Hellig Tre Konger anno 2017

Den 5. januar kører Hellig Tre Konger karavanerne traditionen tro igennem gaderne i de spanske byer. På ladvognene står kongerne Caspar, Melchior og Balthazar side om side med Mickey Mouse og Svampebob Firkant. Og midt i optoget, hvor konger og karakterer kaster slik ud af tvivlsom kvalitet men i rigelige mængder, kan det være svært at danne sig et overblik over, hvad det egentlig vil sige, at fejre Hellig Tre Konger i dagens Spanien.
For de fleste skandinaver er juleræset overstået på nuværende tidspunkt. Gaverne blev givet d. 24. december og børnene har haft helligdagene til at lege med disse børneværelsets nyeste indflyttere. For spanierne er julen dog langt fra overstået. Selvom julen og julemanden vinder indpas i Spanien, foretrækker størstedelen af spaniere dog at holde fast i traditionen og således varer den spanske jul helt til Hellig Tre Kongers dag d. 6. januar, der for dem markerer julens egentlige afslutning, og det er her, at gaverne bliver givet – fra kongerne forstås.
På denne dag fik Jesusbarnet besøg af tre vise mænd guidet af Betlehemsstjernen til den krybbe, hvor den nyfødte dreng lå i en bondes ydmyge stald. De tre mænd, som i senere fortællinger er blevet til konger, Melchior, Caspar og Balthazar, medbragte gaver til den lille dreng, der, ifølge Det Nye Testamente, skulle være Guds søn – og det er den tradition, som fortsat holdes i hævd.

Hellig Tre Konger-optogenes oprindelse

Den spanske regering fejrede i 1885 for første gang den specielle højtid med at afholde en parade for de tre konger. Paraden ser i dag nok væsentligt anderledes ud, end den gjorde i 1885. Kongerne har fået selskab af en lang række andre karakterer, og i nogle optog ser det ud til, at alle, der ejer et kostume, får en invitation til flåden. Traditionen fra 1885 er dog det ældste optog i Spanien, og nogen mener endog, at det er det ældste i verden. Caspar, Melchior og Balthazar går altså igennem gaderne, inden de om natten skal ud og lægge gaver i hjemmene hos de spanske børn. Hvor kongerne i den oprindelige fortælling havde myrra, guld og røgelse med, medbringer de i dag gaver i form af tøj, legetøj eller elektronik.

Ingen højtid uden kage

En vigtig del af den spanske Hellig Tre Kongers dag er el Roscón de Reyes – en kage som spises om dagen d. 6. januar og som er ringformet for at symbolisere en kongekrone. Der er nogle helt særlige traditioner forbundet med denne kage, der er pyntet med farvestrålende slik, som skal forestille ædelsten. Kagen købes hos bageren og kommer med en indbagt figur, hvis funktion svarer til mandelen i risalamanden. Den heldige, der finder figuren, skal være konge for resten af dagen, hvorfor el Roscón de Reyes sommetider sælges sammen med en kongekrone af papir. Til den mindre heldige er der indbagt en bønne – den som får bønnen, skal ifølge traditionen betale for næste års Roscón, hvilket godt kan være en dyr fornøjelse, idet disse kager koster hen ved 20 gange så meget som almindelige kager. Traditionerne varierer dog fra region til region og i nogle familier er man blot ’sorteper’ for resten af dagen, hvis man uheldigvis får bønnen.

Traditionerne for d. 5. januar

For at kongerne ved, hvor de skal lægge gaverne, skal børnene traditionen tro stille deres sko frem om aftenen d. 5. januar, inden de går i seng, så kongerne ikke kan undgå at se dem, når de besøger hjemmet om natten, og så kan de lægge gaverne her – i skoene. Mange forældre henviser dog i dag til juletræet som gavernes holdeplads, da kongernes købekraft efterhånden rækker til gaver i en størrelse og mængde, så børneskoene ikke længere er tilstrækkelige.
I stil med traditionen omkring julemanden stilles også mad frem til kongerne, og vand og hø til deres transportmidler – kamelerne. Gaverne er en erkendtlighed for ulejligheden for den lange rejse fra Østen. Kamelerne kan godt være lidt sjuskede, hvorfor der ofte ses et spor fra høet til gaverne, som børnene forventningsfuldt kan følge, når de står op om morgenen.

