Det danske magasin i Spanien
Endelig er Natalia (igen) dansk statsborger

Endelig er Natalia (igen) dansk statsborger

Velkomstkomiteen i Málaga lufthavn, der kunne byde Natalia velkommen efter at have været i Danmark med udrejseforbud i et år.

I november 2016 bragte La Danesa en artikel om Natalia Aguirre-Kristensen, der mistede sit danske statsborgerskab, da hun flyttede til Danmark for at studere.

Natalia er født i Danmark og har en spansk mor og en dansk far. Som spæd blev hun indskrevet i faderens pas og fik senere hen sit eget rødbedefarvede, danske pas. Men da hun ville søge SU til uddannelsen i Danmark, blev hun indkaldt til borgerservice, der straks fratog hende passet. Med det også hendes rettigheder som dansk statsborger, for da Natalia ikke havde noget spansk pas, var hun nu statsløs og illegal immigrant i det, hun før betragtede som sit moderland.
”Det har været en rigtig trist og svær tid, især under ferierne,” fortæller Natalia Aguirre-Kristensen, da La Danesa taler med hende over telefonen. Natalia er nu tilbage i Danmark, og netop startet på sin nye uddannelse til salgsassistent på Tietgenskolen i Odense. ”I ferierne kunne jeg bare se mine medstuderende tage hjem til deres familie, mens jeg jo ofte var forhindret i at se min,” fortæller hun.

Lynbehandling og røde ører

Nu har Natalia endelig, takket være en lynbehandling, den 15. juni fået sit danske statsborgerskab og sit danske pas tilbage, og hun kunne igen rejse til Spanien og se sin mormor, sin bror og sine veninder, som hun har måttet undvære det sidste år. Det er kun Natalias mor og far, der flere gange er rejst frem og tilbage for at se besøge hende.
”Der sidder nogle gevaldigt røde ører i instanserne i Danmark, og derfor har vi fået absolut lynbehandling ,” fortæller Natalias far, Henrik Kristensen, som er bosiddende i Spanien.
”Men det har været et hårdt år med en integrationsydelse på 5.500 kr. udbetalt og med en husleje på kollegieværelset på 3.500 kr., var der ikke meget tilbage til Natalia, når licens, buskort, telefonabonnement osv. var betalt.”
Til spørgsmålet, om familien har hjulpet hende økonomisk, svarer faren:
”Det kunne vi jo ikke, da enhver økonomisk støtte ville blive modregnet Natalias integrationsydelse.”
Natalia fortæller selv, at det ikke kun har været svært psykisk, men også økonomisk:
”Jeg havde ca. 1.500 kr. tilbage, når alt var betalt hver måned, så det var ikke ofte, jeg kunne gå ud sammen med mine medstuderende og hygge mig og drikke en øl. Jeg kunne jo heller ikke tage mig et arbejde.”
I Danmark siger loven nemlig, at udlændinge skal have opholds- og arbejdstilladelse for at kunne tage et arbejde, hvilket gjorde det
umuligt for Natalia at søge arbejde.
 
Men selvom far Henrik er ovenud lettet over, at Natalia igen kan rejse frit både ud og ind af Danmark, udviser han stadig bekymring for de unge mennesker, der er født i Danmark i slut halvfemserne med en dansk forælder og en udenlandsk forælder, som går rundt og tror, de er danske statsborgere, men som givetvis ikke er det.
Natalia var heldigvis ikke var spor ængstelig ved at skulle tilbage til Danmark for at studere: ”Nu har jeg jo bestemt mig for at tage en uddannelse i Danmark, og så er det det, jeg gør færdigt,” siger hun og tilføjer, at hun har nydt sin ferie i Spanien i fulde drag med veninder, fester og glade dage. Alt, hvad der hører til en normal teenagers sommerferie.

Læs artiklen om Natalia fra La Danesa november her

Natalia2
En glad Natalia, der i juni endelig fik sit danske pas igen.
Af Louise Mercedes Frank

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.