Er Spanien en nation? Umiddelbart lyder spørgsmålet absurd. Spanien er et land, det kan ingen betvivle. Det har en stat, en regering, en befolkning. Spanien er vel også en nation så. Eller har vi misforstået noget?
”En España, y sólo en España, seguimos sin saber exactamente qué es lo que somos”
Juan Carlos Rodríguez Ibarra
Ved nærmere eftersyn kan det konstateres, at selve begrebet nation i den spanske offentlighed sjældent forbindes med ”hele” Spanien men derimod med de regioner, der har stærke separatistbevægelser – Katalonien, Baskerlandet og Galicien. Deres kamp for selvbestemmelse og/eller løsrivelse betegnes da også som regel som en nationalistisk kamp. Nationalisme i Spanien er altså primært noget, der foregår i udkanten af territoriet og som tager afsæt i ”nationer uden stat”, områder med eget sprog og egen udlægning af historien. En katalansk nationalist vil typisk skelne mellem nationen – Katalonien og staten – Spanien. For en basker er den sande nation Baskerlandet osv. Men hvad vil en spanier fra La Mancha eller Castilla-León mon sige? Tilhører han mon også en nation – den spanske?
Han vil i hvert fald ikke tale særligt højt om det. Det er ikke politisk korrekt at være spansk nationalist – hvorimod det er helt legitimt at være katalansk eller galicisk nationalist. En katalaner eller en basker kan hejse flag og synge hymner, men er man ”kun” spanier og gør det samme, bliver man anset for at være en tosse eller en farlig nationalist. Man kan tale om, at der er en decideret ”berøringsangst” over for alt, hvad der blot kunne minde om spansk nationalisme. Modsat Danmark, hvor de nationale symboler er omgivet med en vis uhøjtidelig hygge og hvor ingen er bange for at kalde sig dansker, har nationalfølelsen i Spanien i mange år været omgærdet af traumer og tabuer.
Har Spanien så ikke nogen fælles kultur eller enhedsfølelse? Er der ikke noget, der binder spanierne sammen? Jo, det er der med sikkerhed. Men en af de ting, der binder sammen, på godt og ondt, er en diktator ved navn Fransisco Franco. Og mon ikke det er her, skoen trykker.
Under Francos styre blev regionalismen holdt effektivt nede, og det var forbudt at tale katalansk eller baskisk offentligt. Samtidig iscenesatte Francos håndgangne folk storstilede og svulstige ceremonier til hyldest for den spanske nation, det spanske sprog og den spanske historie. Flag blev hejst, hymner afsunget og den officielle diskurs var kendetegnet ved Gud, Konge og Fædreland – med den forskel at kongen var erstattet af Franco selv. En national enhedskultur propageret så ingen skulle være i tvivl om, at Spanien var en uimodsigelig enhed – ”una, grande y libre” – befolket af spaniere.
Franco døde i 1975, og i de første mange år derefter talte ingen om nationalfølelse, om national identitet eller tilsvarende emner. Ingen talte om national stolthed. Det moderne Spanien blev til som en reaktion mod Francos Spanien, og en af de ting, der røg ud med badevandet var nationalfølelsen. Initiativet blev ganske enkelt overdraget til regionerne, som fik frit slag til at promovere og dyrke alternative nationale identiteter. Det blev tilmed indskrevet i grundloven, at Spanien består af en lang række nationaliteter – et uklart begreb, der nemt forveksles med nationer.
Spanien har med ”El Estado de las Autonomías” en af de mest decentraliserede statsmodeller i Europa. Men det er ikke kun rent politisk, at Spanien er blevet splittet op. Lokalpatriotismen er på det nærmeste eksploderet de sidste 25 år, og i dag har enhver region med respekt for sig selv en selvstændighedsbevægelse, der promoverer netop denne regions særlige kultur og historie. Flere af disse bevægelser har fået sæde i det spanske parlament som repræsentanter for en særlig regional kultur og politisk dagsorden. Også Andalusien er repræsenteret med ”El Partido Andalusista”.
Få taler om den spanske nation, men mange taler om nationalismen i Spanien og tænker dermed på Baskerlandet og Katalonien. Spanien har en særlig kultur og en historie, der går 500 år tilbage, men få tør tale om det af frygt for at blive stemplet som reaktionære frankister. Så mens der bliver hejst flag og sunget hymner rundt omkring i regionerne, må den spanske nationalfølelse leve en tilbagetrukket tilværelse. I Spanien er det nemlig ikke forbundet med hygge, flagstænger og kolonihaver, hvis man hejser nationens flag. Det er derimod forbundet med undertrykkelse, militarisme og svulstig fædrelandsdyrkelse. Tiden vil vise, om det med tiden vil blive legitimt at være stolt af at være spanier.
Noget kunne tyde på det. Indtil bomberne i Madrid bremsede valgkampen, havde det helt store tema været den spanske nations ”identitetsdebat” – Hvad er Spanien? Hvad har vi spaniere til fælles? Eksisterer Spanien overhovedet? For første gang siden Francos død var disse spørgsmål kommet frem i debatten. For første gang siden Franco var monopolet blevet brudt – nu var det ikke kun nationalisterne i periferien, der talte om nationen, nu var det over hele Spanien, og der var tilmed nogle, der havde mod til at hævde, at der fandtes en spansk nation og at det var vigtigt at forsvare den. Forsvaret af Spaniens enhed har traditionelt været en borgerlig mærkesag, men op til valget i marts var også socialister fra PSOE begyndt at deltage i koret. Spaniens enhed er vigtig og skal forsvares. Sådan lød det overordnede budskab. Med eller uden frankistiske undertoner.
Af Kasper Kloch
15__MainPicture__rb78DnHXx1J5FILZ32UC.jpg
|
