Spansk festivitas. La Virgen del Carmen - Sømændenes beskyttere

Luften fyldes af dufte fra røgelse, blomster og hav. Der er trængt på gaderne. Det hele minder lidt om den spanske påske men i mindre skala og med en mildere stemning, uden hverken de bombastiske trommer eller kutteklædte tronbærere. I dag, den 16. juli, er menneskerne som er samlet, glade, og bærerne er klædt i hvide sømandskostumer. Helgentronen med madonnastatuen som bæres frem er en hyldest til La Virgen del Carmen, havets beskytter og altså sømændenes samt fiskernes beskytter, samt den spanske armadas skytshelgen.
 
Der er allerede blevet afholdt messe i kirken som hæder til jomfruen, hvor madonnastatuen hviler resten af året, og nu er det således på tide for alle dem, som ikke fik plads i kirken at vise deres tilbedelse. Derudover samles mange turister for at få et glimt af dagens hovedrolleindehavere. Processionen leder fra kirken gennem byens gader og torve ned mod havet.

Med rødder tilbage til Karmel

Faktisk strækker historien om La Virgen del Carmen sig tilbage til 1100-tallet, da pilgrimmene søgte sig et liv som eremitter på bjerget Karmel for at stå nærmere gud i evig bøn, inspireret af profeten Elias i Det Gamle Testamente, som i livets efterår drog tilbage til præcis dette sted. La Virgen del Carmen var helt enkelt den skytshelgen, som disse pilgrimme vendte sig til under deres vandring til Karmel. Og det er også herfra Karmeliterordenen har sine rødders udspring, altså fra bjerget Karmel, som ligger i dagens Israel.
 
Ifølge historien siger Første Kongebog, at Elias skulle have begivet sig op på bjerget Karmel for at bede samt skænke offergaver, og at han skulle have lovet Gud at overgive guden Baal, hvis Gud stoppede tørken, som hærgede landet. På et tidspunkt skal Elias have fået en åbenbarelse om, at når han vendte tilbage den syvende gang til bøn og bodsgang, så skulle der stige en røg op fra havet. Og derefter blev stedet helligt.
 
Med årene skal eremitterne på bjerget have begyndt at henvise til Jomfru Maria som netop Jomfruen af bjerget Karmel.

Slap fra Skærsilden

Oprindeligt en karmelitertradition hvis rødder strækker sig tilbage til eremitterne på bjerget Karmel, skal jomfruen have åbenbaret sig i 1251, præcist den 16. juli, overfor ordenens stormestre, hvis handlinger og klædedragter tilegnedes jomfruen Carmen. Jomfruen skal da have lovet, at om lørdagen efter en persons død, slap denne person fra skærsilden, hvis personen har båret hendes skapular (to lange stykker stof, der hænger over skuldrene) i tilbedelse under live på jorden. En tilbedelse som erkendes af paven i 1587 ligesom af efterfølgende paver.
Det er altså dette, der ligger til grund for tilbedelsen til La Virgen del Carmen, som er spredt ud i verden, blandt andet til Spanien. Og her æres hun altså med fejring den 16. juli.

Madonnaen føres ud på havet

Nu har processionen nået stranden og vandkanten, hvor bærerne fortsætter ud i vandet. Der bliver Madonnastatuen bragt over til en båd dekoreret med lys og smukke blomster. Rundt omkring samles både badende entusiaster og medlemmer fra kirken med relation til havet samt blomsterudsmykkede fiskerbåde. Stemningen er let stemt og glad, og det hele afsluttes der i sommernatten med en stor fest med fyrværkeri, konkurrencer og selvfølgelig mad som fisk og skaldyr.
 
La Virgen del Carmen fejres langs størstedelen af Costa del Sol den 16. juli. Nogle steder, det kan ses, er: Torre del Mar, Nerja, Rincon de la Victoria, Torremolinos, Los Boliches, La Cala de Mijas og Estepona.
 

Bade efter den 16. juli

Ifølge traditionen bør der ikke bades i havet inden den 16. juli. Dette er nemlig dage hvor La Virgen del Carmen med sit nærvær velsigner og renser vandet.

Helgenbillede på havbunden i Málaga

I Málaga har dykkerne sat sit eget præg ved at vise helgentilbedelsen. I 1981 forankrede et par dykkere nemlig et helgenbillede på havbunden. Så hvert år sker fejringen både over og under vandet ud for provinshovedstaden.
 

Når Sting kommer til byen

Når de store internationale artister kommer til Spanien, er det oftest i Madrid, Barcelona og Sevilla. Og hvis sidstnævnte skulle udskiftes, kunne det en sjælden gang blive til fordel for Granada eller Málaga. Men sommerens største koncert afvikles i år i Fuengirola, som har taget helt nye initiativer for at få selveste Sting til byen.

Kigger man blot fem somre tilbage, finder man et udbud af koncerter, som de fleste i dag sandsynligvis vil betegne som en tynd kop te. 10-12 koncerter spredt over hele kysten, var hvad sommerprogrammet lød på. Antallet er i år blevet firedoblet. Eller sagt på en anden måde; hvad der tidligere skete på de to gode sommermåneder, sker i dag på to gode uger. Starlite Festivalen i Marbella har et tæt booket program og det traditionsrige spillested Puerto Romano i Puerto Banus præsenterer, efter et par stille år, fem spændende koncerter. Men den største af alle sommerens koncerter afvikles på Fuengirolas nye koncertsted ”Marenøstrum”.

Fuengirola tog skridtet

Det er en tilfreds og forventningsfuld Fuengirola-borgmester, der viser rundt på byens nye spillested i parken for foden af Castillo Sohail. Området bliver i løbet af de næste uger indhegnet, tribuner bliver opstillet og en infrastruktur med alt lige fra ind- og udgange til backstage-faciliteter, toiletter, barer og spisesteder bygges op.
”Det var en stor satsning og et stort projekt, da vi sidste sommer fik Simply Red til byen. Men det gik rigtigt godt, og det kan meget vel gå endnu bedre i år, når Sting kommer,” fortæller Ana Mula, som sammen med sit byråd og den lokale koncertarrangør Fox Group står bag det nye koncertsted.
”Castillo Sohail er vel Costa del Sols smukkeste spillested, men kapaciteten er ikke stor nok til store internationale artister,” forklarer borgmesteren og fortsætter: ”Marenøstrum får plads til 10.000 publikummer, som alle får udsigt mod havet og med borgen på venstre hånd. Vi får et både stort og flot spillested.”
 
Det er selvsagt dyrt og risikabelt for arrangøren at hyre Sting, men Fuengirola kommune gør sit for at få store artister til byen.
”Vi kan ikke give økonomisk støtte til en koncertarrangør, men vi stiller stedet til rådighed og står for dele af den produktion og infrastruktur, som skal til for at få projektet realiseret,” fortæller Ana Mula.
Borgmesteren understreger, at koncertstedet Marenostrøm er en langsigtet projekt.
”Jeg føler, byen står bag projektet, for vi har kun fået ganske få klager fra naboerne. Tilsvarende er jeg sikker på, både borgere og erhvervsdrivende kan se det gavner at få store artister til byen, for det giver turisme og opmærksomhed. Fuengirola har masser af sol og strand, men vi bliver nødt til at differentiere os,” slutter byens borgmester.
En ting er at differentiere sig. En anden ting er at få Sting til byen. Fuengirola har virkelig formået at komme ud af de større byers skygge.

