![]() | |
fortsat fra Kære Læser: http://www.ladanesa.com/article.1928.html
Der er efterhånden gået så meget livrem og seler i den, at man kunne føle sig fristet til at starte en virksomhed, der producerer lige netop livremme og seler. Ja, hvorfor egentlig ikke? Det er jo præcis det, det handler om; lav noget, som folk vil have, og fortæl dem, at du gør det. Jeg opfordrer ikke til overdreven materialisme eller hyperforbrug, men omvendt virker det helt hysterisk at knalde kassen i med et brag, sætte huset til salg og synge med på krise-klage-sangen. Hvorfor skal huset for øvrigt lige pludselig sælges? I tror måske, at I kan købe noget, der er faldet mere i pris end jeres eget? Naivt, vil jeg mene. Tvinger privatøkonomien boligejere til en portion rettidig omhu, så tal med banken – eller find en anden finansieringskilde, der kan lette presset i en periode. Skal huset sælges, så sæt dog prisen ned! Handl om priserne generelt – det har aldrig været nemmere. Forretningerne er sultne, og vil trods alt hellere sælge til en lavere pris end slet ikke sælge noget. Og tænk her også på dig selv. Krise eller ej, så er det da dejligt at få et nyt TV-apparat. Drop champagnen, men fejr købet med en flaske cava – de fås faktisk fra omkring 3 euros, og så handler du nationalt og er med til at holde hjulene i gang….
Der er så meget, vi kan gøre. Bare det at tænke på en positiv og optimisk måde gør en kæmpe forskel - ikke kun for dig selv, men også i dine omgivelser. Jeg kender en, der altid siger, at hans forretning går godt. I løbet af årene har hans forretning selvfølgelig mærket nedgangstiderne, men han formår at overbevise sig selv om, at det går godt, måske lidt langsommere, men godt – og på den måde kanaliserer han budskabet ud til sine omgivelser, og dermed til potentielle kunder, der selvklart hellere vil handle i en succesrig forretning end i en lukningstruet. Det er nemlig naivt at tro, at folk handler hos dig af medlidenhed. Når regnen øser ned fra en blygrå himmel på 5. time i træk, siger den sammen mand altid: det holder garanteret snart op. Og det gør det så som regel. Skulle det kikse, har hans optimisme været med til at redde regnvejrsdagen, idet vi alle har tænkt på, at det snart bliver godt vejr igen. Jamen, er det ikke herligt? – og simpelt? Faktisk så simpelt at det også lyder som en super kliché, når jeg siger, at man skal visualisere sine ønsker og drømme - så sker de. Af og til er det faktisk nok blot at tænke tanken, andre gange kræver det tanken tilsat en stort portion arbejde – men faktum er, at kan du ikke se det for dig, så sker det i hvert fald slet ikke.
Nå, vil du så være med i min succecklub eller hvad?
Vi har ladet en række mennesker, professionelle på hvert deres område, give et bud på, hvordan man kan få noget godt ud af en tid, hvor man tænker lidt mere over, hvordan pengene skal bruges, om hvordan man faktisk kan tjene penge selv i krisetid ved fx at skifte el-opvarmningen ud med solernergi, leje sit hus ud, når man ikke selv bebor det, handle i faldende aktier, omlægge sit boliglån eller slet og ret tænke positivt.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hvilken krise?
Den spanske befolkning rejste det første kvartal af året mere end samme periode sidste år, viser tal fra industri-, turist- og handelsministeriet.
I løbet af de tre måneder rejste 11,6 millioner personer, hvilket var 6,7 procent flere end i 2007. Dog rejste de mere indenfor landets egne grænser end til udlandet. Dette har først og fremmest Andalusien nydt godt af; to millioner ferierede her i løbet af de tre måneder, hvilket er en stigning på 6,1 procent.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Oveni det hele har vi så oliekrisen. Jamen, så kom dog i gang med at finde alternativer til arabernes olie; kom i gang med at bore i eget vand (på den måde kunne vi også slippe ud af oliestavnsbåndet til Mellemøsten, og tegne de tegninger, det passer os), og speed tempoet op på de alternative energiformer. Hvor længe skal vi blive ved med bare at tale om det? Og hvorfor er det så lige, at benzinen stiger en hel krone pr. liter over natten, når olien rent faktisk kun er steget ganske lidt? Det er fordi, staterne tjener kassen på ting som oliekriser: i Spanien tillægges en liter benzin 16% moms + en specialafgift på 0,278 euro/liter, mens man i Danmark tager 25% moms + energi og CO2-afgifter på 407,3 ører/liter. Der er ikke noget at sige til, at lastbilchaufførerne er sure.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Også i DK har man strejket – så meget at op mod 400.000 behandlinger og operationer er blevet aflyst på 2 måneder. Med lidt simpel hovedregning vil det så sige, at næsten halvdelen af befolkningen behandles eller opereres på bare ét år… En national helsetilstand så ringe, at det burde være en krise i sig selv.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Tilskudsordninger er en skidt ting at komme ind på, men skulle nogen alligevel have lidt, så er et bud den spanske konstruktionsbranche. Det var jo i sin tid myndighederne, der gav dem tilladelser (læs:tog sig betalt for tilladelser) til at overbygge.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Boligprisudviklingen på det spanske marked - Hvordan sikres dit økonomiske råderum?
Af Christel Mark Hansen, Account Manager Nykredit Marbella
Den globale finanskrise betyder, at mange er blevet mere usikre omkring, hvordan boligmarkedet vil udvikle sig, og hvilke risici det indebærer at købe ejendom i Spanien. Udviklingen i boligmarkedet har de sidste år været støt stigende, og i 2007 var den generelle prisstigning på bolig i Spanien på 4,8%. Der var især tydeligt stigning i disse områder:
• Costa del Sol: 4,8%
• Costa Blanca: 3,3%
• Mallorca: 6,9%
Stigningen er ikke så høj som i 2006, hvor den nåede op på 9,1%, men den er stadig betydelig.
Udvikling i boligpriser siden 2002
Kilder: Realkreditrådet, Boligministeriet i Spanien og FNAIM
Ved at se på tendenserne i markedet kan man gøre sig klart, hvilken udvikling der forekommer naturlig. Prisudviklingen har i de seneste år båret præg af en høj stigningstakt, og det tegner til, at priserne i de kommende år vil stabilisere sig på et sundt leje.
Det er derfor vigtigt at sikre sig, at ens bolig er af en høj kvalitet, har en gennemtænkt planløsning, og ikke mindst en god beliggenhed. Boliginvesteringer, der tager højde for disse forhold, er mindre følsomme for prisudsving, lettere at omsætte og vil på sigt være den sikreste investering.
Vigtigheden af en stærk og stabil finansiel partner
De fleste banker finansierer deres udlån ved at låne penge på interbank-markedet, hvilket er blevet væsentligt dyrere. Ofte kommer kunden til at betale en højere rente, og for nogle banker har det desuden betydet, at de har været nødsaget til at dreje nøglen om eller lade sig opkøbe af andre, da de ikke har haft den fornødne likviditet til at finansiere deres udlån. Det er derfor vigtigt, at man vælger sin finansieringspartner med omhu.
Nykredit adskiller sig fra andre udbydere af boligfinansiering ved at finansiere sig gennem realkreditobligationen, der ikke er påvirket af finanskrisen i samme grad som interbank-markedet, hvorigennem bankernes udlån finansieres. Nykredit, der blev grundlagt helt tilbage i 1851, har desuden en historik og finansiel styrke, der sikrer stabilitet under finanskrisen.
Hvordan kan Nykredit hjælpe med at sikre dit økonomiske råderum?
Nykredit tilbyder tre realkreditlån; lån med variabel eller fast rente samt RenteMax® lån med et renteloft på 6%. Nykredit tilbyder realkreditlån med løbetid på op til 30 år og som noget nyt tilbydes der nu helt op til 30 års afdragsfrihed.
Hvis du allerede har en bolig, tilbyder Nykredit ligeledes en række spændende finansieringsalternativer. Har du for eksempel boliglån i en spansk bank med kort løbetid og afdrag, tilbyder Nykredit låneomlægning, der kan være med til at øge dit månedlige rådighedsbeløb.
Hvad gør jeg nu?
”Der er mange udbydere og produkter på det finansielle marked, og det kan være svært at gennemskue, hvordan du opnår den bedste finansieringsløsning. Vi tilbyder RenteMax®, hvor du udnytter den lave rente, når renten falder, og samtidig sikrer dig mod store rentestigninger. Nykredit har forskellige lånetilbud, hvilket betyder, at der er noget for alle.”
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
En ekstra indtægt fra udleje af bolig
Af Tony Samara, Gretes Reiser
Ønsker du at sælge din bolig? Du kunne i så fald tænke alternativt, vente til priserne begynder at stige eller til det bliver lettere at sælge, og i mellemtiden nyde godt af en ekstra indtægt ved at udleje boligen.
Ejer du en villa, er det samtidig kostbart at holde have og swimmingpool i orden, og huset bør jo også rengøres engang imellem, selvom det står tomt. Du vil gøre dit bedste for at kunne sælge, når potentielle købere melder sig. Hvorfor ikke udleje? Specielt i sommermånederne vil du tjene pænt på udleje og have indtægter i stedet for udgifter med en tom bolig. Vil du stadig sælge så hurtigt som muligt, kan man nøjes med at have huset til salg i vintermånederne. Hvis du ønsker at kombinere salg og udleje, bør dette ske gennem samme mægler/udlejningsbureau. Et firma som specialiserer sig i udleje og kan kontrollere, hvornår boligen står tom for visning, er et godt valg.
Hvordan er lejemarkedet i dag?
Det er ferieudleje, som beskrives her. Langtidsleje kan ikke kombineres med visninger, da det ifølge spansk lov er forbudt at gå ind i en bolig, som er udlejet (dette gælder også ejer). Ferieudleje kan kombineres med et salg, da boligen til tider vil stå tom. Derudover kan dine feriegæster være interesserede i et boligkøb, og synes de om boligen, de ferierer i, så sker det, at de kommer med et bud.
Lejemarkedet er også ramt af den økonomiske krise, og visse typer af boliger er lette at udleje, mens andre er vanskeligere selv til en lav pris.
Villaer med egen swimmingpool er mest attraktive. Dette skyldes to ting. Der er ikke så mange på markedet, og udbud og efterspørgsel er derfor forholdsvis jævnt. Men det må alligevel være til den rigtige pris, og prisen bestemmes af beliggenhed.
Ligger boligen i gå-afstand til butikker, restauranter og strand, er den lettere at leje ud end en bolig, som ligger i indlandet, selv om prisen på første kategorier er højere. Lejligheder med tre soveværelser, ligeledes beliggende i gå-afstand til faciliteter og strand, er også eftertragtede.
Det som der først og fremmest er overflod af, er toværelses lejligheder, som ikke ligger i gå-afstand til facilliter eller strand. Selv om priserne er sænket betragteligt for denne kategori af boliger, så er de vanskelige at udleje.
Hvis lejligheden derudover ikke har f.eks. aircondition eller andre detaljer, kan man lige så godt lade lejligheden stå tom, til den sælges eller eventuelt prøve et langtidsudleje, selv om det kan være risikabelt med en lejer, som vil bo i boligen længe. Dette er desuden svært at kombinere med et salg, da visninger ikke er muligt.
Men til dig, som ejer en villa med privat swimmingpool, en treværelses lejlighed eller et rækkehus i gå-afstand til faciliteter og strand, lad ikke boligen stå tom. Kombiner ferieudleje med salg og tjen lidt, mens du venter på, at der kommer et tilbud. Tænk positivt og kreativt og få det bedste ud af den økonomiske situation.
Se mere på www.gretesreiser.com.
Positiv Psykologi
Af Malene Goth, cand.scient.soc. med speciale i positiv psykologi
Kriser er en naturlig del af livet, hvad enten vi ønsker dem eller ej. Gennem opvæksten lærer vi at identificere og imødekomme negative oplevelser, hvilket desværre kan frembringe en overvejende pessimistisk indstilling til livet og dets muligheder. I kriser kan vi komme til at reagere med at være handlingslammede og frustrerede med mistet livsglæde som resultat.
At kunne håndtere en krise og komme vel ud på den anden side handler ofte om måden, hvorpå vi tænker livet, dets oplevelser og forventninger. Jo mere vi spekulerer over mangelsituationer, jo dårligere bliver humøret og livskvaliteten. En krise kan da være en glimrende anledning til at få kigget på, hvad der rent faktisk fungerer rigtig godt. Hvis man altså kan få øje på det positive, der er og kan komme i fremtiden. Er bægret halv fuldt eller er det halv tomt?
Metoder udviklet indenfor Positiv Psykologi viser, hvordan vi kan udvikle mere optimisme og ændre den forklaringsstil, vi anvender til at vurdere gode og negative oplevelser. En optimist tænker, at dårlige tider kan vende til det bedre, når som helst, og at positive oplevelser er et resultat af egne evner og tiltag. At være optimist handler ikke om at smide sin sunde fornuft overbord eller tvinge sig selv til kun at skulle tænke positive tanker. Det handler om at være bevidst om, at man kan få gode ting til at ske. Optimisten er også i stand til at fokusere på alle facetter i livet og udnytte de områder, der går godt. En pessimist tænker derimod, at dårlige tider er vedvarende og gode tider er forbigående og tilfældige. Man fastholdes i en tilstand af hjælpeløshed med en følelse af, at man ikke har indflydelse på sit eget liv. Dette fører til handlingslammelse og man kan komme til at afskære sig fra at skabe gode muligheder for sig selv.
Positiv Psykologi fremhæver et menneskes styrker som et vigtigt punkt til at opnå mere livsglæde. Gennem forskning er der blevet identificeret 24 styrker, som man kan placere sig selv indenfor. Jo mere fokus på egne styrker, jo mere vil man blive klar over, hvordan man kan handle og få indflydelse på eget liv, trods kriser. En simpel måde at blive bevidst om egne styrker på er at skrive en styrke-liste og derefter gøre nogle tiltag, hvor de anvendes i praksis. Metoderne indenfor Positiv Psykologi kan anvendes af både private og virksomheder. De bidrager bl.a. til mere energi, selvtillid, tilfredshed og hjælp til at opnå de mål man har sat sig.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Muligheder i et faldende aktiemarked
Af Kurt Carlsson, Direktør, Saxo Bank Spanien
Gennem de sidste mange måneder har vi set et svingende aktiemarked, og det tyder ikke på, at det vil ændre sig i det første lange stykke tid. I øjeblikket går det opad, men vi forventer i Saxo Bank, at aktiemarkedet, med undtagelse af olie og fødevarerelaterede aktier, ryger længere ned inden årets afslutning. Det er der flere årsager til. En af de væsentligste er, at den internationale økonomiske vækst kommer ned i et lavere gear, forbrugerne vil have færre penge mellem hænderne, og derfor vil virksomhederne alt andet lige tjene færre penge.
Traditionelt taber man som aktieejer penge i et faldende marked. Men der er faktisk mulighed for at tjene penge, når aktiemarkedet falder, ved at benytte en såkaldt CFD. CFD står for Contract for Difference og betyder i praksis, at man som kunde indgår en kontrakt med Saxo Bank om enten at spekulere i en akties fald eller stigning. Teknisk set kaldes det at gå kort, når man spekulerer i et fald, mens at spekulere i en stigning, som ved traditionel aktiehandel, kaldes at gå lang.
Prisen på en CFD følger den underliggende aktie, og hvor man normalt betaler et gebyr for at handle aktier, så ligger prisen i spreadet på en CFD, hvilket vil sige i forskellen mellem købs- og salgsprisen. Prisen for at handle CFD’er er 0,1% begge veje. Udover muligheden for at spekulere i et fald eller stigning, er der mulighed for at geare sine investeringer via brug af CFD’er. Det skyldes, at en CFD er et marginprodukt, hvilket vil sige, at køber man en Mærsk-aktie, skal man kun betale 5% af den nominelle værdi. Gearingen er altså på 20. Hvilken gearing, der er forbundet med den enkelte aktie, fastsættes af Saxo Banks risikoafdeling. Generelt er gearingsniveauet afhængig af likviditeten i aktien – altså hvor meget den handles på fondsbørsen.
