![]() | |
Brian Nielsen og Jeanette Buchard fortæller La Danesa om deres forhold til golfspillet
Brian Nielsen tog i 2003 for første gang en golfkølle mellem hænderne, og han er ikke ked af, at golfsporten nu har overtaget boksningen.
”Jeg var inviteret til en velgørenhedsturnering i Stockholm, hvor også folk som Bill Clinton og Ingmar Stenmark skulle spille. Jeg havde aldrig spillet før, og bad derfor en bekendt give mig lidt undervisning i et par måneder op til turneringen. På trods af det spillede jeg med et forkert greb på køllen. Selvom jeg ikke husker, hvordan det endte, blev jeg dog i det mindste ikke nummer sjok,” fortæller Brian Nielsen, da han og Jeanette Buchard mødes med La Danesa på La Siesta Golf i Calahonda.
At han ikke måtte drage hjem med en trøstepræmie, skyldes måske, at der stadig er masser af kræfter i de der overarme og kampånd i den sjæl, som var med til at skaffe ham verdensmesterskaberne i boksning. ”Den første tid kunne jeg slå rigtig langt, op over 250 meter, hvilket jeg slog på Simons Golf Club i Danmark. Jeg har ikke slået så langt, siden jeg fik lært det rigtige greb om køllen,” griner Brian, som i dag har et handikap på 18,9.
Men træningen op til og selve turneringen gjorde, at Brian blev bidt af sporten. ”Han havde aldrig før givet udtryk for, at det var en sport, som appellerede til ham. Tværtimod syntes han, at det var en lidt fimset sportsgren,” indskyder hans kæreste og sambo gennem mange år, Jeanette Buchard. ”Det synes jeg sgu da stadig,” insisterer Brian.
Måtte overgive sig
Mens Brian nu har spillet i fem år, startede Jeanette først med at spille sidste år. ”Jeg følte næsten, at Brian havde meldt sig ind i en sekt, hvor alt kun drejede sig om golf, så jeg boykottede det nærmest. Måske var det også min usikkerhed, der holdt mig tilbage,” siger hun. ”Og din stædighed,” tillægger Brian.
”Men senere, f.eks. under efterfølgende middage, kunne jeg alligevel se, hvor godt spillerne havde det sammen, hvor meget de havde til fælles – og det uanset alder,” forklarer Jeanette, som mener, at også det med alderen var én af de afgørende faktorer for, at også hun måtte bøje sig. ”En person på +/- 60 år, der spiller golf, virker jo ofte 10 år yngre, end én der ikke spiller. De er ude med yngre mennesker, er i gang hele tiden, og har de én eller anden skavank, tænker de: ’visse vasse, det skal ikke forhindre mig i at spille’. Der findes jo heller ikke nogen anden sportsgren, hvor man kan være ligeværdig uanset alder. Golfsporten er derfor også en investering i min alderdom,” fortsætter hun.
Første gang hun spillede, var sammen med Brian på en ferie i Mexico. De tager stadig en duel en gang imellem, men hun spiller mest sammen med tre veninder, og han med sine venner.
De sociale og sundhedsmæssige aspekter
”Før jeg begyndte at spille, mente jeg desuden, at golf kun var for snobber, men det er det jo ikke. I hvert fald ikke længere. Det er lige meget, om man er direktør eller skraldemand,” siger Brian, der pga. et skadet knæ ofte tager en buggy rundt, men alligevel fryder sig over, at han hver gang får gået omkring fem kilometer. ”Jeg er også glad for, at jeg kommer i ud naturen. En gang havde jeg tabt min telefon på La Cala Golf. Vi var færdige ud på aftenen, så først den følgende morgen kunne jeg tage op for at lede efter den. Jeg havde Jeanettes telefon med for at ringe til min egen, og fandt den hængende i en gren. Men jeg var der, før dagens spillere indfandt sig, og at være der - så tidligt på dagen i så skønne omgivelser - var en fed oplevelse,” fortæller han.
De er enige om, at det sociale aspekt og sammenholdet mellem spillerne er vigtigt for dem. ”Man lærer mange mennesker at kende på en anden måde.
Man ser dem, når de er enten glade eller sure af irritation over spillet, man kommer virkelig ind under huden på hinanden,” siger Jeanette, der er overrasket over, hvor frustreret spillet kan gøre hende. ”Det er virkelig en god sport til at arbejde med sig selv,” understreger hun.
Jeanette spiller i dag en gang om ugen, mens Brian er på banen hver, hver anden dag, i perioder dog ikke så meget. Favoritklubberne er La Siesta og Miraflores Golf. Brian stiller desuden ofte op til diverse velgørenhedsturneringer, han inviteres til. Han spillede f.eks. med, da Stjernegolf tidligere i år blev afviklet i København. Herfra gik pengene til kræftramte børn på Rigshospitalet.
”Jeg deltager gerne. Jeg glæder mig da også til den 3. oktober at skulle spille to runder med BHF Bank på La Cala Golf. Der får vi gået nogle kilometer,” slutter Brian Nielsen.
Gør golf til forretning
Jeanette Buchard og Brian Nielsen har altid gerne villet finde på noget, de sammen kunne arbejde med. Og en dame, som sad ved siden af Brian på en flyvning fra København til Málaga, skulle blive katalysatoren til at føre det ud i livet.
Damen skulle til Marbella for at spille golf, og hun og Brian kom til at tale om golf på turen, hvor hun nævnte, at hvis han havde et firma, der kunne tage sig af indkvartering og booking af green fees, ville hun reservere hos ham.
Den tanke kunne Brian ikke slippe, fordi Jeanette og han netop ved noget om, hvad golfspillere forventer, de kender området og de mange golfklubber her, og den 1. oktober lanceres Jeanettes og Brians firma, Brian Nielsen Golf.
De har desuden følt, at mange spillere har betalt alt for meget for green fees, og på firmaets hjemmeside kan man således reservere rabatterede green fees på 20-30 forskellige baner. De klubber, som ikke er med, kan man forhøre sig om.
Der tilbydes desuden pakker med indkvartering i enten lejlighed eller på hotel, billeje og diverse green fees, hvilket parret, der nu også er forretningspartnere, håber, vil tiltrække firmaer og andre grupper så vel som individuelle spillere fra Danmark.
Derudover vil de tilbyde en langt mere personlig service, end den mange spillere hidtil har måttet lade sig nøje med.
Følg med på www.briannielsengolf.dk.
En snak om golf
Profiler | Oktober 2008
Profiler | Oktober 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |


























