Efter Portugals beslutning om at bede EU og IMF om en økonomisk redningspakke har der været megen snak om, at der nu er trukket en streg i sandet. Stregen adskiller de kriseramte lande Grækenland, Irland og Portugal fra andre trængte økonomier i euroområdet. Spanien er det land, der er tættest på stregen.
Kan Spanien holde sig på den rigtige side af stregen? Vil landet mon ikke følge samme kurs som Portugal, der så sent som i marts benægtede behovet for økonomisk hjælp, lige som Spanien gør nu? Der er jo næppe tvivl om, at den stramme spareplan, som Portugal skal gennemføre for at modtage redningspakken, også er særdeles tiltrængt i Spanien.
Alligevel opfatter de finansielle markeder Spanien som meget anderledes end de andre vildfarne EU-lande. Hovedsageligt fordi Spanien allerede har implementeret tiltag, der har reduceret budgetunderskuddet. EU har åbent rost Spaniens indsats for at få det offentlige forbrug under kontrol (landets budgetunderskud i forhold til BNP forventes at falde til 6% i 2011 efter at have oversteget 11% i 2009), og selv markederne synes at være imponerede. En anden hovedpine for investorerne i Spanien er de usikre forhold i dets banksektor. Men selv dette ses som noget, der kan håndteres, i kraft af sektorens relative størrelse i forhold til den samlede økonomi. Den tillid, som dette har affødt, har afspejlet sig i den seneste solide udvikling i spanske statsobligationer og den generelt positive modtagelse af nye udstedelser.

Bygget på sand?
Der er dog stadig ubesvarede spørgsmål. Selvom regeringen gør fremskridt med at balancere budgettet, er gældssituationen i nogle af de selvstyrende regioner (især Katalonien, hvis økonomi er omtrent af samme størrelse som Portugals) faktisk blevet værre. Og selvom bankerne har givet mere detaljerede oplysninger om deres nødlidende lån (primært til konkursramte byggefirmaer og ejendomsudviklere i kølvandet på nedsmeltningen af ejendomsmarkedet), er der velbegrundet frygt for, om de spanske banker har holdt misligholdelsesprocenten nede ved at refinansiere private realkreditlån, hvilket kan udgøre et problem fremover.
Den kritiske faktor for markederne er dog euroens troværdighed. Her har EU hjulpet ved hurtigt (og overraskende ubureaukratisk) at blive enige om at udvikle mekanismer, herunder EFSF, til at støtte finansielt trængte lande i euroområdet. Men den herved vundne respekt vil formentlig forsvinde, hvis Spanien ikke formår at levere resultater i tråd med markedets forventninger. I øjeblikket kan Spanien derfor være den sidste bastion for euroens integritet.
www.nortdeaprivatebanking.com