Den syngende aktivist

Sting er på flere måder i en klasse for sig selv. Med over 100 millioner solgte album har han sikret sig en fin plads i historiebøgerne over tidens største musikere. For Stig er musiker til fingerspidserne. Han komponerer selv al musik og håndterer stort set alle instrumenter.
Talentet sås allerede som otte-årig, da han begyndte at spille på sin onkels gamle guitar. De første store sange skrev han med bandet The Police, som sidst i 70’erne og først i 80’erne lagde musikverden ned. Men Sting formåede at få endnu større succes som solist. En bedrift som kun ganske få har gjort efter. Flere af hans største hits er skrevet for ét årti siden eller to, men alligevel hører de i dag til de mest spillede på alverdens radiostationer.
”Jeg arbejder skam også hårdt på at levere noget ordentligt. Min ambition har altid været, at mine sange skal stå for evigt, for det er mit liv, jeg fortæller om,” fortalte Sting for et par år siden i et større engelsk dokumentarprogram.
”Jeg har mange ting, som skal fortælles med få ord. Jeg har aldrig været til ”I love you and you love me”- tekster, for det er for simpelt og uinteressant. Der skal være en bedre historie, som sætter mig på en prøve. Og det kan være hårdt arbejde, - men jeg elsker det,” forklarede Sting, som trods overvældende succes, altid har formået at holde begge ben på jorden. Han har ingen fine fornemmelser og er ikke bange for at eksperimentere med nye koncepter og musikere – blot de kan deres kram. Derfor bliver violinisten Ara Malikian gæstesolist til koncerten i Fuengirola.
 
Tilsvarende støtter han fortsat aktivt sine to gamle hjertesager; miljøet og humanitære rettigheder. Præcis som i sin karrieres spæde start giver Sting gerne et par årlige støttekoncerter.
Sting har tre ægteskaber og syv børn på CV’et og er et stenkast for at nå den spanske pensionsalder på de 67. Men det hverken ses eller mærkes på den britiske musiker. Masser af musik, sund kost, yoga og hinduisme holder ham ung.
Den 17. juli står han på scenen på Fuengirolas nye ambitiøse koncertsted, Marenøstrum. Billetter fås på www.marenostrumcastlepark.es

Andre internationale artister gæster Fuengirola i år

- Den kreative og meget alternative jazzmusiker Jamie Cullum giver en ny koncert på Castillo Sohail, hvor han optrådte for fulde huse i 2011.
 
- Den franske pianist Richard Clayderman gæster Castillo Sohail den 6. august. Richard Clayderman har i sin karriere solgt over 70 millioner albums og er en af tidens højst rangerede pianister.
 
- Den verdenskendte QUEEN tribute ”Good Save the Queen” giver alle de bedste hits fra det legendariske rock band. Det sker den 22. juli og på Marenøstrum, da bandet er normalt spiller for tusindvis af publikummer.
 

Det bedste fra Michael Bolton

Efter en årrække med ganske få koncerter har det velkendte Hotel Puente Romano i Marbella igen fået et flot koncertprogram på benene. Det sker i samarbejde med den lokale koncertarrangør Crazy Music productions, som sætter sin lid til at Michael Bolton, George Benson og Billy Ocean vil fylde hotellets center court med plads til 2.000 publikummer. Specielt førstnævnte er der store forhåbninger til. Op igennem 1980’erne og starten af 90’erne var Michael Bolton en af verdens mest efterspurgte musikere. I denne periode udgav han otte album som solgte 53 millioner eksemplarer. Hans hits ”How Am I Supposed To Live Without You”, ”I Found Someone” og ”When a man Loves a Woman” kan alle mindes og synge med på. Og han lover at give alle de store hits, når han kommer til Marbella den 10. august.
”Publikum får kun det bedste, og jeg har også et par overraskelser med,” lover Michael Bolton i en mail til La Danesa. Ved udgangen af 90’erne valgte den i dag 64-årige musiker at skrue lidt ned for plusset uden dog på nogen måde at forlade det rampelys, der siden han som 16-årig underskrev sin første pladekontrakt, har lyst på ham.
”Mine turnéer er blevet kortere, men mere selektive, med årene. Det giver mig overskud til at yde mit bedste på scenen. Sådan nyder jeg det mest,” skriver Michael Bolton, som glæder sig til at komme tilbage til Puente Romano, hvor han sidst optrådte for en håndfuld år siden. Billetter til koncerten koster fra 35 til 275 euro og kan købes på www.crazymusicproductions.com

En af tidernes største jazzguitarister giver også i år en ny koncert i Marbella. George Benson optrådte sidst for fulde huse. Den 21. juli bliver der givetvis rift om billetterne til hans koncert på Hotel Puente Romano.
Grazy 80s live er et nyt koncept fra Crazy Music Productions.
På tre timer lanceres alt det bedste musik fra 80’erne anført af selveste Billy Ocean i selskab med promenente navne som M People, Right Said Fred og den lokalkendte musiker Paul Maxwell.
 

Starlite

Også i år bliver der strøget masser af stjernestøv over Starlite Festivalen. Hele 42 koncerter har festivallen på programmet i juli og august. Flere nationale og internationale artister optræder i år. Udvalget er større end nogensinde. Der bliver noget for enhver smag og pengepung. Her blot en lille appetitvækker.
20/7 Elton John
10/8 Eros Ramazzotti
15/8 Andrea Bocelli
 

Den spanske munk

Da vi for nylig besøgte Sevilla, havde jeg den store oplevelse, at se La Cartuja-klostret, hvor Christoffer Columbus boede i flere år. Her planlagde han mange af sine rejser.
Da vi gik væk fra klostret og ud på broen over floden Guadalquivir for at komme tilbage til centrum, talte vi om, at det sikkert har været afgørende for Columbus, at kunne arbejde på dette fornemme og skønne sted, godt beskyttet af klostermuren og placeret på en halvø.
Under gåturen spurgte min spanske guide og præstekollega – han er katolik og taler engelsk - om jeg ville høre en munter historie om en ung spansk munk, der netop tog ophold i dette kloster.
Så fortalte den spanske præst følgende muntre historie.
 
Der var en ung mand, som ønskede at tage ophold i La Cartuja-klostret. En af reglerne i klostret var, at munkene skulle omgåes hinanden i fuldstændig tavshed. Først efter 2 år var det tilladt munkene at tale, og da kun to ord. Og igen efter 2 års tavshed, så måtte de atter tale 2 ord og så fremdeles hvert andet år. Den unge spanske munk blev efter to års ophold kaldt op til abbeden for at sige sine to ord. Hans første to ord var: ”Seng hård”. Efter endnu to år fik han sin anden chance. Hans næste to ord var: ”Mad dårlig”.
Der gik igen to år. Hans to ord var: ”Jeg kvitter”. Abbeden så på ham og sagde: ”Jeg er slet ikke overrasket. Det eneste du har gjort, siden du kom her er, at du brokker dig, og brokker dig og brokker dig.”
Det har sikkert passet Columbus fortræffeligt, at han i klostret på Cartuja-halvøen - og - i fred og ro, har kunnet planlægge nogle af sine store rejser.
Pastor Christen Væver

Da Spanien kom på verdenskortet

Sommeren ’92 er for mange danskere lig med tiden, hvor vi blev europamestre i fodbold og stemte nej til unionen. Men da Danmark blev set og hørt i Europa, blev der lagt mærke til Spanien i hele verden. Verdensudstillingen EXPO i Sevilla, de olympiske lege i Barcelona og med Madrid som kulturhovedstad, fik det ”nye” Spanien en ny og flot plads på verdenskortet.

”Det var året, hvor vi fandt ud af, hvad vi var i stand til. Det var året, hvor vi definitivt kom ud af de store nationers skygge. Og det blev gjort med nordspansk punktlighed og andalusisk livsglæde.” Ordene kommer fra den kendte spanske studievært og kommentator Matías Prats i et nyligt 25 års jubilæumsprogram om den mest succesrige og begivenhedsrige sommer i Spanien nogensinde.

