|
||||
| Konjunkturcyklus, dobbeltbeskatning og jægersoldater - en spændende kombination |
|
Da jeg sidste år kørte hjem fra Danske Banks seminar på Hotel Meliá Don Pepe, spurgte jeg mig selv, om Chief Analyst i Danske Capital, makroøkonomen Bo Bejstrup Christensen mon var et klædeskabsteknisk aktiv for banken. Modsat sine kolleger mødte han nemlig op i lyst jakkesæt for at illustrere optimisme, mens hans sorte slips var et symbol på en grad af usikkerhed. Efter at have oplevet ham igen på Danske Bank-seminaret i sidste måned ved jeg nu, at det er han. Trods optimisme og en ukuelig tro på, at recessionen nu er ovre, var han denne gang klædt i sort med et asiatisk snit. Med kina-flip, og klar i mælet, bragte han de knapt 200 gæster igennem de seneste års finanspolitiske udfordringer. ”Først skulle jeg argumentere for, at Kina ikke var et hul i jorden, og snart efter skulle jeg forsøge at overbevise folk om, at Kina ikke var en boble – og nu kan vi se, at Kina er kommet ud af Vestens rod meget hurtigere, end nogen havde fantasi til at forestille sig”, sagde Bo Bejstrup Christensen og understregede, at Kina betyder rigtig meget for dynamikken i verdensøkonomien. ”Vi må ikke glemme, at Kina er et uland, men giver man selv en lille kage en stor mængde gær, vokser den hurtigt. Nu skal Kina stamme op og væksten i kreditgivningen skal ned på et mere holdbart niveau, og det tror jeg på, at de kan klare”. Bo Bejstrup Christensen afsluttede sit indlæg med præsentationen af det, han kaldte en mere realistisk konjunkturcyklus, hvor fladere udsving var lagt ind mellem de mere voldsomme op- og nedture, som vi kender fra Sinuskirven. ”Vi mener, at vi befinder os i det gule felt, hvor vi har haft en optur, og hvor der skal politiske stramninger og lagerkorrektion til. Der er ingen grund til at løbe fra risikable aktiver, men heller ingen grund til at være for markant eksponeret. Den vestlige verden står overfor finanspolitiske udfordringer af historisk karakter – og disse skal adresseres. Det er nu op til politikerne”. Henriette Kühl Olufsen, der er statsaut. revisor med speciale i skat på tværs af landegrænser, har siden 2005 været ansat i Danske Bank International som Executive Wealth Manager. Især de seneste år har hun stiftet bekendtskab med flere af bankens kunder her i Spanien, idet opsigelsen af dobbeltbeskatningsaftalen har spredt frustration og usikkerhed. Desværre kunne Henriette ikke glæde tilhørerne med, at der er formelle forhandlinger i gang - eller så meget som skyggen af en plan om sådanne de to skatteministerier imellem. Derimod opfordrede hun spaniensdanskerne til at fortsætte lobbyarbejdet for på den måde at øge presset på politikerne. Efter kaffepausen var det TV2-journalisten Niels Brinks tur. Fire år efter den første mailkontakt til det danske jægerkorps var etableret, gik hans tv-udsendelse ”Jægerne – Danmarks eliteenhed” endelig i luften. Niels Brink, der har dækket store begivenheder, krig og terror overalt i verden for TV2 siden 1988, bragte gæsterne igennem den lange rejse fra en idé om at lave et TV-program om en hemmelig eliteenhed til at 3 TB råmateriale kunne redigeres ned til 55 minutter på landsdækkende fjernsyn. Danske Banks seminar afsluttedes med en frokostbuffet, hvor gæsterne fik lejlighed til at få sig en snak med bankens medarbejdere, der havde trodset vulkanasken og var kommet frem fra Luxembourg via flere forskellige destinationer. |
| Senest opdateret ( Fredag, 30. april 2010 09:47 ) |