Kære Gaspar...

Når kongerne og deres følge bevæger sig igennem gaderne i optogene, der begynder om eftermiddagen, har børnene forinden skrevet et brev til en af majestæterne for at fortælle dem deres ønsker. Har man været et flinkt barn, får man sine ønsker opfyldt, og har man være uartig, får man i stedet kul, som vi kender det fra fortællingen om julemanden. Dog er ’kullet’ i dag lavet af sort marengs, der til forveksling ligner kulstykker, men som ikke er helt uden belønning, når man sætter tænderne i dem. Dog tjener kullet som en påmindelse til børnene om, at de i det nye år bør opføre sig bedre, selvom det er svært at finde forældre, der vitterligt kun giver deres børn kul i gave – selvom det er af marengs.
Vil man ud at se optogene, er det blot at orientere sig i sin by. Langt de fleste byer har optog af varierende størrelse, dog er dét i Málaga særligt overdådigt. Her kan det, ligesom til juletid, være en øvelse i selvbeherskelse, da gaderne d. 6. januar er fyldt op med mennesker. Har du børn med, så husk en pose til slik. Sidste år blev der smidt 12.000 kg. mundgodt for fødderne af forventningsfulde børn i Málagas gader.

Rigtig glædelig Hellig Tre Kongers dag!

Kristian Lilholt og band optræder på Costa del Sol

Kristian Lilholt og band optræder pa Costa del Sol
’Varm og vedkommende menneskemusik’. Sådan betegner Kristian Lilholt den musik, han sammen med sit band har tænkt sig at spille, når de giver koncert i Margrethekirken på Costa del Sol d. 20. januar.
 
”Hvordan er vejret nede hos jer,” spørger Kristian forventningsfuldt som noget af det første, da jeg taler med ham i telefonen forud for hans koncert i Margrethekirken. Det er ingen hemmelighed, at både Kristian og band glæder sig til at give koncert under varmere himmelstrøg for det, der de sidste tre gange i hvert fald har vist sig at være et fantastisk publikum.
”Vi danskere nyder at starte sæsonen nede hos jer. Vi får øvet nogle nye ting ind, endda ofte ude på terrassen i lys og forholdsvis fin varme. Til januar er det 4. gang, og det virker til at være et godt match,” siger Kristian, der håber, at traditionen vil fortsætte.
Og denne gang er de fem musikere af sted.
”Jeg begyndte med at have to musikere med, næste år én mere og sidste år var vi fem. Derfor har vi hver gang leveret ’lidt mere’ end sidst, og næste gang bliver ingen undtagelse,” siger Kristian, hvis ensemble af medspillere spænder vidt i alderen. De er 26, 30, 51 og 58 år gamle. Det er Rikke Johnsen (vokal), Frede Panduro (guitar), Lasse Jørgensen (bas, slagtøj), og Kristians søster Tine Lilholt på fløjte, harpe mm. De glæder sig alle til at optræde i Margrethekirken og vil bl.a. synge og spille ny instrumentalmusik, samt nogle af Kristians gamle kendinge fra det righoldige bagkatalog, naturligvis.
Kristian har nemlig – siden sidst han gav koncert i Margrethekirken - rundet de 6 årtier. Det har han fejret med at udgive et dobbeltalbum nedfældet i en lækkert illustreret 40 siders bog, hvor al musikken er illustreret og kommenteret. Der er 10 nye sange og 11 instrumentale numre. Dobbeltudgivelsen med de tilhørende illustrationer er Kristians forsøg på at vække en gammel oplevelse til live hos lytteren:
”Jeg husker, jeg som ung sad og lyttede til vinylplader på drengeværelset sammen med mine venner. Alt – tekster, cover, billeder og øvrig information blev studeret indgående. Det er dét, jeg har forsøgt at genskabe med dobbeltalbummet,” fortæller han.

Et musikalsk talent ud over det sædvanlige

Foruden de 12 albums, Kristian har udgivet, har han også skabt en række tværkunstneriske projekter for ekstraordinære musikalske oplevelser med fokus på stemningsbilleder. Det er bl.a. blevet til ’LAND’ og ’Stille flyder livet’. ’LAND’ var både en fysisk udgivelse og en liveoplevelse, hvor Kristian, med udgangspunkt i malerier med motiver af det danske landskab af billedkunstner Carsten Frank, skabte nogle originale sange og musikalske forløb, der førte publikum gennem årstidernes danske landskaber. ’Stille flyder livet’ portrætterer en bys historie fra istid til nutid med musik, sange, dansere, animationsfilm og projektorkunst.
Kristian har også lanceret konceptet ’Kur uden ord – badet i lyd’, hvor han spiller sin kendte og elskede instrumentalmusik live for et publikum, der ligger i behagelige liggestole i det, der i dag hedder kunstcenter, men som i gamle dage var kurcenter i Silkeborg. Her har man tid og rum til at lade musikken føre tanker og følelser derhen, hvor de nu vil hen – dette gælder både for lytterne og for musikerne.
Kristian performer under mottoet: Kommunikation i øjenhøjde, musik med højt til loftet, hvorfor hans musik efter eget udsagn egner sig fænomenalt til koncerter i kirker.
”Der er altid en særlig stemning, en åndelig bonus om man vil, til kirkekoncerter, og det kan vi i bandet rigtig godt lide,” fortæller Kristian, som glæder sig enormt meget til at kunne udfolde sig for fjerde gang i Margrethekirken på Costa del Sol.

Koncerten finder sted d. 20. januar kl. 18 i Margrethekirken

Billetter kan købes i selve kirken, hos Vitamina i Centro Idea eller hos kasserer Jørgen Kobstrup via tlf.: 661 714 508 eller mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Spaniens sære side

At sparke i græsset til nationalhymnen
At sparke i græsset til nationalhymnen
 
Det kan undre, at når Spaniens nationalhymne afspilles i forbindelse med sportsbegivenheder, står de spanske sportsudøvere og sparker i græsset eller kigger sig bare forlegent omkring. Det er, som om de ville ønske, at de kunne fortælle omverdenen, at manglende pli ikke er årsagen til, at de ikke synger med.
For der er jo ikke nogen tekst at synge med på. Det skulle da lige være med ordene fra en version fra diktaturets tid, men det ville ikke være så politisk korrekt.

Melodiens oprindelse

Selve melodien, La Marcha Real som den hedder, er én af verdens ældste nationalhymner. Den skulle for første gang i 1761 være sat på notepapir, hvor den blev kaldet La Marcha Granadero. Ifølge notepapiret skulle komponisten være Manuel Espinosa de los Monteros.
I 1770 valgte Carlos III have den til landets officielle honnørmarch, som man kaldte det.
Senere var den almindelige overbevisning, at forfatteren var Friedrich II af Preussen, som var en stor musikynder, fordi man i både 1861 og 1864 omtalte det som et faktum i et par militære tidsskrifter. Her blev det beskrevet, at hymnen var en gave fra Friedrich II til en spansk soldat ved navn Juan Martín Álvarez de Sotomayor, som tjente i den preussiske hær. Denne overbevisning blev de kommende år forstærket via flere publikationer, selvom navnet på soldaten skiftede til Pedro Pablo Abarca de Bolea.

