Det danske magasin i Spanien
Vejret var ikke det bedste, men humøret højt, da jeg skulle møde Peter Larsen på strandpromenaden i Marbella til en lille hurtig snak om løst og fast, med fokus på venskaber, netværk og kærester. Men samtalen kom dog til at omhandle klassisk musik, vejret og meget mere.

 
Peter Larsen er ejendomsmægler og driver mæglervirksomheden Marbella Viewings med stor iver og entusiasme. Peter flyttede til Costa del Sol i 2004 og har ikke fortrudt det et eneste sekund. Selvom der selvfølgelig er ting man giver afkald på når man flytter, deriblandt venner, familie og netværk. ”Men så er det jo bare at pudse skoene og gå i gang, og vejret hernede giver jo mange muligheder for at komme ud at møde verden og vennerne”, siger Peter.
 
Peter Larsen arbejdede i Danmark indenfor rejsebranchen, blandt andet hos SAS, og også som rejseleder på forskellige destinationer. Det at få luft under vingerne og komme syd for Kongeåen, var ikke noget nyt for Peter. Under et besøg i Spanien, blev han inspireret til at flytte hertil. På daværende tidspunkt var ejendomsmæglerbranchen i fremgang, og rent tilfældigt fik Peter kontakt med et fransk mæglerfirma og fra jobsamtalen med firmaet, til at Peter var In Situ her på Costa del Sol, gik der godt og vel 14 dage. Der var handling bag ordene. Siden da er det gået stærkt for Peter, der i dag har sit eget mæglerfirma. At Peter på daværende tidspunkt havde fundet en kæreste under sydens sol, indvirkede også på Peters eventyrlyst. De er dog siden gået fra hinanden, men hun er stadigt blandt Peters gode venner.
 
Som sagt, mit lille hurtige møde med Peter skulle principielt handle om venskab, netværk og kærester. De mange år på Costa del Sol har gjort, at Peter i dag har et stort netværk og mange venner af forskellige nationaliteter i Spanien. Peter indrømmer, at det ikke altid har været let at få venner hernede: ”Selvom man opbygger et godt netværk, med mange bekendte, kan de rigtige venner være svære at finde, men når de dukker op, så ved man, at det er dem,” siger han. Peters fordel i de første år, var hans virke som mægler, hvor han og hans mæglerkolleger ofte mødtes og hurtigt fandt ud af at holde sammen. De var 15 personer, der mødtes regelmæssigt. Men krisen fra 2008 gjorde, at mange af disse venner vendte hjem til deres hjemlande, ja faktisk er der kun tre tilbage fra denne gruppe af venner idag.
 
Peter har altid haft gå-på-mod, og han er 100 % integreret i det spanske samfund, både hvad angår sproget og kulturen. Og han er tilmed medlem af et spansk politisk parti. Måske vi kommer til at se ham som borgmester en dag!
 
Når det gælder netværk, venskaber og det at finde en kæreste, er det vigtigste at være sig selv, siger Peter. ”Med alderen kommer vi til at hvile lidt mere i os selv, og tingene bliver ofte lettere og mindre komplicerede i forhold af enhver art, da vi jo mere eller mindre ved, hvad vi vil, hvad vi søger, og hvem vi klikker med. Siger det “klik”, så ved man, at man har fundet en ny god ven eller en kæreste.”
 
Peters yndlingsårstid er foråret, især april og maj, og så er han en meget habil pianist, og har kæmpe stor interesse for klassisk musik. Det er ofte, at man kan se ham blandt publikum til Málaga Symfoniorkesters koncerter, eller i Musikverein i Wien. Vi talte om, at det kunne være super fascinerende at opleve nytårskoncerten i netop Wien. Hvem ved, måske næste gang, vi åbner for fjernsynet den 1. januar for at høre den valsende musik fra Strauss, kan vi måske se Peter Larsen på skærmen. Så kan vi med glæde i stemmen sige: “Ham kender jeg. Han er min ven, min nabo, min kollega, min kunde, en del af mit netværk”. Han er Peter Larsen, og han er meget, meget mere end lige denne lille historie.
 
Af Mugge Fischer

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.