Det danske magasin i Spanien
Dansk iværksætter sikrer billig energi til spaniensdanskerne

Dansk iværksætter sikrer billig energi til spaniensdanskerne

Covid-19 krise eller ej. Alle husstande har brug for strøm. Det mærker man hos selskabet Energy Nordic, som netop har budt velkommen til kunde nummer 6.000 – og nye kommer dagligt til. ”Jeg indrømmer ærligt, det ikke er det mest spændende produkt, vi sælger. Men når folk hører, vi kan sikre dem en månedlig besparelse på mellem 15 og 25 procent på deres elregning, spærrer de øjnene op,” fortæller Michael Jørgensen. Han elsker strøm – så højt, at han har dedikeret tolv år på at finde den bedste, billigste og grønneste strøm til sine kunder.

En kedelig historie blev til en spændende idé

Det første frø til Energy Nordic blev sået for præcis fem år siden, da Michael Jørgensen tog plads i køen hos det spanske elselskab Endesa. Både han og familien var eventyrlystne og fandt det rette moment til at slå sig ned på Costa del Sol, da Michael havde fået afviklet sin andel af sit selskab, der havde specialiseret sig i salg af….energi!

Men selv under mere afslappede spanske himmelstrøg kunne Michael Jørgensen ikke slå energi og elpriser ud af hovedet. ”Jeg syntes, vores husstand betalte meget i el og jeg kunne ikke gennemskue elregningen. Derfor lagde jeg turen forbi elselskabet,” forklarer den danske iværksætter, som kom til at tilbringe nogle timer på byens Endesa-kontor. 

”Stemningen er præget af lange køer og dårlig dialog. Service er et ubekendt begreb, synes jeg. Og så hæftede jeg mig ved, at ingen beherskede engelsk,” fortæller Michael Jørgensen, som forlod filialen med én klar tanke: ”Det her må kunne gøres bedre. Specielt for de mange udlændinge, der bor i området.”    

”Til trods for vi har et frit marked, kan det fortsat virke uoverskueligt at skifte el-selskab. Det besvær tager vi nu for kunderne,” lover Michael Jørgensen.

Ni ud af ti kan spare penge

Energy Nordic blev etableret i 2017 med dansk ejerkreds og ledelse – nu anført af Michael Jørgensen. ”Vores kunder har udelukkende valgt os, fordi det er let og besparende at komme til os. Vi ordner det administrative ved at skifte elselskab. Vi servicerer på seks sprog – også dansk. Og så kan vi reducere vores kunders elregning med mellem 15 og 25 procent,” forklarer han uden at skjule selskabets opskrift på succes. ”Vi sælger vores strøm til rene kostpriser og tager et månedligt gebyr på fem euro. Den vej rundt vinder både vi og vores kunder.” På den månedlige opkrævning skjules der tilsyneladende heller ikke noget. Fakturaen udstedes på det sprog, du ønsker, med klar udspecificering af pris og forbrug. ”Vi er både ambitiøse og optimistiske og tror på, vi kan fordoble vores kunder de næste to år. Men det når vi ikke uden anbefalinger fra vores nuværende kunder,” forklarer Michael Jørgensen. Målsætningen nås heller ikke uden det team og den infrastruktur Energy Nordic nu har fået bygget op. ”Det er ingen hemmelighed, vi har haft vores vanskeligheder. Alt har været nyt og spændende men, som alle andre iværksættere, har vi haft vores startproblemer. I dag står vi til gengæld, hvor vi for blot tre år siden drømte om at komme til at stå,” forklarer den danske strømudbyder, som har lysten og kapaciteten til at komme endnu brede ud på Costa del Sol. Nye produkter er sågar på vej.  

Kunden skal have det nemt

Præcis som alle har brug for strøm, har alle i dagens verden også brug for internet. Også her føler Energy Nordic sig sikre på, at kunne præsentere ni ud af ti boligejere for en pæn månedlig besparelse. ”Inden årets udgang lancerer vi fiber internet i tre hastigheder. Det er unægtelig et klassisk produkt – præcis som strøm – men med samme koncept, kan vi sikre gode priser og besparelser til forbrugeren,” bebuder Michael Jørgensen, som er helt afklaret med, at han kun får succes, hvis det er nemt at blive kunde hos ham. ”Vi hjælper folk med at skifte internet udbyder, som ellers kan være lidt besværligt. Derudover sidder vores kundeservice klar ved tasterne og telefonen – og behersker seks sprog. Uden gode priser og god service, kommer vi ingen steder,” slutter Michael Jørgensen. På tre år er han kommet langt. Men virksomheden vil gerne endnu længere. Energy Nordic har tændt for strømmen.

Af Henrik Andersen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.