Det danske magasin i Spanien
Konsulskifte og kendte ansigter i Málaga

Konsulskifte og kendte ansigter i Málaga

Ambassadr
 
Den 15. maj fik det danske samfund i Sydspanien en ny konsul, da Mona Elisabeth Davidsen takkede af efter 10 år på posten. Hun efterfølges af spanske Marisa Moreno Castillo, der lagde ud med et lidt gebrokkent, men imponerende dansk: “Mine damer og herrer, jeg vil gerne sige tak til jer. Jeg er meget stolt, Danmark er et land, jeg respekterer dybt,” lød ordene, sammen med en lovning på, at hun vil forsøge at lære endnu mere dansk. På trods af, at hun følger i fodsporene på en række konsuler af dansk nationalitet, er hun dog ikke i tvivl om, at hun er rustet til opgaven som dansk konsul.
“Det er meget vigtigt for mig at kende Danmark og danskerne, og så mener jeg, det er nødvendigt at have international forståelse og kendskab i sådan et job, hvilket jeg har fået gennem mine mange rejser og job,” siger hun til La Danesa.

 
Marisa Moreno Castillo er advokat og har i flere omgange besøgt Danmark både privat og i arbejdsrelaterede sammenhænge. Første gang hun gæstede landet, var sammen med sin søster, og hun husker, hvor imponeret hun var af samfundet.
“Danmark er en strålende himmel. Landet har alt, og er unikt. Jeg kan huske, hvor imponerende det var at opleve, hvordan togene let kørte over de mange øer, og hvordan bilerne dukkede op fra havets overflade fra tunneler bygget under vandet”.
Hun er berejst, er en ung power-kvinde og ikke mindst ambitiøs. Og netop sit lokale tilhørsforhold og internationale profil gjorde hende til den perfekte person til jobbet, lød det fra Danmarks ambassadør i Spanien, Lone Dencker Wisborg.
“Danmark vil være rigtig godt repræsenteret af Marisa. Vi har været meget heldige at finde en så kompetent kandidat til jobbet. Hun har alle kvalifikationerne, og så har hun et rigtig godt forhold til myndighederne i Málaga,” sagde Wisborg, som selv er ved at pakke kufferterne for at vende tilbage til det danske udenrigsministerium, hvor hun skal være rådgiver for ministeren i udenrigspolitiske spørgsmål.
“Det har været nogle fantastiske år her i Spanien, men det bliver nu også godt at komme hjem, hvor man har familie og venner tæt på igen. Og noget af det, som jeg tager med mig fra Spanien er, hvor vigtigt det er at “netværke” i arbejdssammenhæng. Det gør man ikke så meget i Danmark.”
Mona Davidsen var desværre forhindret i at deltage på grund af sygdom, men sendte en hilsen til den nye konsul, og ikke mindst en tak for tilliden til de mange danskere, som bor på kysten.
 
Marisa Moreno Castillo, sender en stor hilsen til alle La Danesa’s læsere, og hun lover at gå til jobbet med stor ydmyghed og taknemlighed.
Til receptionen var også inviteret danske repræsentanter fra Helle Hollis, Danes Worldwide, Kaas og Kirkemann, Udlændingeafdelingen i Mijas, den danske Margrethekirke, Nykredit og selvfølgelig personer fra konsulatet i Málaga.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.