Sundhedsdyrkelsen boomer, kostvanerne er sat under lup, detox, økologi og fair trade er blevet en naturlig del af vort vokabularium sammen med ord som kolesteroltal og diabetes 2. La Danesa har sat to spaniensdanskere og deres køleskabe stævne til en snak om mad og kulinarisk livsstil.

Marina Vestergaard, der er coach og procesleder samt under uddannelse til psykoterapeut, flyttede fra Danmark til Costa del Sol for et halvt år siden – og kostvanerne flyttede med. Hun besidder nemlig en instinktiv fornemmelse for, hvilke fødevarer, der gør hende godt og hvilke, der ikke gør.

”Jeg voksede op i et madmæssigt traditionelt, himmerlandsk hjem. Sådan noget med at købe en hel gris... Både mormor og oldemor var kogekoner, så kvaliteten af maden var der aldrig noget galt med. I 4. klasse havde jeg en veninde, hvis mor var dygtig til at lave smart mad. Familien havde boet i Afrika, så hun kunne noget med krydderier og den slags. Selvom min egen mor var åben overfor at prøve noget nyt, blev det ikke til så meget, da min far var til sovs og kartofler.
Jeg husker, at jeg allerede som barn ikke havde den store hang til kød, og søde sager kunne jeg sagtens undvære. Jeg var lang og slank, og fik hele tiden at vide, at jeg skulle spise noget mere – og Ihhh, hvor er du tynd, Marina. Jeg følte mig sygeliggjort. Selv kunne jeg aldrig drømme om at presse min datter til at spise mere, end hun har lyst til, hun skal lære sine egne grænser at kende. Hele skyld-temaet omkring mad arbejder jeg meget med professionelt. Man bør ikke dunke folk oveni hovedet, fordi de spiser chokolade, hvidt brød eller fed ost, ligesom man bør afholde sig fra at sætte folk med sunde kostvaner i bås som fanatikere.”

Marina bor sammen med sin datter, 4-årige Stella, hvis farvestrålende malerier og tegninger pryder vægge og køleskabslåge i det hyggelige rækkehus – og vidner om et tydeligt kunsternisk talent. ”Jeg tror, Stella har arvet mit gode stofskifte og fornemmelsen for, hvilken type mad hun skal spise. Der er ikke noget, der er forbudt, men jeg vælger for hende, at slikket i hendes slikskål er uden farvestoffer. Det glæder mig, at hun foretrækker vand frem for cola, når hun er tørstig og at hun kan mærke, hvornår hun har har fået chips og søde sager nok til kammeraternes fødselsdagsfester.
Hvis de fødevarer, jeg vil købe, eksisterer som økologiske eller biodynamiske, så vælger jeg dem. Altid. Jeg er meget bevidst om, hvilke frekvenser/energier jeg vil have ind i min krop. Vi har vanrøgtet vores dyr og marker, og det giver de konventionelle fødevarer en meget dårlig energi.”

Marina har altid levet sundt, men graviditeten for fem år siden betød yderligere fokus på kosten. ”Livet må ikke være sort/hvidt. Der skal være plads til nuancer, og jo, jeg kan da godt finde på at snuppe en burger i ny og næ. Men jeg helt klar over, at den ikke gør noget godt for mig. Hjemme hos os står den på øko over hele linjen, altså også hudplejeprodukter, vaskemiddel og sådan noget, og fair trade; I love it! Jeg prædiker ikke, men jeg vil til enhver tid slå et slag for ansvarsfølelse overfor både dyr og mennesker.
Jeg har ingen allergier, men kan fx mærke, at jeg har det bedre med gedeoste end oste produceret af komælk – og så er det jo nemt at vælge. Jeg ville håbe, at flere mennesker ville mærke rigtigt efter, når de putter noget i munden, for vore kroppe taler faktisk et tydeligt sprog – hvis vi da vil høre på dem. Man må endelig ikke blive fanatisk, og der skal være forskel på hverdag og fest. Selv lever jeg efter 80/20-reglen – 80% af tiden lever jeg efter mine sunde kostvaner og de resterende 20% er dem med burgeren og det nybagte brød med tandsmør, når jeg er på restaurant.”

På denne dag spiser familien Vestergaard:

Morgenmad:
Æg, broccoli, rød peber og og smoothies.

Frokost:
Linser, fisk, salat med revne gulerødder med ristede græskarkerner og en god olie. Stella spiser varm, spansk mad til frokost i børnehaven.

Middag:
Fuldkornspasta med rosenkål og tomater samt sojadessert med kokos og friske bær.

Der drikkes vand og te til måltiderne, som indtages ved spisebordet – uden fjernsyn, understreger Marina, der nyder at anrette maden fint på glade, gule tallerkner. ”Vi lever ret spartansk – nogle vil nok kalde det kedeligt. Men jeg elsker det simple liv. Det, som jeg forstår ved et simpelt liv, er også et liv med hummer og champagne.
Marina tager dagligt en multivitamin og supplerer i krævende perioder med ekstra B vitaminer. ”I mit køleskab har jeg også grøn-te-dråber og andre antioxidanter fx goji - og granatæblesaft samt aloe verasaft, som jeg drikker for at hjælpe min krops udrensning af giftstoffer. Jeg elsker at svømme om morgenen og er også meget glad for at lave enkelte øvelser, der er gode for krop og sjæl; yoga,

meditation, styrkeøvelser...
Jeg har en trambolin i kælderen, som jeg har megen glæde af at hoppe på om morgenen, som er dagens bedste tidspunkt for mig. Jeg står ekstra tidligt op, så jeg har tid til mig selv.”

Efter en dejlig jul med familien, juletræ, gaver og fyldt kalkun i den gamle mølle i Mijas, hvor Hans Hugo From bor sammen med sin kone Ingelise, er han nu tilbage i hverdagen, som adm. direktør i biludlejningsfirmaet Helle Hollis, og masser af daglig motion. Hans har slanket sig 9 kg siden april sidste år, men ændret på madvanerne og hyggen over et glas god rødvin, har han ikke. Til gengæld løber han, og det foreløbige mål er en halvmarathon i Málaga til april.

”Det er mest mig, der står for indkøb og madlavning her i huset. Det foregår sådan lidt ad hoc afhængig af, hvilket supermarked jeg når på vejen hjem fra job, og hvad der får mine tænder til at løbe i vand lige netop den dag. Det er faktisk en af udfordringerne ved at flytte til et iland som Spanien efter mange år i Oman, Yemen og Slovenien. Her kan man få fat i alt – hele tiden. Før vi kom til Spanien, var vi vant at købe stort ind, når der endelig var noget, som vi kunne bruge. Nu tænker jeg kun på ét måltid ad gangen, når jeg handler ind – og det bærer køleskabet klart præg af”. Hans åbenbarer køleskabets beholdning af bøtter, flasker og glas med alverdens delikatesser – hans ingredienser til det internationale køkken, han har skabt i sit spanske land-cocina.
”Jeg laver al mad fra bunden. Derimod kunne det ikke falde mig ind at bage. Det virker forkert at blande nogle ingredienser, putte dem i en form, sætte dem i ovnen og vente på et eller andet resultat – uden at kunne gøre noget undervejs. Har man tingene i en gryde, har man føling med hele processen. Brød og syltevarer er stort set det eneste, vi køber færdigt.”

”Vi har ikke gjort noget særligt for at lære madtraditionerne i de lande, vi har boet i. Det kom af sig selv – bare ikke i Slovenien. Det centraleuropæiske køkken er noget af det værste. I Mellemøsten er libanesisk mad mest populært, mens de omanske og yemenitiske madtraditioner ikke er noget særligt. Og så er det jo heller ikke helt nemt at håndtere på et bjerg i Spanien. Jeg mener, man kan ikke lige sådan gå ud og købe en kamel og grave den ned i haven... Men jo, jeg laver en del libanesisk mad; Baba Ghanoush og selvfølgelig dolmere, når vores vinblade netop er sprunget ud. Ofte laver jeg mezze til Ingelise om lørdagen, hvor hun først får fri kl. 15. Det er fyldt med farver og smag – og så er det hyggeligt og varer resten af dagen.”

Hans er opvokset med traditionel, hjemmelavet mad og et fast ugeprogram; fisk om fredagen (torvedag i Kolding), grød lørdag, grydesteg søndag, frikadeller mandag, suppe lavet på kraftben tirsdag osv. ”Jeg kan huske, da spaghetti blev introduceret i hjemmet. Det var sådan en hvid kasse med spaghettierne og en færdig tomatsovs i. Mirácoli hed det vist. Det var vildt eksotisk. Jeg har altid hjulpet mine forældre med at lave mad, det har været min interesse fra barnsben. Senere flyttede jeg til Silkeborg, og begyndte at eksperimentere. Det var helt vildt, da byen fik sit første pizzeria. Det var i begyndelsen af 80erne, hvor også de vietnamesiske bådflygtninge kom til landet. De lynintegrerede sig og vupti havde byen asiatiske restauranter. Der var også en græsk restaurant – jo, Silkeborg var skam fremme i skoene, og det var meget inspirende.
Hvis muligheden er til stede, vælger jeg økologisk. Ikke af ideologiske årsager, men fordi det smager bedst. Sådan har jeg det også med frilandshøns og deres æg. Jeg tænker ikke på sprøjtegifte, energier og fair trade – det er alt for religiøst til min smag. Jeg tror ikke, at vi er helt klar til den tankegang. Det er ligesom CO2-frie udlejningsbiler; alle synes om idéen, men ingen vil betale for det.”

På denne dag spiser familien From:
Morgenmad:
yoghurt eller musli med mælk samt toast med ost, honning eller marmelade. Juice, kaffe og en vitaminpille. Om søndagen udvides med æg, rundstykker og rugbrød.

Frokost:
En rest fra aftenen før.

Middag:
Stir-fry med gris og grøntsager.

”Som sagt kører det helt al gusto. Jeg planlægger ikke maden i forvejen. Jeg er vild med italiensk mad. Det er simpelt, lækkert og består af ganske få ingredienser. Fransk mad er derimod overgramset. Okay, deres oste er gode. Forleden var jeg på en restaurant – i Silkeborg for at det ikke skal være løgn. Og der havde de det mest fantastiske ostebord og noget så eksotisk og smalt som østrigske vine. Jeg lærte to nye ord den aften; innovationsost og ædelfordærv. Jeg er vild med mad-ord.
Jeg laver også spansk mad af og til – især simreretter som cocidos, estofados og potajes, men idet spanierne ligesom er bedst til den slags, ja så er det noget, der bør spises på restaurant. Karryretter og pasta med skaldyr er også godt.
Hvad allergier angår, er jeg ikke så moderne, at jeg ikke kan tåle gluten og lactose, nej, min er mere eksotisk. Jeg bliver dårlig af små blæksprutter. Ellers spiser jeg alt. Okay, græshopper i Nordthailand har jeg takket nej til, og så har jeg et problem med alle retter, hvis hovedingrediens er varm mælk. Noget der stammer fra min barndoms grød-lørdage. Jeg kan sagtens finde på at spise en burger, men det sker meget sjældent. Jeg har forresten lige spist en – i Silkeborg. Og en hotdog skal man næsten have, når man er i Danmark. Min last er chokolade, når først jeg får begyndt, så kører det bare. Og så god rødvin, selvfølgelig. Vi lever sundt, nyder vores mad og jeg panikker ikke ved tanken om, at køleskabet altid indeholder piskefløde, smør og 45% ost – det smager bare bedre.