At mange spaniere ikke tror, at dyr har en sjæl, fandt jeg hurtigt ud af, da jeg for mange år siden flyttede til landet. At det så ikke er blevet meget bedre med tiden, er alligevel kommet som en overraskelse. Der er næsten ikke ord nok til at beskrive, hvor trist og vred det gør mig, når jeg ser heste og æsler stå på en knastør mark uden vand og mad, og med et reb bundet om det ene ben. Jeg tager automatisk ladegreb, når jeg ser voksne mennesker sparke deres hunde. Børnene er ikke bedre, men hvilket eksempel har de at følge? Det kunne ikke falde mig ind at købe burhønsæg i supermarkedet. Og jeg bliver splittergal, når jeg ser grise mast sammen i store lastbiler. Den slags foregår desværre mange steder i verden, men nu er det altså her, jeg bor. Og det er det samfund, jeg er en del af, som jeg forholder mig til.
At spaniere kan finde på at pine et dyr ihjel alene for underholdningens skyld, er det mest uciviliserede og middelalderlige, jeg nogensinde har set. Og alle de lamme forklaringer om, at tyrefægtning er en kunst og en del af en gammel kultur, er intet værd, hvis samme nation vil opfattes som et moderne samfund og en værdig medspiller i fx EU. Jeg føler mig desværre ret alene med mit synspunkt. Ingen tør gøre noget ved det. Hvorfor? Fordi det dybest set ikke har en pind med kultur at gøre. Tyrefægtning er en pengemaskine, som derfor bakkes op af regering, opposition, kongehus og presse, hvor matadorerne fremstilles som stjerner på lige fod med landsholdsspillere, skuespillere og fotomodeller.

Forbuddet mod tyrefægtning, som tidligere i år blev vedtaget i Catalonien, har, som bekendt, skubbet debatten i gang for alvor - og den bakker vi op, og vi følger løbende slagets gang i Månedens Ferdinand.

The Story of Ferdinand af Munro Leaf - 1938 (Den vilde Tyr)
Ferdinand tilbringer det meste af sin tid i Spanien med at sidde under egetræet og lugte fredsommeligt til blomsterne. Men en dag sidder der en bi i en af de blomster, han lugter til og han bliver stukket. Den forvandling, som dette bistik medfører, gør Ferdinand til en rasende olm tyr, der tiltrækker sig de lokale toreadorers opmærksomhed, sådan så Ferdinand til sidst bliver slæbt med som attraktion til en tyrefægtning. Her viser han sig imidlertid igen fra sin håbløst passivt vegeterende side…

Forbud mod tyrefægtning til debat i Andalusien

Af Lajka Hollesen

Det er ikke kun i Catalonien, at tyrefægtning er genstand for ophedet politisk debat. I Andalusien lyder der nu også kritiske røster. Den 20. april iværksatte De Grønne således en kampagne, der har til sigte at indsamle 75.000 underskrifter til et forbud mod tyrefægtning. De støttes af dyrevelfærdsorganisationen CIMA fra Córdoba, mens PP og PSOE afviser ethvert forslag, der kan lede til et forbud. Medlem af det andalusiske parlament Luis Pizarro (PSOE) fastslår, at der hersker en udpræget konsensus om bevarelsen af tyrefægtning blandt Andalusiens politiske institutioner. La Danesa efterprøver denne konsensus under et interview med Ignacio Herrera de la Muela, direktør for tyrefægterarenaen i Ronda.

Ritual for tyrens ædelhed

Debatten omkring tyrefægtningen kan på sin vis koges ned til spørgsmålet om dyrets lidelse, men for Ignacio Herrera de la Muela handler det også om en manglende forståelse for ideen bag tyrefægtning:

”Der er ikke stor forståelse for ideen om ædelhed i forbindelse med et dødsdømt dyr. For mig repræsenterer det en kulturarv; et ritual, hvor ofringen af dyret, paradoksalt nok, er en tilkendegivelse af dyrets ædelhed”, forklarer han, men tilføjer så i samme åndedrag:

”I min familie var vi dog ikke meget for tyrefægtning, som det er tilfældet i mange spanske familier. Det var ikke for børn, så mange børnefamilier gik ikke op i at dyrke denne tradition. Det var noget fjerntliggende for vores familie, men samtidig levede vi side om side med tyrefægtningen som noget folkeligt og hverdagsagtigt”.

En sådan udtalelse kan virke ret selvmodsigende, når det kommer fra en direktør for en tyrefægterarena. Men Ignacio Herrera de la Muela fremhæver også de, i følge ham, positive og lige frem smukke aspekter ved tyrefægtning:

”Jeg tror, at for mange bidrager den blodige kamp til en formørkelse af æstetikken i en ellers unik kunstform. Det er en kunstart, der har forbindelse til ballet og moderne dans, hvor rytmen og spændingen eskalerer i takt med matadorens evner som tyrefægter og i samspil med tyrens duelighed”, siger han.

Cataloniens blinde frihedskæmpere
Da jeg spørger ind til forbuddet i Catalonien, kan den apolitiske direktør ikke holde sin mening tilbage:

”Jeg interesserer mig ikke for politik, men i debatten om forbuddet mener jeg, at der har hersket en uærlig diskurs i det catalanske parlament, såvel som i medierne. Dem, der fremsatte forslaget, var udmærket klar over, at det ikke kun handlede om et forbud mod tyrefægtning. Der er andre faktorer på spil, da nationalisternes eneste drivkraft er at forblive absurde frihedskæmpere eller blinde fortalere for uforståelige stridigheder”, siger han og vender tilbage til kernen i debatten:

”De grusomheder, som tyrene lider, er ikke mere til stede i en tyrefægterarena som hos så mange andre dyr. Jeg tror først, at tyrefægtningens dage er talte, når der ikke er flere vilde tyre tilbage til at kæmpe imod. Og når der ikke længere er tyrefægtere, der er villige til at sætte livet på spil for at levere den kunst, som vi forventer af dem”, fastslår han som afsluttende bemærkning.

Den herskende konsensus i Andalusien forbliver i en gråzone. Vi lades tilbage med det evige dilemma mellem ønsket om at bevare tyrefægtertraditionen, som på samme tid er genstand for en forsvindende forståelse blandt nutidens spaniere.