Det danske magasin i Spanien

Del

VG 1
 
To danske kapaciteter på Costa del Sol mødes her for at dele ud af kulinarisk og ønologisk erfaring.

Jeanett Lorentzen fra Birdie Vinos er La Danesa’s faste vinekspert. I serien Vinos & Gourmet giver hun dig svar på, hvilken vin, der går bedst til den menu, som Helle Barlebo fra Chili Gourmet fremtryller i køkkenet, og her giver sine opskrifter på.
 
Rioja Vega – en moderne klassiker
Vi kender alle den klassiske Rioja, som i sin tid faldt i danskernes smag, og fik alle til at drikke spanske vine. Langtidslagrede vine med markant fadsmag. Men tiderne har forandret sig, og den overdrevne træsmag er efterhånden ved forsvinde fra mange af Riojas vine. Tendensen går mod mere frugtige vine, med mere fokus på druen og dens kvalitet, og at bruge træfadet som et supplement til vinen i stedet for at overdøve den. Nogle holder sig stadig til den gamle stil, så hvis det er den, man kan lide, findes den stadig. Men det vigtige er, at Riojadistriktet er i stadig udvikling.
I sidste uge var vi på besøg på vinhuset Rioja Vega, hvor vi så de sidste druer fra høsten 2015 komme i hus.
Her ses en del af de hektarer, som Rioja Vega i dag er ejere af, og som ligger lige ved siden af vinhuset. (indsæt billed af vinmarker)
 
VG 2
 
Rioja Vega
Vinhusets historie går helt tilbage til 1882, altså før Rioja fik Denominación de Origen (DO), hvilket er årsagen til, at de har kunnet bibeholde navnet Rioja Vega på etiketterne. Ifølge reglerne er det nemlig ikke lovligt at benytte navnet på DO Rioja som en del af vinens navn, og kun tre vinhuse har Rioja i navnet, fordi de er ‘gamle nok’, og hed det i forvejen.
Don Felipe etablerede dengang sin egen Bodega, under eget navn. I 1948 forenede de to familier Ugalde og Muerza sig pga. af giftemål. De besad begge vinhuse (Bodegas) og slog sig sammen under navnet Bodegas Muerza i San Adrián. De fornyede og forbedrede sig, og solgte vine i Spanien, Tyskland, England, Danmark, USA Venezuela og Schweiz.
Mere end 125 år er gået og vinhuset står i dag stærkt, når det gælder kundskab og viden. I 1983 blev det overtaget af gruppen Prinicipe de Viana, som har lavet store investeringer i moderne teknologi. Her kommer fusionen mellem klassikeren og den moderne vin. (sæt billed ind af høstemaskinen som er en af de sidste nye modeller)
Rioja Vega har filosofien om kun at benytte de lokale druer til produktion af deres vine, men de står ikke tilbage for at bruge det moderne udstyr og nye træfade.
“Vi benytter de fremragende druer, som vores særlige klima og jord giver os, og overfører dem til et glas vin”, siger vinhusets vinmager.
Her viser mosten fra 2015-høsten, som endnu er i gang med gæringsprocessen. Vi bliver fortalt, at kvaliteten i år er helt i top, samt at vi vil kunne forvente en god klassifisering. (sæt billeder ind af hende med glasset, og hvor hun fylder glasset direkte fra tanken)
Og derefter går turen op til den store sal, hvor vi får lov til at smage alle Rioja Vegas vine, også dem som endnu ikke er kommet på markedet. Nogle kunne vi bedre lide end andre, sådan er det vel altid, men én ting er sikker; vinene bliver bedre år for år. Vi kunne godt lide den linje, vinen har taget fra den mere klassiske til den mere moderne. Vinmageren fortæller, at hun har haft frie hænder de sidste syv år til at skabe den nye stil i vinen, som hun fandt var den rigtige.
Af de vine, vi smagte, vil disse passe til Helles lækre koteletter:
 
