Det danske magasin i Spanien
Vilde og herreløse katte og hunde i Spanien

Vilde og herreløse katte og hunde i Spanien

hund
Mange ting er komplicerede i Spanien på grund af det tunge bureaukratiske maskineri. Der er dog en ting, som er nemmere her end i Skandinavien – nemlig at få hund.
Hvis du er på jagt efter et nyt kæledyr, kan du knap nok undgå at få et nyt lille firbenet familiemedlem. Udbuddet af kæledyr er enormt. Små hundehvalpe, som kun er et par uger gamle, sælges for en slik på markederne. Kattekillinger og hundehvalpe efterlades i papkasser, hvorefter nogle ofte forbarmer sig over dem og tager sig af dem. “Rare” mennesker forærer ofte små hvalpe og kattekillinger til børn – mange gange uden at forældrene er blevet spurgt. Eller også ser du en lille fortabt hund vandre langs landevejen og kan ikke modstå fristelsen at stoppe op og tage den med hjem.
 
Herreløse hunde
En sikker måde at få hund eller kat på, er at besøge et af herbergerne for herreløse hunde. Der findes hunde i alle størrelser og racer; hvalpe, fuldvoksne, racerene og blandinger.
For godt 100 euro kan du få en fuldt vaccineret, steriliseret, identitetsmærket og dyrlægeundersøgt hund eller kat. Ulempen er, at det virker til at være lige så let for folk at skille sig af med hunde, som det er at anskaffe dem. Resultatet af denne håndtering er, at der i Spanien findes hundredetusinder af vilde, herreløse hunde, som går en ukendt skæbne i møde. Disse hunde laver årligt en million hvalpe, hvoraf det kun lykkes få af dem at finde et godt hjem.
 
Hvem har skylden?
Hvem har skylden for, at der findes så uhørt mange herreløse dyr i Spanien? I første omgang er det dem, som anskaffer sig et kæledyr uden at tænke på ansvaret, men også myndighederne, der ikke er i stand til at tage sig ordentligt af problemet.
Men man kan ikke skyde hele skylden på den spanske befolkning, eftersom problemet synes at være større ved turistområderne. En årsag kan være, at visse lande har meget strikse regler for indførsel af dyr, og når fastboende udlændinge eller turister forlader Spanien, er de derfor nødt til at efterlade deres kæledyr her i Spanien. For nogle år siden var det umuligt at medbringe en hund til Storbritannien fra det europæiske kontinent. Det er derfor svært at sige, hvor mange dyr, der blev forladt af netop denne årsag.
 
En inhuman løsning
Problemet med herreløse og vilde hunde er kompleks og uden noget endegyldigt svar. En løsning kunne være at gøre, som man gjorde i England, hvor man konsekvent udryddede alle vilde hunde og katte. Men denne drastiske beslutning blev ikke godt modtaget hos befolkningen. Dog førte handlingen til, at efterspørgslen på dyrene blev større end udbuddet, og det medførte, at dyrenes status blev højere. I dag kan man i England være tvunget til at stå i kø og betale op til 150 pund for at blive ejer af en almindelig huskat. Disse kæledyrsejere er oftest velmotiverede og har nøje overvejet deres beslutning om at anskaffe sig et husdyr.
 
Private organisationer
I Spanien er der gode eksempler på, at private organisationer har mindsket flokken af herreløse katte. Eftersom katten er et nyttedyr, som holder rottebestanden nede, har flere villa- og lejlighedskvarterer forsøgt at løse problemet med at holde kattebestanden på et passende niveau ved først at vurdere, hvor mange katte man har brug for.
Efter at disse er blevet undersøgt af en dyrlæge, bliver de vaccineret, steriliseret og får ormekur, og for at kunne blive genkendt skæres en lille bid af deres ene øre væk. Øvrige katte aflives. Hvert år tælles og inspiceres kattene. Syge og forsvundne erstattes af nye.
 
Kulturel indstilling
Selv inden for Europa er der stor forskel på, hvordan man betragter hunde og katte. I det multikulturelle Andalusien reflekteres de forskellige nationers måde at tænke på i holdningen til dyr. Børn i fx. Danmark lærer tidligt, at dyr er levende væsner med følelser, som man skal vise respekt for, hvor man i andre lande lærer andre ting. Indira Ghandi har engang sagt at et lands udviklingsniveau kan måles på, hvordan man behandler sine dyr, og mon ikke der ligger meget sandhed i den påstand.
Hvis du har spørgsmål bør du altid kontakte din dyrlæge.
 
Susanne Kamu, autoriseret dansk dyrlæge
Clinica Veterinaria Pet Vet Kamu
C/. Maestra Aspiazu, Puebla Lucia
29640 Fuengirola (Málaga)
Spanien.
Tlf.: (+34) 952 667 333
contact@petvetkamu.com
www.petvetkamu.com
Af Susanne Kamu, autoriseret dansk dyrlæge

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.