Det danske magasin i Spanien
Pan Deluxe – norske og danske bagetraditoner forenes på Costa del Sol!

Pan Deluxe – norske og danske bagetraditoner forenes på Costa del Sol!

Del

I de sidste år er det blivet stadig mere populært med lowcarb diæter, som kort fortalt drejer sig om at indtage minimalt med kulhydrater, og meget lidt eller intet indtag af ris, pasta og brød.

La Danesa møder dansk-norske Marlene Heldal, som er uddannet ernæringsfysiolog, og som så absolut går imod strømmen; hun åbner nemlig i disse dage et skandinavisk bageri, og slår et slag for sundt brød!
Marlene, dette er spændende – du har arbejdet med ernæring i en årrække, og nu åbner du dit eget skandinaviske bageri, Pan Deluxe, i Benalmádena Pueblo. Vil du fortælle os lidt om din baggrund og hvordan idéen opstod?
– Hellere end gerne! Jeg har altid været glad for at bage, og arbejdede i mange år som ernæringskonsulent for Solbrød, et af de største bagerier i Norge, som i 2013 fusionerede med Baker Brun. Her arbejdede jeg med produktudvikling, allergener og opskrifter, og så hjælper det selvfølgelig også, at jeg altid selv har været utrolig glad for at spise brød. Min uddannelse ved Universitetet i Bergen, hvor jeg tog en kandidat i ”human ernæring”, var også med til at forme mine synspunkter på brød, og da jeg flyttede til Spanien i begyndelsen af 2014 med min norske mand og vores to børn, savnede jeg hurtigt det at kunne gå ud og købe et virkelig godt, traditionelt hjemmelavet brød af høj kvalitet. Jeg begyndte derfor selv at bage brød hver dag for at dække eget forbrug hjemme, og til vore to døtre Ronja og Celina, der går på Den Norske Skolen i Benalmádena, som vi bor i nærheden af. Nogle venner spurgte, om jeg kunne bage til dem også, og eftersom flere tilsluttede sig, endte jeg med at levere op til 200 brød, rundstykker, boller og mini-pizzaer hver dag, bare til familier og personer med tilknytning til Den Norske Skolen. Dermed blev en ny forretnings-idé født!
Nu for tiden er der mange, som skærer ned på brød, ris og pasta, og såkalte lowcarb diæter er populære som aldrig før. Hvad er dit synspunkt på det som uddannet ernæringsfysiolog?
-Jeg synes, at brød, bagværk, og det at tage sig en skive i dag har fået uretfærdigt meget negativ opmærksomhed. Der er ingen tvivl om, at hvis man skal gå hurtigt ned i vægt, så kan en lowcarb-diæt være meget effektiv. Som ved så mange andre effektive diæter er det dog desværre vanskeligt at holde sig til dette strenge kostråd på sigt – ikke mindst fordi både ris, pasta, kartofler og brød er, og har altid været, en stor del af den traditionelle skandinaviske kost. Fra gamle dage kartofler og brød, og i nyere tid også ris og pasta. Personligt synes jeg, det er langt vigtigere at fokusere på meget af det andet usunde, vi putter i os hver dag, som f.eks. forskellige tilsætningsstoffer, færdigmad, meget salt, og ikke mindst; alt for meget sukker, både ægte og kunstige sødemidler. Hvis man skærer ned eller begrænser indtaget af alt dette usunde, skal man slet ikke have dårlig samvittighed over at hygge sig med de traditionelle skandinaviske brødskiver – vel og mærke hvis man spiser brød af god kvalitet.
Disken hos Pan Deluxe kommer ikke til at bugne af fristende kalorie-kager, antager jeg?
– Nei, det gør den ikke. Det bliver muligt at bestille kager til specielle anledninger, både spanske og skandinaviske, men målsætningen for Pan Deluxe er først og fremmest at producere brød af ypperste kvalitet. Selvsagt skal man kunne købe mange forskellige typer brød, og den norske skillingsbolle og det danske rugbrød bliver også at finde i sortimentet. Så vidt muligt vil jeg kun bruge lokale leverandører, og foruden mig selv vil der også være en eller to personer fra lokalmiljøet ansat. Sproget os imellom på arbejdspladsen skal udelukkende foregå på spansk, og jeg håber også, at mange af de spanske indbyggere i Benalmádena får øjnene op for hvor vigtigt, og ikke mindst velsmagende, det er med ferske, nybagte brød hver dag. Der er en spansk skole lige på den anden side af vejen, og vi har en terrasse i tilknytning til lokalet med en nydelig udsigt, så her kan man slå sig ned og tage en kop økologisk kaffe og noget at spise, efter børnene er afleverede på skolen.
Apropos økologisk kaffe; det med økologisk mad er noget som stadig får nye tilhængere, og flere steder på Costa del Sol er der de sidste år dukket mange nye restauranter op med fokus på økologisk mad. Vil dit bageri også følge denne trend, Marlene?
-I aller højeste grad, men ikke fordi det er trend. I dagens samfund hvor alt masseproduceres for at vi skal kunne købe billigst mulig mad, og ikke mindst for at alle led i processen skal tjene maksimalt, bliver selve dyrevelfærden ofte totalt nedprioriteret. I tillæg bruges der store mængder med kunstgødning og giftstoffer til groningen. Så vidt muligt bør vi alle støtte økologisk madvareproduktion, noget som jeg også er meget observant på med tanke på, hvad vi skal prøve at opnå med Pan Deluxe, hvor vi så vidt mulig vil benytte økologisk dyrkede produkter i fremstillingen af vore brødvarer. Transport er heller ikke miljøvenligt, så ved kun at bruge lokale leverandører reducerer vi både transportstrækningerne og -tiden – og dermed starter vi produktionen med det aller bedste udgangspunkt – helt ferske råvarer. Melet, vi bruger, leveres af en mølle i Coín, og æggene leveres af lokale, økologiske producenter. Målet er at blive 100 % økologisk, så vi kan certificeres som økologisk bageri.
Vi på La Danesa har fået lov til at kigge lidt bag kulisserne, og havde glæden af at besøge Pan Deluxes lokale flere gange i løbet af renoveringsperioden. Det ser fantastisk ud Marlene, med en super beliggenhed – hvordan fandt du disse lokaler?
– Ja, det var en længere proces, da jeg brugte lang tid på at bestemme mig for, hvor på kysten vi skulle holde til. Fuengirola var en stærk kandidat, men til sidst vejede hensynet til familien tungest. Når den beslutning først var taget, blev det lettere – vi bor nemlig lidt længere nede ad bakken, kun 10 minutter fra bageriet. En bagers hverdag starter jo meget tidligt – midt på natten vil mange påstå – og med to unge piger i familien kan det være en fordel at være tæt på både skolen og hjemmet.
 
Vi på redaktionen var også så heldige at få lov til at teste Marlenes bagværk, og hele kurven du ser på billedet blev hurtigt spist. Det smagte fortræffeligt! Er der nogen mulighed for, at vi kan købe brød fra Pan Deluxe i Fuengirola i fremtiden?
-Tak for komplimentet – det håber jeg da vil være muligt ganske snart. Hvis virksomheder og foreninger ønsker en fast leverance, så må vi selvsagt gøre det vi kan for at levere også på andre steder langs Costa del Sol. Jeg eksperimenterer og udvikler opskrifterne selv, og med tiden er planen at dele opskrifterne på hjemmesiden, sådan at også de, som vi ikke når frem til, kan bage hjemme selv. Sund mad er for alle!
 
Du finder Pan Deluxe på Avda. Juan Luis Peralta 42, i Benalmádena. 
Af Tom Halvorsen, tom@norrbom.com, foto: Tom Halvorsen og Mugge Fischer

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.