|
||||
| Familien Gregersen |
|
Regnar Grasten satser de fleste af sine sparepenge på filmatiseringen af Christian Kampmanns 70’er romaner om ”Familien Gregersen”. Tre og en halv times helaftensfilm, hvor mange yngre kræfter både foran og bag kameraet får en chance.
Ifølge Christian Kampmann var 60’erne og 70’erne en mislykket revolution. Bl.a. fordi børnene blev glemt, da eksperimenterne tog over. Filmproducent Regnar Grasten ser den nutidige relevans af Kampmanns bøger sådan her:
»Jeg læste først bøgerne i 1999, og det slog mig, at vi i dag lever i en tid, der kan minde meget om 50’erne. Det er så borgerligt, som det overhovedet kan være. Familien er i centrum og alle snakker om penge og de stigende huspriser. Politikerne bruger retorikken om terror som en trussel mod samfundet i stil med Sovjetunionen i sin tid. I slutningen af både bøgerne og filmen sidder tre børn og ser ud i horisonten. De vil formentlig udvikle sig i stik modsat retning af deres forældre og blive yuppier. I dag står vi over for en tid, hvor vi med stor sikkerhed får en ny slags revolution fra de unge, og jeg håber, at man i den revolution vil have grundstoffet med sig, familien, for ellers går det galt igen. Jeg tror, Kampmann med sine bøger vil sige, ”Let’s do it right next time” og det er i nær fremtid,« siger Regnar Grasten.
“Visse hensyn”, “Faste forhold”, “Rene linier” og “Andre måder” er skrevet i årene 1973 til 1975 og dækker en udvikling fra 1954 til 1974 med fokus på ”Familien Gregersen” og særligt de fem børn. De spilles gennem det meste af filmen af Thomas Levin, Kristian Tomislav Ibler, Laura Drasbæk og Sofie Lassen-Kahlke. Steen Springborg og Pia Vieth spiller forældrene i en familie med mange penge og muligheder.
Et gennemtestet produkt Grasten & co. har arbejdet på filmprojektet i fem år. Mere end 600 sider er kogt ned til en tre- og en halv times film i bredformat. Budgettet var på 25,5 mio. kr. til at begynde med, men ender i omegnen af 28 mio. kr. Der er ikke råd til fejltrin.
»Vi ved, vi har en film, som folk godt kan lide, for den er gennemtestet på kryds og tværs. Til at begynde med har vi testet manuskriptet på folk, der ved alt om Kampmann. For at være sikre på, at vi har ramt tonen. Det er altafgørende. Det værste, du kan gøre, er at filmatisere en bog side for side. Du skal i stedet filmatisere den fornemmelse, læseren sidder tilbage med, når han har lukket bogen. Vi har blandt andet valgt politiske dele af bogen fra og en del sidehistorier for at fokusere på følelserne hos hovedpersonerne, » siger Regner Grasten, der fortæller, at det samme »testpanel« senere så en fire og en halv time lang grovudgave af filmen, så man kunne få en idé om, hvor man skulle skære.
Rekordstor markedsføring Med ”Familien Gregersen” slår Grasten flere rekorder indenfor markedsføring. Allerede fra sidste nytår begyndte Grasten at bruge af sit planlagte markedsføringsbudget på hele 2, 8 mio. kr. Ti pct. af filmens budget.
»Det lyder måske umiddelbart af meget, men i forhold til USA er det jo det rene vand. Vi står med en type film, der er utrolig få af i Danmark. Derfor er vigtigt for os at fortælle, at det er en event. Du beslutter dig ikke bare lige for at tage i biografen i fire timer. Det skal planlægges og folk skal ud og spise først og så videre. Folk skal have en begrundelse for, hvorfor det er en stor begivenhed i stil med at gå ind og se ”Phantom of the Opera” i teatret,« siger Regner Grasten.
»Vi satser på at ramme dem, vi kalder, ”first movers”. Dem der har læst bøgerne eller har hørt om dem. De læser avis, har en stor omgangskreds og er folk, som andre mennesker lytter til, når beslutningen om at tage i biografen skal tages. De andre skal nok komme, hvis strategien lykkes,« siger Grasten.
Mandag den 1. november indrykkede Grasten helsidesannoncer i alle landets store dagblade, hvor der stod, at man samme aften kunne se en forfilm på fire minutter i TV 2 lige efter ”Hvem vil være millionær?”. ”Verdens længste tv-spot for en film” med Savage Roses’ ”Wild Child” som underlægningsmusik.
Nye ansigter Peter Bay har skrevet både ”Det forsømte forår” og ”Kun en pige” for Grasten, og han gav også ”Familien Gregersen” et forsøg på opfordring. Han knækkede ikke rigtig koden og ind i billedet kom Ib Kastrup, der havde arbejdet lidt med ”Familien Gregersen” tidligere, da DR havde rettighederne på at lave bøgerne til en tv-serie.
Kastrup er ifølge Grasten typen, der kan sætte sig ned og begynde fra A uden at lade sig tynge eller stresse af, hvor omfattende arbejdet er, inden han når til Å. Han arbejdede på manus i to og et halv år. Heller ikke instruktør og skuespillere blandt landets mest kendte.
»Vi trænede Charlotte Sachs Bostrup (instruktør, red.), uden hun selv vidste til hvad, med to ”Anja & Victor”-film og ”Askepop”, så hun gik fra at være nybegynder til at være dygtig til stramme produktioner.«
Optagelser tog kun 12 uger – men til gengæld var forberedelserne grundige: »Vi arbejdede på den måde, at vi var spritklar, da kameraerne blev tændt for at kunne nå det mere, når først vi rullede. Den tekniske stab var folk med hver især mindst 20 film bag sig. Samtidig blev skuespillerne samlet i en fire dages work-shop, så de var helt sikre på, hvor de stod med hver deres karakter. Der er for sjældent råd til at øve før filmoptagelser, hedder det sig, men faktum er, at man på den måde kan spare mange penge i den anden ende, fordi det går hurtigere undervejs. Samtidig slog vi fast, at der kun var én stjerne, og det var Christian Kampmann. Ingen andre.«
Satser en del af butikken Filmen er finansieret af Det Danske Filminstitut, TV 2 Danmark, Buena Vista Skandinavien og Regnar Grasten selv. Han har efter sigende brugt overskuddet fra de tre ”Anja & Victor” film for at få budgettet gjort stort nok.
»Vi taber ikke penge, hvis 280.000 danskere ser filmen i biografen. Men så har vi heller ikke fået løn i fem år. Derudover ser vi ikke en krone af de første 60-70.000 solgte dvd-udgaver af filmen. De penge regnes som så sikre, at de allerede er skudt ind i budgettet.«
Gode anmeldelser – eller ej Producenten har fået ry for ofte at lægge sig ud med landets filmanmeldere, men det mener han er uretfærdigt.
»Anmelderinstitutionen er vigtig for demokratiet. Den skal vi have. Hvis du har lavet en god film, som folk godt kan li’, så er den generelt svær at slå ned. Opløbet kan gå lidt langsommere, men dårlige anmeldelser kan ikke stoppe en film, folk vil se. En god bølge af anmeldelser kan til gengæld sætte en film godt i gang. For de brede familiefilm som ”Krummerne” betyder anmeldelser intet, for folk går efter en mærkevare. Noget andet er, at man da altid gerne vil have gode anmeldelser for ens egen skyld. Hver gang der bliver skrevet noget positivt om de film, man arbejder med, så bliver vi faktisk ret glade.«
Grasten er selv søn af tidligere filmanmelder i Ekstra Bladet, Bent Grasten.
»Med hensyn til ”Familien Gregersen” er det svært at sige, hvor meget anmeldelserne betyder. Der ligger jo en enorm tyngde i hele Christian Kampmann universet. Tænk på en film som ”Åndernes hus”: Selv om den fik ret dårlige anmeldelser, blev den alligevel set af utrolig mange mennesker. Den blev et fænomen. Det var ligegyldigt, om naboen ikke kunne lide filmen, for man ville bare se den med egne øjne. Vi arbejder på, om ikke ”Familien Gregersen” kan blive sådan et fænomen. Det er umuligt at forudse, om det vil lykkes, men bøgerne er i hvert tilfælde fasttømrede i befolkningens bevidsthed. Godt 700.000 danskere har kendskab til dem og rigtig mange har læst dem. Emnet og tiden, den foregår i, er også vigtigt. På den baggrund kan man forestille sig, at anmeldelserne ikke har den helt store indflydelse.
Filmen havde dansk premiere lige før jul.
241__MainPicture__OwtuOQoQhrsenKPsWX1B.jpg
Et stykke Danmark på det store lærred
|
