30. Oktober, 2019  |  Skrevet af Mathias Krøyer, Mathias@norrbom.com og Paulo Augusto Chichon, Paulo@norrbom.com

De lokales Granada

I Granada, hovedstaden i provinsen af samme navn, findes det autentiske i den mangfoldige kultur og den farverige, lokale diversitet. Byen er over 4.000 år gammel og eksisterer i dag som et kludetæppe af jødiske, romanske, arabiske og katolske indtryk, der både ses i de imponerende arkitektoniske bygninger og detaljer, samt duftes og smages i de lokale køkkener og stræder.

Autenticitet er netop, hvad denne rejseberetning vil tilbyde dig: Et portræt af Granada, dus med de lokale, uden om de mest kendte turistattraktioner med fokus på stemnings- og sanseoplevelser på de summende gader, pladser og caféer.

Dine guider er journalisterne Mathias og Paulo fra La Danesa. Sidstnævnte har boet i Granada i 7 måneder, da han læste spansk på Universidad de Granada.
 

Spadseretur i labyrinten Albaicín


albaicin

Vores første destination er det islamiske kvarter, Albaicín, hvor de iberiske stammer efter sigende slog sig ned 2000 år f.Kr.

Vi starter ved Plaza de Santa Ana, hvor vi følger Carrera del Darro, som bugter sig med voldgraven rundt om Alhambra-borgen, der majestætisk hæver sig i kulissen.

Vi ender på Paseo de los Tristes, hvor bohemer og sigøjnere taler om kunst og åndsliv foran en promenade af caféer, der serverer eftermiddags-cortado til de lokale. Store eg- og løvkroner formerer sig kulørt og frodigt i omgivelserne, og fortæller os, at efteråret er ankommet til Granada.

Herfra bevæger vi os for alvor ind i hjertet af Albaicíns netværk af kringlede smågader blandt gemte butikker og rolige pladser.

Atmosfæren er klassisk andalusisk: Livet tages som det kommer, og gerne ikke for travlt, så tag dig tid og slap af mens du spankulerer rundt i Albaicíns åbne labyrint. Orienteringen forsvinder hurtigt, men lad den blot. Her er ingen blinde veje, så du kan nemt zigzagge rundt i vildfarelse, mens du er på opdagelse.

Sæt dig og få lidt at drikke på en af de mange forskellige beværtninger, eller find dig tilrette på en af de utallige bænke, og fortab dig i gadernes charme; betragt det pudsige, det skønne og mærk byens hjertebanken.

Selv finder vi en bænk på Plaza Larga, der er et centralt samlingspunkt i Albaicín, hvor de lokale er i fuldt hverdagsvigør på pladsens frugt- og grøntmarkeder.
 

Udsigtsposten Mirador de San Miguel Alto


solnedgang

Granada har to storslåede udsigtsposter i Mirador San Cristobal og i Mirador de San Miguel Alto, af hvilke turisterne valfarter til den første og de lokale til den sidste.

San Cristobal giver dig mulighed for at betragte Alhambra fra nært hold og er en destination for masser af turister, der konkurrerer med hinanden om, hvem der kan tage det flotteste billede.

San Miguel Alto ligger højere og kræver en stejl gåtur op igennem Albaicíns brostensbelagte gader. Herfra kan man kan se udover Alhambra, hele Granada-byens snoede, hvidvaskede helhed og ud til det bjergrige opland i horisonten.

Vi sætter os på en gammel, broget granitstensvæg og lader vores sydende lægge dingle frit over unge og ældre, der har slået tæpper ud på den græssede skråning forneden med medbragt mad og vin.

Sammen nyder vi solnedgangen og falder ind i natten, der males som en scene fra 1001 nats eventyr.
 

Realejo-kvarteret


4uhostel

Efter vandreturen indlogerer vi os på 4uHostel i hjertet af Realejo.

Hostellet er et ny-renoveret byhus fra 1500-tallet, der, med bevarelsen af mange originale detaljer, fremstår som en flot fusion af det moderne og det historiske. Er du mere til hoteloplevelsen så overvej det smukke og romantiske Hotel los Ángeles, der også ligger i Realejo kvartet. Det mondænt og antikt indrettede hotel har både egen pool, restaurant og bar.
 
losangeles

Da vores maver knurrer, sætter vi os ind på hostellets restaurant og får serveret udsøgt kyllingepaté med figenkompot og dertil en fed kulmule akkompagneret af kylling, svampe, serrano-skinke samt græskar og soltørrede tomater. Ren gastronomisk ekstase!

