Det danske magasin i Spanien
shutterstock 113356663

Byen overrasker med en Jesus-figur med rigtigt hår, en mytisk ridderhelt, en fluefanger og en ulmende revolution

På vejen til Burgos kommer vi forbi Atapuerca i Oca-bjergene, der nu mere er som bakker, men hvor arkæologer har fundet de ældste rester af en tidlig menneskerace i Europa. Homo Antecessor kaldes de meget passende, og man mener, at der kan have været tobenede væsner her for 1,2 millioner år siden.

Det er svært at forestille sig disse fordums tider, når man kommer nærmere selve Burgos, der er en halvstor knægt på knapt et par hundrede tusinde indbyggere. Her er præges billedet af boligblok efter boligblok, som disse tidlige mennesker sikkert gerne ville have været foruden.
Efterhånden som vi nærmer os centrum sker det dog som altid, at bybilledet ændrer sig, og tiden skrues tilbage til forskellige zoner.
 
Pilgrimsruten og Franco ved døren
Hotel Norte y Londres hedder vores hotel, som ligger på Plaza Alonso Martínez. Det er bestemt ikke valgt efter antal af stjerner eller udvalget af dikkedarer, og på værelset, som vi kommer til via en vakkelvorn elevator, knirker de skæve gulve, mens badeværelset ligner noget fra Borte med Blæsten. Men det er fra 1904, og så ligger det i absolut centrum.
Lige udenfor døren træder man ud på de symboler på kammuslinger, der indikerer, at Pilgrimsruten til Santiago de Compostela fører denne vej forbi. Overfor, på den modsatte side af pladsen, ligger flere historiske bygninger, der kan minde om, at Burgos i flere århundreder var hovedstaden for kongeriget Castilien, senere det fælles kongerige Castilien og León, og palæet Palacio de Capitanía General. Her blev general Francisco Franco udnævnt til hærchef, og under borgerkrigen 1936-39 var Burgos en slags hovedstad for det nationalistiske Spanien.
 
shutterstock 111133508
 
Katedralen og Papamoscas
Omkring pladsen udgår der et virvar af gågader, og gademusikanter forsøder stemningen. Katedralen virker som en magnet, selv på en ikke så stor en tilhænger af store religiøse monumenter.
“Til venstre,” siger en venlig sjæl, og peger mod dens spir, der med op til 79 meters højde råber til himmelen.
Burgos har selv for Spanien et ualmindeligt stort antal af kirker og andre religiøse og historiske bygninger, og her rager katedralen, Catedral de Santa María de Burgos, på alle måder op over de andre. Den er den eneste katedral i Spanien på UNESCO’s verdensarvsliste, som ikke er forbundet til andre bygninger. Og den er gigantisk og prægtig; opført i 1200-tallet, og udvidet i 1400- og 1500-tallet, og bevidner som sådan flere arkitekters og skulptørers og håndværkeres arbejde samt århundreders udviklingen. Den sidste udvidelse blev foretaget i 1567, og katedralen fremstår som et sammensurium af stilarterne gotik, renæssance og barok.
I dag dominerer den stadig byen. Indvendigt er den over 100 lange bygning med 14 kapeller en skattekiste af historiske klenodier og religiøse artefakter. Blandt dem er den gyldne trappe ved kroningsindgangen, om hvilken det siges, at Napoleon har været den sidste til at gå ned ad.
“Tyst,” siger en burgalesa og peger op på en statue med et ur. Klokken slår hel, og ud farer en figur, som åbner munden for hvert klokkeslag.
“Den fange fluer,” belæres vi, og det har denne Papamoscas gjort hver hele time hver eneste dag siden engang i middelalderen.
 
Jesus og El Cid side om side
Denne dag har man hentet en Jesus-figur frem. Den kaldes Cristo de Burgos og ligger til skue, da den senere på dagen skal ud på en procession. Det meget specielle ved denne figur er, at den har rigtigt hår og virkelige negle. Historien lyder, at hår og negle på figuren, der ellers er lavet af træ, stadigvæk vokser. Statuens oprindelse er ellers ukendt, mens man dog mener at vide, at de strudseæg, der ligger ved dens fødder, skulle komme fra Afrika. Alt sammen fantastisk stof til legender.
Legender er der også nok af omkring den halvt mytiske helt El Cid, og Burgos beskrives netop som hans fødeby, selvom han skulle være kommet til verden i Vivar, der ligger syv kilometer væk.
Han blev født ca. 1043 og døbt Rodrigo Diaz de Vivar. Han tjente først under kong Sancho II af Castilien. Da Sancho så gik hen og blev myrdet, gik El Cid i tjeneste hos broderen, kong Alfonso VI, der var fætter til hans hustru. I 1081 blev han fordrevet af kongen og rejste til den mauriske fyrste af Zaragoza, som han støttede i krigene mod de kristne. Det var maurerne, som gav ham tilnavnet El Cid, der skulle komme af det arabiske Al-Sayyid, som betyder “Herren”. I 1094 erobrede han dog Valencia fra maurerne, og han forsvarede området til sin død i 1099. Nu er han berømmet som riddernes forbillede og den kristne tros forsvarer.
Hans formodede jordiske rester ligger her i katedralen ved siden af det, som menes at være de af hans hustru, Doña Jimena.
 
shutterstock 82083538
 
Dagslys og demonstranter
Vi træder ud i dagslyset. En tapa venter på Plaza Mayor.
“Blodpølse,” lyder anbefalingen, da man er specielt stolte af denne ret. Og derefter vil vi se mere på nutidens Burgos.
Det fanger man omkring Calle Vitoria i bydelen Gamonal. Omkring denne gade protesterede indbyggerne i flere uger i begyndelsen af året over, at byens borgmester ville reformere vejen og bl.a. anlægge cykelstier til sammenlagt otte millioner euro. Og det, mente indbyggerne altså var uacceptabelt, når byen fattedes penge på sociale områder. Protesterne varede, til borgmesteren, der ellers havde været af den overbevisning, at vejarbejdet ville forbedre byens infrastruktur og indbyggernes liv, indvilligede i at stoppe projektet. Men sagen ulmer stadig, og Burgos har en gæld på omkring en halv milliard euro.
Måske har bysbørnene fundet inspiration til kamp i deres næsten bysbarn El Cid. En stor statue af manden på hest og med sværd i hånd står ikke langt fra det arkæologiske museum, Museo Evolución Humana. Det har fokus på fundende fra Atapuerca og den forskning, der foregår omkring menneskets udvikling.
 
Til fods ad flod til kloster og hjem igen
Burgos ligger ved floden Río Arlanzón. Fra området ved Museo Evolución Humana går en vandresti ud langs floden til klostret La Cartuja de Santa María de Miraflores. De lokale skutter sig lidt i den nordspanske vinter, men vi følger dem i dette parklignende område, kaldet Fuentes Blancas, og kommer efter godt tre kilometers asen til klostret.
Bygningerne blev oprindeligt bygget som et palads. I 1441 blev klosteret så grundlagt af Juan II af Castilien.
“To euro,” siger den venlige unge mand, som tager imod os. De to euro er for en lille brochure, og den betalt lukkes man ind i klostret og klosterkirken.
Alteret er belagt med det første guld, der kom med erobrerne hjem fra Amerika. Det er skabt af Gil de Siloé, og det er lige dele imponerede og chokerende. Ved hovedalteret er der et smukt sarkofag med selvsamme Juan II og hans hustru, dronning Isabel af Portugal. Det er forældrene til selveste dronning Isabel, eller Isabella, altså som i Isabel la Cátolica. Her hviler også hendes bror, Alonso, hvis tidlige død også var medvirkende til, hun blev den første monark i et næsten samlet Spanien.
20 munke passer i dag på herlig- og hellighederne.
Vi vender tilbage til El Cids by, måske lidt mere blodpølse. Og så gør det ikke noget, når gulvene knirker, for også det hører med til historien.
Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.