Det bliver stadig mere almindeligt, at advokater fra andre EU-lande kræver fuldbyrdelse af strafferetlige domme, der er blevet afsagt af domstole i andre EU-lande. Et eksempel er, når en debitor i et andet EU-land flytter til Spanien uden at efterlade aktiver i sit hjemland. I et sådan tilfælde kan dommen håndhæves i Spanien. Et andet eksempel er forældremyndighed efter en skilsmisse, hvor den ene forælder flytter til et andet land med børnene og således bryder tidligere retskendelser i et andet land.

Definitioner
”Fuldbyrdelse af udenlandske domme” betyder anerkendelsen og fuldbyrdelsen i et land af en dom, der er afsagt i et andet land. ”Anerkendelsen” optræder, når domstolene i et land accepterer en retsafgørelse taget i et andet land og udsteder en retskendelse i næsten identiske vendinger. Det sker uden domsforhandlinger samt ud fra materialet fra den oprindelige retssag. Domstolene i det første land kan derefter søge om fuldbyrdelse i det andet land, og den anerkendende domstol vil give de hensigtsmæssige ordrer med henblik på at gøre den oprindelige dom effektiv. Et eksempel er, hvis der er tale om en udenlandsk dom af økonomisk karakter, hvor debitor har aktiver i det anerkendte land. I en sådan situation har kreditor ved dom adgang til alle håndhævede midler, som hvis sagen var opstået i det anerkendte land.

Traktater
I Spanien anerkendes udenlandske domme baseret på bilaterale eller multilaterale traktater eller aftaler.

For EU-lande fjerner regulering nr. 44/200, der er vedtaget af Rådet for Det Europæiske Fællesskab den 22. december 2000 barrierer, der vanskeliggør den frie håndhævelse af lov og bevægelighed af retsafgørelser i civile og kommercielle sager i hele EU. Danmark fravalgte i første omgang denne regulering, men ratificerede senere aftalen, der trådte i kraft den 1. juli 2007.

Med hensyn til sager, der angår lande, der ikke er medlem af EU, følger Spanien Haag Konventionen af 21. oktober 1976, der trådte i kraft i Spanien den 3. april 1997. Bilaterale aftaler regulerer udenlandske domme mellem Spanien og de følgende lande: Colombia, Uruguay, Israel, Brasilien, Mexico, Kina, Bulgarien, Marokko, Rumænien, Thailand, El Salvador, Tunesien og Rusland.

Anerkendelse
Spansk lovgivning kræver, at alle retslige afgørelser meddeles den anden part forud for fuldbyrdelsen. Dette er for at give den anden part mulighed for at appellere eller for at indgå en aftale, uden det er nødvendigt at håndhæve dommen.

Den spanske civile retsplejelov kræver, at alle dokumenter, der indgives ved den spanske domstol, oversættes til spansk. Derfor er det absolut nødvendigt at oversætte retsafgørelsen til spansk. Det er vigtigt at bemærke, at den anden part derfor kan anfægte en normal oversættelse, og selv om det ikke er strengt nødvendigt, vil en edsvoren oversættelse være påkrævet. En ”apostille” (officiel påtegning) er i de fleste tilfælde nødvendig.

Man kan påbegynde en procedure på forskellige måder. Det kan fx ske gennem det spanske justitsministerium, konsulatet, ved hjemlandets domstole eller gennem en advokat i Spanien. Denne sidste mulighed er den sikreste og mest problemfri, da sagen bliver fulgt personligt op af advokaten, der løbende holder klienten opdateret.

Proceduren for at fuldbyrde udenlandske domme starter med en anmodning fra den anklagende part. Anmodningen giver en kort forklaring af kendsgerningerne og det retslige grundlag for disse i henhold til artikel 549 i lovgivningen om proceduren i spanske civilret. Til anmodningen vedlægges de dokumenter, der er fastsat i artikel 550, med andre ord dommen, den spanske oversættelse heraf, dokumenterne, der beviser at den omtalte dom er gyldig, og at den er meddelt til debitoren. I det øjeblik den valgte spanske domstol godkender den udenlandske dom, kan proceduren om fuldbyrdelse begynde.

Fuldbyrdelse
I Spanien er den domstol, der anerkender den udenlandske dom, også ansvarlig for håndhævelse af dommen (som i artikel 545 i den spanske lovgivning om proceduren for civilret).

Detaljerne i proceduren om håndhævelse af dommen kan variere alt efter den type dom, der er tale om. I tilfælde af retslige økonomiske krav giver den spanske domstol en frist på 10 dage med det formål, at den anklagede har mulighed fir at afvise fuldbyrdelsen på baggrund af de motiver, der er etableret i artikel 556 og 559 i den spanske lovgivning om procedure for civilret (forældelse, betalings- eller afbetalingsaftaler samt manglende betalingsevne) Når denne periode er afsluttet, har kreditor fem dage til at fremlægge et svar mod debitors opposition. Retten vil derefter træffe en endelig afgørelse, som fastslår, at proceduren fortsættes, og at de beslaglagte varer overgives til kreditor. En anden mulighed er at afvise de beslaglæggelser, der har fundet sted.

Disse procedurer kan være ret indviklede. Derfor er det altid bedst at henvende sig til en spansk advokat, der er fortrolig med international lovgivning og procedurer.