Med fulde maver bevæger vi os atter ud i aftenens gadebillede.

Realejo, som vi nu befinder os i, er et jødisk kvarter fyldt med middelalderlige bygninger og moderne gadekunst, der pryder de snævre gader.

Vi går på Calle San Matias, der skummer over med klassiske tapasbarer, gallerier og finurlige butikker. Her er færre officielle turistattraktioner, men lad dig ikke narre, der findes stadig masser af flotte springvand, kirker, pladser og stræder!
 

Plaza-hop og siesta i bycentrum næste dag

mathias


I de lokales ånd sover vi længe, og vågner med blot en let og simpel morgenmad, mens morgensolen langsomt arbejder sig over Granadas tage.

Efter rigeligt med kaffe tager vi forbi springvandet, Fuente de las Granadas, og spadserer fra Camino de Ronda ned ad flodpromenaden til Fuente de la Ninfa, hvor familier samles på caférne, mens børnene leger på torvet.

Dybere i centrum finder vi romersk-katolske Catedral de Granada, der, på trods af sin størrelse og pragt, næsten ligger skjult i de tætte gader. Herfra slår vi smut mellem de skønne pladser Plaza Bib-Rambla, Plaza Romanilla og Plaza de la Trinidad, indtil bybilledet pludselig forvandles.
 
katedral

Der er frokostpause og spanierne strømmer fra kontorene ud på gaden mod byens restauranter.

Vi driver med og finder ind på det lokale folkekøkken, Mesón Rincón de Rodri, hvor folk står som sild i tønder i en pulserende atmosfære, beværtet af en spansk mama, der laver lækre fiskeretter i enorme portioner, som serveres hver gang, der bestilles drikkevarer. Vi får en sammenkogt kartoffelret med ål og muslinger, så mundvandet løber, mens andre gæster vælger små portioner paella eller friturestegt blæksprutte.

I Spanien spiser man stort til frokost, og så skal der ellers slås mave. Vi følger de lokales rytme og holder siesta i den smukke bypark, Parque Federico Garcia Lorca. Det er nationalhelten og poeten, der har lagt navn til den eksotiske park, som er et af de mere oplagte steder, hvis man søger et lille pusterum fra det vibrerende byliv.
 

Brætspil, arabisk tapas og jazzmusik


Den lokale kultur er social og foregår udendørs. Man mødes ude, spiser ude og leder man efter en spansk udgave af det danske ’hygge’-fænomen, findes den ikke i det private-, men i det offentlige rum. Efter to dage med masser af trav, søger vi netop hyggen og finder ind på et andet lokalt samlepunkt i form af brætspilscaféen Pub Continental, der, udover at udbyde mere end 170 forskellige spiltyper, også danner ramme for flamencodans, karaoke og fodboldvisning.

Så bliver det atter tid til tapas – ingen motor kører uden brændstof.

Vi tager hen på Om Khalsum, der er en charmerende, lille, arabisk restaurant, hvor den mauriske historie tydligt mærkes i faciliteterne; de brunede mosaikbelagte vægge og de lave, mønstrede modulsofaer. Her er det spanske tapas-koncept blevet integreret med arabiske ingredienser og retter som hummus, couscous, falafel, aubergine-creme og meget andet.

Efterfølgende bevæger vi os mod aftenens sidste stop, der skal vise sig at være lige så magisk som byen selv.

Som perron 9¾ i Harry Potter eller klædeskabet i Narnia, åbner en dør på Plaza de los Lobos, der med et svagt neonlys skilter ’Bohemia’, sig ind til en anden verden.

Ved første øjekast virker baren snæver og forladt, men for hvert et skridt vi tager, bredder lokalerne sig ud og afslører et paradis for nostalgikere. Gamle avisforsider fra verdenshistoriens store øjeblikke, defekte jazz-instrumenter, skrivemaskiner og vinylplader, samt fotografier af tidens største jazz-genier, fylder væggene fra gulv til stuk. Der hviler en ro, som en henrykt fordybelse, i den samtalevenlige (når der altså ikke er jazzkoncert) atmosfære. Vi sætter os mageligt i de fløjlsbetrukne rokokostole med et par ”ristede” øl og svinder væk i tidslommen.
 

