28. november, 2020  |  Skrevet af Else Byskov

Alcalá la Real – et udsøgt mål for en skøn weekend udflugt

fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov

Alcalá la Real ligger 45 km. nordvest for Granada og det er en spændende gammel by med en masse historie og en imponerende borg. Byen har 22.000 indbyggere og den emmer af velstand og good vibes.

Velstanden skyldes utvivlsomt olivendyrkning, som har fundet sted lige siden tidernes morgen. Vi boede på et lækkert, helt nyåbnet boutique hotel og vi var ude på en smuk vandretur, så tag med på opdagelse i Alcalá la Real. 

Alcalá la Real ligger i Jaén provinsen, lidt nord for grænsen ind til Granada provinsen, og byen har siden den blev anlagt været en grænseby med en stor fæstning til at beskytte regionen imod den fordums fjende Granada. Kun ca. 20 km. væk ligger Granadas svar på Alcalá i form af byen Moclín, som også rummer en kæmpestor fæstning og som blev kaldt Granadas skjold. Så hen over grænsen kunne de to fæstninger kigge på hinanden og holde hinanden i skak. 

Heldigvis er de fjendtlige tider forbi, og i dag kan vi fryde os over at vi kan besøge den vældige fæstning i Alcalá, som troner over byen fra sin bakketop.

Idet vi nærmer os Alcalá bliver landskabet mere og mere bevokset med oliventræer, og vi minder hinanden om, at Jaén provinsen er Spaniens største producent af olivenolie  - der ligger 60 millioner oliventræer i provinsen - og den alene producerer mere olivenolie end hele Italien, som er verdens næststørste olivenproducent. 20% af al den olivenolie, der bliver konsumeret i verden kommer fra Jaén, og der bliver produceret over 600.000 tons olie om året. Ikke så mærkeligt, at der er oliventræer så lang øjet rækker.  

Byens velstand bygger helt klart på generationers olivendyrkning. Oliventræet blev indført i Spanien af fønikerne omkring 1000 år f.Kr., så der har været tid nok til at få etableret den produktion, vi ser i dag. 

Vi følger skiltene ind i byen imod centro histórico, og inde for enden af Calle Los Álamos kører vi lige lukt ned i en P kælder med navnet: Los Álamos, og der bliver vi holdende under hele besøget, for den ligger lige midt i smørhullet.  Vi stiger op af kælderen og spørger efter byens turistkontor, som heldigvis ligger lige henne om hjørnet, på Carrera de las Mercedes. I modsætning til turistkontorer i de fleste andre spanske byer har det åbent hele dagen fra 10 til 18.00 alle ugens dage og det siger lidt om byens holdning til turister: vi vil have dem til at komme og de skal føle sig velkomne. Vi får udleveret et bykort og ser nu, at vores hotel ligger kun 50 m. væk i gaden Veracruz. 

Turistkontoret ligger i et gammel palads ”Palacio Abacial” og der har man indrettet byens museum. Nu vi er her, ser vi lige museet, som er meget fint og som på en enkelt etage får vist byens historie lige fra neandertalerne, som boede her, til de moderne tider via iberne, romerne, vestgotherne, maurerne og de kristne.  På den måde ligner historien de flest andre spanske byers, men ingen anden by har et borgkompleks, der kan måle sig med Alcalás.   

Inden vi ser borgen smutter vi lige hen og ser på vores hotel: Hotel Palacio de Veracruz. Vi kom en lørdag og hotellet var åbnet om tirsdagen, så vi fik lov til at være med til at indvie det. Det er som sagt et boutique hotel, med kun 8 værelser, hvoraf de to er suiter. Vi havde booked et dobbeltværelse med balkon og pga. åbningstilbud var prisen kun 60€, hvilket var et fund for så lækkert et værelse og bad. Det har taget 3 ½ år at ombygge hotellet, så det har været længe undervejs, og indehaverne var tydeligt meget ivrige efter at få gæster. Hotellet ligger i byens historiske centrum og det var engang i middelalderen et komediehus. Der er ingen tvivl om, at ombygningen har været kostbar, for der er ikke sparet på lækre materialer og detaljer. Jeg kan varmt anbefale at man overnatter der: https://palaciodelaveracruz.com/  Man kan booke online. 

Et par hundrede meter oppe ad bakken ligger borgen, så nu spænder vi hjelmen og går op for at se på herligheden. Vi købte billet til både museet og borgen henne på turistkontoret, og prisen for begge besøg er 3 € for pensionister. Borgen  - hvis rigtige navn er: Fortaleza de la Mota - havde syv porte, men i dag er kun den sydlige åben – hvilket den er til kl. 19.30 hver dag. 

Man mener at fæstningen allerede blev påbegyndt i år 713 af maurerne, kun to år efter at de første maurere var taget over Gibraltarstrædet for at erobre Spanien, hvilket de gjorde på kun 7 år. Nu skal man ikke tro, at alle disse erobrende maurere var gode venner alle sammen, og hvis de var, så blev de hurtigt uvenner, og derfor var det nødvendigt med fæstninger alle vegne. Disse fæstninger var altså ikke kun bygget for at forsvare sig imod de kristne, men først og fremmest for at forsvare sig imod de andre kalifater. Det var først i 1000 tallet at fjenden blev de kristne. Hvorom alting er, så var Alcalá (som på arabisk betyder: højtliggende borg) ikke kun en fæstning men også en by. Den var befæstet med en dobbelt bymur, og inde imellem de to mure boede der mennesker, især håndværkere og handlende. Inde bag den næste mur fandt man el barrio militar (militær kvarteret), et boligkvarter (medina) med taverna og forretninger, et stort tårn med endnu en mur hvor kaliffen boede, samt en moské, som senere blev ombygget til en kristen kirke. 

Hele anlægget ligger på en flad høj, så man har en prægtig udsigt til alle sider, bl.a. kan man mod øst se det flade klippeparti kaldet Los Marcos, som vi skal vandre rundt om i morgen. 

Vi gik rundt i fæstningen et par timer og synes det var en femstjernet oplevelse. Pga. Corona kunne vi ikke komme helt op i tårnet (!!??), men vi kunne se rummet på 1. sal, hvor der stod nogle figurer i datidens klædedragt. Inde i kirken havde gulvet tydeligvis været en begravelsesplads, så moskeen blev altså bygget ovenpå kirkegården, som så senere blev ombygget til kristen kirke. I dag er der ingen religiøse symboler tilbage, og man viser en video hver dag kl. 16 og 18, men vi så den desværre ikke, for vores besøg var ovre ved 17 tiden, og vi kunne ikke vente, for vores ganer var helt tørre, og der var ikke en dråbe vand at få oppe på borgen. 

Vel nede i byen tog vi væskerevanche på baren El Parque, som ligger lige midt i parken Los Álamos. Her sidder man midt i en grøn have og bliver beværtet til ingen penge. Det blev hurtigt vores favorit sted i Alcalá. 

Efter et hvil på hotellet spiste vi aftensmad på den italienske restaurant Dos Soles på gaden Fernando el Católico 13 – lige et stenkast fra parken. Her får man dejlige pastaretter og her fejrede vi, at vi nu havde boet i Spanien i 30 år.   

Næste morgen måtte vi igen ned i El Parque for at spise morgenmad, for hotellet er så lille, at der ikke er plads til et køkken. På El Parque får man den bedste ´pan con tomate´ vi endnu har smagt. Den kommer smurt ud fra køkkenet og er skåret i hapser. 

Og nu skal vi ud på vores vandretur kaldet Los Zumaques – SL-A 253 (man kan Google titlen og downloade et kort, som man kan trykke ud). Ruten er på 7 km. Både på hotellet og på turistkontoret havde vi spurgt, hvor ruten startede, og vi fik to forskellige forklaringer, som begge var helt hen i vejret (hellere sige noget forkert og ikke tabe ansigt end at indrømme at man ikke ved det!!). Men vi gik efter Eriks stifindernæse og kan nu meddele at rutens start findes for enden af gaden Calle Virgen de la Cabeza, lige overfor et vandhus fra romertiden kaldet Nacimiento de Agua de San Marcos. Lige skråt overfor står der et vældigt skilt over ruten Los Zumaques og her starter stien, som vi straks bevæger os ud ad. 

Zumaque er navnet på en busk med røde bær og dem er der mange af omme på klippepartiets nordside. Men først går vi mod øst og herfra har vi en spektakulær udsigt til borgen og byen. Det ser ganske betagende ud. Ruten er velafmærket med en grøn og en hvid stribe og i starten går det pænt lige ud ad en grusvej. Men omme på den anden side kommer vi til området med buskene, og nu kan vi se, at stien forlader grusvejen og bevæger sig op ad klippepartiet ad en smal sti. Men det er ikke alt for stejlt, og vi møder en hel del mennesker, der også er ude for at nyde naturen på denne skønne septemberdag med fuld sol under Andalusiens blå himmel. På et tidspunkt kommer vi til et T kryds og her er der ingen afmærkning! Men det betyder blot, at man kan gå begge veje får vi at vide af andre vandrere. Inden længe står vi oppe på kanten af Los Tajos, som det jo hedder når man har en stejl klippevæg. 

Nu er vi oppe på plateauet, hvor man har bygget et rækværk til værn mod afgrunden. Men ruten går nu tværs over plateauet og inden længe er vi tilbage ved rutens start ved vandhuset. Selv om ruten fortsætter op til den sydlige del af plateauet kalder vi det en dag, for nu har vi gået 7 km. inde fra byen og nu er vi sultne. Vi får herlig salat og patatas panaderas på El Parque og er ovenud tilfredse med vores tur til Alcalá la Real. 

Seneste Nyheder

Gigantisk gaseksplosion i Madrid

Flyselskabet Norwegian reddes

Costa del Sol lukker bygrænserne

Restriktionerne evalueres nu hver uge

Frygtet forbryder fængslet i Fuengirola

Mere regn på vej

Annonce
Annonce

Læs også

Klar melding fra regeringen: Nej til lockdowns

Skrevet af La Danesa

Hele Andalusien lukker sine bygrænser

Gigantisk gaseksplosion i Madrid

Flyselskabet Norwegian reddes

Costa del Sol lukker bygrænserne

Restriktionerne evalueres nu hver uge

Frygtet forbryder fængslet i Fuengirola

Annonce
Annonce
Annonce

Læs også

Covid-19: smitten ude af kontrol

Skrevet af La Danesa

Borgere 80+ kan nu vaccineres

Skrevet af La Danesa

Passagertallet kollapser i Málaga lufthavn

Skrevet af La Danesa

Juan Carlos bliver delvis ukrænkelig

Skrevet af La Danesa

Sne og kulde over hele landet

Skrevet af La Danesa

Covid-19: smitterekord på Costa del Sol

Skrevet af La Danesa

Masser af vand

Skrevet af La Danesa

Udsalg skydes i gang

Skrevet af La Danesa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce