drak af under den sidste nadver. Dernæst skulle Josef af Arimatæa have opsamlet noget af Jesu blod, da denne hang på korset. Bægeret skulle i øvrigt have tilhørt dronningen af Saba, der gav det til Salomo, som gav det videre til Nikodemus, af hvem Jesus fik det. 

Efter Jesu død tog disciplen Peter gralen med til Rom. Her blev Peter den første pave. En anden teori er, at Josef bragte den til England. Her blev grundlagt en orden af gralvogtere, og siden har bægerets skæbne været omgærdet af megen mystik, underlagt genuin historisk research og gengivet i deciderede skrøner. Den ældst kendte version af historien hedder Parceval, skrevet i 1100-tallet af Chrétien de Troyes, beskriver gralens mirakuløse egenskaber. Dernæst fulgte historierne om Arthur og Lancelot, Wagners opera Lohengrin, hvor titelrollen er en gralsridder, og endelig filmene om Indiana Jones.

Gralen er Maria Magdalena

Gralen er ensbetydende med Maria Magdalena, lyder en helt anden fortolkning. Hun skulle have båret på Jesu blod, altså have født hans barn. Denne teori omtales i bogen Helligt Blod, Hellig Gral af Michael Baigent,Richard Leigh og Henry Lincoln. Bogen, der udkom i 1982, fortæller, hvordan Maria Magdalena efter Jesu død skulle være kommet til Sydfrankrig, hvor parrets efterkommere danner Merovinger-slægten.

Blandt efterkommerne nævnes blandt andre Prins Henrik. 

Bogen har givetvis været til inspiration for Dan Brown, da han skrev Da Vinci Mysteriet.

I både Valencia og León mener man dog at være i besiddelse af hver sit bæger.

Gralen i Valencias katedral

I kapellet La Capilla del Santo Cáliz i Valencias katedral står det ene bæger. 

Man kunne have troet, at det var en enkelt drikkekop, som Jesus drak af ved sit sidste måltid, men denne er af mørkerød agat, dekoreret med smaragder, rubiner og perler. Det forklares med, at kun den øverste del er den hellige gral, mens den nederste del, den udsmykkede, er kommet til meget senere. 

Historien lyder, at de kristne i Rom, hvortil Peter havde bragt bægeret, levede livet farligt, og en romersk forfølgelse tvang dem til at skjule værdigenstande blandt sig. En af dem var Laurentius, der led martyrdøden, men som inden da sendte gralen til sin hjemby, Huesca i det nordlige Spanien.

Da maurerne invaderede Den iberiske Halvø i 711, gemte man den på skift i flere nordligere beliggende byer, men da denne del af halvøen var generobret af de kristne, kom bægeret til klostret San Juan de la Peña ved Huesca, 

I 1399 blev det givet til kong Martin I af bl.a. Aragonien og Valencia. Han valgte at opbevare det i Zaragoza, senere i Barcelona. En af hans efterfølgere, Alfonso V, placerede det i 1437 i katedralen i Valencia. Bægeret blev dog sendt på endnu en rejse i forbindelse med bl.a. Napoleonskrigene, og det har været opbevaret i Alicante, på Ibiza og i Palma. Siden 1939 har det stået i Valencias katedral.

Men det er os, der har det sande bæger, lyder det fra León.

Gralen i Leóns basilika San Isidoro

Forskerne bag denne påstand, historiker Margarita Torres Sevilla og kunsthistoriker José Miguel Ortega del Rio, udgav i 2014 bogen Los Reyes del Grial (Gralens konger), hvori de hævder, at det ægte bæger opbevares i basilika San Isidoro i León. 

Det er ligeledes et juvelbesat bæger, som længe har været kendt som Doña Urracas bæger, hvilket er til ære for datteren af Ferdinand I, som var konge af León samt greve af Castilien i 1000-tallet.

De to forskere var stødt på et middelalderligt egyptisk pergament, hvori der stod, at bægeret var bragt fra Jerusalem til Cairo. Der blev det givet til en emir, der regerede i den østlige del af dagens Spanien, som tak for hjælp til Egypten, der var ramt af hungersnød.

Emiren videregav bægeret til kong Ferdinand I, og hermed kom det til León.

Det har siden stået i basilikaen San Isidoro. Det er faktisk to bægre, der er sat sammen. Den øverste del mangler et fragment, nøjagtigt som beskrevet i det egyptiske pergament. 

Forskerne daterer dette bæger til årene mellem 200 f.Kr. og 100 e.Kr. De hævder ikke, at Jesus faktisk drak af det, kun at de tidligste kristne ærede det som Jesu bæger.

Et spørgsmål om 200 bægre og troen derpå

De to forskere er ikke alene om et sådant postulat. Faktisk er flere end 200 bægre i Europa blevet udpeget som det hellige relikvie. Det hævdes også at være i Amerika, hvortil Tempelriddere skulle have fragtet det fra Jerusalem.

I Spanien har senest professor Gabriel Songel studeret begge bæger, og han kom i starten af 2020 frem til, at der er størst sandsynlighed for, at det i Valencia er den sande gral.

Den er dog fortsat et mysterium, der befinder sig et sted på grænsen mellem fantasi, fakta og tro. At man skulle have gemt det bæger, som Jesus drak af, er ingen urimelig tanke, men selv om det findes, vil det være nærmest umuligt at bevise, at det faktisk var netop det bæger. Sikkert er det dog, at jagten fortsætter, og dermed findes sandheden måske ikke i selve bægeret, men i søgningen efter det.

Seneste Nyheder

Storstilet plan for spansk genrejsning

Vulkansk aske og gasskyer nærmer sig Spanien

600.000 flysædereservationer fra England til Málaga

Koncerter på Málagas Picasso Museum

Almindelige lægemidler indebærer større risiko for bivirkninger end AztraZeneca-vaccinen

Sánchez bekræfter igen: den nationale undtagelsestilstand forlænges ikke

Annonce
Annonce

Læs også

Ingen nye restriktioner trods øget Covid-19 smitte

Skrevet af La Danesa

Estepona gør også klar til massevaccination

Storstilet plan for spansk genrejsning

Vulkansk aske og gasskyer nærmer sig Spanien

600.000 flysædereservationer fra England til Málaga

Koncerter på Málagas Picasso Museum

Almindelige lægemidler indebærer større risiko for bivirkninger end AztraZeneca-vaccinen

Annonce
Annonce
Annonce

Læs også

Første ti millioner spaniere er vaccineret

Skrevet af La Danesa

Endnu flere sommerfly til Málaga

Skrevet af La Danesa

Pablo Iglesias trapper ned

Skrevet af La Danesa

Psykolog-konsultationerne nær kollaps

Skrevet af La Danesa

Junta de Andalucía finansierer Málagas nye hospital

Skrevet af La Danesa

Strandene langs Estepona mangler sand

Skrevet af La Danesa

Afrikansk koral - månedens plante i Málagas botaniske have

Skrevet af La Danesa

Covid-19: Vaccination af ældre viser gode resultater

Skrevet af La Danesa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce