|
||||
| Isabella, den spansk-østrigske prinsesse, der blev dronning af Danmark |
|
Afsnit 8.
Dronning Elisabeth dør Ved sin tilbagekomst til Mecheln var Dronning Elisabeth ikke rask. Kurbade i Aachen i efteråret 1524 havde hjulpet, men ikke nok. I sommeren 1525 modtog hun flere læger, der gav hende en række råd. Hun fejrede sin 24 års fødselsdag i juli måned med sin mand og deres tre børn. Men hun var stadig svag. Sidst på året tog den danske kongefamilie på en mindre rejse i området. De tog til landsbyen Zwijnaerde tæt ved Gent, hvor de boede i et lille lystslot. Nogle dage efter ankomsten, den 8. december, blev Elisabeth syg og måtte lægges i seng. Hun var helt afkræftet, og familien var nødt til at blive på stedet, indtil hendes tilstand blev bedre. Men Elisabeths tilstand forværredes. Hun led af stærk åndenød, og intet syntes at hjælpe. I Mecheln var Margrethe meget nervøs for sin niece og modtog dagligt meldinger fra Zwijnaerde.
Elisabeth vidste godt, hvor det bar hen ad. Den 14. januar 1526 dikterede hun i sin afkræftede tilstand et brev til sin tante i Mecheln, som hun bønfaldt om at bistå hendes mand og deres tre børn og hjælpe dem med at opnå deres ret til den danske trone. Med rystende hånd underskrev hun med sit navn på fransk, Ysabeau. Fem dage senere døde hun, den 19. januar 1526.
Meddelelsen om den unge dronnings død blev modtaget med dyb sorg af alle, der stod hende nær. Næppe før eller senere er der blevet sørget over en dansk dronnings død i så mange lande. Der blev holdt sjælemesser i Nederlandene, Tyskland, Ungarn, Spanien og Danmark. Efter at kisten havde stået nogle dag i slotskirken i Mecheln, blev den bragt til Gent i et stort optog. Christian II red umiddelbart efter kisten og blev fulgt af herolder, adelsmænd, præster og munke. I Gent blev kisten båret ind i Skt. Peters Kirken, hvor den højtidelige begravelsesceremoni fandt sted. Kisten blev til sidst sænket ned i en grav foran højalteret.
Efter Dronning Elisabeths død
Det var en trist og nedbøjet Christian II, der drog tilbage til Lier. Her boede han endnu nogle år, stadig opsat på at genvinde den danske trone, men uden råd og dåd fra sin trofaste dronning. Han accepterede, at de tre børn skulle opdrages hos Margrethe på slottet i Mecheln. Da Margrethe døde nogle år senere, i 1530, indsatte Karl V sin søster Maria som sin statholder i Nederlandene. Hun var blevet enkedronning af Ungarn efter Ludvig II’s død. I Mecheln blev hun også ansvarlig for opdragelsen af sin søster Elisabeths tre børn, Hans, Dorothea og Christine.
På dette tidspunkt blev Kejser Karl V venligere stemt over for Christian II, ikke mindst efter at den landflygtige danske konge offentligt havde taget afstand fra Luthers lære. Kejseren hjalp sin svoger med at samle en hær på 8.000 landsknægte, og i efteråret 1531 gik Christian og hans soldater om bord i en flåde på 26 krigsskibe, som satte kurs mod Norge. Det lykkedes ham at erobre store dele af Sydnorge, og i november måned blev han hyldet af de norske stænder i Oslo. Her på egen jord bekendte Christian II sig atter til Luthers evangeliske tro.
Den følgende sommer mødtes Christian II i Oslo med danske udsendinge, der kunne meddele ham, at Kong Frederik I gerne ville forhandle med ham i Danmark, og var rede til at give ham frit lejde. Igen stod Christian II over for et vigtig valg i sit liv. Skulle han kæmpe videre militært mod sin onkel i Danmark, eller skulle han stole på Frederiks tilbud om frit lejde og forhandlinger?
Han valgte det sidste og rejste med de danske udsendinge tilbage til Danmark. Frederik I holdt imidlertid ikke sit ord. Der blev ingen forhandlinger, og Christian blev i august 1532 ført fra København til Sønderborg Slot, hvor han blev holdt i fangenskab i de næste 18 år.
Under disse omstændigheder stod det klart, at det nu var Christian og Elisabeths ældste søn, Prins Hans, der måtte videreføre familiens kamp om at få Danmarks trone tilbage. Kejser Karl V havde fattet tillid til sin nevø, den unge prins af Danmark og var rede til at støtte ham i kampen mod Frederik I. I sommeren 1532 tog Karl V den 14-årige prins Hans med til Rigsdagen i Regensburg, hvor den unge dansker med stor veltalenhed fremførte familiens krav på Danmark. Men skæbnen var dem ikke gunstig. To dage efter at Christian II var blevet spærret inde i Sønderborg Slots nordre tårn, blev prins Hans syg i Regensburg, hvor han døde, Kongemagten blev dermed yderligere befæstet hos Frederik I.
Følg med i næste afsnit: Tronen mistes |