Havde ingenting

Drømmen om at få de olympiske lege til Barcelona begyndte allerede i starten af 70’erne, men blev aldrig taget seriøst af Francos forældede og meget centralistiske diktatur i Madrid.
De første frie valg, og lidt mere frihed til de enkelte kommuner og regioner, fik pustet så meget liv i de gamle drømme, at Barcelona fik præsenteret et rigtigt stærkt projekt, da Den Olympiske Komite i ’86 skulle vælge værtsbyen for OL ’92.
”Hånden på hjertet; så troede vi, vi havde det hele, men faktisk havde vi ingenting,” indrømmer datidens borgmester i dag.
 
olympics92
 
De næste seks år gik byen igennem en kæmpe transition. Næsten hele byens vejnet blev udvidet og omlagt. Et halvtrist park- og skovområde blev omlagt til sportsbyen Montjuic med det olympiske stadion, sportspaladset Sant Jordi, svømmestadion og meget mere. Byens diskrete lystbådehavn blev ombygget til en storslået olympisk havn og et delvist forladt industrikvarter blev til OL-byen, hvor de 15.000 sportsfolk fra hele verden blev indkvarteret.
Det er ikke til at tro i dag, men i slutningen af 80’erne blev der drevet landbrug på store jordarealer kun få kilometre fra bymidten. De blev alle opkøbt og omlagt til sportsanlæg, hoteller og hotellejligheder for at kunne huse de mange nye turister.
Det var dyrt. Rigtigt dyrt. 660.000 millioner pesetas (næsten 4 mia. euro) kostede det at få gjort Barcelona OL-klar. Det var tre gange mere, end man havde budgetteret med, da man fik tildelt værtskabet. Men det ødelagde ikke festen. Både stat, amt og kommune spyttede i kassen og allerede dengang viste spanierne en god evne til at være på rette sted, på rette tid, når EU-pengene skulle forledes.
Således blev en meget stor del af regningen for den nye infrastruktur videresendt til Bruxelles. Dertil kom, at alle dengang blindt troede på idéen om at investere i store sportsbegivenheder. Så det var med store smil og glimt i øjet, publikum fyldte det olympiske stadion på åbningsdagen.
Josep Carreras og Plácido Domingo leverede den smukkeste opera, mens Freddie Mercury og Montserrat Caballé gav OL-sangen ”Barcelona”, så der ikke var et øje tørt. OL-faklen skulle tændes med en ildpil, som blev affyret af en spansk bueskytte. Han havde fejlet flere gange under generalprøven, men på alvorens aften ramte han plet i første forsøg. OL i Barcelona ramte plet. Og hele verden så på. Der er gået 25 år, men OL i Barcelona huskes stadig som nogle af de flotteste og festligste lege nogensinde.

Drømmeøen i Sevilla

De første gæster fik klistrede hænder, hvis de støttede sig til rækværket på de nye broer, der førte til EXPO-området på Cartuja-øen i Sevilla. Fem års kamp mod uret endte så intenst, at malerne havde dyppet penslerne sidste gang ganske få timer før den officielle åbning.
 
Man kan se det som klassisk andalusisk sidste-øjebliks-management eller som udtryk for en helhjertet præstation, hvor man værner om detaljerne helt til det sidste. Begge dele er sandt.
Arbejdet med verdensudstillingen kom for sent i gang, og gik flere gange i stå grundet stridigheder mellem EXPO-ledelsen, kommunen og Junta de Andalucía. Omvendt blev projektet større og bedre, end først antaget.
”Vi fik gjort op med det-bliver-aldrig-til-noget mentaliteten og samtidig opført et værk, som alle spaniere kunne være stolte af,” siger Alejandro Rojas, som var borgmester i Sevilla frem til ’91 og en af hovedarkitekterne bag EXPO-projektet. Han siger, som han gør, for selv om der er gået 25 år, huskes verdensudstillingen i Sevilla som én af de flotteste og bedst besøgte nogensinde. Lidt over 40 millioner lagde vejen forbi EXPO’en i de seks måneder, udstillingen stod på i sommerhalvåret 1992.
 
sevilla92
 
Det er svært at forestille sig i dag, men før arbejdet med EXPO begyndte, var Cartuja slet ikke en bydel, men blot et stort øde jordareal.
De seks store, og meget flotte, broer der i dag krydser Guadalquivir-floden og forbinder byen med Cartuja-øen, er klare symboler på den udvikling, Sevilla gennemgik forud for EXPO ’92.
Vel kostede det 200.000 millioner af de gamle pesetas (ca. 1,3 mia. euro) at få projektet klart, men så kom Sevilla også på verdenskortet og fik en ny infrastruktur og bydel, som byen siden har draget stor nytte af. Det sidste vender vi tilbage til om lidt.
 
shutterstock 115143193Først retter vi blikket mod det festfyrværkeri af flotte pavilloner, udstillinger, forlystelser, shows og museer, Sevilla i sommeren ’92 præsenterede verden for. Store dele af verden var præsenteret og turister fra hele verden lagde turen forbi Sevilla. De lokale beklagede sig lidt over den høje entré, men indrømmede, at det var pengene værd.
”Først måtte vi høre på, at projektet aldrig ville blive til noget. Dernæst at det ville blive forsinket. Og til sidst at logistikken ville kikse. Men vi gjorde kritikken til skamme. Og det kan alle tage æren for,” mener den forhenværende borgmester.
 
Logistikken bag EXPO’en var en kabale uden sidestykke. På de travle dage havde verdensudstillingen 250.000 besøgende og det stillede nogle hidtil usete krav for blandt andet transport, sikkerhed og varelevering. Men det blev løst til UG med kryds og slange. De nye telekabiner fik fint transporteret op mod 100.000 besøgende til og fra og rundt på EXPO-området. Sikkerheden var så skarp og godt koordineret, at ETA – som dengang var på sit højeste – ikke fik sprængt så meget som en ballon, og de nymonterede lagerhaller- og systemer sikrede de daglige leveringer. Alene Cruzcampo solgte hver dag 7.000 liter øl.
Dermed også sagt, at en stor del af investeringen bag verdensudstillingen blev tjent hjem via forbrug og entré, men den største værdi lå sandsynligvis i de handelsaftaler, udstillingen førte med sig. Store dele af EXPO ’92 var nemlig en direkte messe, hvor virksomheder på tværs af landegrænser etablerede kontakt.
Verdensudstillingen blev en stor succes – på mange områder.

Efter festen

Dagen derpå kommer tømmermændene. Men de var næppe så store, som dele af pressen gjorde dem til. Både bystyret i Sevilla og selve EXPO-ledelsen mødte i flere år kritik for ikke at have en plan for det store EXPO-område, den dag verdensudstillingen var ovre. Men allerede to år før EXPO tog imod den første gæst, var projektet ”Cartuja ’93” i fuld gang med planerne for, hvad der skulle ske med den nye bydel efter festen.
Men netop i perioden fra 1990-93 var landet i en dyb økonomisk krise, der fint kan måles med krisen, som brød ud i 2008/09. Derfor gik mange af planerne i stå, og det er korrekt, at det var deprimerende at besøge det gamle EXPO-område i midten af 90’erne. Men derefter gik det den rigtige vej og de planer, man dengang havde på tegnebrættet, er for længst ført ud i livet. Cartuja-øen er i dag inddelt i tre zoner med en teknologipark, forlystelsespark og administrations- og servicecenter for private og offentlige virksomheder. Den nye bydel sprudler i dag af liv. Præcis som i sommeren ’92.
Samme type problemer havde Barcelona, der havde store problemer med at få solgt og forpagtet de store hoteller og lejlighedskomplekser, hvor de mange sportsfolk havde været indlogeret. Men med tiden lykkedes det.

