Nyheder

Nyheder oktober 2009

Omkring kl. 13.45 den 16. september udbrød der skovbrande i området omkrig golfklubberne Los Naranjos i Nueva Andalucía og La Quinta i Benahavís. Fem specialfly og 10 transport- og brandhelikoptere arbejdede på fuld tryk for at slukke ilden, og allerede samme aftenen var branden under kontrol.
I løbet af de ca. fem timer, hvor branden var ude af kontrol, nåede den at fortære ca. 35 hektarer skov og krat, men ingen mennesker kom til skade og ingen huse blev berørte. I slukningsarbejdet deltog over 100 brandfolk og andre specialister i skovbrande.
Det vides endnu ikke, hvordan branden er opstået.
Natten til den 10. september gik det ud over bjergene omkring Estepona og Caseres, nærmere betegnet i naturparken Los Pedregales. Skovbranden er den hidtil værste i Málaga-provinsen i år og den tredje værste det sidste årti. På trods af det ufremkommelige område blev der reageret hurtigt, og med over 200 mand fra hæren, 200 lokale brandfolk og politi samt 20 forskellige fly og helikoptere lykkedes det at stoppe ildens spredning.

Solenergien skal udnyttes
Fuengirola-kommune har efter en veloverstået forsøgsperiode installeret flere soldrevne vandingsanlæg på mindre grønne områder i Los Boliches.
”Ved ikke at have vandingsanlæg, der kører på strøm, kan man spare ikke blot el, men også vand,” siger Maria Jesús Pascual, der er ansvarlig for byens grønne områder.
Langs Avenida Jesús Cautivo, nærmere betegnet langs togbanen, vil man kunne se små plader i jorden, som er solfangere, der står for at drive vandingsanlægget. Kommunen regner med at kunne spare ca. 40 procent af energien og vandforbruget med det nye tiltag.

Kraftig regn i det østlige Andalusien
I starten af september oplevede flere områder kraftige regnskyl. Mange steder faldt vandet så hurtigt, at det medførte store ødelæggelser som følge af stormfloder og oversvømmelser, ligesom flere biler blev skyllet af vejene.
Et ældre ægtepar omkom i nærheden af Jaén, da deres bil blev skyllet af vejen og kastet ned i en kløft. Ægteparret blev fanget i bilen og kunne ikke stille noget op over for de kraftige vandmasser.
Ved redaktionens slutning var en ung kvinde på 25 år fra Murcia stadig forsvundet, efter at have ringet om hjælp til sin søster, da hun blev overrasket af det kraftige regnvejr. Hendes bil blev taget med af vandmasserne, og den blev fundet den 17. september i et vandhul. Den unge kvinde var druknet.

Endnu et narkofund
Guardia Civil fortsætter kampen mod narkotika på Costa del Sol. Denne gang i Sevilla, hvor man efter længere tids overvågning ransagede et hus, der havde en mindre lagerhal opført på grunden. Operationen var vellykket, men politiet blev noget overrasket over mængden af hash, som de fandt. Ikke mindre end 67 bundter med en totalvægt på 2.090 kg blev det til.
Ejeren af huset har adskillige gange tidligere været i kontakt med politiet og blev anholdt sammen med naboen, der også har en længere kriminel baggrund. Samtidig blev et andet narkonetværk optrevlet i Ronda og Marbella, og i alt 28 personer blev anholdt. Det drejede sig om indsmugling af kokain af høj kvalitet fra Den Dominikanske Republik, og under ransagningen fandt man over 12.000 euro i kontanter, falske pas, adskillige telefoner og anden dokumentation. I papirerne fandt man beviser for, at gruppen mindst har haft gang i den ulovlige operation i mindst fem år.

Meget affald i floderne i Málaga
For at være forberedte på efterårets første regn havde myndighederne siden starten af september gang i et større oprydningsarbejde i afvandingskanalerne i byen for at undgår skader og oversvømmelse. De kraftige regnskyl gør det nødvendigt, at afvandingskanalerne er rene, så de kan klare de enorme mængder af vand.
De første to uger af september har man i 14 forskellige vandingskanaler indsamlet ikke mindre end 800 tons affald, alt lige fra scootere, hårde hvidevarer, madrasser, møbler til almindelig affald fra husholdningen. Lokalpolitikerne er trætte af alt det affald og opfordrer folk til ikke at smide det i kanalerne.

