![]() | |
Din sundhed er selvfølgelig afhængig af det lange seje træk, men det behøver alligevel ikke altid at fylde hele dit liv at forbedre din sundhed markant. Somme tider skal der faktisk overraskende lidt til. Det tager fx kun 20 sekunder at sige pænt nej – og undgå stress.
Læs i denne artikel hvordan du kan bliver sundere på kort tid hver dag.
Tag en powernap:
Blunder du omkring 20 min. er det nok til at få det fulde udbytte af en powernap. Sover du mere, risikere du, at luren gør dig dvask i stedet for. Find et roligt rum, og slap fuldstændigt af. Sæt en alarm til, så du ikke skal bruge energi på at bekymre dig om at komme til at sove for længe.
Gevinst:
Det er dokumenteret i flere undersøgelser, at en powernap gør dig mere frisk, effektiv og årvågen, når du vågner igen. Det bedste tidspunkt kan være lige efter frokost, hvor de fleste alligevel er mindre effektive.
Drik en kop te:
Bryg en god kop te, gerne af grøn te, og lad den trække i et godt stykke tid, så alle de sunde stoffer når at myldre ud i vandet. Teen skal trække mindst 5 minutter, før du drikker den.
Gevinst:
Teen rummer et væld af sunde stoffer, der styrker dit immunforsvar. De mange sunde stoffer i te forebygger kredsløbssygdomme og muligvis også visse kræftsygdomme. Te virker også positivt på din vægt på grund af særlige stoffer, catechiner, der kan øge din forbrænding.
Sig nej tak til en opgave:
Nej. Det er et lille uskyldigt ord, men rigtig mange af os har svært ved at sige det. Brug bare 20 sekunder på at sige nej – på en pæn måde, når du bliver bedt om noget, du reelt ikke har lyst eller tid til. Husk, at det mærkelige er, at du ofte bliver respekteret mere, hvis du formår at sige nej en gang imellem.
Gevinst:
Det vigtigste, du kan gøre for at undgå stress, er at tage kontrol over dit eget liv. Undersøgelser viser, at du er langt mere udsat for at få farlig stress, hvis du har et liv, hvor du ikke selv kan styre, hvad du skal og ikke skal.
Giv kroppen ny ilt:
Træk vejret dybt og roligt. Sæt dig gerne foran et vindue med frisk luft, og træk vejret ind, så du mærker maven gå udad. Pust luften langsomt ud igennem læberne. Gentag tre gange.
Gevinst:
En dyb og rolig vejrtrækning virker afspændende og afstressende. Samtidig får du iltet dit blod, så det kan sende ilt nok ud til cellerne – og dermed give energi til fx dine muskler. En god vejrtrækning giver også en god kropsbevidsthed, der gør det nemmere for dig at mærke, hvad din krop har brug for – og dermed træffe de rigtige valg.
Gå i sauna:
Brug 20 minutter på en gang imellem at tage en tur i sauna, og få kroppen varmet rigtig godt igennem.
Gevinst:
Når du er i sauna, skal din krop sørge for, at kropskernen ikke bliver for varm på grund af de høje temperaturer. Det får kroppen til at svede og udvide alle de små blodkar i huden. Samtidig stiger din puls. Alt det betyder, at der kommer ekstra gang i blodcirkulationen, og blodet strømmer gennem de mindste blodkar, så kroppens væv bliver tilført ekstra ilt og næring. Samtidig får kroppen varme, der virker afstressende og afspændende på musklerne.
Ny krop med pilates:
Kast dig over pilates. ”Efter 10 gange kan du mærke en forskel, efter 20 gange kan du se en forskel, og efter 30 gange har du fået en helt ny krop,” sagde opfinderen af den populære træningsform, Joseph Pilates. På 20 timer kan du nå at dyrke 20 gange pilates og dermed bringe dig derhen, hvor du ikke bare kan mærke en forskel, fordi du får lettere ved dagligdagsting, men hvor du også kan se en reel forskel på din krop.
Gevinst:
Din krop bliver stærkere og gør det lettere for dig at klare dagligdagens gøremål. Du bliver smukkere, og musklerne bliver mere markerede uden at komme til at svulme. Samtidig har pilates den store sundhedsgevinst, at du styrker dine inderste korsetmuskler. Det gør det nemmere for dig at opretholde en god og sund holdning.
Tænk positivt:
Læg mærke til, hvad du egentlig går rundt og siger til dig selv i løbet af dagen. Håner du dig selv og tænker negative tanker? Vær bevidst om at vende dine tanker til noget positivt.
Gevinst:
Hvad du tænker om dig selv og dit liv, betyder meget for, hvad du opnår, og hvordan du har det. Den seneste lykkeforskning går på, at vores livsvilkår betyder mindre end den måde, vi tænker på, når det handler om lykke.
Selvfølgelig er der mange andre ting, du kan nå på fx 20 minutter. Få en gang massage - det vil få kroppen til at udskille velværehormonet oxytocin, der virker afstressende. Desuden løsner det op for spændte muskler. Du kan også lære dig selv at meditere, og sætte 20 minutter af til det – gerne hver dag. Når du mediterer, producerer hjernen blandt andet endorfiner, der gør os afslappede og veltilpasse.
Månedens pilatesøvelse – Crunch med strakte ben:
Læg på ryggen med benene strakt. Hold hænderne bag nakken. Brug dine øvre mavemuskler til at løfte dine skulderblade på fra gulvet. Sænk herefter dine skulderblade, til de lige netop rammer gulvet igen. Hold rygraden i neutral stilling imens. Hold stillingen i ca. 20 sek. og gentag 5 gange.
Undgå: At låse i knæene, at spænde i lårmusklerne. Hvis lårmusklerne er spændte, kan du ikke lave bevægelsen ude at svaje for meget i ryggen.
Muskler: Øvre halvdel af lige mavemuskel.
Tips til et sundere liv på kort tid
Helse | Juli 2008
Helse | Juli 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























