Det danske magasin i Spanien
Jul med en af Spaniens bedste vine – Vega Sicilia

Jul med en af Spaniens bedste vine - Vega Sicilia

Del

Efter 15 år på venteliste og nu tre som direkte forhandler af Vega Sicilias vine i vores forretning, blev dørene åbnet til en lille rundvisning af vinhuset og en smagning af nogle af deres vine. Vega Sicilia er normalt ikke åbent for publikum, så vi så virkelig frem til dagen, hvor vi fik chancen for at se, hvor nogle af Spaniens mest berømte vine bliver fremstillet. Her kører man ikke bare ind, men bliver stoppet med en bom ved indgangen, hvor alle bliver identificeret, inden de får adgang til de smukke bygninger i perfekt harmoni mellem gammelt og nyt, midt i en kæmpe stor velholdt have. Selv om vi er ca. to uger fra høstens start, mærker man en fantastisk ro og stilhed. Alt står klar til modtagelse af druerne. Alt er renvasket og poleret og fadene står klar til at modtage mosten.

 
Selv i dag er det stadig svært at købe Vega Sicilia, man finder endda den spanske konge på listen over kunder, der kun omfatter ca. 4.000, alle med en begrænset kvote.
 
Vega Sicilia har lige fra starten haft en klar politik og er kun interesseret i at producere kvalitet. De har absolut ingen intentioner om at ændre vinens stil. Produktionen vil blive ved med at være traditionel og ”naturlig’’ – Vega Sicilia er en vin, der hverken klares eller filtreres og med et gennemsnitligt udbytte, der ligger helt nede på et kg druer pr. vinstok, hvilket svarer til en eller to klaser pr. plante. Her er man ikke interesseret i kvantitet, kun i kvalitet og karakter. Hvert år er det ønologen, der beslutter, hvilke druer der skal bruges til henholdsvis vinen med navnet “Único” og andenvinen under navnet “Valbuena”. Faren for at et prestigefyldt navn misbruges eller forfalskes er stor, derfor distribueres og sælges Vega Sicilias vine heller ikke på normal vis. Gruppen af importører og kunder er lille og kontrolleres af Pablo Álvarez selv. Afhængig af høstens størrelse tildeles de forskellige aftagere en kvote vin til hver.
 
Jeg havde forventet, at Vega Sicilia var større end det er. Selve området, hvor vinene bliver lavet, er ikke stort, men indeholder det sidste nye og mest avancerede udstyr til vinproduktion. Perfektionen kan ses, uanset hvor jeg kigger hen. Der er ikke sparet nogen steder. Det er også et af de få vinhuse, som selv laver deres fade til lagring af deres vine.
 

Vinene fra Vega Sicilia

Vega Sicilia laver tre vine, Valbuena, Único med årgang og Único reserva Especial, som er blandingen af flere forskellige årgange.
 
VALBUENA 5º año fremstilles i de fleste årgange. Normalt fremstilles Valbuena med langt størstedelen af den lokale Tempranillo drue, tilsat lidt Merlot, alt efter årgangen og hvad kældermesteren mener, vinen har behov for. Vi smagte bl.a. årgang 2007, som er ren Tempranillo, uden Merlot. Vinen lagrer i alt fem år, mellem fad og flaske, deraf dens navn (femte år gammel). Lagringen har foregået på en blanding af store Tinos på 20.000 liter, samt både franske og amerikanske egetræsfade på 225 liter i ca. tre år i alt. Til langtidslagring bruger man både nye og gamle fade, således at frugten ikke bliver domineret af smagen af fadet. Vinen kommer på markedet, når den er drikkeklar, men stadig med langt henlægningspotentiale. En stor og elegant vin, der absolut ikke skal undervurderes, blot fordi den her er lillebror. Kan købes for 109,50 € pr. flaske.
 
ÚNICO med årgang. Fremstilles i de gode årgange, historisk set ca. fem – syv gange ud af 10. Der er ikke nogen fast opskrift på blandingen af Vega Sicilia Único. Andelen af de forskellige druesorter, der indgår i blandingen, afhænger af, hvordan årgangen vejmæssigt har artet sig. ÚNICO er nok vinen med den længste lagring i verden. Generelt bliver den lagret i seks år på henholdsvis store 20.000 liters fade, kommer en tid på nye fade og afslutter modningsprocessen på brugte fade, og derefter tre år på flasken. Hele den proces er med til at give kompleksiteten i vinen. Vi smagte årgang 2006, som har to års længere lagring på flasken end normalt (altså hele fem år). Angie fortæller, at Vega Sicilias vine ikke altid kommer på markedet i rækkefølge, som vi normalt ser, altså årgang 2003-2004-2005 osv. Fra Vega Sicilia kommer de til salg, når man mener, vinen er klar, og i dette tilfælde måtte de altså vente to år længere end beregnet. Hvis man opbevarer en Vega Sicilia Único på den rigtige måde, kan den gemmes i op til 50 år. Único er legendarisk og har gennem årtier været en af de absolut bedste vine i Spanien samt blandt toppen i verden. Jeg kan absolut anbefale, at den prøves, den er oplevelsen værd. Prisen på sådan en vin er hos os 275,75 €
 
ÚNICO RESERVA ESPECIAL er vinen, hvor de absolut allerbedste årgange og udvalgte fade bliver blandet i en vin. De udvalgte “Únicos” bliver blandet til en kultvin, hvor hver årgang tilfører sin del af helheden til vinen. Vi taler om en gudevin med en udførlig balance. Med en usædvanlig smagsintensitet og hvor alle de fine ord, vi normalt bruger til at beskrive en absolut TOP vin med, kommer til deres ret. De var der alle sammen, fra den brede vidde af røde bær, hen i chokolade, tobak og træsorter. Den stadig friske modne frugt blandet med 10 års lagring, frisk syre, runde tanniner, en ekstraordinær blanding af ungdom og alder i én flaske. Kan gemmes i op til 60 år, hvis man behandler den ordentligt. Desværre er den udsolgt lige nu i vores forretning, men den sidste flaske blev solgt til 299,50 €
 

Lidt om Vega Sicilias historie

Vega Sicilias historie går langt tilbage. Angie, som viser os rundt, fortæller os følgende:
 
1848 – Historien starter med den succesfulde forretningsmand Don Toribio Lecanda, der var med til at bygge Castille-kanalen og den nye revolutionerende jernbane. I 1848 købte han en ejendom på 2.000 hektar for at redde Markis’en af Valbuena fra økonomisk ruin.
 
1864 – Grundlæggelse af Vega Sicilia. Don Toribio Lecanda bygger ejendommen, hvor han vil dyrke vin efter Bordeaux principper. Han planter stokke af bl.a. Cabernet Sauvignon, Malbec og Merlot druer, sammen med den lokale Tempranillo. De samme druesorter som Vega Sicilia arbejder med den dag i dag.
 
1869 – Efter Don Toribios kones død overtages den af hans ældste søn Eloy Lecanda Chaves, og arven omfatter ifølge de retslige dokumenter fra 22. juli 1869 ”ejendommen kendt som Vega Sicilia y Carrascal”. Det blev dog ikke til den store økonomiske succes og ti år senere dannede Eloy Lecanda et nyt firma sammen med sin kone og Pascal Herrero. Fem år efter overgik alle Vega Sicilias aktier til Pascual Herreros søn Antonio Herrero.
 
1890’erne – Antonio Herreros tre sønner – Felix, Ignacio og Luis – der nu var ansvarlige for Vega Sicilia, forpagtede deres vinproduktion for en tiårig periode til en producent i Rioja, som hed Cosme Palacios.
 
1905 – “Txomin” er tilnavnet på den nye bestyrer for Vega Sicilia, ansat af Cosme Palacios. Som kun 27-årig kom han til vinhuset – og det blev hans vine, som skabte Vega Sicilias prestige. Fra 1905 til 1915 lavede han for Palacio-brødrene på Vega Sicilia udelukkende bulkvin, der blev sendt til modning i Laguardia og derefter solgt som Rioja-vin. Da lejemålet ophørte i 1915 fortsatte Herrero-brødrene med Txomin som bestyrer, og ideen var nu at producere en helt anden type vin – ikke så meget for pengenes skyld, mere for ærens – vinen skulle være et prestigefyldt tegn på familiens velstand og levevis. Brødrenes omgangskreds var Spaniens økonomiske og sociale elite – jagtvenner fra aristokratiet og det bedste borgerskab. For dem serverede de deres vin, en sjældenhed der ikke kunne købes eller fås andre steder.
 
1929 – Vega Sicilia vinder guld for deres vine på verdensudstillingen i Barcelona. Men økonomisk kunne det ikke hænge sammen for de tre brødre. Vinhuset gav underskud.
 
1952 – Vinhuset sælges til Herrero familien som var ejere af et frøfirma. Familien ansatte en ny bestyrer, Jesus Anadon, der var Vega Sicilias daglige leder frem til 1982.
 
1966 – Herrero familien sælger vinhuset til den venezuelanske industrimand Miguel Meumann Swaton, men bestyreren Jesus fortsætter som daglig leder.
 
1982 – Familien Ávarez, Vega Sicilias nuværende ejer overtager vinhuset. Familien var og er indehaver af den store industrivirksomhed El Enebro S.A. med mere end 25.000 ansatte. David Álvarez startede helt fra bunden for 50 år siden med én ansat og er nu mere kendt som ejer af Vega Sicilia på trods af, at hans anden succesfulde virksomhed har mange flere ansatte og omsætter meget mere.
Herudover ejer familien også Bodegas Alion fra Ribera del Duero, Vinhuset Pintio i DO Toro, Oremus i Ungarn der bl.a. fremstiller Tokaj dessertvin.
 
2003 – Familien Álvarez påbegynder deres nye projekt i Rioja Alavesa. Sammen med den verdensberømte franske familie Rothschild begynder de at forene to af verdens bedste “winemakers” i et fælles projekt.
 
2017 – Bygningerne til vinhuset Macán indvies. Og drømmen om at to af verdens bedste producenter deler deres erfaring og laver en vin bliver til virkelighed.
 
Rigtig Glædelig Jul
Af Jeanette Lorentzen fra Birdie Vinos

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.