Mens der kun er begyndende tegn på et opsving i den amerikanske økonomi, og EU gennemgår en renselsesfase i den græske tragedie, holdes verdensøkonomien i gang af de såkaldte nye vækstmarkeder (Emerging Markets). En af de væsentligste følger af den seneste finanskrise, nemlig den positive ulighed mellem udviklingslandene og de traditionelt stærke vestlige økonomier, har fået nogle analytikere til at overveje, om de nye vækstøkonomiers stigende betydning for den globale økonomi markerer starten på en længerevarende tendens. Nogle taler endda om et nyt, varigt paradigmeskift målt på vækst og risici i favør af de nye vækstmarkeder på bekostning af i-landene.

Muligheden af dette paradigmeskift tages mere alvorligt af de internationale investorer end af kreditvurderingsinstitutterne. Større vestlige økonomier som USA, Storbritannien og Tyskland er tynget af tunge gældsbyrder, men ikke desto mindre har disse økonomisk hårdt pressede lande stadig en høj kreditvurdering (AAA). En rating på det niveau indikerer, at det er utænkeligt, at landene ikke skulle overholde deres gældsforpligtelser. Men kreditvurderingsinstitutterne har først for nylig nedjusteret Grækenlands rating (til BB+) trods tydelige tegn på, at det var en økonomi i spåner. Og Grækenlands rating er højere end nabolandet Tyrkiets (BB-), selvom de tyrkiske offentlige finanser er en hel del bedre. Nogle af de lande, der i dag driver det globale opsving, fx Indien og Brasilien, har en rating under A. Takket være sine betydelige valutareserver er Kina det eneste af de større nye vækstmarkeder, der har en A-rating.

I de senere år har mange analytikere haft en vis skepsis over for kreditvurderings¬institutterne. For eksempel havde Island indtil for kun nogle få år siden en toprating. Og nu anses den rolle, som institutterne spillede under krisen især i forhold til såkaldte ”mortgage-backed securities” (værdipapirer med sikkerhed i en pulje af realkreditlån), nærmest for skandaløs. Institutternes forsigtighed med at hæve kreditvurderingen af de nye vækstøkonomier skyldes formentlig historiske faktorer, idet disse lande tidligere har været præget af både finansiel og politisk ustabilitet. Men institutterne tøver åbenbart også med at nedjustere kreditvurderingen af de mere modne økonomier – og det til trods for de finansielle blodbade, som vi allerede har set, og som kan have økonomiske konsekvenser i mange år fremover.

Hvo intet vover, intet vinder
Set i dette lys har investorerne god grund til ikke at fæste lid til kreditvurderings¬institutternes analyser. Men så længe institutterne er langsomme til at belønne en sund økonomisk udvikling, vil det skabe nogle langsigtede investeringsmuligheder for dem, der er villige til at løbe den højere risiko, som en lav rating indebærer. Institutionelle investorer er ofte tvunget til at begrænse deres investeringer til værdipapirer med en rating blandt de højeste. I sidste ende vil kreditvurderingsinstitutterne alt andet lige blive nødt til at opjustere deres rating af de nye vækstøkonomier, og det vil gøre det muligt for institutionelle investorer at investere mere aktivt her. Det vil igen øge likviditeten og gøre det mere sikkert for mindre risikovillige investorer at gå ind på de nye vækstmarkeder.