De fleste kristne anser sandsynligvis islam som en religion, der er mere primitiv end kristendommen, og at en kvalitativ sammenligning mellem disse to religioner vil falde ud til fordel for kristendommen. I denne artikel vil vi holde enkelte sider af de to religioners idégrundlag op mod hinanden, sådan som de bliver fremstillet i Koranen og Det nye testamente (DNT). Vi vil ikke sammenligne, hvordan disse religioner praktiseres, da en sådan sammenligning vil fortælle mere om menneskene end om religionerne. Vi vil derimod sætte spørgsmålstegn ved, hvilken religion der er mest logisk, retfærdig, troværdig og menneskelig, og undervejs kan læserne reflektere over, hvilken gud de tror, der kommer til at klare sig længst i vores moderne tider.

Muhammed og Jesus
Muhammed ser ikke sig selv som en religionsstifter: Han var profet og budbringer af åbenbaringer fra Gud. Islam har ifølge Muhammed eksisteret siden Adams tid og alle, der tror eller troede på én eneste Gud, betegner Muhammed som muslimer, blandt andre Abraham og Moses. I denne artikel antager vi som det mest sandsynlige, at Muhammed opfandt islam, selv om dette altså er mod muslimsk tro. Jesus var heller ikke religionsstifter, (det er det, Paulus har fået æren for), og det er vel uklart, om han så sig selv som ligestillet Gud, sådan som han bliver fremstillet af kristne den dag i dag. At Gud, Jesus og Helligånden danner en treenighed stammer i hvert fald ikke fra Jesus, men er opfundet af mennesker. Muhammed var meget mere bevidst end Jesus om, at han fremmede en til dels ny religion. Koranen er en skrift, der er meget mere logisk opbygget end DNT. Den holder sig til at have én hensigt: nemlig at give den mest fyldestgørende beskrivelse af Gud, og hvordan Gud ønsker, vi skal opføre os, men ingenting om Muhammeds liv og levned. På den anden side er DNT en temmelig rodet fremstilling, hvori Jesu liv og lære blandes sammen, og kun en lille del indeholder ordrette udtalelser fra Jesus.

Troværdighedsperspektiv
Og allerede her støder vi på et troværdighedsproblem i kristendommen. Hvordan i alverden skal vi tro på, at der pludselig, efter verden havde bestået i nogle tusinde år, dukker en ny Gud op, der er ligestillet med den gud, der har eksisteret siden jorden blev skabt og måske tidligere? Hvad med alle dem, der allerede var døde og derfor ikke nåede at opleve den nye gud? Det er umuligt at se logikken i dette. Tidspunktet virker tilfældigt, og der var ikke noget i verdenssituationen, der angav, at tiden var inde til en ny gud. Så i en diskussion mellem en muslim og en kristen, vil muslimen have en vigtig indvending mod kristendommen. En indvending, den kristne vil have svært ved at gøre rede for. Muhammed var klog nok til at undgå dette problem: Han var profet og ikke en gud.

Muhammed fremstillede heller ikke guden som et menneskeligt væsen, sådan som de kristne gør. Islams gud er noget, der er højt hævet over alt andet i verden. Han ligner ikke noget andet, der findes. Han er egentlig udefinerbar, og et sådant billede af en gud virker meget mere sandsynligt end den menneskelignende, kristne gud. Det virker ikke særlig troværdigt, at en gud, der til forveksling ligner et menneske, har skabt alt, der findes i verden, blandt andet jorden og solen.

Jesus skelner også mellem det, der tilhører kejseren og det, der tilhører Gud. I islam tilhører alt Gud. Og i et idealbillede af en almægtig og alvidende, er dette vel det mest naturlige. Man svækker egentlig den kristne guds status og autoritet ved at holde ting udenfor hans kontrol. Men vi, der bor i et land, hvor guden ikke blander sig i alt, bør være taknemmelige for, at Jesus indførte denne forskel.

En anden ting, som gør, at den kristne gud har en noget lavere status end den islamiske gud, er disse to guders forhold til den faldne engel, der i kristendommen kaldes Satan og i islam Shaitan eller Iblis. Satan er en farligere modstander end Shaitan, fordi Satan kan skabe store problemer for den kristne gud. Shaitan er derimod en lidt svag og klodset modstander for den islamiske gud.

Uklarheder
Når en kristen beder til Gud, tænker han måske ikke på, at der samtidigt med hans bøn, sandsynligvis kommer en million andre bønner til Gud fra andre mennesker, der beder på samme tid. Man har næppe Gud for sig selv, når man beder. Så her må man revidere sin opfattelse af Gud. Gud må i denne sammenhæng sammenlignes med, hvad man i computerverdenen kalder en parallelprocessor. Muhammed må have indset dette problem. Og han fandt en løsning. Han er blevet fortalt af Gud, at der på skulderen af ethvert menneske i verden, sidder en engel. Og denne engel noterer sig alt, som mennesket foretager sig og tænker.

I kristendommen findes der ikke klare kriterier for, om et menneske kommer i himlen eller ej. At man tror på Gud er en nødvendig forudsætning, men det er ikke tilstrækkeligt. Og om gode handlinger skal tælle med, er uklart. Altså temmelig forvirrende. Og her har islam en metode, der er mere tydelig. På dommedag lægger engelen, som i alle år har siddet på hver enkelt muslims skulder, livsregnskabet for vedkommende frem. Alle gode gerninger sammenlignes med de onde gerninger, og balancen bestemmer, om man bliver frelst eller ej.

Forståelse af den menneskelige natur
Der er flere absolutter i DNT end i Koranen. Jesus lovpriste enken, som gav væk alt, hun ejede. Men i Koranen står der: ”Giv jeres slægtninge, de trængende og de vejfarende, hvad der retteligen tilkommer dem; men ød ikke (jeres ejendom) bort.” Sidstnævnte virker som en meget mere fornuftig regel. Det virker helt urimeligt af en gud at kræve, at man skal give væk alt, hvad man ejer.

Jesus forventer, at når man er blevet udsat for en uretfærdighed, skal man vende den anden kind til. Man skal nærmest opfordre til en ny uretfærdighed. Man kunne selvfølgelig ønske, at menneskene altid fulgte denne leveregel, men reglen er selvudslettende. En menneskestamme, der slavisk fulgte denne regel, ville ifølge Darwins udviklingslære ikke kunne overleve i det lange løb. (Og det er måske her, vi finder forklaringen på, hvorfor neandertalerne bukkede under, da vi, homo sapiens, trængte ind på deres områder.) Og dette er næppe i gudens interesse. I islam opdrages drenge til ikke at finde sig i ”zulm”, dvs. at blive uretfærdigt behandlet, men derimod til altid at kræve sin ret til det sidste. Det forventes, at han reagerer aggressivt og voldsomt, når nogle går hans eller hans families ære for nær, eller får ham eller familien til at tabe ansigt. Her er islam mere i pagt med den menneskelige natur.

Menneskelige relationer
Islam forbyder ikke skilsmisse, men betragter det som en forkastelig handling. Skilsmisse er det, som Gud hader mest af alle lovlige handlinger. I kristendommen er skilsmisse en synd: noget som igen viser denne religions fuldstændige mangel på forståelse for den menneskelige natur. Og sex er ikke noget, som kirken under sine medlemmer, specielt ikke den katolske retning. Hvor Muhammed mener, at legemet, de sanselige glæder og denne jords nydelser hører til Guds gaver, så mener paven og den katolske kirke, at sex skal begrænses til artens videreførelse. Sex er ikke til for at skulle nydes. Og når det gælder abort, mente Muhammed, at et menneskeligt foster ikke får en sjæl før efter 120 dage. Så koranen forbyder ikke abort i denne tidsperiode. (Men mange muslimske stater har alligevel love, der forbyder abort.)

Muhammed var ikke feminist. Men et forsonende træk ved hans holdning til kvinder er, at han ikke lægger skylden ene og alene på Eva. Adam spiste også den forbudte frugt, og han er derfor også skyldig. Og når det gælder dogmet om arvesynden, der er den mest urimelige straf for en helt uskyldig ulydighedshandling, som den kristne gud har pålagt menneskene, så findes denne ikke i islam.

Konklusion
Som vi kan se, havde Muhammed en meget større forståelse af den menneskelige natur og de begrænsninger, denne medførte, end Jesus. Muhammed var nok en bedre psykolog end Jesus. Jesus’ lære indeholder meget ønsketænkning: han forkyndte, hvordan han gerne ville have, at menneskene opførte sig, mens Muhammed nok viste, at menneskene havde sine begrænsninger, som han måtte tage hensyn til. Også i dag erkender muslimske lærde, at det ikke er muligt for noget menneske at overholde samtlige regler og love til punkt og prikke. Den samme forståelse er ikke fremskreden i kristendommen.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har lavet en fair og objektiv sammenligning mellem islam og kristendommen. Jeg har blot taget nogle stikprøver. Men disse viser, at de kristne ikke har nogen grund til at hovere over islam.

Et smart træk fra Muhammeds side var hans erklæring om, at Gud havde åbenbaret for ham, at han var den sidste profet. Dermed garderede han sig mod, at der kom nogen efter ham, der også påstod at have fået nye åbenbaringer fra Gud. Hvis Jesus havde været så forudseende og påstået det samme, så havde vi måske ikke haft islam som konkurrent til kristendommen. Og vi havde måske heller ikke haft så mange kristelige sekter.

PS. Nogle vil måske anklage mig for bevidst at have udeladt de uhyrlige straffemetoder i sharialoven, fordi dette vil kompromittere Islam. Men sådan er det ikke. Hvis jeg skulle have nævnt disse straffe, blandt andet at man kan få en hånd skåret af pga. tyveri, så skulle jeg i retfærdighedens navn også have nævnt den langt strengere og mere urimelige straf, som den kristne gud foreskriver for dem, der ikke tror på ham, nemlig at man brændes i Helvede. Helvede forekommer for øvrigt også i islam.