Forunderlige liv – TAKE 101: En Badass græder ogsåJeg er på ‘air trip’ i Europa. Programmet er tæt pakket og meget effektivt. Jeg lærer, arbejder, udveksler. Jeg elsker det! Men så kommer tårerne. Overrasket! Jeg sidder i et fly og læser en artikel om flygtninge. Pludselig er min grænse nået. Lige der i 10 kilometers højde. Badass-Helle bliver softass. Og mens vi suser af sted over Alperne, går det op for mig, at jeg har lov til at være ulykkelig, men at det også er rensende for min sjæl. Gråden renser mit sind og gør det klarere, bringer mig videre i bedre form. Jeg græder over flygtningene, men også over savnet af de mennesker, som ikke længere er i mit liv. Jeg græder over handlinger, som ikke kan ugøres. Over julepynten som snart skal frem uden min mor og min morfar, der i min verden er mere indbegrebet af jul end selveste julemanden. Enhver krise og konflikt (også de indre) bringer udvikling med sig. Heldigvis har jeg lært, at følelser fungerer flot parallelt. Jeg kan godt være ked af det og bange – og lykkelig, fuld af håb og mod på én og samme tid. Så længe følelserne forbliver parallelle og ikke krydser hinandens bane.
Forunderlige liv – TAKE 102: H j e m
Fra den sidste lufthavn ringer jeg til mand for lige at sikre mig, at han har savnet mig – meget. Det har han, og viser det med spandevis af friske blomster, der venter på mig i vores hjem. Det gør en ustyrlig grim (men effektiv, må jeg indrømme) sæbedispenser også. Min mand er meget stolt af sit indkøb, og ja, det er, hvad der sker, når man er for længe væk. Jeg elsker at komme hjem efter en rejse. Og kan jeg kombinere hjemkomsten med et par vinøse decemberdage tilsat knas og kugler, lange gåture i bjergene og politiske samtaler, hvor vi tillader os en knivspids skadefryd over, at den humanitære stormagt, Sverige, endelig stikker armene i vejret, ja, så opstår magien. Jeg er hjemme – og det er snart jul!
Forunderlige liv – TAKE 103: Vorherre bevares
… og det ser det så ikke ud til, at han vil. Kan det mon skyldes, at vi overhovedet ikke viser bare skyggen af selvopholdelsesdrift? Vi afvikler simpelthen os selv, og er det det vi vil, ja så står Vorherre sikkert klar til at hjælpe os – sammen med sin kollega, Allah. Som efter terrorangrebene i begyndelsen af året synes jeg, at folk skal have lov til at vise sympati med ofrene, men jeg mener stadig, at fordømmelser og ‘je suis Paris’ bare er ord. Og er de så også delt på Facebook, har vi både pudset glorien og gjort vores for verdensfreden – og kan med god samvittighed læne os tilbage i sofaen igen med Netflix og popcorn.
Nej, vi har malet os op i et hjørne, har vi.
Hold mandtal?, kunne jeg fristes til at foreslå. Har man ikke et “skudsikkert” EU ID-kort, er det ud! Men så er det jo lige: Hvor er ‘ud’? Spanien fik for længst lavet en aftale om tilbagesendelse, hvilket resten af EU nu prøver at kopiere. For sent, ser det ud til.
Forunderlige liv – TAKE 104: Målet helliger midlet
Modsat Al Queda og talebanerne er IS helt klar i spyttet: Islamisk stat! Navn, mål og middel i ét! Modsat os har de en plan. Og det er den samme plan, de altid har haft: De vil dø for kalifatet og kæmpe mod de vantro. Løsning: Ingen, så længe vi ikke tør lægge en plan. Men som Quinn siger i Homeland 5: Sæt 200.000 amerikanske soldater ind til at beskytte lige så mange læger og skolelærere i Syrien – og klik så ellers RESET! Det er klar tale – og Hollywood, når det er aller bedst!
EU er hverken klar i mælet eller forenet om noget som helst. EU har ingen plan. Her vil jeg pege på mit eget lands fremsynethed. Okay, måske var det mere held end forstand… Anyway, i gamle dage erobrede spanierne fremmede lande, stjal og udnyttede befolkningerne, hvor de kom frem. Lige som englænderne og franskmændene. Men så var det, at spanierne var smartere: De fik nemlig presset katolicismen ned over ørerne på kolonibefolkningerne. Og i stedet for at invitere dem hjem i et gigantisk anfald af dårlig samvittighed, holdt spanierne dem tæt på og langt væk på én og samme tid. Det er altså ikke kun den smarte flygtningeaftale, som Spanien har nu, der er misundelsesværdig set fra andre ender af Europa. Det er historien også.
Tilbage til IS, som også er et resultat af historien. Den moderne historie, som i høj grad bygger på penge. Follow the money, og du kommer forbi Vestens umættelige behov for olie på din vej frem mod nogle vrede muslimer, der har fået nok. Det er efterhånden svært at finde ud af, om midlet kommer før målet – eller om det er omvendt…
Forunderlige liv – TAKE 105: Still not afraid
Uanset hvor pengestrømmen fører os hen, skal vi ikke finde os i at blive beskudt hjemme hos os selv.
Vi har et kæmpeproblem med utilpassede indvandrergrupper, som ‘de gode’ og de siddende regeringer har henholdsvis kurtiseret (når de skal have stemmer) og ignoreret (resten af tiden). Nu ligger vi, som vi har redt. I firserne tudede de snakkende klasser os ørerne fulde af, at indvandring ville berige Europa. Siden da har mange af Europas storbyer været kendetegnet af ‘hvid flugt’ til omegnskommunerne og stigende fattigdom i bymidten, hvor indvandrer-lumpenproletariatet nu dominerer.
Still not afraid stod der på skiltene, da jeg besøgte London kort efter bomberne i 2005. Jeg er heller ikke bange denne gang: Statistisk er der jo ikke stor risiko for, at man bliver pløkket ned af de sølle skod og hashvrag, der gør det ud for hellige krigere… Forhåbentligt kommer der snart en reaktion på ‘de godes’ galskab, vores pivåbne ydre grænser og endeløse accept af islamofascisme. Sidstnævnte som direkte resultat af risikoen for at genere venligtsindede muslimer. Nu forstår jeg så bare ikke, at de millioner af angiveligt glade muslimer her i Vesten, der respekterer deres medborgeres ret til at danse om juletræ og spise flæskesteg, som hylder mangfoldighed og multikultur og som mener, at de er velfungerende muslimske vesterlændinge, ikke tager fat i deres utilpassede brødre, og beder dem om at opføre sig ordentligt og lade være med at vanære deres gud ved at råbe: Allahu Akbar, mens de sprænger sig selv i luften. Alternativt blive hjemme, hvor de oprindeligt stammer fra. Men nej, i stedet sidder de tøsefornærmede og drikker latte sammen med Det Radikale Venstre.
Forunderlige liv – TAKE 106: Juleønsket
Jeg ønsker, at vi alle går i seng julenat med en drøm, og vågner op med et formål. Og så ønsker jeg mig en hvid jul, hvor politisk ukorrekt det så end måtte være. Okay, det var to ønsker, men til gengæld ønsker jeg dem så for alle.
God jul!
he