Fejlslagne forsøg og omskiftelige versioner

Efter revolutionen i 1868 udskrev general Prim en konkurrence for at finde en tekst. Man nåede ikke til et acceptabelt resultat, og fra 1908 og de følgende år med monarken Alfonso XIII anvendte man en anden version af samme hymne, mens man under den Anden Republik foretrak en helt anden melodi, nemlig El Himno de Riego.
Efter borgerkrigens afslutning i 1939 blev Marcha Real genindført, og i årene under Franco frem til 1975 afspilledes den ofte med en sang forfattet af poeten José María Permán.
Siden 1978 har man spillet den sangløse version, som i 1997 blev ophøjet til landets nationalhymne. Den afspilles i en længere version for kongen, mens den kortere spilles for dronningen, statsministeren og i forbindelse med sportsbegivenheder.
Den spanske olympiske komité besluttede så i 2008 at udskrive en konkurrence, hvortil poeter og andre med lyriske ambitioner kunne indsende forslag til en ny sang. Komiteen modtog omkring 7.000 forslag. Den vindende tekst, skrevet af Paulino Cubero, skulle tenoren Placido Domingo være den første til at synge. Men inden man nåede så langt, havde protesterne imod ordlyden nået en skinger tone og fem dage efter, at teksten var blevet offentliggjort, blev sangen og dermed hele sangprojektet skrinlagt.
Kritikernes problem var bl.a., at sangen begyndte med ’Viva España’, og at de ord mindede for meget om teksten fra Franco-tiden. Derudover er der mange spaniere, der føler, at nationalhymnen ikke er deres, mange af dem ønsker faktisk slet ikke at være spaniere, og både catalonierne og baskerne har længe haft deres egne nationalhymner. Med sang. Cataloniens er Els Segadors, mens baskernes hedder Guernikako Arbola.
Siden 2008 har ingen prøvet at sætte ord på landets hymne. Og derfor må sportsfolkene fortsat nøjes med højst at brumme med, mens de dog kan trøste sig med, at de ikke er alene i denne noget om ikke sære, så dog usædvanlige situation, da Spanien kun er et af fire lande i verden, som ikke har en nationalsang. De andre lande er Bosnien-Herzegovina, Kosovo og San Marino.

Vin med hjerte og sjæl

Vin med hjerte og sjæl
Han er advokatsekretær. Gift med bossen Ana og inkarneret vinnyder. Helst den han selv har lavet; den økologiske garagevin uden giftstoffer. En gammel skik er ved at vende tilbage.
 
Vin med hjerte og sjæl2Klokken er 5 om morgen. Lidt overskyet, men lunt.
Michel Pedersen og hans drenge, Alex og Daniel, er stået op. De er hurtigt klar og på vej i en varevognen.
Partneren Ceferino hentes og så går turen til Sierra de Baza på bagsiden af Granada- bjergene. Der fortælles historier og vittigheder. Humøret er højt.
Kl. 7.30 ankommer de til den lille landsby, hvor vinmarkerne ligger. En lokal tankstation med en bar besøges for at slubre en hurtig kop kaffe og varm kakao efter den lange køretur.
Antonio, som passer vinmarkerne, står klar med lågen åben.
Efter en kort hilsen og en bekræftelse fra Antonio på, at druerne har det korrekte sukkerindhold (ca. 13,5 grader), går Michel og Ceferino gennem rækkerne og tager nogle stikprøver, mens der diskuteres livligt om druernes kvalitet i år.
Samtidig har Alex og Daniel stillet kasser til druerne op i rækkerne klar til 'la vendimia'.
Plukningen af druerne begyndes og lidt efter lidt fyldes kasserne op. 20-25 kg druer i hver for at druerne ikke skal 'lide' under plukningen og transporten.
'La vendimia' begynder tidligt, for at druerne ikke når at blive varme i solen. Efter klokken 13 er det for varmt at plukke druer.
Mens plukningen foregår, bliver 'la bota' passeret rundt mellem de voksne. Der drikkes vin fra året før.
Druerne er klar til at blive lastet ind i varevognen. I alt 1.500 kg. - en blanding mellem Cabernet Sauvignon og Tempranillo druen - 70/30%.
Nu en kort pause i en lund med mandeltræer med chorizo, salchichón, ost og lidt brød i disse skønne omgivelser i La Sierra de Baza i 900 meters højde.
På hjemturen er alle trætte, og den føles meget lang. To timers køretur og endelig er de tilbage. En god frokost venter. De forsvundne kræfter genvindes.

I gang i bodegaen

Herefter begynder forberedelserne i bodegaen, og arbejdet går i gang. Venner og naboer kommer for at hjælpe med processen.
Druesaften begynder at løbe ud af pressen og traditionen tro drikkes og skåles der af denne dejlige søde saft. Alex og Daniel begyndte, da de var små, med at dyppe deres sutter i denne saft.
Vinpressen fyldes op, og kvinder og børn hopper op i den for at presse druerne længere ned, så der plads til flere. Der grines. Er dette sundt for huden? En gratis kosmetisk behandling?
Herefter deles saften op i tre forskellige ståltanke. I Clarete, Tinto og endnu en Tinto,
I Clarete kommer drueskallen ikke med i tanken. Det gør der i Tinto. Processen er sat i gang.

Sådan fremstilles vinen

En lang, spændende og interessant proces
Af Michel Pedersen
Det er ikke min hensigt, at lave en basisguide til ønologi, ej heller at anvende alt for tekniske, uforståelige termer, som vinelskere ikke kender. Dem kan man finde i et utal af bøger, der omhandler emnet. Jeg vil derimod gennemgå vinfremstillingsprocessen, så du får et forståeligt indblik i vinavling og dermed en nemmere tilgang til fremstilling af vin i hjemmet. Et klart og præcist overblik over selve processen.
Når vi taler om vinfremstilling i hjemmet, må vi kende til de ting, vi som minimum har brug for, så oplevelsen er det hele værd. Nedenfor kommer en kort gennemgang af de råvarer, vi har brug for til vinfremstillingen.
Det er vigtigt at sterilisere de instrumenter, der skal bruges. Normalt anvendes 28 gram kaliummetabisulfit (herefter sulfit - svovl, og det anvendes som en effektiv konservering af vinen, og sikrer holdbarhed. Udover at konservere vinen sikrer svovlen også, at der ikke opstår en eftergæring af vinen i flasken) til fire liter vand (ved stuetemperatur). Som en tommelfingerregel er målet en fjerdedel teskefuld sulfit til 20 liter vand.
Husk at røre godt rundt i vandet, før det anvendes. Ved vinfremstilling er det yderst vigtigt, at alt holdes rent, da bakterier vil kunne ødelægge hele processen. Anvend aldrig beholdere, der tidligere har været brugt til eller været i berøring med eddike.

Mosten – et nipsearbejde

Mosten (druens saft) er udgangspunktet for vinfremstillingen. Den hurtigste måde at lave den på er ved at 'træde druerne'. Desværre er det ikke alle, der har mulighed for at lave deres egen druemost på den måde. Før selve mostfremstilingen skal vi i gang med at pukle - vi skal nemlig have fjernet druernes stilke og ja, der er her tale om et rigtigt nipsearbejde, men oplevelsen, det sociale samvær og gejsten gør, at processen ikke er kedelig.
Samtidig skal man være opmærksom på vigtigheden af druevalget. Tempranillo, Cabernet, Merlot og Garnacha er de mest populære til fremstilling af rødvin.
Når man anvender friske druer til fremstillingen, er der visse sundhedsmæssige forholdsregler, der skal tages:
Sørg for at druerne er hele. Hvis der kommer saft fra druerne, kan der opstå bakterier eller en uønsket gæring
Sørg for at druerne er modne, i god behold og rene uden jordrester eller mudder, og at skindet ikke er rynket. Hvis druerne ikke er modne, eller hvis de er indtørrede, vil det give en vin, der er ubalanceret og skrøbelig.

Gæringen – en spontan proces

Gæringen består af mikroorganismer, hvis opgave principielt er at omdanne druens frugtsukker til ethylalkohol. Friske druer indeholder selv de elementer, som gæringen består af, og der er stor sandsynlighed for, at gæringsprocessen i den most, der laves direkte fra disse druer, sker spontant.
I den vin, jeg har fremstillet i mit hjem, har jeg aldrig tilsat noget for at igangsætte gæringsprocessen. Vinens gæringsproces er nemlig altid begyndt spontant.
Jeg plejer hver dag at bryde 'hatten' og dermed blande massen på overfladen med mosten.
Når mosten er blevet til vin, skal eventuelle rester i vinbeholderen, så som døde gæringsceller etc., fjernes. Hertil anvendes klaringsmidler.
Dette er processen, hvor mosten eller saften fra druerne - og kun fra druerne - omdannes til vin. Processen består i, at det sukker, som mosten indeholder, bliver omdannet til alkohol via fermentering.

