Er du clairvoyant?

Men jo, jeg arbejder med spirituel vejledning dagligt, og her er clairvoyance et fantastisk godt redskab.
Det lyder så stort og flot, at jeg forbinder mig med den fælles universelle bevidsthed, men det er det, jeg gør - og det er det, mine klienter bliver bedre og bedre til selv at gøre. Mit mission er nemlig ikke, at jeg skal guide dem igennem livet, men derimod støtte dem til at tage skridtet eller måske springet, og stole på de beskeder, de selv samler op.
De har behov for at blive be- eller afkræftet i, at den vej, de har valgt, er den rigtige eller den forkerte for dem lige nu. Det kan jeg personligt ikke gøre for dem, men jeg kan forbinde mig med den enkeltes højere bevidsthed, og hjælpe med at tolke beskeder og svar.
Det giver en stor ro hos klienten, og det kan ofte også være noget af en AHA-oplevelse, som sætter en kædereaktion af store og små ændringer i gang på såvel praktisk som fysisk og mentalt plan.
Det kan handle om at blive guidet i den rigtige karriereretning, eller forandre forretningsplanen, så den bringer den forventede succes. Det kan handle om parforhold, relationer til venner, bekendte og ja til guruer, som tiden måske er løbet fra. Udtjente følelsesmæssige mønstre, som klienten, ofte uden at være klar over det, er parat til at adskille sig fra. Det kan være helbredet - og ja, det påvirkes jo som bekendt af det alt sammen.
Så altså: Er man bevidst i livet, vil et sundt fysisk og mentalt helbred være en positiv bivirkning.
At sidde fast er 'normalt' - men at blive siddende i det er et valg!
Ærlighed eller forstillelse?
Ærlighed kan gøre ondt, som fx. at få at vide, at man er blevet bedraget, at man er på galt spor eller bliver udsat for kritik. Hvor meget vil man egentlig vide?
Jeg bruger mine evner til at se de muligheder, det potentiale, som ligger foran klienten. Det er så op til den enkelte, hvordan den viden bruges.
Under alle omstændigheder er jeg meget påpasselig, når jeg tolker svarene, formulerer dem og præsenterer dem i forhold til de anvisninger, som jeg modtager sammen med dem. Altså vil en besked eller et svar aldrig være så konkret, at det ikke levner plads til individuel fortolkning og forløsning hos klienten, som selv skal træffe sine valg - også selv om det måske vil betyde, at det tager længere tid at opnå karrieremæssig succes eller stormende forelskelse. Den enkeltes vej og hastighed skal respekteres, så denne kan forholde sig til det, evt. gøre noget ved det eller måske gradvist acceptere det.
Jeg 'fremkalder' blot muligheder, så klienten bliver bevidst om dem. Ved at tage klienternes frie vilje fra dem, ville jeg også påtage mig ansvaret - og det skal, sammen med den frie vilje, ligge hos klienten.