Havnen i Estepona skal renoveres
Den gamle fiskerihavn i Estepona skal i løbet af de næste år renoveres. Mange områder langs havnen er nedslidte, og der er ikke gode forhold for de handlende. Man vil investere over 30 millioner euro, som er blevet garanteret fra Junta de Andalucia, for at gøre havneområdet mere moderne. Der vil desuden blive lavet flere områder til vandsport, ligesom den nye havn vil få plads til ca. 600 både af mindre størrelse.

Politibiler i flammer
Natten til den 15. september blev der sandsynligvis begået grov hærværk mod politiet i Málaga, da der udbrød brand i fem af politiets varevogne, ligesom to patruljevogne totalt udbrændte.
Politibilerne var helt nye, og tilhørte politistationen i calle Conan Doyle i Málaga. Der var hurtigt mange brandmænd på stedet, men bilerne stod ikke til at redde, hvilket også styrker mistanken om, at branden var påsat. Ingen kom til skade ved branden.

Mange ældre er overvægtige
60 procent. Så mange af Málagas voksne indbyggere lider af overvægt eller kraftig overvægt. Det viser nye tal fra en undersøgelse foretaget af Servicio de Medicina Interna del Hospital Carlos Haya. Tendensen ser ud til at stige med alderen, således er 80 procent af folk over 50 overvægtige, noget som vækker bekymring blandt myndighederne, eftersom overvægt medfører forøget risiko for diabetes, blodpropper og hjertekarsygdomme. I alt har 2300 personer mellem 18 og 80 år deltaget i undersøgelsen.
I den næste fase af undersøgelsen vil man fokusere på, hvordan folk kan ændre deres dårlige livsstile. Det drejer sig blandt andet om droppe tobakken, spise sundere og motionere mindst 30 minutter om dagen, fem gange om ugen.

Málaga med på energibølgen
Planen Renove (fornyelse) har fået ca. 17.000 borgere i Málaga til at skiftet til strømbesparende hårde hvidevarer. Planen går ud på, at hvis man udskifter sine gamle hvidevarer til nogle nyere og mere energibesparende, får man mellem 100 og 125 euro i tilskud.
Planen, som er udskrevet af Consejería de Innovación, Ciencia y Empresa, et råd for modernisering, videnskab og virksomheder, har været i gang siden januar i år, og Junta de Andalucía oplyser, at man i alt har udskiftet 114.863 hvidevarer, noget der vil give en årlig besparelse i CO2-udslippet på 8.780 tons. Samtidig sparer man 25.000 kilowatt i strøm, hvilket svarer til det årlige forbrug for 4800 hjem.

Iberia hårdt ramt af krisen
Som mange andre flyselskaber i verden har også Iberia trange tider. Således tabte det største spanske flyselskab 156,3 millioner euro i de første seks måneder af 2009. Omsætningen er faldet med hele 22 procent i forhold til samme periode sidste år.
Den generelle nedtur på verdensmarkedet har haft en negativ effekt, men det er specielt på indenrigsflyvningerne, at Iberia har mistet penge. Alene omsætningen for salget af billetter er faldet 20,9 procent på et år, og det er specielt business-class, der er blevet ramt, eftersom virksomheder er tvunget til at spare, og derfor køber billigere billetter.
På trods af den markante nedgang havde selskabet første halve år af 2009 en belægningsprocent på 78,9 procent, og en stadig en fornuftig økonomi med en egenkapital på over 2.200 mio. euro.

Kvinde fra Mijas føder enæggede trillinger
En kvinde fra Mijas fødte i slutningen af august noget så sjældent som enæggede trillinger, hvilket man kun har registreret få gange i Europa. Sidste gang, det skete, var i øvrigt i Barcelona.
Hele processen er foregået helt naturligt, og allerede ved den første scanning kunne forældrene til deres store overraskelse få at vide, at der var tre velskabte fostre. Forældrene, der i forvejen har en dreng på to år, er glade for, at de har haft forholdsvis lang tid til at vænne sig til tanken om trillinger, og har samtidig købt en ny, og større, bil, så der kan være plads til hele familien.

Antallet af krydstogtskibe i Málaga stiger markant
De første seks måneder af 2009 har Málaga Havn oplevet et sandt boom i antallet af krydstogtskibe. På trods af at havnen kun er den femte største i Spanien efter Barcelona, Palma, Las Palmas og Santa Cruz de Tenerife, så er det alligevel den havn, der har oplevet den største stigning sammenlignet med sidste år.
I årets første seks måneder besøgte 121 krydstogtskibe med i alt 177.513 passager Málaga Havn, hvilket er en stigning i antallet af skibe på mere end 14 procent, og en stigning på næsten 33 procent i antallet af passagerer i forhold til samme periode sidste år. Man regner med i alt ca. 450.000 passagerer i år, hvilket vil være en stigning på næsten 27 procent i forhold til 2008.
Byen har flere år i træk oplevet markante fremgange mht. krydstogtskibe, således steg antallet af passager fra 2007 til 2008 med over 20 procent.

Dyrt at overnatte i Marbella
På trods af at priserne for at overnatte på et hotel i gennemsnit er faldet 16 procent i Europa, er det stadig forholdsvis dyrt at overnatte i Marbella. Således koster det i gennemsnit 120 euro for et hotelværelse, hvilket gør Marbella til den dyreste by i Spanien efterfulgt af San Sebastián (114 euro) og Barcelona (97 euro).
Spanien er dog stadig det sjette billigste land i forhold til hotelpriser efter Tjekkiet, Ungarn, Polen, Irland og Portugal. De dyreste lande er Schweiz (139 euro), Danmark (119 euro), Norge (112 euro), Italien (106 euro), Storbritannien (101 euro) og Sverige (100 euro).

Asiatisk invasion i Málaga
Skal man tro beboerne på Carretera de Cádiz, så er området ved at blive en lille ”china town”. I løbet af de sidste år er mere end 30 forskellige basarer og købmænd med asiatisk oprindelse åbnet på den samme vej. Og det er endda uden at tælle asiatiske restauranter med.
Det har betydet, at de lokale købmænd er oppe mod konkurrenter, som er umulige at slå. ”De har åbent mere end 12 timer om dagen og lukker ikke på nationale helligdage som os spaniere,” siger en lokal købmand. Også de lokale tøjbutikker føler sig ramt. ”De asiatiske multibasarer har betydet, at vores omsætning er faldet. Vi kan ikke sælge tøjet lige så billigt som dem, for de har ingen udgifter til personale, som vi har. I stedet arbejder hele familien i butikken, og det kan vi ikke konkurrere med,” siger Juan Manuel Félix, der ejer en butik med modetøj i området.
Konstruktionen af den nye metro i Málaga har betydet, at mange butikker er lukket eller sat til leje, og asiaterne har været hurtige til enten at købe eller leje de tomme lokaler.

Forsinket skolestart i Marbella
Efter en lang sommerferie var der 1. skoledag den 10. september for mange spanske folkeskoleelever. Også i Marbella var forældre og børn mødt op, klar til en ny epoke i børnenes liv. Men da forældrene ved bl.a. José Banús de Nueva Andalucía-skolen så, hvilken stand, skolen var i, besluttede de sig for at blokere indgangen.
Årsagen var, at 19 folkeskoler i Marbella-området henover sommeren havde gennemgået renoveringer, men flere af dem var ikke klar til tiden. Den førnævnte skole og Los Olivos var ikke i stand til at have undervisning overhovedet hvilket betød, at ca. 1000 børn måtte vente til mandag den 15. september med at starte undervisningen.

Bærbar computer til elever
I forbindelse med skoleåret 09/10 kan elever i 5. og 6. klasse i andalusiske folkeskoler se frem til at skulle arbejde meget med bærbare computere.
La Consejería de Educación oplyste den 10. september, at senest i januar 2010 vil alle elever i de førnævnte klasser have en bærbar computer, som de skal bruge til at lave lektier med. Der er ikke tale om en traditionel bærbar computer som kan gå på internettet overalt, men derimod computere, der har touch-skærm, så eleverne kan ”skrive” på skærmen med en speciel pen. Det vil være muligt at komme på internettet, men kun i klasselokalerne.
I alt 173.000 elever får glæde af computerne, og den samlede pris løber op i 50 mio. euro.

Militærfly styrtet ned nær Jaén
Under en træningsmission den 10. september styrtede et militærfly ned af endnu ukendte årsager. Flyet forulykkede nær Jaén, men piloten nåede at skyde sig ud og slap med mindre skrammer.
Det er fjerde gang i år, at et fly af typen Mirage F1 forulykker i Spanien. Ved en lignende ulykke tidligere på året omkom to kaptajner og en løjtnant fra flyvevåbnet, da deres fly styrtede ned. I juni i år skete der to flyulykker, én i Navarra og én på Gran Canaria. Her skete der kun materiel skade, da piloterne skød sig ud med katapultsædet.

Dansk kunstner maler årets plakatmotiv til Fuengirolas feria
Den danske kunstner Ivan Riis er valgt til at male årets plakatmotiv til Fuengirolas feria.
Fuengirola-kommune har en lang tradition for at støtte det lokale kunstliv. Efter i mange år at have udskrevet en åben konkurrence om motiv til årets plakat, valgte man dette år i stedet at invitere professionelle kunstnere til komme med et forslag.
Valget faldt på et maleri udført af Ivan Riis.
Ivan Riis er uddannet grafisk designer og underviser på deltid på Marbella Design Academy. Han er desuden medlem af AIA, en sammenslutning af Internationale kunstnere bosiddende i Andalusien.
Læs mere på www.ivanriis.com

Lars von Trier udvider til Spanien
Den danske filminstruktør Lars Von Trier åbner en spansk afdeling af sit filmselskab Zentropa, som han i 1992 startede sammen med Peter Aalbæk Jensen.
Nyheden kom frem i forbindelse med filmfestivalen den 21. september i San Sebastián. Zentropa International Spain bliver navnet på den spanske del af firmaet, der i forvejen har afdelinger i Tyskland, Norge, Sverige, Holland, Italien, Frankrig og Polen. Den spanske afdeling vil som udgangspunkt kun producere spanske film, men vil holde dørene åbne, hvis der dukker muligheder for internationalt samarbejde op.

Lunt efterår følger rekordvarm sommer
Meteorologer forventer, at vi får et lunt efterår med temperaturer på mellem én og to grader højere end gennemsnittet for årstiden.
Dette gælder i følge det spanske metrologiske institut, Agencia Estatal de Meteorología (AEMET) det meste af middelhavsområdet. Balearerne kan dog forvente mere regn end normalt.
Den forgangne sommer har været den tredjevarmeste siden 1970. Den er kun overgået af 2003 og 2005, hvilket i følge AEMET passer med tendenserne i de klimatiske ændringer. August var den tredjevarmeste siden 1961, kun august i 1995 og 2001 var varmere.
Derudover har vi fået 30 procent mindre nedbør end den gennemsnitlige sommerregn.

Zapatero til Det Hvide Hus
For første gang siden Barack Obama blev præsident, skal den spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero besøge sin amerikanske kollega i Det Hvide Hus.
Det officielle møde, som finder sted den 13. oktober, er blevet bekræftet af kilder i Moncloa og Washington. Allerede i slutningen af september var Zapatero i USA for at deltage i en række internationale møder om bl.a. klimaproblemer i New York. Udover mødet, der var arrangeret af FN, skal den spanske premierminister også deltage i G-20 topmødet i Pittsburgh.
Talsmænd for Moncloa udtaler, at de ser det som vigtigt, at Zapatero besøger Obama, da man har store forventninger om, at den amerikanske præsident besøger Spanien i starten af det nye år, hvor Spanien overtager formandskabet for EU.

Gasudslip i Fuengirola
Borgerne i tre bygninger ved Avenida de Los Boliches i Fuengirola fik noget af et chok, da de om morgenen den 18. september vågnede op til lugten af gas. Over 100 personer blev evakueret fra deres hjem, da en gasledning var blevet revet over i forbindelse med et vejarbejde lige ved siden af bygningen. Politiet var hurtigt til stede og fik evakueret de skræmte borgere og butiksejere, der frygtede en eksplosion.
Ingen kom til skade, og situationen var hurtigt under kontrol, hvorefter borgerne kunne vende hjem til morgenkaffen.

Færre turister end normalt
Antallet af turister i august måned var det laveste siden 2000. Den internationale finanskrise har påvirket Storbritannien og Tyskland, som er de lande, hvor Spanien modtager flest turister fra.
I august, der er industriens vigtigste måned, kom der i alt 8,1 procent færre turister til landet - 14,4 og 14,8 procent færre fra henholdsvis Storbritannien og Tyskland.
De områder, der er hårdest ramt er Catalonien og Balearerne, der har oplevet nedgange på henholdsvis 25 og 22,5 procent. Siden januar og frem til august har Spanien modtaget i alt 37,93 mio. udenlandske turister, hvilket er 9,9 procent færre end samme periode sidste år
”Vi forventer en lille fremgang resten af året, da den tyske og franske økonomi er begyndt at gå frem,” siger José Manuel Maciñeiras, der er formand for Asociación Empresarial de Agencias de Viajes Españolas. Med i opgørelsen er der ikke medregnet nationale turister, hvorfor der stadig er optimisme i branchen. ”Jeg ser glasset som halv fuldt, frem for halv tomt,” siger José Manuel Maciñeiras og understreger, at kan man holde sig på en nedgang på under 10 procent ved årets udgang, vil det være tilfredsstillende.



Mangel på læger i Almería
Der er så stor mangel på læger i Almería, at flere kræftpatienter dagligt skal køres til og fra en privatklinik i Málaga. For de patienter, der bor længst væk betyder det, at de skal køre op mod 800 kilometer for at få foretaget en scanning, der normalt kun tager fem minutter.
Der er ellers udstyr til at få foretaget scanningerne på hospitalet Torrecárdenas, men der er så få læger til rådighed, at man ikke kan benytte udstyret om eftermiddagen, og derfor er man nødt til at afvise flere patienter. Det værste eksempel oplevede en 70-årig patient, der skulle til scanning. Patienten boede i en lille landsby nær Almería, hvor personen blev hentet kl. 3 om natten, da chaufføren skulle køre andre ture samme dag. De ankom til Málaga kl. 6 om morgenen, men patienten blev først undersøgt kl. 9. Selve scanningen var overstået på få minutter. Derefter skulle patienten vente indtil om eftermiddagen, før turen gik tilbage igen. Hele forløbet havde varet 17 timer. Myndighederne er kede af, at det forholder sig sådan, og ser gerne, at der hurtigst muligt kommer flere læger til Almería.

Syv ud af 10 pensionister i Málaga lever for mindre end 600 euro om måneden
Det kan være svært for pensionister i Málaga at få det til at løbe rundt, ikke mindst når man nærmer sig enden af måneden. Det står klart, efter en ny opgørelse viser, at ud af de 243.871 registrerede pensionister og modtagere af sociale ydelser i Málaga-provinsen, modtager 176.330 under 7.723 euro hvert hvilket svarer til 14 månedlige udbetalinger på 551,64 euro. Det er, hvad de ældre har til at dække udgifter som bolig, mad og tøj.
Juan Cerrillo, der er chef for Organización de la Federación de Jubilados y Pensionistas de Málaga, som man på dansk ville kalde “ældreområdet”, udtaler, at den absolut mindste ydelse, man skal modtage for at kunne klare sig gennem måneden, er 624 euro. Han advarer desuden om, at antallet af ældre vil stige markant i de kommende år, hvorfor han mener, at der skal gøres noget så hurtigt som muligt.

Politibetjente kørt ned
En politibetjent fra Guardia Civil blev om morgenen den 20. september kørt ned i Málaga, mens han stod og dirigerede trafikken udenom en bil, der var væltet. Den 27-årige politimand blev alvorligt kvæstet ved ulykken og er indlagt på intensivafdelingen på Hospital Regional Carlos Haya.
Føreren af bilen blev anholdt senere samme dag. Han er nu sigtet for uforsvarlig kørsel.
En god time efter den første ulykke ramte en kvinde på 25 år en politimand på motorcykel, mens han patruljerede en gade. Tilsyneladende trak den unge kvinde over mod politimanden, mens de kørte ved siden af hinanden og ramte ham, så han væltede.
Også hun blev anholdt og sigtet for uforsvarlig kørsel.

Mindst 50 immigranter omkommet
I weekenden den 19-20. september fandt den spanske kystvagt i samarbejde med marokkansk politi en båd, der var kæntret, mens den endnu var i marokkansk farvand.
En større eftersøgning blev sat i gang, da man fik at vide af de overlevende, at der var omkring 70 personer ombord, da de sejlede fra Marokko. Det var sandsynligvis stærk strøm og kraftige vinde, der fik båden til at kæntre. Man havde efter tre dages søgen kun fundet 12 overlevende og otte lig, hvorfor der omkom ca. 50 immigranter i forbindelse med ulykken. Blandt de omkomne var flere gravide kvinde samt mindreårige.
Under eftersøgningen fandt man seks marokkanske mænd i en båd, som også forsøgte at komme til Spanien. De var alle i god fysisk stand og blev derfor sendt tilbage til deres hjemland.
De overlevende immigranter, alle fra Centralafrika, blev af marokkansk politi sat af i ingenmandsland mellem Marokko og nabolandet Algeriet og overladt til sig selv. Marokko vil ikke tage ansvar for illegale immigranter, og derfor er denne måde at behandle dem på ikke unormal.

Masser af sorte penge i omløb
De sorte penge florerer. Arbejdsløshedskøen vokser næsten dagligt, men alligevel stiger beløbet i omløb i gaden markant. Det er specielt inden for landbrug samt bygge- og hotelbranchen, der handles sort.
I krisetider benytter firmaer ofte sort arbejdskraft, da de på denne måde slipper for at betale bl.a. Seguridad Social. Mængden af sort arbejde finder specielt sted i Andalusien, Madrid, Catalonien og Balearerne, som følge af det meget landbrug og antallet af turister, der er i disse områder.
Den høje arbejdsløshed betyder også, at folk er mere desperate for at tjene penge og derfor påtager sig farligere opgaver, som ikke er dækket af forsikringen, da der er tale om sort arbejde. Det betyder, at myndighederne regner med at uddele bøder på ca. 300 mio. euro til firmaerne med ulovlig arbejdskraft inden året er omme. Ifølge Verdensbanken florerer der ca. 250 milliarder euro i sorte penge i Spanien, hvilket svarer til godt 25 procent af bruttonationalproduktet.

Færre biler i Málagas historiske centrum
Da Málaga-kommune for fem år siden besluttede, at antallet af biler i byens historiske centrum skulle nedbringes markant, tog man drastiske midler i brug. Man monterede adskillige betonpæle, som kunne hæves og sænkes efter behov, ved forskellige veje, der leder ind til den gamle bydel. Disse pæle har gjort det betydeligt nemmere og sikrere for fodgængere at færdes i den indre by. Før betonpælene blev taget i brug i 2004, passerede der dagligt hele 62.300 biler i de smalle gader.
Her fem år efter har myndighederne gjort status, og resultaterne er mærkbare: antallet af biler er reduceret med 85 procent til 9.800, og man regner med at have nedbragt udledningen af CO2 med ca. 90 procent i centrum af byen. Samtidig har man formået at øge antallet af passagerer i den offentlige transport med 40 procent, ligesom kommunen planlægger at udvide netværket af cykelstier med flere kilometer for at lette trafikken i andre dele af byen.

 Udskriv  Email

Login Form

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53
Fax. 95 258 03 29