Rioja Vega Crianza er den klassiske blanding af hovedsaglig Temprenillo druer med en smule Garnacha og Mazuelo. Lagret 12 måneder på amerikanske fade. Duften er åben med indsmigrende nuancer af bl.a. røde skovbær og egetræ. Smagen er fyldig med god umiddelbar frugt, som afbalanceres af de fine, lette tanniner. Selv om den har lagret på fade i 12 måneder er smagen af vanilje ikke overdøvende, men meget fint “blandet” med vinen. En flot vin hvor pris og kvalitet er i top: 6,75 €
 
Rioja Vega Reserva er ligeledes lavet hovedsaglig med Tempranillo druen, men her er Garnacha erstattet af Graciano druen, og derefter lagret 24 måneder på både franske og amerikanske fade. Denne vin har mere kraft, saft og fylde, og Robert Parker har da også givet den 90 points, og guldmedalje ved den internationale konkurrence “Selections Modiales des Vins” fik den også. Masser af eksplosiv frugt, så selvom om vinen har en vis tyngde og kompleksitet, virker den frugtrig og særdeles imødekommende. Duften har en let sødme med mørke kirsebær og krydderurter. Smagen er behagelig frisk og imødekommende med en silkeblød eftersmag. Prisen er 11 €
 
Rioja Vega Edicion Limitada (limited edition) er nok den mest moderne af de tre vine. Produktionen er på lidt over 12.000 flasker. Lavet af 90% Tempranillo og 10% Graciano, og lagret 14 måneder på fade. Det er en af de vine, som løber af med en masse guldmedaljer i diverse konkurrencer rundt om i verden. Masser af eksplosiv frugt. Duften har toner af cedertræ, lakrids og kirsebær. Smagen er intens, rund og mineralsk med perfekt integreret egetræ, masser af fylde og en rigtig god længde. Kan købes for 8,75 €
 
VG 3
 
Helle Barlebos opskrift: Pork Chops a la Chili Gourmet – 4 pers.
4 store svinekoteletter med knogle fra Slagteren
2 fed hvidløg
En håndfuld friske chilier
Saften fra ½ appelsin
Frisk timian
En god sjat olivenolie
Flagesalt og 5 slags peber
1 mango
2½ store appelsiner
4 skefulde flydende honning
Balsamico Glace
 
Kom én chili, hvidløg, timian og krydderierne op i en morter og giv dem en ordentlig omgang. Tilsæt herefter appelsinsaften og olivenolien. Vend koteletterne i lagen og lad dem trække i køleskabet i et par timer.
Skær appelsinerne i ensartede firkanter, hæld honningen over og lad dem trække ½ time. Steges på en pande et par minutter til de får en lettere gylden farve. Hak mangoen i mindre stykker og blend dem med det overskydne væde fra honning og appelsiner. Sættes herefter på køl indtil brug.
Steg koteletterne på en pande eller på grillen alt efter temperament. Portionsanrettes med appelsinterningerne, en kvist timian, et par friske chilier, og omringes af Balsamico Glace og mango/appelsincremen. Server et par sprøde røsti-kartofler som tilbehør til hver anretning.
 
Lækre røsti-kartofler – 4 pers.
250 gr. kartofler
50 gr. bacon i skiver
2 landæg
1/2 dl. fløde
Lidt friskhakket persille
Salt & friskkværnet peber
Smør til stegningen
 
Skræl kartoflerne og kom dem i iskoldt vand i et par minutter. Riv dem herefter i grove strimler på et råkostjern eller snup den hurtige løsning med køkkenmaskinen.
Æg, fløde, persille og krydderier piskes sammen i en skål. Baconen skæres i tynde strimler og blandes i massen sammen med de strimlede kartofler.
Steges på begge sider på en Blinispande i lidt smør på medium varme, indtil de er gyldne og har fået en god crunch. Kan med fordel laves i forvejen og varmes i ovnen inden servering.
 
God fornøjelse!
Helle
Af Jeanett Lorentzen fra Birdie Vinos & Helle Barlebo fra Chili Gourmet

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.