Alkoholgæring - en omtumlet affære

Første trin i processen er alkoholgæringen. Det er en vedholdende og til tider omtumlet affære.
Som navnet antyder, er det alkoholgæringens opgave at omdanne sukkeret i mosten til ethylalkohol. Med alkoholgæringen følger store mængder kuldioxid, og når processen er færdig, er mosten nu omdannet til vin.
Under fermenteringen kan sukkeret blive omdannet til alkohol, hvilket giver en tør vin, men det kan også ske, at en del af sukkeret ikke bliver omdannet, hvilket giver en semitør, semisød eller sød vin alt efter, hvor stor en mængde sukker der er tilbage.
Den optimale temperatur for denne proces er mellem 18 – 20 ºC. Det kaldes også kontrolleret fermentering, hvormed man formår at beholde alle mostens aromaer og nuancer, der giver en frugtagtig og aromatisk vin. Højere temperaturer vil skade det endelige produkts smagskvalitet
Hvis der er anvendt friske druer til at lave mosten, skal man være opmærksom på, at vinens farve ikke kommer fra druens kød, men derimod fra dens skind. Derfor vil det være nødvendigt at holde mosten blandet med skindet i en periode, da det vil gøre det muligt for væsken lidt efter lidt at optage de tanniner, polyphenoler og farvestoffer (anthocyaniner), som giver vinen sin farve, smag og karakteristiske tekstur.
Ovenstående er også det, der kaldes udblødning (maceration) under gæringen. Jo flere dage mosten og frugtkødet er sammen, jo mere farve får mosten/vinen. En sådan maceration samtidig med gæringsprocessen vil i de fleste tilfælde være tilstrækkelig. En mere vidtstrakt udblødning giver en mere barsk og astringerende vin på grund af den store mængde tanniner fra druens skind.
Den efterfølgende overhældning af mosten fra én beholder til en anden, hvor frugtkødet sies fra, er sidste trin i processen.
Jeg tjekker også dagligt vinens densitet for at se, hvor langt i gæringsprocessen den er kommet.

Flydevægt - og alkoholprocent

Med en flydevægt kan man finde ud af, hvor stor mængde sukker der er i væsken (mosten). Samtidig giver det en indikation om vinens alkoholprocent, når gæringsprocessen er afsluttet.
Flydevægten kan være nyttig, hvis man vil vide, hvor modne druerne er, samt hvor langt mosten er i gæringsprocessens. Når alt sukkeret er blevet omdannet til alkohol (fermentering af mosten til vin) vil flydevægten vise nul, hvilket fortæller os, at der ikke er mere sukker i vinen, da det er blevet omdannet til alkohol.
På dette tidspunkt har vores vin den alkoholprocent, som flydevægten målte, inden gæringsprocessen begyndte.
Bemærk dog at flydevægten ikke angiver alkoholprocenten i vinen, men derimod den fremtidige alkoholprocent i en frisk most.

En behagelig og sund smag

Denne gæring skabes hovedsageligt af bakterien Lactobacillus. Specielt i rødvine, der indeholder sukkerrester, kan denne bakterie omdanne maleinsyre til mælkesyre. Af og til kan denne omdannelse være ønskeligt, andre gange ikke helt så meget.
Processen plejer at ske meget pludseligt. Dog vil det af og til være nødvendt at fremprovokere omdannelsen ved at tilføje ovennævnte bakterie. Fermenteringen øger vinens PH-værdi og producerer en smule glycerin, der nedsætter surhedsgraden og giver vinen en mere behagelig og rund smag

