Publiceret i samarbejde med Nordea Bank S.A.. Luxembourg.

Inflationen er tilbage efter at have været under relativ god kontrol i en længere periode. I mange sektorer øger de stigende råvarepriser produktionsomkostningerne. Afhængig af en række faktorer, herunder hvor sektoren befinder sig i sit eget eller det generelle konjunkturforløb, kan producenterne enten vælte de højere omkostninger over på forbrugerne (fastholde indtjeningsmarginerne) eller absorbere dem (sænke marginerne for at fastholde markedsandelen). Det tager tid, før effekten af de højere omkostninger slår igennem på den overordnede økonomi, så forbrugerprisinflationen halter som regel efter producentprisinflationen.

Analytikere skelner mellem overordnet inflation og kerneinflation (som ikke omfatter de meget svingende fødevare- og energipriser). På det seneste har der været stor forskel mellem inflationen i forbrugerpriser og producentpriser og mellem den overordnede inflation og kerneinflationen. Det skyldes først og fremmest effekten af de kraftige stigninger i olie- og fødevarepriserne. Sandsynligheden for en indsnævring af denne forskel giver anledning til bekymring.

Inflationen har god grobund i et lavrentemiljø, hvilket især gør den amerikanske økonomi følsom over for yderligere risici. Bank of England og Den Europæiske Centralbank (ECB) har besluttet at holde renten uændret, men bankerne står stadig over for et politisk dilemma: Skal de forhøje renten for at dæmpe inflationen og risikere en økonomisk recession eller nedsætte renten for at understøtte økonomien og risikere yderligere stigning i inflationen.

Dette dilemma er særligt vanskeligt for ECB. Mens den amerikanske centralbank klart har valgt at komme økonomien til undsætning, herunder den skrøbelige banksektor, der er kernen i hele systemet, er ECB’s primære målsætning at sikre prisstabilitet. ECB ønsker imidlertid ikke at blive opfattet som medskyldig i en økonomisk nedgang, fordi den holder sig strengt til sin primære opgave. Derudover forværres ECB’s situation af den todelte udvikling inden for euroområdet (en stærk germansk blok over for en svag latinsk blok – Frankrig, Italien og især Spanien).

I Emerging Markets-landene er stigende inflation ikke kun negativt for økonomien (især for de lande, hvis valutaer er knyttet til dollaren, og som derfor indirekte importerer USA’s pengepolitik), men også årsag til politisk og social uro. Foruroligende nok forventer OECD høje fødevarepriser i de næste ti år som følge af stigende efterspørgsel fra fx biobrændselproducenter og udviklingslande som Kina.

Selvom den nedtrapning af lånefinansiering og den fornyede kapitalopbyggelse, der skal til for at styrke finanssektoren, i sidste ende vil bidrage til at dæmpe inflationen globalt, vil denne effekt sandsynligvis ikke fuldt ud opveje effekten af højere fødevare- og oliepriser. Hvis bekymringen over olieforsyningen ikke aftager, og hvis OECD’s prognoser holder stik, har centralbankerne og investorerne ikke andet valg end at forberede sig på en langvarig periode med høj inflation.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven