Mens den forhenværende statsminister José Luis Zapatero i 2006 og 2007 stolt proklamerede, at Spanien spillede i den økonomiske Champions League, gik den spanske forfatter og professor Santiago Niño-Becerra rundt på universitetet i Madrid med dårlig mave. Han mente, at Spanien var på vej ud over den økonomiske afgrund, men ingen gad høre på ham. Sådan er det ikke længere.
Hans nye bog om spansk økonomi er blevet revet ned fra boghandlernes hylder, og man behøver ikke læse mange sider, før interessen er fanget. Santigo Niño-Becerra har nemlig en anderledes tilgang til den nuværende krise, og er ikke bange for at tale frit fra leveren. Blandt andet mener han, det er forkert at bruge betegnelserne finansiel og økonomisk krise om den nuværende situation. I stedet kalder han det økonomisk systemskifte.
“Vi får et skifte, når en økonomisk model udløber. Sådan har det altid været – i alle økonomier. Det skete for os i 1820, 1873, 1929 og så nu. Det er der bare ingen, der kan eller vil huske,” fortæller den spanske forfatter. “Siden 2. verdenskrig har vi haft en økonomisk model baseret på stigende forbrug, stigende lønninger, stigende beskæftigelse, stigende produktivitet og bedre velfærd. Det har fungeret fantastisk godt lige indtil 2003-2004. Her nåede vi toppen, og udbuddet begyndte at overstige efterspørgslen. For at fortsætte udviklingen og dermed det stigende forbrug satte centralbankerne renten ned og bankerne gav kredit som aldrig før. Idéen var ganske enkelt at motivere folk til at fortsætte forbrugsfesten”, fortæller den spanske professor, som hæfter sig ved, at spaniernes private gæld i 1996 udgjorde 67 procent af det samlede BNP. I år 2005 var gælden oppe på 207 procent. Den store gæld gør det vanskeligt for Spanien at komme ud af krisen, eller over det økonomiske systemskifte, som Santigo Niño-Becerra formulerer det. Han understreger i sin bog, at syvårsreglen med syv gode år efter syv dårlige år, etc. er sat ud af spillet, fordi vi står i et økonomisk systemskifte og ikke i en vanlig lavkonjunktur.
Dit kryds ændrer næppe noget
2015 er et hektisk valgår med med regions-, kommune-, og parlamentsvalg. Men Santiago Niño-Becerra mener ikke, at vælgernes krydser får den store indflydelse på landets økonomiske situation og økonomipolitik. “Uanset hvem der vinder, vil den kommende regering sætte moms og skatter op og foretage yderligere nedskæringer. Blandt andet på pensionerne”, påstår han og uddyber: “I 2012 lovede Spanien det øvrige EU, at i år 2020 skal den offentlige gæld ned på 60 procent af BNP og statens årlige driftsunderskud skal ned på 0,5 procent. Det betyder, at staten skal reducere sit årlige underskud med 50.000 millioner og afdrage 400.000 millioner euro. Så selvom vi nu får lidt vækst, er det nødvendigt med flere nedskæringer og højere skatter. Allerede ved årets udgang, efter parlamentsvalget, vil regeringen justere på momsen”, forudser Santiago Niño-Becerra, som aldrig er bange for at sige sin mening. “Jeg forsøger at sige tingene, som de er. Jeg skiller mig ud ved at være politisk uafhængig og ikke have private interesser i erhvervslivet”, fortæller den spanske forfatter, som er sikker på, han ikke står alene med sine synspunkter. Heller ikke for ti år siden. “Nationalbanken og de store banker som Santander og BBVA må have vidst, hvilken vej det ville gå. Men nationalbanken er jo styret af regeringen, som ikke kommer med negative udmeldinger forud for et valg. Og de store banker optræder politisk korrekt overfor regeringen.”
Aldrig som i Danmark
Santiago Niño-Becerro kalder sig politisk uafhængig, men er ikke bleg for at blande sig i den politiske debat. Blandt andet kommenterer han de to nye partier i spansk politik, Podemos og Ciudadanos. “Man kan mene meget om Podemos, men én ting har de ret i: Spanien bliver aldrig i stand til at betale sin gæld. Da alle EU-lande er interesserede i, at Spanien atter kommer på fode, ville det være fornuftigt at få gælden forhandlet ned”, mener den spanske professor og forfatter, som også har sin klare mening om partiet Ciudadanos og deres økonomiske valgprogram, hvor de spørger, om Spanien skal ende som Venezuela eller Danmark. “Spanien bliver aldrig som Danmark, uanset hvem der regerer her i landet. Man behøver blot se på Danmarks BNP, struktur, produktivitet og investeringer for at se, at Spanien er langt bagefter. Omvendt bliver vi heller aldrig Venezuela, som blot har olien og lidt turisme at byde på.”
