Nyheder

Hvorfor dit og hvorfor dat?

Af Stine Mynster og Anne-Marie Andersen/Comunica.dk

Hvorfor er det svært at finde rapsolie i spanske supermarkeder?
Det er der en helt særlig forklaring på, som går mere end 20 år tilbage i tiden.
I et land, som traditionelt set dikterer brugen af olie frem for smør, kan det undre, at rapsolie praktisk talt ikke er til at opdrive. Sammenligner man med olivenolie, der altid fremhæves som en vigtig del af den ’mediterrane’ kost, kan rapsolie ifølge den danske Fødevarestyrelse, bruges til nøjagtig det samme. Det vil sige madlavning, bagning og salater. Den er altså lige så ’sund’ som olivenolie, om end smagen måske ikke er den samme - til gengæld er den ofte også billigere. På trods af dette, er rapsolie ikke længere til at finde på hylderne i de spanske supermarkeder. De fleste spaniere ville da også vægre sig ved at købe den.

Årsagen til dette er en affære, der er blevet kaldt Spaniens største ’fødevareskandale’. Mere end 20.000 spaniere blev alvorligt forgiftet, og flere end 700 døde af en mystisk sygdom, der senere blev kendt som SAT ’síndrome del Aceite Tóxico’ – ’giftig olie syndromet’. Tiden skal skrues tilbage til foråret 1981, hvor en lille dreng, Jaime Vaquero, der boede i Madrid, døde af en, på det tidspunkt, ukendt sygdom. Den mystiske sygdom spredte sig imidlertid hurtigt, og flere af tilfældene førte til dødsfald. Nervøsiteten forplantede sig i befolkningen, og det blev ikke bedre af, at myndighederne tydeligvis ikke vidste, hvad de skulle stille op med patienterne, der først fik en form for lungebetændelse, som blev efterfulgt af livstruende blodpropper i lungekredsløbet, kramper, muskelsmerter, og leverskader. Størstedelen af ofrene tilhørte arbejderklassen og var bosat i centrum af Spanien, men derudover var det svært at finde én ting, der kunne forbinde ofrene. Det var først det følgende år, at et parti rapsolie af en undersøgelseskommission blev udpeget som den primære kilde til sygdommen. Olien, der var blevet importeret fra Frankrig, var oprindelig beregnet til industrielt brug. Den var blevet denatureret ved hjælp af den kemiske forbindelse anilin, og det var den efterfølgende proces med at udvinde dette, der havde skabt de giftige kemiske forbindelser, der gjorde folk syge. Olien var efter behandlingen blevet fordelt på plastikflasker, og solgt som enhver anden olie. Dem, der stod bag import, behandling og distribution af olien, blev af Højesteret idømt et erstatningskrav på 2.374 millioner euro: 90.151 euro til efterkommerne af dem, der døde og 300.000 euros til dem, der havde fået alvorlige mén. Penge som den spanske stat var nødt til at betale. Sagen sluttede imidlertid ikke her. Det er Forskerne på Instituttet for Forskning i Mærkelige Sygdomme, Madrid, der har angivet, at der er nok videnskabelige beviser til at forbinde de tragiske dødsfald med rapsolien. Imidlertid har flere forskellige eksperter betvivlet sandheden af denne officielle udlægning af årsagen til sygdommen. En uafhængig gruppe af læger, journalister og advokater, har således dedikeret meget tid til at undersøge affæren, og ifølge dem, er der ikke et eneste bevis på, at det er rapsolien, der er skyld i sygdomstilfældene. I stedet har de fremført, at årsagen var en landmands skødesløse brug af pesticider i sin dyrkning af tomater i Almería. Men ikke nok med det. Nogle er gået endnu videre med sagen, som de mener, har tråde langt ind i magtens cirkler. De påstår, at man bevidst har benyttet stoffet for at afprøve dets effektivitet i tilfælde af en ’kemisk’ krig, og der tales om eksistensen af en ’tavshedspagt’ mellem de forskellige magtsektorer og efterforskningsbureauer for at sikre, at dette ikke kom frem i lyset. Sidstnævnte er måske en af de mere farverige teorier, men overordnet set er pointen, at efterforskningen såvel den nationale som den internationale, der har arbejdet med at finde grunden til forgiftningen, har haft meget travlt med at sørge for, at sandheden ikke kom frem. I anledning af 25 året, i 2006, blev sagen for eksempel taget op i aviserne, og uanset hvad der virkelig skete, så er det en sag, mange spaniere stadig kan huske, og som gør, at de simpelthen ikke køber rapsolie.

Hvorfor bruger spanierne ordet ’venga’ så meget?
Det gør de, fordi ordet har så mange dagligdags betydninger. ’Venga’ er et ord, man næsten ikke kan undgå at høre, hvis man er i Spanien. Selv hvis man bare skal være her på ferie i en uge. ’Venga’ er så brugt, at man skulle tro, der var en stærk kollektiv forkærlighed for ordet. Det er egentlig en konjunktivform, det vil sige ønskemåde af verbet ’venir’, der betyder at ’komme’ (hen til den talende). Ønskemåde bruges ikke længere på dansk, udover i faste udtryk som ’Længe leve’ og ’gid det må gå dig godt’. Meget kort fortalt bruges formen, når man udtrykker et ønske, en usikkerhed eller en antagelse. Imidlertid dukker ’venga’ op i diverse sammenhænge, hvor det ikke umiddelbart har noget at gøre. Ofte er det i situationer, hvor man ikke fører en egentlig samtale. Er man på vej ud af døren, kan utålmodigheden få luft via en serie ’venga, venga, venga’, for at skynde på vedkommende – altså en type teknisk afbrydelse. Dette utålmodige ’venga’ a la ’kom nu! nu gider jeg ikke vente længere’, kan på et andet tidspunkt have en noget mere opmuntrende karakter. Tøver man med at gå i gang med noget, kan det være et opmuntrende tilråb, eller det kan bruges, når man vil heppe på nogle. Mellem venner er ’venga’ også en måde at sige ’det var så lidt på’, og så er venga uomgængeligt, når man skal afslutte samtaler. Både i telefonen og ansigt til ansigt. Til tider er det ikke så få ’venga’er der skal til, før det afsluttende ord kan falde. Som altid, når der er tale om sprog, er tonefaldet meget afgørende elementer i fortolkningen af ordet, og det er ganske givet, at det kan tillægges et meget stort antal betydninger, alt efter tid, sted og omgivelser.

Hvorfor er fødselsraten i Spanien så lav?
Generelt er fødselstallene i Europa meget lave, men der er fire lande i verden, der skiller sig ud: Japan, Spanien, Rusland og Italien. I disse lande får en kvinde i gennemsnit knap nok et barn. Spanierne får så få børn, at de ikke kan reproducere sig selv. De lave fødselstal skyldes bl.a. store omkostninger til barnets opfostring og uddannelse, høje boligpriser og det, at begge forældre har fuldtidsjob. Kort sagt, forældrene foretrækker at give mere til det barn, de har, i stedet for at få flere. Som man også kan læse om i medierne i Danmark, vil en skæv aldersfordeling i befolkningen i sidste ende resultere i en såkaldt ’ældrebyrde’. Det vil kort fortalt sige, at der er for få i den arbejdsdygtige alder til at betale de ældres pension. Hvad skal der så til, for at spanierne får flere børn? Man kunne øge den økonomiske hjælp til familierne, indføre mere fleksible arbejdstider og give støtte til børnehaver og andre institutioner. Om dette virkelig ville hjælpe, er dog svært at svare på. En fransk undersøgelse viste, at de ved at forbedre forholdene for forældrene kun kunne hæve fødselsraten fra 1,7 til 1,8. Hvad angår barselsorloven i Spanien, så er den med sine seksten uger blandt de tre korteste i Europa sammen med Tyskland og England. Danmark, Norge og Sverige er landene med de længste. Her kan orloven henholdsvis være 50, 53 og 96 uger.
Adskillige spanske foreninger, der arbejder for bedre forhold for kvinder har kæmpet for, at de seksten uger bliver forlænget til et halvt år, og at hjælpen fra det offentlige øges, så den er på linje med resten af Europa, men indtil videre er der ingen løsning i sigte. Dét, regeringen for nyligt har gjort, er i stedet at give alle forældre et éngangsbeløb på ca. 2.500 euro pr. fødsel. Problemet med en befolkning, der har en skæv aldersfordeling kan ifølge professor i økonomi Guillermo de León, bedst løses ved at øge antallet af indvandrere. Han tilføjer dog, at immigration næsten altid medfører politiske såvel som økonomiske og sociale problemer, hvorfor man skal føre en realistisk og kontrolleret indvandringspolitik. 1857__MainPicture__XhEZXdHUfvXyXZRgwifb.jpg

 Udskriv  Email

Login Form

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53
Fax. 95 258 03 29