Nyheder

Kort Nyt

Færre arbejdsløse
Ifølge Instituto Nacional de Estadísticas faldt arbejdsløsheden til 10,54 procent i kvartalet juli-september, hvilket er det laveste siden 2000. Det svarer til 190.400 nye jobs. Men desværre var 90 procent af ansættelserne på midlertidige kontrakter og 31,2 procent af arbejdsstyrken har ikke fast arbejde som sådan.
I Aragon og Navarra i den nordlige del af landet er mindre end fem procent af styrken uden arbejde, mens Extremadura og Andalusien begge måtte melde om mere end 16 procent ubeskæftigede. Samtidig er arbejdsløsheden blandt kvinder på 16 procent; dobbelt så høj, som blandt mænd.
På landsplan er der oprettet 422.600 nye arbejdspladser gennem de sidste 12 måneder og af den aktive arbejdsstyrke på 19,27 millioner, er 2,03 millioner uden arbejde.

Andalusien forrest med ny forskning
Den 8. november åbnede de to første centre for stamcelleforskning i Spanien. Centrene ligger i Sevilla og Granada, hvilket betyder, at Andalusien er med i forreste række inden for den nyeste forskning. Dagen efter åbningen ankom de første nedfrosne, befrugtede æg til Granada fra Karolinska Instituttet i Sverige, og på det nye center regner man med, at de første resultater vil kunne offentliggøres inden for 5 år.
Stamceller fra få dage gamle fosteranlæg (embryoner) har potentialet til at udvikle sig til alle menneskets over 200 forskellige celletyper. Forskerne håber derfor, at stamceller kan bruges i behandlingen af alvorlige kroniske sygdomme, hvor celler nedbrydes. De kan med andre ord gøre sygt væv og syge organer raske og levende igen. Man bruger især stamceller inden for forskning i uhelbredelige sygdomme som Alzheimers, Parkinson og Diabetes. Den PSOE-ledede regering har for kort tid siden vedtaget en lov, som gør det op til de enkelte regioner at tillade stamcelleforskning. Det tidligere regeringsparti PP havde nedsat forbud mod en udlicitering af forskningen af frygt for, at den skulle komme ud af kontrol. Flere lande har forbehold overfor denne type forskning, da muligheden for at klone fostre ikke helt kan udelukkes, selvom det er ulovligt. I Danmark blev det for et års tid siden tilladt at anvende overskydende æg fra kunstig befrugtning til den omdiskuterede forskning.

Imam fra Fuengirola sendes i fængsel
Fuengirolas Imam, Mohamed Kamal Mustafa, blev i januar måned idømt en 15 måneders fængselsstraf for at have udgivet bogen ”La mujer en el Islam”, der opfordrer mænd til at slå kvinder på steder, hvor det ikke umiddelbart kan ses. Imamens forsvarer ankede dengang afgørelsen, idet domme på op til to år normalt ikke straffes med fængsel. Nu har retten i Barcelona imidlertid stadfæstet fængselsdommen med den begrundelse, at imamen udgør en ”social fare”, fordi han er et forbillede for mange hundrede muslimer i sin kreds.
 
Danmark eksponeres til otte millioner spanske husstande
Danmark Turistråd er i samarbejde med Maersk Air gået nye veje for at markedsføre Danmark på det spanske marked. København tilbyder billigere city breaks end bl.a. Paris, Rom, London og Prag. Det sker i supermarkedskæden Carrefour´s reklameavis, der omdeles til otte mio. spanske husstande.
Som et led i Maersk Air-projektet lanceres en kampagne, hvor læserne af den regionale spanske avis La Luna de Metrópoli får præsenteret et slagtilbud på en rejse til København med tre hotelovernatninger inkluderet. City break-produktet kan 8 mio. spaniere også finde i Carrefours reklameaviser. I foråret oprettede Danmarks Turistråd den spanske portal www.visitdenmark.com/es, hvor partnere og rejselystne kan læse mere om mulighederne i Danmark. Netop nu kulminerer det tværnationale samarbejde Projekt Maersk Air City Break 2004, der medvirker til at styrke Danmarks city break position på det spanske marked. Ud over kampagneaktiviteten med turoperatøren Viajes Carrefour tæller Maersk Air-projektet også workshops, presseudgivelser, web-annoncering og en stand på den store rejsemesse Fitur 2005 i Madrid. Endelig omfatter projektet såkaldte famtrips, hvor spanske rejsearrangører får muligheden for at komme på en form for besigtigelsestur til Danmark. Maersk Air tilbyder afgange til København fra syv lufthavne fordelt over hele Spanien, så selv om markedsføringen af budgetmæssige årsager fokuseres på Madrid og Barcelona har så godt som alle spaniere muligheden for at besøge København. Antagelig er oplevelserne og serviceniveauet i København helt i spaniernes gusto. Det vidner de første tilbagemeldinger fra de spanske besøgende om.

AVE-tog fra Córdoba til Málaga
Arbejdet med at forbinde Córdoba og Málaga via hurtigtoget ”el AVE” (Alta Velocidad España) er i fuld gang, og skrider langsomt fremad. Således har PSOE-regeringen netop godkendt to tiltag, som er blevet positivt modtaget af den andalusiske selvstyreregering. Det første tiltag vedrører elektriske forsyninger, der er blevet budgetteret til at koste mindst 10 millioner euro, og som skal deles op i tre etaper. Derudover er der blevet udarbejdet en kontrakt, der skal sikre en vis kontrol med sikkerheden, både i toget og under konstruktionen af jernbanenettet.

Bagmanden til mordet på Theo Van Gogh i Spanien
Statens undersøgelsesdommer, Baltasar Garzón, oplyser, at den formodede bagmand til mordet på den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh, 47, sidder i spansk fængsel. Det drejer sig om marokkaneren Abdeladim Akoudad, som for godt et år siden blev anholdt i Barcelona. Abdeladim menes desuden at have forbindelse til attentaterne i Casablanca i 2003, og har formentlig været med til at opbygge islamiske terrorceller i Belgien og Holland. Den hollandske filmmand blev myrdet den 2. november, efter at have lavet en kritisk film om islam. Mordet har givet anledning til en stadig voksende antipati mod udlændinge blandt hollænderne, hvilket valget af den højreekstremistiske politiker Pim Fortuyn, der blev skudt op til valget for to år siden, som den største hollænder gennem tiden er et tegn på. Abdeladim skulle have været udleveret til retsforfølgelse i Marokko, men Garzón venter på et udspil fra det hollandske politi.

Politiet kigger under dynerne
Málagas er begyndt at undersøge ægteskabsforhold mellem spaniere og udlændinge. Det sker efter mistanke om proforma ægteskaber, som er indgået med det formål at legalisere udlændinges ophold i Spanien. Der er i de senere år sket en markant stigning i antallet af civile ægteskaber. I år er der registreret omkring 1.500 civile ægteskaber i provinsen, hvoraf omkring halvdelen er indgået mellem spaniere og en udlændinge. En spanier kan efter sigende tjene mellem 5.000 og 6.000 euro ved at indgå et proforma ægteskab med en udlænding fra lande uden for EU. De er derfor begyndt at ringe på dørene, for at kontrollere, om nye par virkelig deler seng.

Julen er en dyr fornøjelse
Kombinationen af gavmilde forbrugere, skattelettelser og en stærk dansk økonomi ser ud til at være opskriften på en julehandel, der slår alle rekorder. Og det gør den i år, mener Dansk Detail og Service, som forudser, at ekstraomsætningen op til jul  vil stige 7.8 milliarder kroner. Det er 400 millioner kroner mere end sidste år. Gallup har lavet en undersøgelse for Berlingske Tidenende, som viser at danskeren i gennemsnit vil købe for 2550 kroner julegaver i år, hvilket giver en samlet udgift på 11 millliarder kroner – svarende til halv Storebæltsbro! Samtidig regner dobbelt så mange mennesker som i 1997, hvor man gennemførte en tilsvarende undersøgelse, med at købe gaver til en værdi af 5000 kroner. Det svarer til hver 10. dansker. Ud over det stigende forbrug viser undersøgelsen, at også julehumøret er på vej op. Hele 82 procent af de adspurgte fortæller, at de glæder sig til julen – det er 3 procent flere end i 1997.
Det spanske juleforbrug ser også ud til at være i kraftig vækst, på trods af, at mange spaniere bruger op mod 40 procent af deres månedlige indkomst på at betale af på deres gæld. Tal fra julen 2002 viser, at spanieren i gennemsnit bruger omkring 600 euro (4.500 kr.) på udgifter i forbindelse med julen. Grunden til at det overhovedet er muligt at betale så stort et beløb i ekstraudgifter, når den spanske mindsteløn ligger på ca. 485 euro om måneden, skyldes sandsynligvis, at de fleste ansatte modtager en ekstra månedsløn i december. Så om højtiden fejres på dansk eller spansk kommer i økonomiske termer ud på et: julen er blevet en forbrugerfest af dimensioner.

Spanien går godt, tak
Den økonomiske vækst i årets tredje kvartal endte op på 2,6 procent, beretter Instituto Nacional de Estadistacas, hvilket anses som værende et tegn på stabiliteten i landet. På trods af de stigende oliepriser, bevarer regeringen forudsigelsen om en årlig vækst på 2,8 procent, noget som et stigende antal økonomer dog mener bliver mindre. Samtidig har The Economist placeret Spanien på en 10. plads over livskvaliteten i verdens lande. Spanien ligger foran lande som USA, Frankrig og Storbritannien, mens de skandinaviske lande ligger blandt de bedste. Det er kombinationen af den gode økonomi og sunde familieliv, som har placeret Spanien så højt på listen. Hvis bedømmelsen kun var blevet lavet på økonomien, ville Spanien have lagt på en 24. plads. Ifølge en nylig udkommet rapport fra Verdensbanken, har hver spanier en købekraft på 22.020 såkaldte internationale dollar, mens danskerne kan frådse med 31.210.

Det danske konsulats nye adresse
Det danske konsulat er kommet godt på plads i de nye lokaler i Calle Córdoba
i Málaga, som er en sidegade til Alameda Principal. Det er i gå afstand fra togstationen (cercanias) foran El Corte Inglés og fra undergrundsparkeringen ved Plaza Marina. Konsulatets nye telefonnummer er 952 21 17 97.

Banco Santander køber Abbey National
Forhandlingerne mellem Banco Santander Central Hispano (BSCH) og Abbey National, én af Storbritannines største og ældste finansinstitutioner, blev afsluttet den 12. november. Købet, der kostede den spanske bank 60 millarder euro, gør den til verdens ottendestørste bank og den fjerdestørste i Europa. Det er den største bankfusion i Europa siden indførslen af euroen. En aktie i Abbey National blev erstattet med en aktie i BSCH og den spanske bank udbetaler også en speciel dividende til aktionærerne på totalt 667 millioner euro.

Radioaktivt område skal rengøres i Palomares
Den 17. januar 1966 tabte et amerikansk B-52 bombefly fire atombomber over Palomares i Almería. Ulykken skete da bombeflyet stødte sammen et mindre fly under brændstofpåfyldning i luften. Der skete ikke nogen atomeksplosion, men det radioaktive materiale spredtes over et beboet område, som følge af konventionelle eksplosioner i to af bomberne.
Amerikanske eksperter rengjorde det syvtusinde hektar store område, men fik ikke radioaktiviteten, der var sivet ned i jorden, med. I en rapport fra energi-og miljøforskningscentret, Ciemat, lyder det, at stråleniveauet i området er overraskende højt. Den er 20 gange højere end, hvad man anser er acceptabelt i beboede- og landbrugsområder. Ejerne fik jorden tilbage for 20 år siden og i dag bruges jorden til landbrug, ligesom der bygges flere beboelser i området.  Ciemat nævner også i rapporten, at radioaktiviteten har spredt sig ved flytning af jord og erosion. Nu har den spanske regering besluttet, at området, skal gøres rent og planlægger at købe det tilbage fra de nuværende ejere. Man regner med, at det vil tage ca. to år at rengøre det.
 
179__MainPicture__o9gaBDRwGVHLROnj3pVr.jpg AVE-toget på vej til Málaga

 Udskriv  Email

Login Form

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53
Fax. 95 258 03 29