La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld




Sommerskolen 2008
362 danske børn fra hele verden var i år med til at gøre Sommerskolen til noget ganske særligt: et sted hvor udedanske børn mødes, hvor venskaber knyttes, og hvor der øves på det at være dansk i de tre uger, eleverne indtager skolerne på Fyn og Sjælland.
Af Christina Lopes. Fotos Claus Christensen

”Kom, du skal smage brændenældesuppen. Jeg har selv været med til at lave den, og den smager rigtig godt.”
Veronika tager mig i hånden og trækker mig hen til bålet, hvor brændenældesuppen bobler i gryden. Jeg får hældt en grydeskefuld op i en plastikkop, og da jeg bedyrer, at den faktisk smager okay, får jeg straks en kop til. Veronika er i topform. Det er tredje uge på Sommerskolen, der er projektdag i dag (om vikinger) og plænen bagved Bernstorffsminde Efterskole, hvor Sommerskolen for de mindste finder sted, er omdannet til et sydende vikingemarked, hvor de fuldt udrustede elever og lærere handler på livet løs.
Veronika Vancheri, ni år, der til daglig bor i Brescia, Italien, er på Sommerskole for første gang.
”Jeg er vild med trampolinen og svømmehallen. Og så er jeg blevet meget bedre til dansk. Min morfar siger, at jeg er rigtig god til at læse nu, og det var jeg ikke ret god til før.”
Ordene står i kø for at komme ud af munden på Veronika.

Skulle man som forælder være bekymret for at sende sin ni-årige afsted på det tre-uger lange sommerskoleophold, bliver al bekymring fejet af banen efter et besøg på skolen: Eleverne suser hjemmevant rundt, der bliver grinet og snakket – og man fornemmer tydeligt, at de tre ugers danskundervisning har battet.
Også for Veronika, der føler sig meget mere dansk i takt med at ordforrådet vokser. Men som ikke kan (og heldigvis ikke skal) vælge, om hun er mest dansk eller mest italiensk.
”Jeg er nok begge dele”, siger hun på klingende dansk, og peger glad på nogle af de dansk-italienske venner, hun har fået på skolen.
For langt de fleste børn på Sommerskolen er en flerkulturel og multinational opvækst ikke et begreb, de skal forholde sig teoretisk til, men et grundvilkår i tilværelsen. Der betyder, at udsynet og den internationale forståelse vokser hver gang, børnene møder ny grund. Og måske netop derfor er det ekstra vigtigt at kaste et anker i danskheden.

Luiza Lancelotti Olesen, 12 år, bor til daglig i Sao Paulo, Brasilien. Hun er også på Sommerskole for første gang, ligesom både hendes mor og onkel, der begge er vokset op i Brasilien, har været på Sommerskole som børn.
”Det har været meget, meget rart at være her. Vi lærer dansk og får nye venner og begge dele er godt,” fortæller Luiza, der ikke kendte nogen af de andre elever på forhånd.
”Men det gør ikke noget, for jeg har lært mange at kende,” fortæller Luiza, der ”helt sikkert” vil tilbage til Sommerskolen næste år.
Det samme siger Henning Si Høj på 13 år. Til daglig bor han i Schweiz sammen med sin kinesiske mor og sin danske far, men denne sommer er adressen skiftet ud med Sommerskolens afdeling i Sdr. Nærå på Fyn, hvor skolens elever mellem 13 1/2 og 15 går.
Henning Si Høj er vokset op i Danmark, Frankrig og Schweiz. Til daglig taler han tysk i sin schweiziske skole, og dansk med sin far og kinesisk med sin mor derhjemme. Når man spørger til hans nationalitet, er svaret ikke ligetil.
”Jeg er nok mest dansk. Jeg kender bedst den danske gren af min familie, og kommer mest til Danmark på ferie,” fortæller Henning Si, der synes, at det bedste ved Danmark er den afslappede omgangstone:
”Det føles, som om man er én stor familie. Det tyske sprog, som jeg er vant til, er meget højtideligt. Det danske sprog giver mig en helt særlig følelse, og jeg kan rigtig godt lige atmosfæren i Danmark,” siger Henning Si Høj, der på Sommerskolen har været glad for gruppearbejdet, glad for sine værelseskammerater og for danskundervisningen, som, han synes, er nem at gå til, når man er vant til at prøve kræfter med Danes Worldwides Fjernundervisning til daglig.
”Jeg vil helt sikkert tilbage næste år og tage folkeskolens afgangsprøve i dansk,” fortæller han, inden han fortsætter dagens projekt: En workshop, hvor eleverne skal producere en avis om sommerskolen, og fordele rollerne som journalister, fotografer, redaktører og layoutere.
Med på avisholdet er Sofie Bach Andersen, 14 år, og fra Luxembourg. Sofie er på Sommerskolen for anden gang. For hende spiller det sociale en stor rolle:
”Jeg har fået mange venner på Sommerskolen, som jeg holder kontakten med på internettet, når Sommerskolen er slut,” fortæller Sofie Bach Andersen, der til daglig går på Europaskole, og dermed lærer dansk i hverdagen. Hun føler sig 100 procent dansk.
”Men jeg ved nu alligevel ikke, om jeg har lyst til at bo i Danmark, når jeg bliver voksen,” siger hun.

Selv om Sommerskolen er grobund for venskaber og et sammenhold, der følger eleverne helt op i voksenalderen, er fælleskabet langt fra det eneste, der er på tapetet. På Sommerskolen er det danskundervisningen og det at være dansk, der er i centrum. I løbet af tre uger dykker eleverne dybt i den danske kultur. Planen er, at de får en helt konkret baggrundsviden om, hvad det vil sige at være dansk, og at eleverne kommer ud på den anden side som en flok miniambassadører, der kan tage den danske kultur med sig ud i verden.
Arbejdet med de multinationale unge er spændende, så spændende at 50 folkeskolelærere med glæde vælger at spendere tre uger af deres sommerferie på Sommerskolen.
En af dem er Kristoffer Riddersholm, der er med på Sommerskolen for 6. gang – og fungerer som afdelingsleder for eleverne i den mellemste aldersgruppe for andet år i træk.
”Noget af det mest spændende er elevernes åbenhed og internationale udsyn,” siger Kristoffer Riddersholm, der selv lægger sig i selen for at over- og videreføre Sommerskolens værdier til den ”nye” sommerskole på Sdr. Nærå: Det er første år, at vi bruger friskolens lokaler som ramme for de mellemste elever, og indtil videre har oplevelsen været super positiv: Fasciliteterne er i top ligesom viljen til at få det hele til at fungere. For Kristoffer Riddersholm er en af de største udfordringer at skabe et socialt fælleskab på så kort tid. At give hvert eneste barn en fornemmelse af, at de i løbet af tre uger kommer til at tilhøre en fælles kultur.
”Børnene kommer, fordi de skal lære dansk, og målsætningen er at gøre dem så dygtige som muligt på de tre uger, vi har til rådighed. Men når det er sagt, skal man huske, at børnene bruger tre uger af deres ferie på at gå i skole. Og det lægger op til, at vi som ledere tænker kreativt og utraditionelt, så det bliver en helt speciel oplevelse, de får med sig, ” fortæller Kristoffer Riddersholm.

Jack Thomsen på 14 år synes, at det er så godt at være på Sommerskolen, at han foreløbig har været med fire gange. I år er hans lillebror og lillesøster også med - på Bernstorffsminde.
Jack Thomsens mor er dansker, hans far er fra Australien, og selv synes han, at det er fantastisk at komme på Sommerskolen og møde folk fra så mange forskellige lande.
”Jeg føler mig nok mest australsk. Vi har ikke så meget familie i Danmark mere, og jeg vil gerne bo i Australien, når jeg bliver voksen,” fotæller Jack Thomsen, der er australsk statsborger - men også gerne ville have et dansk pas, og mulighed for at flytte til Danmark engang.
Cathrine Wahlgreen på 13 år kalder sig selv for ”fuldt dansker”, men fastslår i samme åndedræt, at Danmark ikke er hendes hjem mere. Det er derimod Japan, hvor hun sammen med sin mor og far har boet det sidste år.
For Cathrine har Sommerskolen levet helt op til hendes forventninger.
”Jeg håbede, at det ville være sjovt at komme på Sommerskolen – og det var det, fortæller Cathrine Wahlgreen.

Kristian Juel på 16 år er også på Sommerskolen med et helt specifikt formål: at tage folkeskolens afgangsprøve (FSA) i dansk på afdelingen for de ældste elever på Osted.
For at tage afgangsprøven skal eleven have fulgt Danes Worldwides fjernundervisning, og det har Kristian gjort de sidste fire-fem år hjemme i Australien.
Sommerskolens afgangselever tager sædvanligvis afgangsprøven med meget flotte karakterer, og Kristian er ingen undtagelse. Det bliver til to 12-taller og et 10-tal, så Kristian er glad.
Afgangsprøven tager han for at ”holde alle døre åbne”, som han siger. Og selv om han synes, at det har været hårdt at terpe pensum igennem på tre uger, har det været anstrengelserne værd.
”Det var et wake-up call at gå til eksamen, men det har også været sjovt at opleve Sommerskolen og møde så mange fra andre lande, der har flere kulturer med hjemmefra ligesom en selv,” siger Kristian, der føler sig ”fifty-fifty”:
”Vi taler dansk derhjemme, så der føler jeg mig helt klart dansk. Men når det gælder sport holder jeg altid med Australien, siger Kristian, der ikke umiddelbart har planer om at vende tilbage til Danmark.
”Vi plejer at besøge familien i Danmark hver andet år - men at bo der fuld tid, kan jeg ikke rigtig forestille mig: vejret er for koldt, og så synes jeg egentlig, at danskerne nogle gange virker meget lukkede,” siger Kristian, der er ærgerlig over, at han som søn af to danske forældre ikke kan have to statsborgerskaber.
”Jeg vil meget gerne være australsk statsborger, fordi det er der, jeg bor, og der jeg planlægger at blive boende. Men hvis det betyder, at jeg skal give slip på mit danske statsborgerskab, vil jeg ikke gøre det,” siger Kristian.

Læs mere om Sommerskolen på www.danes.dk
Sommerskolen 2008
Diverse | Oktober 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



COMUNICA





Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo

SAS




















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer