|
||||
| Islam kontra kristendom |
|
De fleste kristne anser sandsynligvis islam som en religion, der er mere primitiv end kristendommen, og at en kvalitativ sammenligning mellem disse to religioner vil falde ud til fordel for kristendommen. I denne artikel vil vi holde enkelte sider af de to religioners idégrundlag op mod hinanden, sådan som de bliver fremstillet i Koranen og Det nye testamente (DNT). Vi vil ikke sammenligne, hvordan disse religioner praktiseres, da en sådan sammenligning vil fortælle mere om menneskene end om religionerne. Vi vil derimod sætte spørgsmålstegn ved, hvilken religion der er mest logisk, retfærdig, troværdig og menneskelig, og undervejs kan læserne reflektere over, hvilken gud de tror, der kommer til at klare sig længst i vores moderne tider.
Muhammed og Jesus
Troværdighedsperspektiv Muhammed fremstillede heller ikke guden som et menneskeligt væsen, sådan som de kristne gør. Islams gud er noget, der er højt hævet over alt andet i verden. Han ligner ikke noget andet, der findes. Han er egentlig udefinerbar, og et sådant billede af en gud virker meget mere sandsynligt end den menneskelignende, kristne gud. Det virker ikke særlig troværdigt, at en gud, der til forveksling ligner et menneske, har skabt alt, der findes i verden, blandt andet jorden og solen. Jesus skelner også mellem det, der tilhører kejseren og det, der tilhører Gud. I islam tilhører alt Gud. Og i et idealbillede af en almægtig og alvidende, er dette vel det mest naturlige. Man svækker egentlig den kristne guds status og autoritet ved at holde ting udenfor hans kontrol. Men vi, der bor i et land, hvor guden ikke blander sig i alt, bør være taknemmelige for, at Jesus indførte denne forskel. En anden ting, som gør, at den kristne gud har en noget lavere status end den islamiske gud, er disse to guders forhold til den faldne engel, der i kristendommen kaldes Satan og i islam Shaitan eller Iblis. Satan er en farligere modstander end Shaitan, fordi Satan kan skabe store problemer for den kristne gud. Shaitan er derimod en lidt svag og klodset modstander for den islamiske gud. Uklarheder I kristendommen findes der ikke klare kriterier for, om et menneske kommer i himlen eller ej. At man tror på Gud er en nødvendig forudsætning, men det er ikke tilstrækkeligt. Og om gode handlinger skal tælle med, er uklart. Altså temmelig forvirrende. Og her har islam en metode, der er mere tydelig. På dommedag lægger engelen, som i alle år har siddet på hver enkelt muslims skulder, livsregnskabet for vedkommende frem. Alle gode gerninger sammenlignes med de onde gerninger, og balancen bestemmer, om man bliver frelst eller ej. Forståelse af den menneskelige natur Jesus forventer, at når man er blevet udsat for en uretfærdighed, skal man vende den anden kind til. Man skal nærmest opfordre til en ny uretfærdighed. Man kunne selvfølgelig ønske, at menneskene altid fulgte denne leveregel, men reglen er selvudslettende. En menneskestamme, der slavisk fulgte denne regel, ville ifølge Darwins udviklingslære ikke kunne overleve i det lange løb. (Og det er måske her, vi finder forklaringen på, hvorfor neandertalerne bukkede under, da vi, homo sapiens, trængte ind på deres områder.) Og dette er næppe i gudens interesse. I islam opdrages drenge til ikke at finde sig i ”zulm”, dvs. at blive uretfærdigt behandlet, men derimod til altid at kræve sin ret til det sidste. Det forventes, at han reagerer aggressivt og voldsomt, når nogle går hans eller hans families ære for nær, eller får ham eller familien til at tabe ansigt. Her er islam mere i pagt med den menneskelige natur. Menneskelige relationer Muhammed var ikke feminist. Men et forsonende træk ved hans holdning til kvinder er, at han ikke lægger skylden ene og alene på Eva. Adam spiste også den forbudte frugt, og han er derfor også skyldig. Og når det gælder dogmet om arvesynden, der er den mest urimelige straf for en helt uskyldig ulydighedshandling, som den kristne gud har pålagt menneskene, så findes denne ikke i islam.
Konklusion Jeg vil ikke påstå, at jeg har lavet en fair og objektiv sammenligning mellem islam og kristendommen. Jeg har blot taget nogle stikprøver. Men disse viser, at de kristne ikke har nogen grund til at hovere over islam. Et smart træk fra Muhammeds side var hans erklæring om, at Gud havde åbenbaret for ham, at han var den sidste profet. Dermed garderede han sig mod, at der kom nogen efter ham, der også påstod at have fået nye åbenbaringer fra Gud. Hvis Jesus havde været så forudseende og påstået det samme, så havde vi måske ikke haft islam som konkurrent til kristendommen. Og vi havde måske heller ikke haft så mange kristelige sekter. PS. Nogle vil måske anklage mig for bevidst at have udeladt de uhyrlige straffemetoder i sharialoven, fordi dette vil kompromittere Islam. Men sådan er det ikke. Hvis jeg skulle have nævnt disse straffe, blandt andet at man kan få en hånd skåret af pga. tyveri, så skulle jeg i retfærdighedens navn også have nævnt den langt strengere og mere urimelige straf, som den kristne gud foreskriver for dem, der ikke tror på ham, nemlig at man brændes i Helvede. Helvede forekommer for øvrigt også i islam. |
| Senest opdateret ( Torsdag, 22. december 2011 09:15 ) |









