En spansk retsdommer. En meget kendt én, endda. Man kan ikke nævne Spaniens nationale dommerinstans La Audiencia Nacional uden også at nævne Baltasar Garzón. Ej heller den beskidte krig i 90'erne, kampen mod ETA, kandidaturet til Nobels Fredspris eller Pinochet diskuteres, uden at talen falder på dommeren med Harrison Ford-looket. Baltasar Garzón har tilhængere verden over, der priser ham for sit særlige ”drive” i kampen for retfærdighed. Samtidig beskylder hans fjender ham for at være hævngerrig populist, der kun handler ud fra egne interesser. En ting er dog sikkert: Baltasar Garzón er en af de mest magtfulde mænd i Spanien. Og han blev, i modsætning til mange andre i den slags positioner, ikke født med en guldske i munden, men har arbejdet sig frem til den stilling, han i dag besidder. Populær eller ej, Garzón er en af de spaniere, man bør have kendskab til.

 

Han voksede op under ydmyge kår i en børnerig familie. Faderen, der var tankpasser, ville gerne have, at sønnen tog en ordentlig uddannelse, selvom pengene ikke rakte langt. Hans  ønske blev senere opfyldt, da hans søn - takket være en række stipendier og et job på den lokale tankstation – påbegyndte jurastudiet på universitetet i Sevilla. Efter at have afsluttet sin uddannelse fem år senere, brugte han et års tid på at forberede sig til ”las oposiciones” (en eksamen, der giver adgang til at arbejde for staten), og som 23-årig var Garzón parat til at begynde en lang karriere som jurist for staten. Indtil nu en karriere der primært har udspillet sig i La Audiencia Nacional, hvor han stadig arbejder som retsdommer. (La Audiencia Nacional er én af Spaniens mest indflydelsesrige domstole, der tager sig af vigtige og principielle sager. Den består af en række af landets dygtigste dommere, som er udpeget af den siddende regering). Forudsigeligt har Garzóns karriereforløb dog ikke været, for i starten af 90´erne var han kun en hårsbredde fra at blive politiker i Felipe González´ regering.

PSOE og Den Beskidte Krig

I 1993 træder Garzón ind i offentlighedens lys, da han forlader La Audiencia Nacional for at lade sig opstille til parlamentsvalget for PSOE som uafhængig kandidat. Kort tid efter bliver han partiets ”Secretario de Estado” og med titlen følger ansvaret for den nationale Plan mod Narkotika. Men denne post lever imidlertid ikke op til hans ambitioner om at blive øverste chef for Politiet og Guardia Civil. Han forlader derfor regeringen som en skuffet mand, der ikke holder sig tilbage for at anklage Felipe Gonzales for at have udnyttet hans troværdighed blandt befolkningen og udelukkende brugt ham som trækplaster i valgkampagnen.

Regeringen havde nok håbet på, at Garzóns vrede ville ende her, men set i bakspejlet har de kunnet konstatere, at Garzón ikke er en person, man ønsker at blive uvenner med! Det første Garzón gjorde, da han vendte tilbage til sin stilling i Audiencia Nacional, var at påtage sig sagen om de ”statsgodkendte” antiterror-grupper, nærmere betegnet GAL (Grupos Antiterroristas de Liberación). GAL var en række paramilitære grupper, skabt af regeringen og finansieret med statens penge. Deres formål var at bekæmpe (eller eliminere, om man vil) indflydelsesrige medlemmer af ETA. Hele denne proces er senere blevet kendt under ”la guerra sucia” (den beskidte krig), en krig, der kostede op mod 20 mennesker livet – både blandt ETA-sympatisører og militæret, og som indebar forfærdelige historier om tortur og voldelige anholdelser. Skandalen borede dybe ridser i lakken hos PSOE, der tabte valget i 1996 efter 14 år ved magten. Juridisk set – og til Garzóns store fortjeneste - endte sagen med fængselsstraf til to højtstående parlamentsmedlemmer fra PSOE´s indenrigsministerium.

Pinochet-sagen

Baltasar Garzóns flygtige ophold på den politiske scene har skabt ham mange fjender, både inden for PSOE og i de venstreorienterede medier, der har karakteriseret ham som uprofessionel og hævngerrig. Under Aznar og PP´s regeringstid hjalp han regeringen i dens ihærdige forsøg på at optrævle ETA. På Garzóns opfordring blev det baskiske parti Batasuna (der kæmper for et uafhængigt Baskerland) forbudt, mens en række aviser, tidsskrifter og radiokanaler blev lukket. Blandt mange baskiske uafhængighedsfortalere er han derfor en ildeset mand, der beskyldes for at undertrykke og manipulere.

Ikke desto mindre er Baltasar Garzóns position i Audiencia Nacional så fasttømret, at han flere gange er blevet beskrevet som Spaniens ”superdommer” nr. 1. Stort er hans omdømme da også i udlandet, især i Latinamerika, hvor han er mest kendt for at have indledt retssagen mod den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet. Garzóns anklager lød på folkemord på mere end hundrede spaniere, der opholdt sig i Chile under diktaturet (1973-1989). Pinochet, der indtil da var beskyttet af en livslang immunitet, flygtede imidlertid til en klinik i London, hvor han af lægerne blev erklæret ”svagelig”. Men Garzón stod fast og krævede diktatorens udlevering, som til stor ærgrelse ikke blev imødegået af Tony Blairs regering. Den sendte i stedet diktatoren tilbage til Chile af ”humanitære grunde”. Garzóns kamp har imidlertid ikke været forgæves. Efter Pinochets hjemkomst har den chilenske højesteretsdommer Guzmán opnået at få ophævet diktatorens immunitet, så en retssag kan begynde.

Der går sjældent en uge, uden at Garzón er i de spanske medier. Han har offentligt kritiseret Bush-administrationens håndtering af Irakkrigen, og siden 11. marts 2004 har han stået i spidsen for afhøringerne af terrorangrebets bagmænd. Men det er ikke ufarligt at have en mening om alt. Garzón modtager ofte trusler mod sig selv og sin familie - trusler, der gør, at familien må tage særlige hensyn til sikkerhed i dagligdagen. Som opmuntring for andre ”retfærdighedssøgende jurister” indstillede spanske og udenlandske organisationer ham i 2003 til Nobels Fredspris. I begrundelsen for kandidaturet nævnes bl.a. hans rolle som menneskerettighedsfortaler, kampen mod korruption og hvidvaskning af penge, samt bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, terrorisme, narkotikahandel og tortur. Fredsprisen gik dog til en anden dét år, men fortsætter han sit arbejde, er det vel ikke utænkeligt, at han får chancen en anden gang. Baltasar Garzón er i hvert fald ikke kendt for at være en mand, der giver op så let.