Klaring - og stabilisering

Jeg plejer at lave en naturlig klaring ved hjælp af æggehvider.
Det er under denne proces, at alle uopløselige substanser i vinen fjernes enten ved en fysisk proces, naturlig eller fremprovokeret dekantering. Hermed undgår man, at disse substanser falder til bunds, når vinen er fyldt på flaske, eller at de påvirker vinens holdbarhed.
Med tiden vil nævnte substanser lidt efter lidt falde til bunds i beholderen, hvor vinen hviler, men med gentagne dekanteringer vil det løbende være muligt at fjerne alt bundfaldet. Det anbefales at tilføje stabilisatorer, der giver vinen en længere holdbarhed. Hertil kan anvendes sulfit, der er det nemmeste at finde. Det skal tilføjes efter fermenteringen eller klaringen, men inden vinen lægges til opbevaring eller lagring enten i flaske eller i en større indpakning. Det garanterer en korrekt holdbarhed over en lang periode.
Når klaringen, stabiliseringen og filtreringen af vinen er færdiggjort, tappes vinen hurtigt, og der sættes prop på flasken under sterile forhold.
Voilà - god fornøjelse!

Hvorfor vi siger sherry og ikke vin fra Jerez

Vin jerez sherry
Beder man på en spansk bar om et glas sherry, er der en stor sandsynlighed for, at tjeneren bare vil kigge uforstående på én. Spanierne bruger sjældent dette udtryk, men kalder i stedet Jerez-vinene for fino, manzanilla, amontillado og hvad de nu alle sammen hedder.
Det er i stedet takket være briterne og i første omgang viceadmiralen Francis Drake, at vi fra de nordligere breddegrader i dag kalder vinene fra Jerez for sherry.

Overraskelsesangreb på Cádiz

Denne historie fører os tilbage til slutningen af 1500-tallet. På den tid sejlede spanierne tonsvis af guld, sølv og eksotiske planter hjem til Spanien fra dagens Syd- og Mellemamerika. Samtidig havde briterne koloniseret størstedelen af Nordamerika, hvor de modsat spanierne ikke fandt de store rigdomme.
Det syntes dem åbenbart uretfærdigt, og de angreb og plyndrede derfor de tungt lastede og langsomt sejlende spanske skibe på åbent hav. Den daværende britiske dronning, Mary I (kendt som Bloody Mary), skulle have set gennem fingre med dette sørøveri.
Spaniens monark, Felipe II, tog det ganske fortrydeligt, og da var det, at han beordrede opbygningen af den spanske armada, hvormed han skulle indtage Storbritannien og enten lade sig selv krone eller overgive magten til den katolske Mary Stuart. Mary I fik dog nys om spanierens plan, og hun beordrede derfor et forebyggende overraskelsesangreb på den spæde armada.

2.900 tønder vin

Det var Francis Drake, der fik ordren til at drage til Spanien. Han ankom den 29. april 1587 til Cádiz, hvor han tog spanierne på sengen. Han destruerede 37 skibe og satte den halve by i brand.
På kajen fandt han 2.900 tønder med vine, der skulle udskibes til kolonierne, og som var tilsat ekstra alkohol i form af druestrit for at vinen kunne klare turen i tønderne til den anden side af Atlanterhavet. Al denne vin, der kan omregnes til 145.000 liter, stjal Drake og leverede den til det britiske kongehus.
Briterne var naturligvis begejstrede. Heriblandt var den følgende dronning, Elizabeth 1, og William Shakespeare, der har omtalt vinene i flere af sine teaterstykker. Briterne havde allerede fra 1200-talle importeret vine fra området, men denne ladning så de som et symbol på det succesfulde angreb og på briternes overlegenhed. Eftersom vinen kom fra området omkring Jerez de la Frontera, navngav de vinen derefter. Nu havde de det lidt svært med den spanske j-lyd, som de udtalte med sj, og dermed var udtrykket sherry opstået.
På grund af den store popularitet, som sherryen fik i Storbritannien, valgte mange englændere i de kommende, mere fredsommelige tider at etablere sig i og omkring Jerez, og fra denne tid stammer flere af de nuværende sherry-huse såsom Williams & Humbert og Sandeman, og på grund af denne historie er Storbritannien stadig den dag i dag den største importør af vinene fra Jerez.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53
Fax. 95 258 03 29