Er der nogen, der vil være med til at starte en succes-klub? En forening, hvor medlemmerne hylder livets store og små glæder, hvor man bruger sin kreativitet, tør at tænke store tanker og at tage action på dem. Bakke op om hinandens initiativer, rose hinanden og fejre det sammen, når tingene lykkes. Hvad med at være med til at vende situationen kaldet ”krisen” og tage fælles ansvar? Går der mere tristesse og muggeri i den, så ender det da helt galt.
Jeg sidder ikke her og skriver opfyldt af overpositive tanker og med et mildt Dalai Lama-smil om munden. Ej heller farer jeg lalleglad rundt på mit kontor med armene over hovedet. Det ligger mig blot voldsomt på sinde at være med til at bremse den selvforstærkende krisebevidsthed, der er ved at lamme vores samfund. Hvad er egentlig det modsatte af krise? Ved vi det? Ja, det gør vi – det er opgang, fremgang og, ja, succes. Og når nu vi ved det, hvorfor så ikke gøre noget ved det? ”Jamen, det er det jo ikke alle, der kan”. Nej, det er det ikke. Mange mennesker har så ringe vilkår på både den ene og den anden måde, at de ikke kan gøre meget andet, end at se til. Men det gør jo ikke vores ansvar mindre – alle os der rent faktisk kan gøre noget. Vi skal nemlig skabe rammerne for en god tilværelse ikke kun for os selv, men også for dem, som ikke er i stand til det. Sådan er vores samfund heldigvis bygget op. Jeg negligerer ikke krisen. Den måtte jo komme. Vi havde alle så travlt med at rage til os, at vi glemte at holde øje med, om vi egentlig også havde råd til det. Subprime-krisen satte lavinen i gang, der gik panik i tingene og snart fulgte noget nær en forbrugerparalysering. Er det nu også så slemt? Nej, det er det ikke. Vi bruger stadigvæk penge, mange penge – og det skal vi blive ved med. Forskellen er blot, at det nu kun er dem, der rent faktisk har pengene, der skal bruge dem. Også dem er der nok af. Det er jo ikke ligefrem et krav, at man skal købe Gucci for at få sig et nyt armbåndsur. Det kræver heller ikke, at det gamle ur er gået i stykker, af mode, er blevet væk eller stjålet. Det er nok, at man bare gerne vil have et nyt ur. Som bekendt klager flyselskaber, landmænd og SOSU’er altid. Det er efterhånden helt kliché-agtigt. Vi har aldrig fløjet så meget som nu, og flere og flere lader sig opgradere til fx Business Class, og landmændene, jamen så giv dog de mennesker en ordentlig pris for deres varer og fjern tilskudsordningerne (det burde man for øvrigt også gøre i kulturverdenen. Jeg mener, hvis man ikke kan lave teaterforestillinger, som folk gider at betale for at se, så luk dog de teatre og giv i stedet folk tilskud til en biografbillet til Indiana Jones) – og SOSU’erne ville måske vågne op, hvis man her indførte løn efter individuel kompetence. Med det vil jeg vel bare sige, at evindeligt brokkeri i sig selv ikke fører nogen steder hen. Der skal en holdningsændring og en stor mængde action til. Og det er sådan set det mest positive ved en krise: de virkelig dygtige ”købmænd” viser deres værd, og alle amatørerne pakker sammen, og finder forhåbentlig deres rette plads et andet sted. Det handler alt sammen om to ting: at vende tankegangen og få pengene i omløb – de forsvinder nemlig ikke bare sådan ud i det blå, pengene. En lille anekdote fra det virkelige liv til illustration: En af vores leverandører har netop åbnet yderligere en afdeling. Gemt væk i et skab fandt han en lille, gammel akvarel, som han overvejede at hænge op på sit nye kontor. Den trængte dog til en ny ramme, syntes han og præsenterede ideen for sin kone. ”Hvad fejler den gamle ramme?”, spurgte hun. Nu er det jo ikke de 30 euros, som den lokale rammemand gik glip af, der vælter læsset, men det sker, når hundredvis af koner sparer nye rammer væk. Vores leverandør havde, ligesom de fleste af os andre heldigvis, rigeligt råd til en ny ramme, men han beholdt den gamle…

Læs videre her! http://www.ladanesa.com/article.1930.html

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven