![]() | |
Krydstogter bliver en mere og mere populære. Spanien har der nærmest været et boom, hvormed denne rejseform er gået og fra at være en niche til at udgøre det tredjestørste marked i Europa efter Storbritannien og Tyskland.
”Hos Ruta Solar har vi altid haft mange henvendelser angående krydstogter, men i sær de seneste år er der bl.a. flere og flere danskere, der ønsker at tage på krydstogt. Hele familier er taget af sted for at fejre en mærkedag, da det er en ferieform, som man virkelig kan nyde med børn og børnebørn,” fortæller Martin Pujol Jensen fra Viajes Ruta Solar.
Der er mange blandt rejsebureauets kunder, som ikke tidligere har været på krydstogt, men når de først har været med, vil de gerne af sted igen. Der er rigtigt mange gengangere blandt krydstogtgæsterne, hvilket Martin Pujol Jensen mener, er takket være det høje serviceniveau, underholdningen og maden ombord.
”Derudover er der større og større variation i udbudet af krydstogter. Der er noget for enhver smag og pengepung. Fra mere økonomiske til super luksuriøse, fra tre nætters varighed til jorden rundt togter på tre måneder, togter med alt inkluderet, også drikkevarer, skibe med færre end 100 passagerer til de største på 160.000 tons med 3.600 passagerer. Og så er der krydstogter over alle verdenshavene - på Middelhavet, til Alaska, Baltikum og Skandinavien, Asien, Caribien, Sydamerika, Indiske Ocean og Oceanien,” siger Martin Pujol Jensen.
Vi lader erfarne danske krydstogtgængere fortælle om deres erfaringer. Fælles for dem alle er, at de synes, at krydstogter er en vidunderlig ferieform, hvor man hver morgen vågner op på en ny, spændende destination.
De anser serviceniveauet ombord for at være ekstremt højt og så lovpriser de maden. Derudover mener de, at krydstogter ikke nødvendigvis er en dyr ferieform, eftersom meget, f.eks. måltider og underholdning, er inkluderet i prisen. Udflugterne kommer oveni, men man kan vælge at deltage i så mange eller så få, som man har lyst til.
Krydstogtveteraners gensyn med Oman - Ingelise og Hans Hugo From
Efter to succesfulde klassiske middelhavs-krydstogter med hele familien, konstaterede Ingelise og Hans Hugo From, at denne ferieform har rigtigt meget at byde på. De mener desuden, at krydstogter er noget for alle - uanset om man er god til charterferie med faste udflugtsprogrammer eller man er mere eventyrlysten, og selv ønsker at tilrettelægger selv sine dage.
De beretter:
”Da vi jo har tilbragt mange år i mellemøsten, havde vi et ønske om at gense vore gamle arbejdspladser, husene, børnenes skole, strandende hvor vi tilbragte fritiden etc., og da sultanatet Oman var med på denne rute, passede det perfekt. Noget var forandret til ukendelighed på de 20 år, mens andet var som dengang.
Krydstogtet udgik fra Dubai, hvor vi først tilbragte nogle ekstra dage. Det var en mulighed for at opleve denne verdens største byggeplads, som forandrer sig i et tempo, der er nok til at tage pusten fra selv den mest berejste turist - shoppingcentre med 900 forretninger og skiløjper, verdens eneste 7-stjernede hotel og de kunstige øer The Palm og The World. Samtidig har hverdagen ikke ændret sig i årtier.
Fra Dubai gik turen til Muscat i Oman, hvor vi undervejs sejlede forbi Hormus-strædet og så Iran på den ene side. Vi besøgte også Abu Dahbi, der er hovedstad for alle de Arabiske emirater, samt Bahrein.
Overalt møder man en venlig befolkning, og man kan alle steder begå sig på engelsk, - og nej, det kræver ikke nogen speciel klædedragt - du går klædt som i Europa, men sikkerheden er langt større, end vi kender den her fra Costa del Sol.
For førstegangsbesøgende er en ørkentur i en 4-hjulstrækker desuden et must. Tag ud og se beduiner, gå rundt i byerne, lej en taxi for dagen eller arranger selv dine udflugter med de lokale på destinationerne.
Mange tror, at når man har set et mellemøstligt land, har man set dem alle, men der er lige så store forskelle mellem emiraterne, som der er mellem de europæiske lande.”
Selskab: Costa Cruceros
Varighed: 7 nætter
Caribien med start i Fort Lauderdale - Maj-Britt Bidstrup og Benny Olsen
I stedet for at give julegaver sidste jul inviterede Maj-Britt Bidstrup og Benny Olsen deres voksne børn på et krydstogt i Caribien, fordi de synes, det er en dejlig måde for hele familien at være sammen. Parret er meget begejstrede for krydstogter, og har også været i Caribien før.
De beretter:
”Vi fløj via New York til Fort Lauderdale, hvor skibet skulle udgå fra. Det er en spændende by, meget amerikansk, men med fransk inspirerede restauranter af meget høj klasse. Fra Fort Lauderdale gik turen til Puerto Rico, Skt. Thomas, Skt. Croix (Jomfruøerne), Antigua og Bahamas.
Skibet, Radiance of the Seas, er en af verdens største krydstogtskib, og der er alt ombord. Fantastisk underholdning, fitness, massage, kasino og meget andet, og alt fungerede godt. Vi deltog også i et race med America’s Cup sejlbåde undervejs, det var meget spændende.
Krydstogter er dog nu så stor en industri i Caribien, at fire skibe anløber samme havn hver dag, hvilket vil sige, at 6-8.000 mennesker går i land, og det kan derfor være svært at få øje på lokalkoloritten. Indbyggerne her lever dog mere afslappet end selv spanierne.
Turen kan alligevel anbefales, hvis man ikke været i Caribien før. Det er spændende at se den danske kultur på Skt. Thomas, de danske forte, kirkegården og vindmøller, der som de eneste bygninger har klaret alle tyfonerne. Derudover er der jo smukt som et postkort.
Mange tror, der er stift og fornemt på et krydstogtskib, men der er faktisk meget afslappet og uformelt, og vi vil gerne på krydstogt igen. Dog bliver næste gang nok igen en tur på Middelhavet, hvor der er mere at opleve.
I øvrigt var der mange gangbesværede og rullestolsbundne med på turen, og det gik strygende. Så det skal altså ikke være en hindring for nogen.”
Selskab: Royal Caribbean Cruises
Varighed: 8 nætter
Det græske øhav med børn - Nana og Martin Norrbom
Også Nana og Martin Norrbom lovpriser denne ferieform. De har tidligere været på Middelhavstogt, og sidst gik turen rundt i det græske øhav. De mener, at krydstogter også er en god ferieform med børn, dog helst når de er meget små eller er blevet så store, at man ikke behøver være alt for nervøs for dem. De glædede sig over, at børnene ikke selv kunne åbne terrassedøren, og at de ikke kunne kravle over balustraden, der i øvrigt var gennemsigtigt.
De beretter:
”Krydstogtet udgik fra Venedig, og vi fløj dertil via Madrid, hvor vi blev et par dage. Da vi ankom til Venedig, blev vi kørt i bus ud til skibet. Vi havde en dag her. Venedig er meget anderledes, man sejler rundt til det hele, og der er smukt på alle tider af dagen. Det var lækkert at udforske byen. Dog skal man være forberedt på, at der er lidt dyrt.
Fra Venedig sejlede vi til Dubrovnik, hvor vi var seks-syv timer. Det var spændende at gå tur på den gamle bymur og rundt i de små stræder.
Derefter gik turen videre til Santorini, som er fantastisk flot. Men en dag var perfekt, mere ville have været for meget. Vi tog op til toppen af byen, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over vandet, man ser virkelig de blå farver, som man forbinder med Grækenland.
Vi lagde også an ved Mykonos, hvor der vitterligt ikke sker noget, så vi havde her en dejlig dag på stranden med ungerne. Dernæst til Rhodos, som er meget charmerende med den gamle fæstning og bydel. Her er dog lidt turistet.
Turen afsluttedes i Piræus, som er en trøstesløs by. Her skulle vi dog ikke blive, blot transporteres til Athens lufthavn. En anden gang kunne vi tænke os tid nok til også at tage ind og se Athen.
Vi havde en kahyt med terrasse og almindeligt vindue frem for bare et koøje, og det var alle pengene værd.
Det græske øhav var en flottere tur end Middelhavstogtet. Man sejler tættere på kysten og lægger an nærmere byerne, så det bare er at gå fra borde, hvorimod man på Middelhavstogtet sejler mere over åbent hav, og er på destinationerne ret afhængig af udflugter med mange timers transport.
Næste gang kunne vi godt tænke os et krydstogt i Caribien eller Skandinavien.”
Selskab: Pullmantour
Varighed: 5 nætter
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Allerstørst
I 2009 indvies det, der overtager placeringen som verdens største krydstogtskib, og som vejer 220.000 tons og kan tage 5.400 passagerer. Der er ligefrem en tropisk have i midten af skibet.
Se: http://www.royalcaribbean-genesis.com
Málaga tur-retur
Havnen i Málaga åbnede sidste år en ny terminal, hvormed man håber at se en stigning i krydstogter, der lægger an, starter eller udgår herfra.
Selskabet MSC har i år et krydstogt som fra den 24. september afgår fra Málaga hver uge frem til den 4. november. Togtet går til Civitavecchia (Rom), Genova, Marseille, Valencia og Tanger.
Næste år tilbyder Royal Caribbean et togt på fem nætter, som starter den 10. oktober og som løber frem til den 4. november.
Der er desuden flere krydstogter, som enten starter eller afsluttes i Málaga. Tre skibe fra Costa Cruceros udgår fra Barcelona, sejler til de kanariske øer og slutter i Málaga.
Cunards luksuriøse Queen Victoria afgår fra Rom den 29. november, for efter et togt på ni dage at afslutte i Málaga.
Tips
Desto tidligere der bookes, desto billigere er det ofte. Det betyder desuden, at man kan få den ønskede afgangsdato og kabine.
Book en kabine så tæt på midten af skibet som muligt. Det er endvidere en stor fordel, hvis den ligger på den side af skibet, som vender mod land, når man anløber havnene.
Tag et par ekstra dage i den by, hvorfra krydstogtet udgår for at blive akklimatiseret.
Pas på måltiderne. Der er så meget mad, som er så god, at de fleste vender hjem med ekstra kilo på sidebenene.
Læs mere:
www.rutasolar.net
På krydstogt - fra Caribien, via det græske øhav til Mellemøsten
Udflugter & rejser | Juli 2008
Udflugter & rejser | Juli 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