Madrid blev kulturel

Tømmermænd fik man til gengæld ikke i Madrid. Udnævnelsen af Madrid som europæisk kulturhovedstad faldt lidt i skyggen af de to verdensomspændende begivenheder i Barcelona og Sevilla. Det sagt, så bød hovedstaden hele sommeren ’92 på et yderst attraktivt kulturprogram på en lang række nye teatre, museer og kulturhuse. Man overvandt den tryggende sommervarme ved også at holde åbent halvdelen af natten. Det var en stor succes, og Madrid fik vist omverdenen, at man kunne andet end at danse og drikke sjusser. Op igennem 80’erne var Madrid nemlig kendt for at være Europas største festby. Glimtet af den aldrende borgmester Enrique Tierno, der efter sin valgsejr i ’79 lovede fest og farver efter 40 års trist diktatur, står klokkeklart i Madrid-borgernes erindringer. Enrique Tierno smed penge efter alt, hvad der lugtede af fest, men i ’92 blev piben lidt mere kulturel. Og det klædte byen godt.
 
madrid92
 
500 året for Columbus’ opdagelse blev naturligvis også markeret med pomp og pagt i 1992. Men det får kun et par linjer her. For det er en begivenhed, historien har skabt. Derimod skabte Spanien selv de olympiske lege i Barcelona, verdensudstillingen i Sevilla og kulturværtskabet i Madrid.
Efter fire årtier med militærdiktatur viste landet sig som en moderne og nytænkende nation.

I sommeren ’92 skabte Spanien sig en ny plads på verdenskortet.

 

Hvorfor dit og hvorfor dat?

Der er så meget, der kan undre, når man flytter til et fremmed land. Og selv mange af vi spaniensdanskere, som har boet her i mange år, undrer os stadig...

Hvorfor er der prikker på flamencokjolerne?

Hvornår og især hvorfor prikkerne, på spansk ”lunares” (lunar = vedr. månen, også med betydningen [skønheds]plet) bliver så stærkt fremherskende i flamenco-tøjet er svært at gennemskue; men der er muligvis nogle konkrete og nærliggende forklaringer på fænomenet, som f.eks. at månen er et vigtigt symbol i mange religioner og i flamenco-poesien. Man skal imidlertid huske på, at flamenco-dansen i sin oprindelige form ikke har haft egentlige kostumer, da den blev udført under private former og ikke var beregnet på optræden. Kostumerne kom langsomt ind i billedet, da flamencoen så småt begyndte at blive professionel, dvs. fra midten af 1800-tallet og frem. De optrædende skulle være pænt og passende klædt, og kvinderne pyntede sig med sjaler, blomster, pyntekamme og andet tilbehør afhængigt af mode og økonomisk formåen. Denne tendens er holdt ved eller blevet forstærket i forskellige perioder, og blev bragt med ind i vor tids tablao-flamenco, ofte i overdrevne former, der skulle fremstå som "typiske" for flamenco-udtrykket. Fyrigt, farverigt og temperamentsfuldt. Hvad angår nutidens flamencodragt, er påvirkningen fra dagligtøjet klar nok: Andalusien har været et velstående og luksus-elskende samfund, men ikke kun dét. For de store masser i byerne og på landet har der været lange perioder med armod og mangel på stort set alt. Folk har gået med det tøj, der var tilgængeligt, og også det har smittet af på flamenco-dragten: Nederdele med mange lag eller med skørter under, som kunne skiftes ud eller vaskes efterhånden som behovet og muligheden opstod. De mange lag var et effektivt værn mod både varme og kulde. Tøjet var som regel i simple farver med mere livlige indslag i stærke farver og altså med prikker - dét, der især anses for at være det typiske sigøjner-islæt - længde og snit afhængigt af de økonomiske muligheder og af tidens mode. Det gælder således for flamenco-dragten, at man ikke præcist kan pege på, hvorfra "den klassiske andalusiske dragt" stammer. Der er dog også for klædedragtens vedkommende en række tegn og signaler, der indikerer påvirkninger fra mange steder og over lange perioder. Den teori, der rækker længst bagud, går på en meget direkte påvirkning fra den såkaldte minoiske kulturkreds på Kreta omkr. år 3000 f.kr. På datidige malerier er kvinderne afbildet iført lange nederdele med flæser, ligesom de har håret samlet og pyntet med blomster. Forbindelsen til Sydspanien er således knyttet i kulturens glansperiode i den mellem-minoiske tid ca. år 2200-1500 f.kr., hvor kretenserne befæstede et stærkt søherredømme i Middelhavet, også rent handelsmæssigt. Som et yderligere bevis for denne teori henvises der til den minoiske kulturs forkærlighed for tyrekampe og tyrekult: billeder af atletiske ynglinge, der laver kunstfærdige spring henover tyrenes rygge, optræder jævnligt i den minoiske kunst. Uanset om man tror på denne teori eller ej, så peger forskellige kulturhistorikere på det paradoksale i, at den andalusiske flæsedragt både er den mest oprindelige og stilrene og på samme tid den mest moderne blandt de spanske regional-dragter. De peger på en forklaring i den stadige påvirkning og udvikling, dragten har gennemgået i de sidste århundreder, hvor den har været under indflydelse af mange udefra kommende modetendenser og dragtskikke, som er blevet inkorporeret, når de kunne indpasses i den eksisterende stil og tradition. Dette til forskel fra mange andre egnsdragter, der næsten ikke har forandret sig gennem lang tid, på linje med folke- og egnsdragter i Danmark. (Kilde: Flamenco Vivo)

Hvorfor står æggene ikke på køl i de spanske butikker og supermarkeder?

Det gør de ikke, for at forhindre eventuelle salmonellabakterier i at trænge ind i ægget. Som dansker er man vokset op med, at æg skal stå på køl, og netop derfor undrer vi os over, hvorfor de spanske æg altid opbevares på hylderne i supermarkederne. Ja, vi tør næsten ikke købe dem af angst for, om de skal være overfyldte med salmonella. Men i følge fødevareinspektionen i Málaga forholder det sig lige omvendt. Sætter man æg på køl, opstår der fugtighed, som er med til at åbne de porrer, æggets skal har. Det betyder, at den salmonella, der eventuelt kan sidde i skallen, vil kunne trænge ind i æggets indre. Det samme gør sig gældende, hvis man vasker æggene, når man kommer hjem. Ønsker man alligevel at opbevare dem på køl, for at forlænge æggets holdbarhed, kan man vaske dem med vand og sæbe og efterfølgende desinficere dem for så at sætte dem på køl. Helst bør de opbevares i en hermetisk beholder. På den måde undgår man salmonella og man får en lang holdbarhed. Orker man ikke denne rengøringsproces, bør man købe et mindre antal, så man er sikker på at få dem spist inden holdbarheden udløber og opbevare dem ved stuetemperatur. Så blev vi så kloge! Men det lod vi os ikke tage til takke med. For hvorfor står æggene så på køl i Danmark? Danmark har en regel om, at æg skal opbevares under 12°C, men der er tilsyneladende ingen videnskabelig grund til, at æg bør opbevares ved max. 12°C.
 

Hvorfor har nogle spanske biler et skilt med bogstavet L i bagruden?

Det har de til skræk og advarsel for andre bilister. Det er de biler, hvis fører, der har taget sit kørekort inden for det sidste år, der skal køre med dette skilt i bagruden. På den måde ved vi andre bilister, at den forankørende kan udvise ustabil kørsel. Det store hvide L på en blå eller grøn baggrund står underligt nok for Learner, som altså er et engelsk ord. Det spanske ord for learner er principiante, så det mest logiske ville have været et P, især fordi spanierne ikke er kendte for at bruge engelske låneord. Den blå baggrund indikerer, at begynderen er i gang med at øve sig, så det skilt vil man altid se i køreskolebiler, mens den grønne baggrund anvendes, når begynderen har fået sit kørekort. Skiltet får man som regel med fra køreskolen, når man har bestået den teoretiske og praktiske køreeksamen. Det er obligatorisk at køre med det i et år fra bestået eksamen. Skiltet skal følge nybegynderen, så har personen ikke selv en bil, men eksempelvis låner sine forældres, skal det kunne sættes i bagruden, når det er begynderen, der kører bilen.
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53
Fax. 95 258 03 29