Når man benytter en CFD til at spekulere i en stigning på aktiemarkedet, betaler man en rente til Saxo Bank; hvis man derimod spekulerer i et fald, så betaler Saxo Bank rente til én.
I 2008 vil der opstå rigtig gode muligheder for at tjene penge på at spekulere i et faldende marked. Men vi forventer på kort sigt, at markedet vil stige lidt endnu. Herefter forventer vi, at faldet sætter ind – for alvor.
Lokalregering betaler del af solvarmeanlæg – du sparer penge og hjælper miljøet
Af Hanne Mundbjerg, Técnicas de Energía Ambiental S.L.
Så er der godt nyt vedrørende det regionale tilskudsprogram, der skal motivere såvel private som virksomheder i Andalusien til at få et solvarmeanlæg installeret i eksisterende boliger. I mange år har der været et anstrengt forhold mellem de autoriserede installatørfirmaer og La Junta de Andalucía på grund af en langsom og bureaukratisk ansøgnings- og udbetalingsprocedure. Et ambitiøst on-line system for præsentation af tilskudsansøgningerne har nu overvundet sine børnesygdomme, og hvis det ikke var, fordi det her drejer sig om vedvarende energi, kunne man sige, at ”nu kører det bare som smurt i olie”.
Hos Técnicas i Maro er de første installationer nu gået igennem systemet, og rekorden er foreløbig halvanden måned fra det første ansøgnings-klik på computeren til pengene er gået ind på kontoen. Når man kigger tilbage på de tidligere ordninger, er det et helt mirakel.
Vi har tit talt om at samle nogle af de mest utrolige historier sammen og udgive et hæfte med titlen Energiske Bataljer, men vi vil helst kigge fremad og glæde os over, at der nu er lavet en ordning, der fungerer for både den energibevidste bruger og for installationsfirmaet .
On-line ordningen bruges til ansøgninger om tilskud til mindre solenergianlæg til brugsvand, - dvs. til anlæg med et solfangerareal på op til 10 m². Anlægget skal være godkendt af La Junta de Andalucía og det samme gælder installationsfirmaet.
Det er det autoriserede installationsfirma, der logger sig ind og trykker på tasterne på ansøgers vegne.
Proceduren er som følger:
1. Først anmodes der om at reservere det beløb, (fra ca. 340 til 2.600 euro) som gives i tilskud til det anlæg, der ønskes installeret.
2. Når beløbet er reserveret, skal ansøger give fuldmagt til installationsfirmaet, som så udfylder den elektroniske ansøgning og sender den til La Agencia Andaluza de la Energía (AAE). En kopi af ansøgers NIE og pas sendes ind sammen med ansøgningen.
3. Anlægget kan nu installeres.
4. Slutfakturaen sendes til AAE, som checker, at alt er ok, før tilskuddet udbetales.
Når det gælder anlæg på over 10 m², kræves der en teknisk beskrivelse. Der gives også tilskud til kombianlæg til brugsvands- og boligopvarmning, og programmet tillader, at overskudsvarmen bruges til swimmingpoolen. Tilskudsbeløbet til disse installationer fastsættes individuelt i forhold til anlæggets størrelse, konfiguration og effektivitet.
I alt nybyggeri og ved større renoveringer har det siden september 2006 været obligatorisk at installere solenergi til opvarmning af brugsvand, og derfor gives der ikke tilskud til disse installationer. Andre typer solenergianlæg, som f.eks. SolarVentisystemet, der bruges til affugtning, ventilation og tilskudsvarme, samt Solar-Flex til poolopvarmning, får heller ikke penge fra fondene. Disse anlæg berører ikke boligens VVS-installationer og kan derfor også monteres af husejere, der gerne vil installere selv.
Damage Control på Krisen
Tema & Debat | Juli 2008
Tema & Debat | Juli 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