Hjemtur forbi Puerto del Suspiro del Moro


susprio del moro

Rejsens sidste stop bliver af historisk karakter.

Vi forlader Granada og kører mod bjergpasset Puerto del Suspiro del Moro i Alpujarras, der oversat betyder ’maurerens sidste suk’.

Selvom Granada er spækket med forskellige kulturelle islæt, er det især den mauriske kultur, som Granada er kendt for og influeret af.

For maurerne var Granada deres juvel og den sidste by i deres Andalusiske rige, som de ønskede at opgive. Men i 1492 fik de katolske monarker alligevel fordrevet maurerne og erobret Granada.

Legenden lyder, at den sidste mauriske sultan, Muhammed XXI, flygtede over bjergpasset efter sit endegyldige nederlag i Granada-krigen. Her, hvor vi står nu, stoppede han op, grædende, og så en sidste gang tilbage på den by, han havde tabt. Hans mor, der sad bag ham på hesten, havde ingen sympati med hans tårer. Hun slog ham og sagde: ”Det er kønt, at du kan græde som en kvinde, over hvad du ikke kunne forsvare som en mand”.

Granada har nydt stor affektion og hengivenhed fra mange forskellige folkeslag i historiens løb. I dag ses dette ved den fantastiske kulturelle diversitet, der, i bedste samlev, er en enestående oplevelse at gå på opdagelse i.
 

Flere lokalt blåstemplede tapas barer


Bar los Diamantes II, er endnu en lokal diamant, hvor der, skulder mod skulder, bestilles friturestegt fisk i forskellige former, som skylles ned med den lokale og udsøgte hvidvin, Calvente.

El Peruano, hvis du tænker: ”Kan den her by gøre mig mæt med en enkelt tapas?”. Bestil noget at drikke og vælg en ret fra menukortet, eksempelvis risretten med kylling, som er ganske smagfuld og mættende.
 

På udkig efter aktiv ferie i Granada?


Monachil er en lille bjergkommune, der tilbyder fantastiske vandreturer. Vælg din egen rute eller gå langs floden, som via et mindre springvand, fører op til et flot plateau. Fang bus 181 eller 183 ved Fuente de las Granadas og så kan du efter blot et kvarters transport vandre i Granadas bjerge.
 
Campus Náutico er et vandsportsfakultetet ved Universidad de Granada. Cubillas-reservoiret ånder fred og fordragelighed. Det er billigt at låne en pedalbåd eller et padelboard, og der er rig mulighed for at nyde den enorme sø med adskillige vandsportsaktiviteter, hvor cafeteriet tilbyder kolde drikkevarer og mad. Transportiden er en halv time med bus 117 fra Comedores Universitarios (Calle Rector Martín Ocete).
Annonce
Annonce

Seneste Nyheder

Freepik slår alle rekorder

Verdens miljøproblemer skal løses i Madrid

Bedste udsigt i Torre del Mar

Málagas gamle posthusbygning solgt

Málaga mister sit direkte fly til New York

Billigere AVE-tog på vej

Annonce
Annonce

Læs også

Fire voldsomme drab på én måned

Skrevet af La Danesa

Ny regering på vej

SolarVenti – billigere og nemmere solenergi

Freepik slår alle rekorder

Verdens miljøproblemer skal løses i Madrid

Bedste udsigt i Torre del Mar

Málagas gamle posthusbygning solgt

Annonce
Annonce
Annonce

Læs også

En hyggelig juledag i Málaga

Skrevet af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

El Gordo - Det store spanske julelotteri

Skrevet af Rikke Iuell Printz

Kære læser (december 2019)

Skrevet af La Danesa

Flor Valentin byder på årets julemesse og nordiske juledekorationer

Skrevet af La Danesa

Málaga mister sit direkte fly til New York

Skrevet af La Danesa

Billigere AVE-tog på vej

Skrevet af La Danesa

Regeringen forhandler med separatisterne

Skrevet af La Danesa

Sådan undgår du at blive snydt på Black Friday

Skrevet af La Danesa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce