La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld




Think Pink - et år efter den omfattende indsamling til fordel for kræftramte kvinder og forskning i brystkræft
Af Jette Christiansen

I oktober 2007 arrangerede Radio Solymar, Boutique Daniella, Golf y Vinos, Casa Una og Norrbom Marketing i anledning af brystkræft-måneden den omfattende indsamlingskampagne Think Pink til fordel for kræftramte kvinder og forskning i brystkræft i Málaga-provinsen.
15.916,45 euro blev samlet ind. Dette takket være en lang række initiativer, taget af en lige så lang række firmaer – der blev arrangeret walkathon, modeshows, golfturneringer, solgt lyserøde sløjfer, givet ansigtsbehandlinger, arrangeret komsammener og bagt kager – og responsen fra La Danesas læsere lod ikke vente på sig.
En check på 6.800 euro kunne derfor overrækkes til AECC (Asociación Española Contra el Cáncer) i Fuengirola, og dermed blev deres ønske om et apparat til afhjælpning af lymfeødemer hos brystkræftopererede opfyldt.
Derudover blev en check på 9.116,45 euro overrakt AEEC’s hovedsæde i Málaga-provinsen, som havde, og stadig har, hårdt brug for penge til forskning, patientstøtte og forebyggelse af brystkræft på universitetshospitalet Clínico.
Nu, et år efter, har vi set på, hvad pengene siden er gået til.

Et besøg på Hospital Clínico
I august var Lina Blanco og Martin Norrbom inviteret til universitetshospitalet for med egne øjne at se, hvad der er sket dér.
”Vi var rundt for at se laboratorierne, hvor de undersøger celleprøver og væv fra cancerknuder. Lægeholdet var specielt stolte over et nyt apparat, som Think Pink-arrangementet har sponsoreret, og som bruges til at dele en kræftknude. Frem til vort besøg var 266 patienters tumorer blevet analyseret af dette apparat.
De fortalte os også om fremtidige projekter og om hospitalets behov for flere midler til at forbedre forskningen. Der er stor brug for støtte, fordi afdelingen ikke er med på det offentlige sundhedsvæsens budgetter,” fortæller Martin Norrbom.

På billedet ses lægeholdet, der studerer forskellige former for tumorer. Professor og chef for den patologiske afdeling Alfredo Matilla Vicenta, koordinator Martina Álvarez Pérez, og patologerne Luís Vicioso, Felisa Romero, Isabel Hierro, Elena Gallego og Lidia Pérez samt Martin Norrbom.

Lymfeødem-apparatet i Fuengirola
Norrbom Marketings Lina Blanco har desuden besøgt AECC i Fuengirola.
”Efter at have overværet en patient (Paqui Díaz) blive behandlet med lymfeødem-apparatet, ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg bedst kan beskrive det, jeg føler. Paqui har givet mig en lektion i den menneskelige styrke og ydmyghed, som vi alle ønsker, vi måtte have, hvis vi selv skulle havne i denne situation.
20 måneder efter at have fået det ene bryst fjernet, begyndte hun at lide under følgerne af operationen. Hun kom til AECC unden følelse i den ene arm, halsen og en del af ryggen, og det var, som om armen vejede mere end normalt. Efter en behandling på en time, begyndte følelsen af vende tilbage. Hun skal gennemgå flere behandlinger. Paqui er meget stærk, men det er ikke alle. Mange har også svært ved at tale om sygdommen.
For dem alle er apparatet en befrielse, fysisk som psykisk, og at have det her, gør deres genoptræning meget lettere.
Siden apparatet blev installeret i marts, er over 30 kvinder blevet behandlet, og på Hospital Costa del Sol, henviser man patienter hertil. Personalet på AECC siger alle, at det er takket være et privat initiativ, at man har det. De kan ikke finde ord til at takke,” fortæller Lina Blanco, som hermed videregiver denne tak til alle involverede i Think Pink-indsamlingen.

Dansker får også hjælp af apparatet
På billedet ses danske Connie Larsen, som blev gjort opmærksom på apparatet af en bekendt, som havde læst om det i La Danesa. Hun fortæller, at efter en opringning til centret i februar gik alt meget let og hurtigt. Hun vil fortsætte behandlingerne, og lovpriser specielt fysioterapeuten Marta, som styrer apparatet.

At have brystkræft - og at have overlevet
I forbindelse med Think Pink-projektet bragte La Danesa i oktober 2007 desuden et interview med danske Kirsten Adams, der fortalte, hvordan det var at have brystkræft, og hvordan forhandlingsforløbet skred frem. Hun har siden afsluttet den sidste af en lang række behandlinger.
Hun understreger, at hendes måde at tackle sygdommen på, og de råd hun videregiver, måske ikke passer til alle, der måtte komme i samme situation.
Hun beretter i øvrigt, at hendes mor ligeledes har overlevet den brystkræft, som hun fik, da hun var 72 år. I begyndelsen af september fyldte moderen 93.
Vi lader Kirsten Adams selv komme til orde.
”Jeg følte mig som en pausefisk i mit eget liv, da jeg fik diagnosticeret brystkræft. Du tager ligesom dine livsværdier op til revision, men jeg var positiv.
Kræften er en ondskabsfuld sygdom, der bestemmer, hvordan kroppen skal ændre sig og bestemmer også humørsvingningerne.
Vær derfor positiv, og det gælder lige fra starten.
Det første, mange spørger om, er, om man skal dø. Det ved vi alle, at vi skal, men spørgsmålet er hvornår. Og glem ikke, at det ikke er os, der siger farvel til livet, men livet der siger farvel til os.
Så tænk positivt.

Behandlingsforløbet
Mine behandlinger forløb over 18 måneder. Jeg startede med otte kemobehandlinger, 25 strålebehandlinger - en hver dag i 25 dage. Derefter fik jeg herceptin-behandlinger, der forløb over et år, med 18 behandlinger med tre ugers mellemrum. Denne behandlingsform har færre bivirkninger end kemo, men er lidt den samme metode.
Efter disse behandlinger er kropspleje meget vigtig. Din krop beder om hjælp. Din hud, dit hår har brug for dig, og her kan du hjælpe. Plej din krop hver dag med body lotion, olier osv., vær også opmærksom på fødder og negle.
Jeg vil gerne lade alle vide, at disse behandlinger har gjort mig stærk. Jeg har lært at leve med en sygdom og er meget taknemmelig for de behandlinger, der er blevet mig givet. Jeg er overbevist om, at andre kvinder kan komme igennem dette ved at være positive.
Jeg har således afsluttet mine hospitalsbesøg og sagt farvel – med et godt resultat.”

Tennis for Cudeca
Norrbom Marketing og Radio Solymar afholder søndag den 9. november en
tennisturnering på Daryl Collins Tennis Academy i Algarrobo, Mijas, til fordel for cancerhospicet Cudeca.
Turneringen vil være en double-turnering for spillere på over 35 år. Der vil ligeledes være et lotteri til fordel for Cudeca.
Efterfølgende vil der være buffet og præmieoverrækkelse. Det koster 25 euro pr. person at deltage, dette beløb inkluderer buffeten.
Man kan tilmelde sig som par eller single (der så vil blive sat sammen i hold). Tilmelding og forudbetaling kan ske hos Radio Solymar eller Norrbom Marketing i Centro Idea, Mijas, eller på Daryl Collins Tennis Academy på Ctra. de Mijas.
Think Pink - et år efter den omfattende indsamling til fordel for kræftramte kvinder og forskning i brystkræft
Tema & Debat | Oktober 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



COMUNICA





Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo

SAS




















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer